Eftertanken: Ud med "Vi gør en forskel"

På et hospital et sted i Danmark findes en hemmelig loge, har jeg hørt. Logen er forbeholdt et fåtal af de sygeplejersker, som arbejder på hospitalet, og ud af denne gruppe er kun nogle enkelte nøglepersoner. Ja, netop nøglepersoner. De besidder nøglen til skabet. Det godt skjulte skab, som rummer en rest øretermometre, som sygeplejerskerne skjulte, da rektaltermometret blev valgt som optimalt redskab til temperaturmåling; et valg, der skete på baggrund af viden nedfæstet i en klinisk retningslinje.

En ung mands sygehistorie er mit personlige belæg for, at valget var rigtigt. Han blev indlagt med ulidelige smerter i nyreregionen, og det viste sig, at han havde nyrebækkenbetændelse. Antibiotikabehandling blev sat i værk, temperaturen faldt, og den unge mand blev udskrevet efter et par dage og en afsluttende temperaturmåling. Men smerterne slog til igen, og konsekvensen var endnu en indlæggelse, som blev langvarig. Inden udskrivelsen havde den unge mand fået målt sin temperatur med et øretermometer, men temperaturen var ikke korrekt, og han blev syg igen.

Hvorfor er det forbundet med så stor modstand at måle temperatur rektalt? Det er intimiderende, ulækkert og bøvlet, siger nogle. Andre lader patienterne anbringe termometrene, hvor de skal være, samler dem ind igen, aflæser og gør dem rene. Måske lokalbedøver denne gruppe sygeplejersker deres irritation over retningslinjer. Måske synes de, at retningslinjer er et plus.

Det synes man i sundhedsplejen, som udgør en renere del af sundhedsvæsenet.

To retningslinjer om etablering af amning blev godkendt i februar og april. Jeg spørger sundhedsplejersken, om de bruger dem. ”Det gør vi,” svarer hun. ”Vi har tre ammevejledere, som jævnligt underviser os andre, og vi kan mærke en afgørende kvalitetsforbedring i vores ammevejledning med dette løft.”

Et modargument jeg har hørt er, at kliniske retningslinjer er farlige for omsorgen. Det tror jeg ikke på. Der er ikke nogen indbygget modsætning mellem at yde den aktuelt bedste sygepleje og at yde omsorg. For sygeplejerskerne er der derimod argumentationskraft at hente i retningslinjer frem for ”vi gør en forskel”-mottoet, der bruges alt for hyppigt. Sygeplejerskers omdømme, anseelse og troværdighed bliver bedre, når konkrete eksempler og begrundelser kommer på banen med engagerede sygeplejersker som afsendere. Et højt niveau i sygeplejen vil også kunne fastholde sygeplejersker.

Der er beviseligt problemer med at anvende forskning i praksis. Er det fordi, forskningen har et forkert fokus, og emnerne og problemerne forekommer uinteressante?

Eller sagt på en anden måde:

Hvad skal der til, for at sygeplejersker oplever, at det er spændende at få hjælp til at søge og finde resultater, som giver kvalitet for deres patienter?

Under alle omstændigheder: Loger med særlige formål skal nedlægges, og de faglige fællesskaber, der findes i forvejen, kan passende erstatte dem. 

lÆS: 1. Pedersen PU, Hundborg YA. Kvalitetssikring i sygeplejen – en aktuel status. Fag & Forskning, webartikel, offentliggjort d. 20. maj 2018.