Mobilisering er mere end en fysisk aktivitet

Introduktion: Tidlig mobilisering af patienter på intensivafdelinger har reduceret patienternes tab af muskelmasse, mindsket forekomsten af delirium og øget deres funktionelle kapacitet ved udskrivelsen fra hospitalet. Sedation af patienter i respirator har imidlertid vanskeliggjort mobiliseringen. Nu, 10 år efter det første publicerede studie med vågne patienter i respirator, har dette studie undersøgt, hvordan sygeplejersker og patienter interagerer i forbindelse med mobilisering i intensivafdelingen.

Metode: Der blev anvendt et kvalitativt design og etnografisk tilgang analyseret med interpretive description. Data blev genereret på to intensivafdelinger i Danmark, der anvendte non-sedation til respiratorpatienter.

Resultater: I 58 dage blev 24 patienter og 44 sygeplejersker observeret ved forskellige typer mobilisering. 16 sygeplejersker og 13 patienter blev interviewet efterfølgende – dybtgående og individuelt. Ikke alle havde været observeret. Hvis det var tilfældet, blev observationerne inddraget i interviewet. Der blev fundet tre temaer:

• ”Modsatrettede perspektiver på mobilisering” viste, at sygeplejerskerne havde et langsigtet og behandlingsorienteret perspektiv på mobilisering, mens patienterne havde et kortsigtet perspektiv og betragtede mobilisering som overvældende i den nuværende situation.
• ”Forhandling om mobilisering” viste, hvordan patienter aktivt forhandlede vilkårene for mobilisering med sygeplejersken.
• ”Induktion af håb gennem mobilisering” viste, hvordan sygeplejersker opfordrede til mobilisering ved at indgyde håb for fremtiden.

Diskussion: Undersøgelse af sygeplejerske-patientinteraktioner illustrerede, at mobilisering er mere end en fysisk aktivitet. Mobilisering gennemførtes gennem sygeplejerske-patientsamarbejde som en forhandlet, kompleks og meningsfuld præstation, der var drevet af sygeplejelogik, der fører til håb om fremtiden, men også et ulige samarbejde. Det asymmetriske forhold mellem sygeplejersken og intensivpatienten, der er ude af stand til at tale, forstærkes formentlig af patientens frygt for, at teknologien svigter ved mobiliseringen.

Konsekvenser for praksis: Studiet demonstrerede den vigtige rolle, sygeplejersker spiller for at opnå mobilisering af den respiratorbehandlede patient gennem samarbejde og forhandling i intensivafdelingen. Patienternes håb om fremtiden og tro på helbredelse kunne fremkaldes gennem mobilisering, der involverede patienters hverdagsliv i sygeplejerske-patientinteraktioner, hvor patienterne fik håb for fremtiden og tro på egen helbredelse.

Helle Svenningsen, lektor, MKS, ph.d. Sygeplejerskeuddannelsen VIA University College