Hannah fik bekræftet sit studievalg i praktikken

Det var langt fra en livslang drøm, der fik Hannah Ali til at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen.

Tværtimod skete det nærmest på et impulsklik, da hun så nogle ledige vinterstartspladser og tænkte: Hvorfor ikke?

Allerede i sit allerførste praktikforløb mærkede hun, at hun var havnet det helt rigtige sted – både fagligt og menneskeligt.

”Jeg blev bevidst om, at det ikke handler om mig. Det handler om at hjælpe et andet menneske – og det ændrede noget i mig. Jeg fandt ud af, at det er lige præcis det, jeg vil lave resten af mit liv,” siger Hannah Ali.

Under sin første tre uger lange praktik i hjemmeplejen på Nørrebro mødte Hannah Ali en række ældre borgere, der delte ud af deres livserfaring og -historier. Noget, der gjorde indtryk på hende.

”Jeg husker, jeg var nervøs for det, men da jeg først stod i det, tænkte jeg egentlig ikke så meget over det. I bund og grund sidder der jo bare et andet menneske over for én,” siger hun.

Kan I ikke bare skyde mig?

Selvom der var masser af smil, gode historier og nærvær i hverdagen, bød praktikken også på situationer, der udfordrede Hannah Ali og gav stof til eftertanke.

”Vi havde en borger, som var psykisk udfordret. Han var blevet ældre og havde egentlig ikke særlig meget lyst til at leve mere. Han kunne sige nogle voldsomme ting. Jeg husker tydeligt, at han på et tidspunkt sagde noget i stil med, om én af os ikke bare ville skyde ham,” siger Hannah Ali og fortsætter:

”Der stod jeg og tænkte: Hvad gør jeg nu? Hvordan skal jeg reagere?”

Heldigvis havde hun en dygtig vejleder ved sin side, som greb situationen med ro og professionalisme. Hun sagde: ”Nej, det kommer vi ikke til. Men jeg kan høre, at du ikke har det godt for tiden.”

Den enkle, men nærværende reaktion blev starten på noget godt.

”Han endte med at gå en tur med os og fik det lidt bedre. Vi talte om muligheden for antidepressiv medicin. Det var en øjenåbner for mig, hvor meget det psykiske fylder, og at sygepleje handler om hele mennesket. I sådanne situationer mærker man virkelig, hvad faget kræver, og hvad man selv rummer,” fortæller Hannah Ali.

Kommer Hannah ikke snart igen?

Hannah Alis første borger gjorde også stort indtryk på hende. Hun så ham kun én gang, men senere hørte hun, at han flere gange havde spurgt, om hun ikke snart kom igen, fordi han så gerne ville tale med hende. Det rørte hende, at det ikke kun handlede om pleje, men også om menneskelig kontakt.

Der var også en gruppe ældre damer til eftermiddagskaffe, som blev glade for hende. En af dem løb altid hen og krammede hende, og det gjorde Hannah Ali rørt.

”Jeg blev overrasket over, hvor hurtigt jeg skabte tætte relationer til borgerne. Jeg kom for at hjælpe med noget konkret, men oplevede, at det udviklede sig til noget mere. Det gjorde mig både glad og stolt,” siger Hannah Ali og uddyber:

”Jeg blev stolt, når jeg klarede noget, jeg havde været nervøs for. Det gav mig selvtillid. Især fordi min vejleder var dygtig til at anerkende mine fremskridt.”

Og det gjorde en forskel.

”Det gav mig tryghed og selvtillid i de rammer, og det gjorde, at jeg tænkte: Okay, det her kan jeg faktisk godt finde ud af,” siger hun og fortsætter:

”Jeg opdagede også, hvor vigtigt det pædagogiske arbejde er – dét at kunne tale med mennesker og tilpasse sig den enkelte. På studiet lærer vi en masse teori om professionelle samtaler, men i praksis passer folk sjældent ned i én bestemt model. Derfor er evnen til at møde hvert menneske forskelligt mindst lige så vigtig.”

Gennem tre uger i hjemmeplejen fik hun ikke blot styrket sine praktiske færdigheder, hun blev også klogere på sig selv, på mødet med mennesker og på, hvad det egentlig vil sige at være sygeplejerske.

”Jeg prøvede sygeplejerskeuddannelsen, og det viste sig at være det bedste valg, jeg nogensinde har taget.”