Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Studiestart

SLS skal være et fyrtårn i fagbevægelsen

Forpersonerne i Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), Nicolaj Laue Juhl og Magnus Omø Johansen, har store ambitioner. De vil bygge videre på en bæredygtig vækst af medlemmer, styrke organisationen og gøre SLS til Danmarks mest indflydelsesrige studenterpolitiske organisation.

Studiestart 2025 nr. 3.5

Af:

Josephine Stær

SLS mulepose

Foto:

Philip Davali

Når Nicolaj Laue Juhl og Magnus Omø Johansen taler om Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) er det med stort engagement og en tro på, at fællesskab kan forandre meget.

På SLS-årsmødet i maj 2025 blev Nicolaj Laue Juhl genvalgt som forperson, og Magnus Omø Johansen blev valgt som næstforperson.

Begge har sat 6. semester af sygeplejerskeuddannelsen på pause for at gå på fuldtid som forpersoner i SLS, som er en studenterpolitisk organisation, der kæmper for at påvirke sygeplejerskeuddannelsen og sikre bedre vilkår for sygeplejestuderende.

Nicolaj Laue Juhl meldte sig ind i SLS allerede før studiestart.

”En af grundene til, at jeg gik ind i SLS, var, fordi jeg ikke oplevede, at SLS fyldte særlig meget lokalt på skolen. Derfor så jeg et kæmpe potentiale i SLS, fordi vi er så mange studerende på mange forskellige skoler, og når vi står sammen, kan vi opnå meget,” siger han.

Magnus Omø Johansen blev introduceret til SLS på sin første dag på studiet. Han har siden haft forskellige roller i organisationen, og det har haft en betydning for hans studieliv.

“Jeg har fundet et fællesskab i SLS, der har styrket min uddannelse,” siger han.

SLS skal løftes

I 2024 var SLS i en fase, hvor antallet af aktive medlemmer steg markant, lokalafdelingerne blev flere, og SLS vandt mere indflydelse både lokalt og nationalt.

Nu skal organisationen løftes til næste niveau, fortæller de.

“I 2024 er SLS gået fra at være en organisation, der er synlig nogle steder til nu at være synlig alle steder. Det vil vi arbejde endnu mere på nu. Vi vil gerne sikre, at SLS bliver et fyrtårn i fagbevægelsen, som sætter retning og inspirerer andre,” siger Nicolaj Laue Juhl og tilføjer:

”Vi skal også arbejde på at sikre, at der er et stærkt SLS om 5, 10 og 25 år, så vi skal skabe et godt fundament. I 2024 genopbyggede vi SLS, og nu skal vi have det til at flyve.”

For begge forpersoner handler det om at skabe en bæredygtig organisation. Ikke i grøn forstand, men som et fællesskab, der kan bære sig selv og engagere nye studerende år efter år.

sls 2025

Forpersoner for studieåret 2025-2026 Magnus Omø johansen og Nicolai Laue Juhl.

Foto:

Alexander Håkansson

Motiveret til forandring

Både Nicolaj Laue Juhl og Magnus Omø Johansens erfaringer med studielivet og praktik har formet en del af deres drivkraft. Begge har oplevet, hvordan dårlig kvalitet i praktikken og manglende vejledning kan svække motivationen til studiet.

Magnus Omø Johansen fortæller, hvordan han har haft oplevelser, hvor han havde alt for lidt tid med sin kliniske vejleder og blev kastet ud i svære situationer uden støtte.

”Jeg har ADHD, så jeg har fundet ud af, at jeg har brug for tydelige forventninger og struktur,” siger Magnus Omø Johansen.

Nicolaj Laue Juhl beskriver en praktik, hvor hans vejleder talte ned til ham og fik ham til at tvivle på, om han overhovedet skulle fortsætte på studiet.

Begge peger på, at kvaliteten i praktik og uddannelse svinger alt for meget, og at det netop er her, SLS skal være stærk.

Derfor er de også stolte af den rolle, SLS har spillet i uddannelsesreformen, hvor det bl.a. lykkedes at bevare bachelorprojektet, som regeringen ellers havde lagt op til at erstatte med en prøve.

Fem områder skal styrke SLS

Forpersonerne har sat fem centrale indsatsområder for det kommende år: Styrkelse af lokale og regionale fællesskaber, større synlighed, en uddannelse af høj kvalitet, bæredygtig medlemsudvikling og fejring af SLS’ 25-års jubilæum.

De fleste indsatser bygger videre på eksisterende indsatser men med nye mål.

”Vi står på skuldrene af andre studerende før os. Vi vil gerne sætte fokus på og fejre, at SLS er blevet bygget gennem mange år – indimellem er taget blevet slidt, og døren har haft brug for at blive smurt, men nu står huset stærkt igen, og det er det, vi håber, at vi kan levere videre,” siger Nicolaj Laue Juhl.

Magnus Omø Johansen tilføjer: ”Vi ved, at når SLS står stærkt, får vi indflydelse, og det har en betydning for kvaliteten af vores uddannelse.”

Plads til alle

De to forpersoner Nicolaj Laue Juhl og Magnus Omø Johansen er bevidste om, at det har betydning, at to mænd står i spidsen for en organisation i et kvindedomineret fag. Det ansvar vil de bruge konstruktivt ved at fremme inklusion og ligestilling.

”Det skal være tydeligt, at der er plads til alle i sygeplejefaget,” siger Nicolaj Laue Juhl.

Han understreger, at de har besluttet at sætte gang i indsatser, der skal styrke mangfoldigheden på uddannelsen.

”Vi vil arbejde for at synliggøre mandlige rollemodeller og tænke nyt. Kunne vi f.eks. lave nogle tiltag på ungdomsuddannelserne, hvor vi inspirerer flere unge mænd til at vælge faget? Det gør man allerede på erhvervsuddannelserne, hvor kvindelige forbilleder motiverer flere kvinder. Men vi mangler tilsvarende rollemodeller, der kan få flere mænd til at se sig selv i sygeplejerskeuddannelsen,” siger han.

Når man spørger de to forpersoner om, hvad de vil sige til nye sygeplejestuderende, er svaret enkelt:

”Engagér jer. Vær med. Gør en forskel. For SLS er et fællesskab, hvor man kan finde støtte, faglig udvikling og nye venskaber”.