Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Studiestart

Stol mere på din intuition

Sygeplejestuderende Camilla Engvand Lund fik en lærerig oplevelse ved at tage på udveksling i Afrika. I Uganda og på Zanzibar oplevede hun en stor kontrast mellem det danske og afrikanske sundhedssystem.

Studiestart 2025 nr. 3.5

Af:

Anton Kjøller Alexandersen

Praktik i udlandet

Foto:

Privat

Det var ret vildt. Man skulle være meget omstillingsparat, for man vidste ikke, hvad man mødte ind til,” fortæller 23-årige Camilla Engvand Lund om sin praktik i Afrika på 4. semester, hvor man sagtens kunne skifte afdeling flere gange om ugen.

Først var hun fire uger i praktik i Uganda på f.eks. en intensivafdeling og en fødeafdeling, og bagefter tilbragte hun to uger i Stonetown på Zanzibar.

”Jeg lærte om mange forskellige sygdomme, hvilket var megafedt,” siger hun.

I sin tid i Uganda og Zanzibar blev det hurtigt klart for hende, at kontrasterne var store. Der var ikke enestuer, så patienterne var pakket sammen i ét rum, mens de pårørende overnattede på gulvet med tæpper. Der var heller ikke lige adgang til medicin, så penge spillede ind på, om man f.eks. kunne give den “gode” eller “dårlige” antibiotika.

“Vi lærer meget på uddannelsen om at gøre en forskel for alle patienter, men her bliver man bremset af økonomi. Det var virkelig frustrerende, at man ikke kunne få lov til at yde den sygepleje, man gerne ville.”

Ingen penge eller teknologi

Som sygeplejestuderende kunne hun se, at hendes afrikanske kollegaer skrev observationer og vitale værdier ned på papir. En stor forskel fra Danmark, hvor man ved brug af minicomputeren Rover kan måle, om en patient f.eks. har en høj EWS (Early Warning Score).

“At man ikke har de teknologiske løsninger gør, at man skal være mere refleksiv i sin praksis, fordi man skal sætte spørgsmålstegn ved værdierne. Man skal have et lidt mere udvidet klinisk blik,” siger hun og uddyber:

“I starten var det angstprovokerende, fordi man skulle stole mere på sin egen intuition. Men så bliver man mere selvsikker i sin sygepleje, fordi man lærer, at ens observationer egentligt er ret gode.”

I sin praktiktid i Afrika oplevede Camilla Engvand Lund et virkelig højt fagligt niveau hos sygeplejerskerne. De vidste alt om anatomi og fysiologi. De var faktisk lidt af nogle “mini-læger”, husker hun.

”Det har virkelig været vildt, og det kan kun anbefales at tage på udveksling. Jeg elsker den afrikanske kultur, så for mig gav det god mening, at jeg skulle derned og yde sygepleje.”