Cerebral parese stopper ikke Emilie: ”Jeg kan blive lige så dygtig som alle andre”

”Jeg har mødt en læge, der ikke kendte mig, som sagde, at jeg skulle genoverveje, om det var noget, jeg burde starte på.”

Meldingen gav Emilie Westergaard Iversen en klump i halsen og ramte den usikkerhed, hun selv havde haft. ”Har hun ret?” tænkte hun.  Men kort efter slog hun tanken til side.

”Det skal hun ikke bestemme, så jeg har brugt det som brændstof i stedet.”

Emilie Westergaard Iversen er nu sygeplejestuderende på 6. semester. Hun har diagnosen cerebral parese (CP), som betyder, at hun har spasticitet i højre arm og ben.

I det meste af sin studietid er hun ellers blevet mødt af en sværm af skulderklap for sin åbenhed. Men fortællingen er også et billede på, at det ikke var en “no brainer” for Emilie Westergaard Iversen at blive sygeplejerske, selvom hele hendes liv har været hvirvlet ind i hospitalsbesøg.   

”Jeg har haft megamange betænkeligheder omkring det,” siger hun.  

Emilie Westergaard Iversen er født to og en halv måned for tidligt og fik en hjerneskade under fødslen, som resulterede i, at hun fik diagnosen CP.

”Jeg har fuld funktion i venstre hånd, men hvis jeg prøver at gøre det samme med højre, så kramper min hånd sammen,” forklarer hun.  

Af samme grund var hun i tvivl, om hun kunne blive sygeplejerske. Bekymringen fik hende til at kontakte sygeplejerskeuddannelsen i Aarhus. Her forklarede hun dem sin situation og blev mødt med forståelse og en opfordring til at søge ind.  

”Det gav ro på, fordi de virkede sindssygt åbne for at se muligheder.” 

CP som personlighed 

I løbet af årene har 25-årige Emilie Westergaard Iversen været igennem flere operationer og behandlinger for at afhjælpe spasticiteten. 

”Jeg har haft kontakt med sundhedsvæsenet hele mit liv og har mødt mange fagpersoner, som jeg har fundet en tryghed i.” 

”Jeg kunne godt tænke mig at være der for andre, som er i en sårbarhed med deres sygdomsforløb, fordi jeg føler, at jeg kan give noget af mig selv, når jeg har min egen historie med.”  

Men selvom meget på papiret har talt imod hende, så er hendes historie en styrke. Det har praktiktiden i hvert fald lært hende.

”CP er en del af min personlighed, så jeg føler, at jeg på en eller anden måde kan sætte mig ind i mine patienters sårbarhed, fordi jeg selv har været der.” 

Håbløse handsker

 Emilie Westergaard Iversen har også haft mere håndgribelige problemer. I sin tid på uddannelsen blev hun i tvivl om, om hun nogensinde ville lykkes med at få sterile handsker på. Efter mange forsøg fik hun dog afværget et nederlag, som hun selv formulerer det.  

”At få handskerne på, på min egen måde, har vist, at det kan lykkes. Men det er da klart, at det sidder i mig, at nogle af de mest basale ting kan være en kæmpe udfordring for mig.” 

Hvor meget fylder det for dig? 

”Hvis man står i medicinrummet og hurtigt skal trække medicin op, som kræver, at man får handsker på, så kan jeg godt blive lidt frustreret. Men så skal jeg bare lige trække vejret, og så får jeg handskerne på. Jeg prøver virkelig at få det til at fylde så lidt som muligt.”   

Historien om handskerne handler dog mere om mindset end om finmotorik. Et mindset der kommer fra en opvækst ”uden vat”, og hvor hun fik lov til det samme som sin tvillingesøster, der ikke har CP.  

Vil give tilbage

”Sygepleje er hårdt – CP eller ej – så derfor kræver det også, at man får den støtte, man føler, man har brug for,” siger hun og kommer ind på en vigtig erkendelse i praktikken:  

”Det har fået mig til at indse, at jeg kan blive en lige så dygtig sygeplejerske som alle andre. Jeg har bare en dum hånd, som jeg skal finde ud af at håndtere.” 

I det meste af sin praktik har hun været på Aarhus Universitetshospital, hvor ”nærmest alt kunne lade sig gøre”. Det handler om at se muligheder, understreger hun.

”Vi er vant til at finde løsninger hele livet. Alt skal nok lykkes, bare vi får mulighed for at vise, at vi kan gøre det.” 

Ifølge hende selv brænder hun ”sindssygt meget” for faget grundet sin forhistorie. Men nu handler det om langt mere end at trodse et handicap. Det handler om at give tilbage. For hun ved om nogen, hvordan det er at ligge lige dér på et hospital og være sårbar. 

”Min største drøm er at gøre en forskel for mine patienter, som står i en sårbarhed. Selvom man er syg og sårbar, skal man stadig opleve livskvalitet.”