”De kommer først, når de tror, Gud ikke kan redde dem”

Foran øjnene er en fod, hvor flere af tæerne er væk. Ved siden af den er en anden fod, hvor et hul strækker sig fra fodsålen op igennem foden. Lugten matcher oplevelsen med en hængende odør af dødt væv og urin. Det er en af de episoder, som man bare ikke glemmer.

Episoden udspillede sig på Jinja Referral Hospital i Uganda i september 2023. Her var Emilie Damgaard i praktik på 7. semester i fire uger. Og særligt mødet med hospitalets diabetespatienter prentede sig ind i hukommelsen på den sygeplejestuderende, som til daglig er tilknyttet sygeplejerskeuddannelsen i Svendborg.

”Jeg var på et kirurgisk sengeafsnit en del af tiden, og der lå rigtig mange diabetespatienter. De lå der i meget lang tid og fik sårpleje, som de skulle have, og ved nogle af sårene formåede de også at gøre fremskridt.”

”Jeg kan bare huske første dag, hvor jeg så de diabetesfødder, hvor der manglede flere tæer, og der var et hul op gennem foden nedefra. Det var meget overvældende at se,” siger Emilie Damgaard.

I Uganda oplevede Emilie Damgaard en anden tilgang til sundhedsvæsenet og sundhedsfremme.
”De kom jo næsten først ind, når deres fod nærmest var rådnet væk,” fortæller hun og tilføjer, at hun interesseret spurgte ind til behandlingen og praksissen.

Kaotisk og spirituelt

Emilie Damgaard endte i praktik i Uganda via Save a Heart, der er en virksomhed med speciale inden for frivilligt arbejde og praktikpladser i udlandet. Hun ville til den næststørste verdensdel, Afrika. Der måtte gerne være en ”stor kontrast” i forhold til Danmark, men også en oplevelse af en helt anden kultur end den danske.

”De er jo lidt mere spirituelle både med urter og naturmedicin. Dét tror de meget på. De kommer først, når de tror, Gud ikke kan redde dem længere. På den måde er det meget forskelligt fra herhjemme, hvor vi bruger sundhedsvæsenet meget mere og er bedre til forebyggende arbejde.”

Det var dog ikke kun en kulturel kontrast, hun mødte. Hospitalerne lignede langt fra de danske, og tilværelsen på hospitalsgangene var præget af børn, der løb frem og tilbage på gangene, mens antallet af pårørende til patienterne også var højere, end vi er vant til.

”Det var lidt kaotisk på en spændende måde. Der var mennesker over det hele. De pårørende er også en stor del af sygeplejen dernede. Det er dem, der hjælper patienterne på toilettet, tager dem i bad og sørger for, de får mad. Det er ikke sygeplejerskens rolle,” fortæller hun.

Tanzania og Færøerne

Emilie Damgaard har udover Uganda også været i praktik i fire uger i Tanzania og tre uger på Færøerne. Begge gange igen for at udfordre sig selv og opleve sygepleje andre steder i verden. Hun var nemlig aldrig i tvivl, om at praktikken skulle prøves af væk fra de danske hospitaler.

”Jeg gjorde det for at prøve noget nyt, men også af nysgerrighed for at se, hvordan et sundhedsvæsen fungerer i udlandet, og hvad kultur spiller for en rolle.”

Selvom selve praktikken både fagligt og kulturelt er anderledes end i Danmark, så er der intet at bekymre sig om, forsikrer Emilie Damgaard. Hun føler sig på ingen måde ”bagud” efter sine praktikophold. Tværtimod har oplevelserne i udlandet udviklet hende.

”Jeg har helt klart fået rigtig mange gode oplevelser både fagligt og personligt. Det er jo et vigtigt fag uanset, hvor man befinder sig i verden.”

Og om hun ville gøre det hele en gang til? ”Ja” lyder det uden tøven.