”Kan vi ikke bare klippe det der modermærke af?”

”Hvorfor er mit blodtryk højere, end det plejer?” og ”hvorfor får jeg ondt her lige her under ribbenene, hver gang jeg spiser kartofler?”

Det er bare nogle af de spørgsmål, familie, venner og bekendte måske vil begynde at stille dig, når du begynder på sygeplejestudiet. Det har flere studerende erfaret, bl.a. Lucas Otterstrøm Hyttel, som starter på 6. semester på sygeplejestudiet på Absalon Campus Roskilde september 2024.

”Du bliver lynhurtigt en ressourceperson for venner og familie. Det er lidt grænseoverskridende, men også vildt beærende for ens professionelle jeg,” siger han.

Trine Lesemann Amstrup, sygeplejestuderende på Campus Svendborg, er enig:

”Så snart man fortæller, at man er noget, der begynder med sygepleje, tror alle, at man kan fikse alt.”

Trine Lesemann Amstrup går på 4. semester og er som udgangspunkt helt ok med at blive spurgt til råds.

”Jeg synes, det er spændende at bruge min faglighed. Hvis en af min nærmeste fejler noget, kører det konstant i hjernen på mig. Hvilken teori kan jeg koble på det, og hvad kan det være? Jeg går ikke bare i skole fra 8-15, og så er jeg ikke sygeplejestuderende bagefter. Sådan fungerer jeg ikke,” siger hun og tilføjer:

”Det samme vil nok gøre sig gældende, når jeg er færdiguddannet. Sygeplejerske er noget, man er 24-7.”

Ser det som læringspotentiale

Lucas Otterstrøm Hyttel har lagt ører til forespørgsler om mange små skavanker fra familie, venner og bekendte. Anderledes alvorligt, men også lærerigt var det, da hans mormor fik konstateret kræft for knap tre år siden. Hun er siden erklæret cancerfri.

”Jeg blev ret hurtigt involveret i hendes forløb. Jeg kunne bedre følge med i hendes journal, og hver gang hun talte med sundhedspersonalet, ville hun enten have mig med eller ”lige vende det med mit barnebarn, for han er næsten sygeplejerske,” som hun sagde,” fortæller Lucas Otterstrøm Hyttel og tilføjer:

”Jeg var lige startet, så det var lidt skræmmende. Men vi arbejder meget med patientcases på studiet, så jeg så det også som et læringspotentiale og blev f.eks. mere opmærksom på, hvordan vi formulerer os i journalerne – kan patienten overhovedet forstå det? Som pårørende var jeg også lidt bange, så den professionelle tilgang blev også en måde for mig at tage lidt afstand fra det hele på.”

I øjeblikket er Trine Lesemann Amstrup også involveret i et alvorligt sygdomsforløb.

”En af mine veninder har brystkræft. Hende vil jeg rigtig gerne være der for – som veninde og faglig støtte.”
Veninden kan altid kontakte Trine Lesemann Amstrup, hvilket hun f.eks. gjorde en dag, hun var ekstra dårlig oven på en kemobehandling og i tvivl om, om hun skulle kontakte kræftafdelingen.

”Her er det oplagt at spørge ind til, om hun har taget sin temperatur og husket sin kvalmemedicin. Og har du mere ondt hovedet end sidste gang, hvor du ringede, og de gerne ville se dig? Jeg tager ingen beslutninger på hendes vegne, men hjælper med at sætte det hele lidt i struktur ud fra de symptomer, hun mærker,” siger hun og tilføjer:

”Det kunne en anden veninde måske også, men jeg tror, at jeg tænker nogle flere faktorer igennem, fordi jeg studerer sygepleje.”

Der er en grænse

Både Trine Lesemann Amstrup og Lucas Otterstrøm Hyttel er bevidste om grænsen mellem professions- og privatperson.

”En dag spurgte viceværten på mit kollegie mig f.eks., hvorfor hans blodtryk var 132 over 70 i stedet for hans normale 128 over 68. Det er ikke tal, der bekymrer mig, og jeg kan godt komme med nogle bud på hvorfor, men her skal han jo søge læge for et konkret svar,” siger Lucas Otterstrøm Hyttel og tilføjer:

”Men siger jeg ingenting, eller at jeg ikke ved det, mister folk måske tilliden til, hvad sygeplejersker kan. Derfor undlader jeg nogle gange helt at fortælle, at jeg er sygeplejestuderende, f.eks. hvis jeg er til fest og møder nye mennesker. Nogle gange har jeg også brug for at holde helt fri.”

Trine Lesemann Amstrup supplerer:

”Nogle problemstillinger bliver jeg klogere på i en bog om sygdomslære, før jeg svarer, men jeg spiller aldrig læge eller sygeplejerske. Mange ting skal de vende med egen læge,” fortæller hun og giver som eksempel en veninde, der havde et modermærke, der irriterede hende.

”Hun spurgte, om vi ikke bare kunne klippe det af. Øh nej. Det må du til lægen med. Både i forhold til procedure og patientsikkerhed.”