Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Studiestart

Koret NurSing giver studerende et pusterum

Studiekoret NurSing er et fællesskab, hvor der er plads til alle. Flere af korets medlemmer betragter NurSing som en pause fra en studiehverdag, der til tider kan være travl.

Studiestart 2024 nr. 4.5

Af:

Josephine Stær

Studiestart kor reportage

Foto:

Brage Borup

I en farverig baggård på Tagensvej på Nørrebro går en flok studerende med målrettede skridt mod studiecaféen for enden af baggården. Det er sidst på eftermiddagen, og solen brager ned på de hvide persienner, der hænger foran vinduerne i studiecaféen.

Flokken samles i koret NurSing, som holder til på Københavns Professionshøjskole om tirsdagen. Koret er for alle skolens studerende, men som navnet antyder, er størstedelen af korets medlemmer sygeplejestuderende.

Her kan jeg være mig selv

I dag er 25 mødt op til kor. Koret består primært af studerende fra forskellige uddannelser på Københavns Professionshøjskole, men enkelte færdiguddannede kommer stadig og synger med.

Stemningen i studiecaféen er let og løssluppen, og der er højt til loftet i mere end bare bogstavelig forstand. Der er nemlig plads til alle.

De griner, danser og synger i den halvcirkel, koret har placeret sig i.

Stemningen er netop noget af det, korets medlemmer sætter pris på og en af grundene til, at de møder op hver tirsdag.

”Koret giver mig et fællesskab. Det er på mange måder et pusterum. Og det giver mig et sted, hvor jeg kan være mig selv, for det er jo ikke altid, man kommer i en klasse, hvor man indgår i et naturligt fællesskab og føler, at man hører hjemme,” siger korets forperson Veronika Roth Madsen, der til daglig studerer til sygeplejerske på 4. semester. Hun tilføjer, at hun nok ville have overvejet at droppe ud af uddannelsen, hvis det ikke havde været for NurSing.

Caroline Kirk Vilsbøll, der er sygepleje-studerende på 2. semester, stemmer i.

”Man bliver altid i vildt godt humør af at være her. Og så er det fedt at lære nogle at kende fra andre semestre,” siger hun.

Gåsehud og gode nyheder

Korleder Clara Birch sidder i midten af halvcirklen foran et hvidt keyboard.

Hun styrer slagets gang. Blandt de sange, koret synger i dag, er sange som Ida Laurbergs hit ’Terrier’, Pils ’Rullefald’ og Tina Dickows ’Hat og briller’. De synger i alt 10 forskellige sange, der spænder mellem populære hits til tidløse klassikere. Koret synger igennem på samtlige sange, og det lyder godt, faktisk så godt, at korleder Clara Birch på et tidspunkt stikker sin venstre arm ud for at vise, at de synger så smukt, at hun får gåsehud.

Efter en times tid siger Clara Birch, at der er en pause. En kvinde rækker sin højre hånd i vejret og vinker let med den.

”Jeg har kage med,” siger hun, og store smil breder sig på flere af kormedlemmernes læber.
Kvinden holder en kort pause og siger så:

”… og jeg er gravid.”

Stemningen når nye højder, idet samtlige medlemmer bryder ud i jubel, og der bliver delt kram ud på kryds og tværs.

I resten af pausen spiser koret drømmekage og slik, og de står i forskellige klynger og snakker sammen. Tonelejet er højt, men hele studiecaféen emmer af god stemning.

Mere end bare et kor

Flere af korets medlemmer fortæller, at NurSing er mere end bare et kor. Det er et sted, hvor de får en pause fra studiebøger og praktik og et sted, hvor de bliver fyldt op med god energi.

Lillian Marie Winther, der studerer til sygeplejerske på 4. semester, fortæller, at man aldrig går hjem fra koret uden at have fået mindst en håndfuld kram og er blevet spurgt ind til, hvordan det går.

”Jeg bliver glad, når jeg kommer, selvom jeg har haft en lang dag på studiet. Det er slet ikke energidrænende at komme. Jeg får faktisk energi af at komme i koret,” siger hun.

Nicoline Damm Garly, der er sygeplejestuderende på 2. semester, er enig:

”Selvom jeg kan være træt, når jeg kommer, så får jeg et ekstra skud energi, og jeg bliver glad af at synge. Vi har også korweekender en gang om året, og sommetider tager vi ud og drikker en øl eller sodavand efter kor, så der er et virkelig godt sammenhold.”

Studiestart kor reportage (1)

NurSing

  • Koret øver hver tirsdag fra klokken 17.00 til 19.00 i Studiecaféen på Campus Tagensvej 86
  • Koret ledes af korleder Clara Birch
  • Der afholdes sommer- og julekoncerter hvert år
  • Mere information om koret kan findes på Facebook-siden Skole-koret NurSing.
Studiestart 24/25 forside
Studiestart 2024-2025