Studiestart
Spar dig rig på SU
Studietiden er for mange lig med en stram økonomi. Men der er hjælp at hente, fortæller sygeplejerske og pengeplejerske Pia Derneke.
Studiestart 2024 nr. 4.5
Af:
Christina Sommer
Foto:
Catherine Termitayo Jørgensen
”Havde jeg lagt lidt til side hver måned, da jeg læste til sygeplejerske, havde jeg været millionær nu, for så ville jeg have investeret i bolig eller aktier”.
Det siger Pia Derneke. Hun er i dag 55 år og arbejder både som sygeplejerske og selvstændig konsulent - såkaldt pengeplejerske. Som pengeplejerske holder hun foredrag og tilbyder 1:1 sparring og inspirerer via sin Instagram-profil ’Pias Pengepung’ især kvinder til at få mest ud af deres indkomst og løn, så der både er plads til at leve og investere - noget hun først selv blev bevidst om, da hun i midt i 40’erne flyttede alene med sin datter.
Her blev hun nødt til at fokusere på sin økonomi, og da hun først gik all in på at få styr på sit budget, ”fik” hun 100.000 kr. ekstra om året, bl.a. ved at skære ned på madforbrug, rejser, impulskøb og restaurant- og cafébesøg.
”Jeg blev også meget bevidst om, hvad forskellige ting koster – 10 minutter i brusebadet koster omkring 10 kr. og en tøjvask 16 kr.”.
Og selvom en sygeplejerske tjener mere end en sygeplejestuderende på SU, opfordrer hun alle studerende til at lave præcis samme øvelse, når de sætter sig foran studiebøgerne.
”Som studerende er det ikke umuligt at finde 100 kr. hver måned, som man kan spare op eller investere. Hvorfor ikke være investor fra 1. studiedag – det er da supersejt,” siger Pia Derneke.
Hvad kommer du fra?
”Har man haft sabbatår og tjent penge, har man måske også haft et højt forbrug. Det kan man ikke på SU, og mange fristes til at tage et kviklån eller studielån. Det er en ond spiral, så lav luksusfælden på dig selv – skab overblik over, hvad du har brugt penge på. Mange netbanker har et forbrugsoverblik, som kan hjælpe dig. Er pengene primært gået til forbrug, eller har du også sparet op? Hvilken adfærd har du haft?”
Det berømte budget
”I budgettet skal der være udgiftsposter som husleje, vand, varme, el, mad, forsikringer og andre faste udgifter, f.eks. transport og diverse. Men der skal også være det, jeg kalder en honningkrukke: En post med penge til at forsøde ens liv - måske der nu bliver råd til ét cafébesøg om måneden i stedet for fire om ugen. Og husk også en millionærkonto til opsparing.”
Transport og abonnementer
”Drop dyre pendlerkort og køb et regnsæt. Man kan komme langt på cykel, og det giver god motion. Hvis man bor langt væk fra et praktiksted, kan man så lave samkørsel med nogle andre? Eller skal man opsige sin bolig og flytte tættere på praktikstedet sammen med andre? Tjek også, om du kan opsige nogle dyre abonnementer på fitness, kontaktlinser eller en streamingtjeneste.”
Luksusvaner og hverdagsrealisme
”Mange vil nok gerne blive ved med at købe dyre cremer og nyt tøj, selvom de studerer. Det hører alt sammen under diverse-posten ’nice-to-have’ . Man behøver ikke at droppe det hele, men prøv at se, hvor du kan skære ned. Foreslå f.eks. studiekammeraterne, at I selv laver kaffe og mødes i parken i stedet for på café. Gå på biblioteket og læs lækre magasiner. Når man først begynder at prioritere og spare penge, kan der let gå sport i det. Man kan begynde at spare op eller investere, og man undgår økonomisk granatchok under studiet.”
Madplan og kontanter
”Mad er penge, og her kommer de fire M’er i spil: Madplan, Madbudget, Madspild og Mådehold. Sæt dig søndag og lav en madplan for den kommende uge. Og køb det hele ind søndag - altid efter indkøbsliste og aldrig på tom mave. Husk at tjekke bonen. Det månedlige madbudget hæves i kontakter, som fordeles i fire kuverter. Madplanen inkluderer også madpakke, måske af rester fra dagen før, samt drikkedunk til frokost. Udvis mådehold - har man mad og drikke med, undgår man dyre impulskøb i kantinen eller kiosken på vejen.”
Sælg ud og forhandl løn
”Prøv at købe brugt og selv sælge ud. Har du en cykel, en taske eller noget dyrt tøj hængende i skabet, du ikke bruger? Så sælg det og sæt pengene ind på honningskrukkekontoen eller ’Jeg bliver rig, mens jeg læser’-kontoen. Mange har også studiejob, og jeg vil anbefale, at man prøver at forhandle lidt mere i løn, netop fordi man starter på sygeplejerskeuddannelsen og kommer til at vide mere og mere. Måske får man et nej, men det drejer sig om at sætte pris på sig selv og øve sig på at forhandle løn fra studiestart.”