Studerende med solsikkesnor om halsen og et hjerte, der banker for sygeplejen

”Jeg har haft en lang periode, hvor der ikke var noget, der gav mening. Men at jeg kan bruge sygeplejestudiet til at finde mening i det, gøre en forskel med det. Det er jo det, der driver verden frem.”

Sofie Marie Bjørn fik en voldsom depression, efter hun gik ud af gymnasiet i 2019 – en depression, der havde været længe undervejs, men som hun ikke anede noget om. Da hun fik diagnosen borderline, gav det pludselig mening.

”Jeg fik sådan en lille bog i hånden, hvor der stod lidt om, hvad borderline var. Og der havde jeg jo simpelthen følelsen af, at der var nogen, der kunne have skrevet en biografi om mig,” fortæller hun.

Hendes drøm har siden folkeskolen været at blive sygeplejerske, men da hun fik sin diagnose, blev den drøm sat på pause.

”Jeg tænkte ikke, det var en mulighed, for jeg hørte rigtig meget om, hvor presset faget var, og hvor stressede folk blev. Så jeg tænkte, at jeg ikke kunne klare det.”

Hun begyndte at læse enkeltfag op til en anden professionsuddannelse. Men drømmen ulmede stadig i baghovedet:

”Jeg vidste jo godt, at mit hjerte stadig lå i sygeplejen.”

Åbenhed som et sikkerhedsnet

Borderline er en personlighedsforstyrrelse – en emotionelt ustabil personlighedsforstyrrelse for at være præcis. Den betyder bl.a., at man har et stærkt og svingende følelsesregister. Sofie Marie Bjørn tager antidepressiv medicin for ikke at få depressive symptomer i pressede perioder.

Sofie Marie Bjørn er sygeplejestuderende på 4. semester på Professionshøjskolen Absalon, og hun har lige været i praktik for fjerde gang. Sofie Marie Bjørn har i sine praktikker lært, at det gavner hende at være åben om sin diagnose til vejledere og kolleger:

”Jeg er meget åben og siger, at jeg har nogle udfordringer. Jeg vil gerne have, at de ved det, så jeg har mulighed for at trække mig, hvis det bliver for meget,” forklarer hun.

Åbenheden skal dog ikke ses som en invitation til, at hendes kolleger skal behandle hende anderledes end de andre på arbejdspladserne. Åbenheden skal være hendes sikkerhedsnet, hvis hun falder:

”Det er rigtig vigtigt for mig, at der som udgangspunkt ikke bliver taget et særligt hensyn til mig. Jeg vil ikke ses som skrøbelig eller sårbar, jeg vil være der som alle andre studerende. Men det betyder noget, at jeg har et sikkerhedsnet, til hvis jeg har brug for det.”

Hun fortæller, at der er muligheder for at få sygeplejestudiet og en svær diagnose til at spille sammen. Hun får bl.a. handicaptillæg:

”Jeg får handicaptillæg af staten, fordi jeg ikke har mulighed for at have et fritidsjob ved siden af mit studie. Det er det, der gør, at jeg kan bo i min lejlighed.”

Sofie Marie Bjørn har også mulighed for at få en praktikplads tæt på sin bopæl, fordi hun har brug for at lade op mellem vagterne – uden at sidde i et tog eller en bil.

Ikke den eneste

Sofie Marie Bjørn opdagede, at hun ikke er den eneste, der kæmper med en diagnose – heller ikke på sygeplejeuddannelsen:

”Jeg blev overrasket over, hvor mange jeg mødte, der også havde diagnoser. Der er virkelig mange, og det ser man jo også i statistikkerne,” fortæller Sofie Marie Bjørn.

Blandt sine medstuderende har hun også oplevet, at det gavner at være åben om sin diagnose og sine udfordringer.

”Når jeg er åben, er der også nogle af dem, der tager det første skridt mod at være åben, fordi det er et trygt sted.”

Sofie Marie Bjørn fortæller, at en af fordelene ved hendes studie er, at der ikke er mødepligt. Det hjælper hende, hvis hun har brug for at trække stikket og læse hjemmefra.

Motivation gør forskellen

Kan alle blive sygeplejerske?

Ja, mener Sofie Marie Bjørn.

Er det nemt?

Nej, det er det ikke. Det er et hårdt studie. Og det er endnu hårdere, når man har ekstra bagage. Så man skal være motiveret, det skal være noget, der driver en. Hvis du virkelig gerne vil, kan du gøre, hvad end du sætter dig for,” slår Sofie Marie Bjørn fast.

”På et tidspunkt troede jeg ikke, jeg kunne få en uddannelse. For nogle år siden sad jeg som en 20-årig pige, som vidste, at hun havde hovedet skruet ordentligt på. Altså, hun kunne jo godt. Hun kunne bare ikke alt det, hun gerne ville,” uddyber hun.

Sofie Marie Bjørn fortæller, at hun fik terapi, og hun har det langt bedre nu, end hun havde engang, selv om det stadig er hårdt. Men hun er pavestolt, fortæller hun:

”Nu står jeg her med et fuldtidsstudie efter mine behov, jeg er frivillig ambassadør i min fritid. Jeg har nogle stabile relationer, som jeg ikke har haft i lang tid. Jeg er rigtig stolt.”

Sofie Marie Bjørn fortæller, at hun godt kunne se sig selv inden for psykiatrien, hvor hun regner med, at hendes egen oplevelse giver hende gode kompetencer til at identificere sig med patienterne.