Boganmeldelser

Plejeterapi til hjerneskadede 

Fèlicie Affolter, Walter Bischofberger oversat fra tysk af Annette Kjærsgaard

Behandling af perceptionsforstyrrelser

København: Munksgaard 1996

112 sider, kr. 140

Perception er et svært ord at oversætte til dansk, fordi det dækker et bredt område af menneskets grundlag for at reagere og agere hensigtsmæssigt på sanseindtryk. Men ifølge en neuropsykolog betyder det opfattelse af omverdenen i bred forstand, forståelse og bearbejdning af det opfattede, sammenholdt med det erfaringsgrundlag, individet har vedrørende emnet. Perception er altså hjernens og sansernes evne til at opfatte signaler fra omverdenen og fra egen krop samt at reagere relevant på disse signaler.

Hvis denne evne ødelægges helt eller delvist, bliver verden kaotisk, uforståelig og angstvækkende.

Hos svært hjerneskadede patienter er perceptionsforstyrrelser eller -tab meget almindeligt, hvilket kan medføre, at almindelige sanseindtryk som lyde, berøring m.m. bliver opfattet som uforståelige og måske truende. Pludselige, uvarslede handlinger hos disse patienter kan udløse spasticitet og uro.

På bl.a. Terapizentrum Burgau i Tyskland er der udviklet et behandlingskoncept, som kombineret med en tidlig, intensiv, koordineret og tværfaglig indsats har vist sig at forbedre de sværest hjerneskadedes muligheder betydeligt. Specielt det såkaldte ABC-koncept, behandling efter Affolter, Bobath og Coombes principper, har vist sig effektivt.

Tværfaglighed og det samme behandlingskoncept i alle situationer er nødvendigt for at skabe en sammenhæng for patienten, og for at indlæringen af sanseindtrykkenes betydning kan lykkes.

Artiklerne i denne lille bog giver et godt udgangspunkt for plejen af disse ofte meget dårlige patienter.

Det er hverdagen med alle dens gøremål, patienten forhåbentlig skal tilbage til, og genoptræningen, som skal indbygges i alt, hvad der foregår omkring patienten. Derfor er det vigtigt, at også de pårørende inddrages og oplæres i behandlingsmetoderne.

Sygeplejersker, der beskæftiger sig med neuro- og neurorehabiliteringssygepleje, bør skaffe sig viden om emnet, gå ind i det tværfaglige samarbejde og målrettet følge konceptet i alle døgnets timer og i alle handlinger. ABC-konceptet er også sygepleje – aktiv plejeterapi, om man vil.

Det er godt for denne lille, men meget hårdt ramte gruppe mennesker, at der er blevet mere opmærksomhed omkring emnet. Men der er fortsat megen uvidenhed om, hvad der sker i en skadet hjerne, og hvordan de svært skadede bedst kan hjælpes tilbage til en bedre tilværelse. Belønningen vil ofte være synlig i patientens fysiske og ikke mindst psykiske fremgang med mindre angst og uro. Sygeplejersker har en vigtig rolle, men det kræver viden og lidt ommøblering af begrebet sygepleje til at blive en målrettet aktiv medinddragen af patienterne, fokus på, hvad de kan, og guiding til at udføre de handlinger, de ikke kan.

Af Rita Andersen, oversygeplejerske på Amtssygehuset i Glostrup. 

At være noget for og med mennesker

Rebecca Brown oversat fra amerikansk af Ida Jessen

Kroppens gaver

Århus: Klim 1996

147 sider, kr. 185.-

Romanen er skrevet af en amerikansk hjemmehjælper, ansat i en frivillig hjælpeorganisation, der specielt hjælper aids-syge klienter. Handlingen tager udgangspunkt i hendes oplevelser gennem den tætte kontakt med disse mennesker.

Alle kapitler har overskrifter, der peger på almene menneskelige behov: At kunne svede; At være hel; At kunne græde; At mærke luften på sin hud; At føle sult; At være i bevægelse; At kunne dø; At tale; At ville se; At håbe og At kunne sørge. Når sygeplejersker ser denne opremsning, er vores opmærksomhed vakt, og Rebecca Brown skuffer ikke.

Hun kan beskrive sine sanselige, tanke- og følelsesmæssige oplevelser fra kontakten til sine medmennesker. Rebecca Brown er næsten så sensitiv, at man bliver helt ydmyg. Måden at fortælle på er hudløs, og læseren befinder sig i samme hudløse atmosfære som bogens personer. Rebecca Brown skriver interessant, idet hun ikke tvinger læseren til nogen speciel stillingtagen. Man fritstilles og får mulighed for at følge hende i hendes kontakt med klienterne. Hun har ikke mange forsvarsværker i brug, og vi får gennem hendes sensitivitet mulighed for at forholde os emotionelt til mange af vore egne meget svære relationer med patienter og klienter.

Nogle af beskrivelserne vil stå prentet i vor bevidsthed. I kapitlet 'At kunne svede' får Rick en kraftig temperaturstigning med kulderystelser, og Rebecca Brown lægger sig sammen med ham for at give ham noget af sin kropsvarme. Beskrivelsen er intens og grænseoverskridende for os, men synes rigtig i Rebecca Browns relation til Rick. I 'At mærke luften mod sin hud' bliver den meget svage Carlos vasket i sengen. Her er sengebadet ikke rutinehandling, men Carlos' og Rebeccas samspil: ''Da vi var færdige, behøvede jeg ikke at fortælle ham, hvordan vi skulle bevæge os, for hans krop fulgte min.'' Carlos siger til sidst: ''Du må ikke dække mig helt til endnu . . . luften er så dejlig. Jeg vil mærke den imod min hud.''

Hos Connie er det at føle sult et stort savn. Her beskriver Rebecca et måltid med så stor autenticitet, at man griber sig i at synke en ekstra gang på Connies vegne: ''Da hun nåede fjerde mundfuld, kunne jeg høre, at hun beholdt den i munden. Efter et par sekunder sank hun noget, men ikke det hele.'' Pandekagerne bliver båret ud, og senere serverer Rebecca en portion havregrød. Igen kan Connie ikke spise, og beskrivelsen af, hvordan Rebecca sansemæssigt reagerer herpå, er utroligt detaljeret. Nederlaget er stort for Connie, ikke mindst da hun må kaste den smule mad op, hun med besvær har spist: ''Og så lyden, når hun åbnede døren ind til badeværelset, og lyden fra kontakten, når hun tændte lyset og ventilatoren, og så lyden af ventilatoren og af døren, der blev lukket. Så fulgte lyde, bag den lukkede dør, af hendes gråd.''

Disse enkelte billeder er illustrative for Rebecca Browns stil, hvor intet udelades. Helheden og romanens handling bliver de enkelte sanseindtryk, som spændingen er knyttet til. Det er også her, romanen har noget at tilbyde sygeplejersker, for vi er jo fra vores praksis ganske bevidste om, hvor meget den direkte kontakt med medmennesket byder på. 'Kroppens gaver' kan måske tolkes som det, vi kan få af sanseindtryk og energi ved den tætte kontakt med patienten. En vinkel, der er svagt belyst i vores sygeplejefaglige hverdag, hvor den professionelle omsorg ofte tømmer os for ressourcer.

Da vi havde læst bogen, var diskussionen da også vendt i retningen af omsorg som en professionel ydelse eller barmhjertighedsgerning. Klart er det, at bogen også viser, at relationerne kan blive for intense, idet Rebecca Brown må tackle dette på sin måde, men slående er det, at hun ikke indgår i middelmådige forhold. Står vi midt imellem og har svært ved at placere omsorgen, så den på den ene side ikke er for privat, og på den anden side stadig får lov til at give os nogle af de oplevelser, der kan vedligeholde udgangspunktet: At være noget for og med mennesker.

Af Karen Skovgaard og Lis Maaløe, sygeplejelærere på Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev. 

Nyeste forskning omsat til danske forhold

Charlotte Mosbæk

Det nyfødte barn – de nye forældre

Om fødslens psykologi

København: Hans Reitzels Forlag 1996

210 sider, kr. 198

Fra barnets, moderens, faderens, parrets og bedste- og oldeforældrenes synsvinkel fortælles i seks kapitler om fødslens psykologi.

Det er et meget stort og spændende område, Charlotte Mosbæk tager fat på og koger ned til en letlæselig lille bog. Det er nok den første danske bog om dette emne. En del udenlandske forfattere har tidligere skrevet om fødslens psykologi, og der er mange henvisninger til disse og til udenlandske forskningsresultater. Alt af nyere dato, hvilket gør bogen virkelig up to date. Forfatteren har været opmærksom på at referere til de udenlandske forskningsresultater, som kan overføres til danske forhold, eller gøre opmærksom på, hvad der måske ikke helt passer til danske forhold.

Bogens force er samtidig dens svaghed forstået på den måde, at de mange henvisninger til forskellige undersøgelser og forskningsresultater gør bogen noget tør og kedelig at læse.

Jeg går ud fra, at forfatterens hensigt har været at vise, at der er videnskabeligt fundament for de mange påstande om emnet. Det kan jeg forstå langt hen ad vejen, da det er meget følelsesladede emner, som nemt kan komme til at lyde som personlige sandheder.

Det er godt, at transitionsbegrebet bliver beskrevet og brugt i stedet for, som så ofte tidligere, begrebet udviklingskrise. Mest glad blev jeg for det sidste kapitel om forældreorienteringsmodeller. Det får nogle oplevelser fra min tid som obstetrisk sygeplejerske til at stå i et helt nyt lys. Netop dette kapitel betragter jeg som ny og nyttig viden for fagpersoner. Andre forfattere har skrevet om nogle af emnerne i mere spændende og populære versioner, men alligevel er det netop de mange facts, der næsten får mig til at betragte denne bog som et must for obstetriske sygeplejersker, jordemødre og andre, der har med spædbørn og forældre at gøre.

Når nu så mange undersøgelser er nævnt, er jeg ked af, at der ikke er arbejdet mere med amning. Jeg synes, forfatteren berører amning forbavsende lidt. Alligevel vil jeg på det varmeste anbefale bogen som grundbog for ammerådgivere, der har meget forskellig faglig baggrund og ofte arbejder ud fra en personlig mere end en professionel holdning og viden.

Af Bente Berner Hansen, afdelingssygeplejerske på Brønderslev Psykiatriske Sygehus, ammerådgiver. 

Genrejsning fra den ydmyge klientlivsform

Jytte Faureholm

Fra livstidsklient til medborger

København: Munksgaard

Socialpædagogisk Bibliotek 1996

208 sider, kr. 198

Bogen har fat i en væsentlig problemstilling, nemlig møde mellem den tunge klient og det offentlige system. Den er baseret på erfaringer fra samarbejde med to forældregrupper, hvor deltagerne i den ene gruppe var forældre til børn anbragt uden for hjemmet, og hvor udviklingshæmmede forældre udgjorde den anden gruppe.

Det anføres som et paradoks at: ''Jo flere kræfter og penge, der investeres i at få belastede familier ud på egne ben, jo mere tilbøjelige er familierne til at blive under det offentliges trygge vinger. Arbejdet med at få kvalificeret familierne til at styre deres eget liv ender desværre ofte med, at de bliver kvalificerede klienter.''

Ved at indgå i et beskyttelsesforhold forstærker forældrene deres systemafhængighed og udvikler en bestemt attitude, de lærer at optræde som klienter. Vil man have mest mulig gavn af systemet, optræder man, så man ikke forstyrrer en sagsbehandlers billede af, hvordan man bør optræde i den givne situation.

Med baggrund i Højrups analyse af livsformer taler man om klientlivsformen, som flere af disse forældre tilsyneladende identificerer sig med, selv om deres hverdagsliv kun i begrænset omfang berøres af den direkte kontakt med det sociale system.

Den klientiserede livsform er et af bogens centrale begreber, og der ses på den psykologiske betydning af det at være klient. Der et et spændende afsnit om magtbegrebet ud fra Løgstrups relationelle og fænomenologiske magtforståelse og Foucaults socialpsykologiske tilgang. Også hjælpersyndromet tages der fat i.

Med udgangspunkt i, at udsatte forældre har vanskeligt ved at manifestere sig og ikke har energi og overskud til at ændre deres situation, gives der bud på, hvordan mønstret, via etablering af forældregrupper, helt eller delvis kan brydes. Der arbejdes ud fra en engelsk form for socialt gruppearbejde, 'empowerment', som oversættes med: ''selvoprejsning som rummer bevidstgørende processer, der motiverer til handling og genrejsning fra klientiseringens afmagt og ydmygelse. Drivkraften bag handlingerne baserer sig på deltagernes egne ressourcer. Resultaterne er ikke en gave, men en erobring, man selv har tilkæmpet sig.''

Ud over at profitere af gruppesamværet har medlemmerne her også formået at give andre indsigt i deres situation. Forfatteren anfører, at forældrene har fået styrke og mulighed for at påvirke de instanser, de får hjælp af, men som de også bliver undertrykt af; de har været læremestre for de professionelle. Efter en tid i grupperne var forældrene fx parate til at fortælle om deres erfaringer ved en høring, hvor halvdelen af deltagerne var sagsbehandlere.

Da gruppemedlemmerne ville delagtiggøre andre forældre i deres erfaringer, stødte de imidlertid på problemer. På grund af tavshedspligten kunne de ikke henvende sig direkte til berørte forældre, men måtte lade de sociale myndigheder stå for henvisningen. Selv om gruppemedlemmerne havde udarbejdet en pjece, kom der ingen forældre. Det var sandsynligvis et problem, at det var den instans, man forbandt med dårlige oplevelser, der skulle igangsætte grupperne. Det skal bemærkes, at de oprindelige forældregrupper begge var udløbere af andre aktiviteter og kom i stand på deltagernes eget initiativ.

Blandt andet via udsagn fra deltagerne er beskrivelserne tæt på klienten, men mindre tæt på systemet. Da mødet ser ud til at resultere i, at klienterne efterlades med en følelse af skam-, skyld- og underlegenhedsfølelse, kunne det være interessant, hvis man også havde problematiseret over sagsbehandlernes og systemets værdigrundlag og menneskesyn.

Bogen er en fornøjelse at læse, selv om de mange teoretiske modeller, som fremstillingen holdes op imod, til tider gør teksten lidt stereotyp med mange opremsninger og normative betragtninger. Det kan også være lidt svært at vurdere, om forfatterens positive vurdering af gruppeforløbet også deles af klienterne.

Selv om bogen er tænkt som undervisningsmateriale for ansatte i socialsektoren, vil også sygeplejersker have glæde af at læse den. Erstattes fx ordet klient med patient, vil mange situationer være genkendelige. Der er sandsynligvis også patienter, der ikke vil forstyrre sygeplejerskernes billede af, hvordan de bør optræde, når de kommer i kontakt med sundhedsvæsenet.

Af Chirstin Plate, cand.cur., institutleder på Danmarks Sygeplejerskehøjskole i København.