Svært at bære vagtbyrden i længden

Kirsten Herløw, 56 år, arbejder i dag i Vejle Kommunes integrerede ordning på fuld tid. Her er hun efter eget udsagn blevet rehabiliteret. For godt et år siden opsagde hun sin stilling på skadestue-modtagelsen på Vejle Sygehus, et job hun havde haft i 18 år.

Det er ikke særlig attraktivt for en menig sygeplejerske at tilbringe den sidste tredjedel af sit arbejdsliv på et sygehus.

For efter mange år med aften-, nat- og weekendarbejde på en afdeling, hvor arbejdet kører i 4. gear, er kriteriet for den udholdelige arbejdsplads: At yde sygepleje i dagtimerne til én patient ad gangen.

Lader man blikket falde på statistikkerne over sygeplejerskernes alderssammensætning på sygehuset, kan man konstatere en markant underrepræsentation af sygeplejersker i aldersgrupperne fra 45 år og opefter – hvad enten sygehuset ligger i et storbyområde eller i provinsen.

En del af forklaringen er, at der blev uddannet færre sygeplejersker i 1960'erne og 1970'erne: I 1970 fik 1357 autorisation som sygeplejerske, mens 1909 personer fik sygeplejerskenålen i 1990. Dertil kommer generationseffekten, det vil sige, at der specielt blandt de ældste sygeplejersker er en del, der har forladt faget i en ung alder til fordel for at passe hjem og børn.

Men ser man derimod på aldersfordelingen i den primære sektor, gør det omvendte sig gældende: Halvdelen af de beskæftigede sygeplejersker er midaldrende eller mere.

I relative tal er der dobbelt så mange sygeplejersker over 45 år beskæftiget i hjemmesygeplejen, integrerede ordninger og plejehjem i forhold til ude på sygehusenes afdelinger: Ud af knap 30.000 sygehussygeplejersker er godt 26 procent fyldt 45 år, mens 52 procent af de knap 13.000 sygeplejersker i primærsektor er 45 år eller derover. I absolutte tal arbejder 7938 sygeplejersker over 45 år på en hospitalsafdeling, mens 6643 sygeplejersker over 45 år er ansat i kommunalt regi.

Det er der ligeledes forskellige forklaringer på. Nogle kan bare bedre lide sygeplejen og den selvstændige arbejdsform i hjemmeplejen. For andre bliver sektorskiftet et tvungent tilvalg.

Søvnproblemer

Kirsten Herløw på 56 år er en af de sidstnævnte. Hun har arbejdet på fuld tid, siden hun blev uddannet i 1963, og har lagt langt hovedparten af sine arbejdstimer i sygehussystemet som sygeplejerske 'på gulvet'. For godt et år siden opsagde hun sin stilling ved skadestue-modtagelsen på Vejle Sygehus, et job, som hun havde haft i 18 år og var særdeles glad for. Hun var i treskiftet vagt og havde et sted mellem 10 og 12 vagter på en fire ugers plan plus fast vagt hver anden weekend. I dag arbejder hun i Vejle Kommunes integrerede ordning på fuld tid.

''Vagterne sled simpelt hen for hårdt. I de sidste par år på skadestuen kunne jeg simpelthen ikke sove efter en nattevagt. Jeg lå og kartede rundt i ti timer, inden jeg så stod op igen. Det lykkedes mig vel i alt at få to-tre timers afbrudt søvn. Jeg prøvede at høre radio eller at læse lidt, før jeg igen slukkede lyset. Så sov jeg måske en times tid, inden jeg igen vågnede. Og jeg har aldrig været tilhænger af at tage sovepiller. Jeg troede ikke, at søvnproblemer skulle overgå mig. Jeg har ellers altid været typen, der kunne sove, så snart jeg lagde hovedet på puden. Men det må vel være alderen,'' konstaterer Kirsten Herløw, der til sammenligning

Side 25

med sygehuset har haft 4-5 aftenvagter og 5-6 nattevagter i løbet af de 14 måneder, hun har arbejdet i primær sektor.

I overenskomsten for de integrerede ordninger er der godt nok mulighed for at pålægge sygeplejerskerne blandede vagter. Men kommunerne opererer stadig med faste aften- og nattevagter i udstrakt grad.

Kirsten Herløw uddyber:

''Det nyttede heller ikke at gå på arbejde uden at have fået sovet ordentligt. Det psykiske beredskab skulle være i top på skadestuen, hvor der ofte var mange patienter at tage sig af samtidig. Samtidig med, at jeg fx stod med en middelsvær tilskadekommet, ringede telefonen, nye patienter kom ind, som der hele tiden skulle prioriteres mellem og visiteres ud. Arbejdsbyrden steg jo helt kolossalt – det kunne man jo læse sig til ud af skadesstatistikkerne. Men vi blev ikke flere af den grund. Dertil kom, at jeg ofte var i vagt med nye sygeplejersker, som ikke havde den samme rutine. Og så var der de yngre læger, som også har brug for oplæring af de erfarne sygeplejersker. Så der bliver pr. automatik mere pres på de sygeplejersker, der er gamle i gårde. Så alt i alt orkede jeg ikke mere.''

Kirsten Herløw er med hendes egne ord blevet rehabiliteret, efter hun er gået ud i den kommunale pleje: Hun har fået genoprettet døgnrytmen, sover godt igen, er vendt tilbage til en ''normal livsførelse med mulighed for at udnytte sin fritid,'' og har i øvrigt ikke længere de obstipationsproblemer, hun også døjede med i forbindelse med de skiftende vagter.

Og så har Kirsten Herløw fået arbejdsglæden igen:

''Vi har også travlt ude i kommunerne. Men jeg får alligevel en helt vidunderlig fornemmelse, når jeg træder ind i et privat hjem og ved, at nu kan jeg koncentrere sygeplejen om én person eller én familie ad gangen, selv om jeg ikke har så mange minutter til min rådighed. Jeg kan jo af gode grunde ikke være på flere bopæle samtidig,'' siger Kirsten Herløw.

Demografiske forskelle

At behovet for relativ arbejdsro og færre vagter stiger proportionalt med alderen, ser ud til at være en generel tendens.

Side 26

En landsgennemsnitlig sygeplejerske, der arbejder i primær-regi, er 46 år. Sygehussygeplejersken er i snit seks et halvt år yngre, nemlig 39,5 år. Der er dog forskel på de store byer og forholdene i provinsen. En mini-undersøgelse, foretaget af Dansk Sygeplejeråds økonomisk-politiske sekretariat viser, at sygeplejerskerne på hovedsygehusene er 2,3 år yngre end de, der arbejder på lokalsygehusene. Gennemsnitsalderen for de udvalgte hovedsygehuse (Rigshospitalet, KAS Herlev, Hvidovre, Skejby, Ålborg samt Odense Universitetshospital) ligger på 38,2 år, mens lokalsygehusenes sygeplejersker i Holstebro, Hjørring/Brøderslev, Kalundborg, Faxe og Fåborg i gennemsnit er 40,5 år.

Det betyder ikke nødvendigvis, at sygeplejerskerne i provinsen er mere jobtilfredse, eller at de bærer deres vagtbyrde med et smil – jobudbuddet er bare mindre.

Væk fra vagter

Sygeplejerske Lis Gohr Nielsen på 43 år fra Ringkøbing har taget konsekvensen af at være træt af vagterne. Hun blev uddannet i 1975 og har siden 1989 og frem til 1. december 1996 arbejdet på Ringkøbing Sygehus' medicinske afdeling med tilhørende koronar-afsnit, hvor hun også forestod en stor del af vejledningen til studerende og elever. Hun har sagt sin stilling op og har endnu ikke fundet andet arbejde. Hun elsker den akutte og intensive sygepleje, men hader den vagtbelastning, der følger med. Lis Gohr Nielsen erkender, at 6-7-nattevagter – afdelingen har fast aftenpersonale – og arbejde hver anden weekend måske ikke lyder af så meget på en otteugersplan.

''Men jeg bliver simpelthen deprimeret, et par dage før jeg skal i nattevagt, og når de så er overstået, går der igen et par døgn, før jeg igen er tilbage i en almindelig rytme, hvor jeg kan føle mig frisk om dagen. Omkring vagterne er jeg flere timer om at falde i søvn, og min irritationstærskel er stærkt reduceret. Det er ikke altid lige sjovt for min familie at være i nærheden af mig i de perioder. Det har vi talt om i familien, og vi er i den privilegerede situation, at vi godt kan leve af én indtægt en overgang. Men det har været en svær beslutning at træffe, for jeg har ellers været virkelig glad for afdelingen,'' siger Lis Gohr Nielsen, der læser stillingsannoncer med omhu i denne tid. Hun håber på at finde et arbejde – der enten indeholder vejledning til studerende eller patientundervisning til astma-, diabetes- eller hjertepatienter på et ambulatorium på et af sygehusene i omegnen – Ringkøbing, Holstebro eller Herning.

Ligegyldigt om sygehuset ligger i Herlev eller Holstebro, er der et tydeligt mønster for, hvor man finder sygehussygeplejersker med mange år på bagen. Det er i de små specialer, på operations- og anæstesiafdelingerne og i ambulatorierne, man finder flest modne sygeplejersker. For her er arbejdet enten vagtfrit eller også er der en vis stabilitet i vagtdækningen. Og arbejdet er karakteriseret ved, at man tager sig af én patient ad gangen – i sagens natur er det eksempelvis vanskeligt at bedøve eller operere mere end en patient på samme tid.

Til gengæld sætter sygeplejersker, der er i fyrrerne eller ældre, nødigt deres sundhedssandaler hverken på intensive afdelinger eller på de store medicinske eller kirurgiske afdelinger, hvis kendetegn er et højt akut indtag og stor vagtbelastning, hvis de kan blive fri.

Problem løses individuelt

Center for Arbejdstidsforskning under Arbejdsmedicinsk Klinik i Aalborg går i foråret i gang med en større undersøgelse af, hvilken betydning arbejdstidssystemerne har for valget af arbejdssted. 2.000 sygeplejersker og sygehjælpere i Nordjyllands Amt, heraf cirka 1.300 fra sygehusvæsenet og 700 fra primær sektor, vil få tilsendt et spørgeskema. Dansk Sygeplejeråd og Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA) yder økonomisk støtte til projektet.

Omdrejningspunktet for undersøgelsen er at kortlægge de helbredsmæssige belastninger, plejepersonalet oplever i forbindelse med vagtsystemet. Herunder i hvilket omfang skift til en anden afdeling, ansættelsesbrøk eller sektor hænger sammen med plejepersonalets oplevelse af belastninger i forbindelse med arbejdstidssystemet. Der vil også blive set på, i hvilket omfang alderen har betydning for jobskifte.

''Vi har en hypotese om, at plejepersonalet søger over på andre afdelinger eller uden for sygehuset, når de oplever for mange problemer med vagtbelastningen. Der ligger formentlig et skjult arbejdsmiljøproblem ved tilrettelæggelsen af arbejdstiden på mange afdelinger, som de ansatte så løser individuelt ved at skifte job eller gå ned i tid. Men det ville alt andet lige være mere hensigtsmæssigt, hvis problemet kunne løses på arbejdspladsen,'' siger arbejdsmediciner Henrik Bøggild, der skal forestå undersøgelsen sammen med kollegaen Sven Viskum og arbejdspsykolog Hans Jeppe Jeppesen.

Rapporten, der foreløbig har arbejdstitlen 'Arbejdstidens indflydelse på plejepersonalets velbefindende og valg af arbejdsplads inden for sygehus- og socialsektoren' ventes klar i foråret 1998.

Forlader ikke faget

Det ser ud til, at sygeplejersker primært prøver at finde en modus vivendi ved at søge anden beskæftigelse inden for faget. Tillidsrepræsentanter rundt om i landet har haft en mistanke om, at flere og flere sygeplejersker fra 45-års alderen har en tendens til helt at opgive sygeplejen og forlade faget på grund af arbejdsvilkårene.

På landsplan kan dette dog ikke bekræftes, viser en undersøgelse, som Dansk Sygeplejeråds politisk-økonomiske sekretariat har foretaget. Der er regnet på tallene for sygeplejersker af fødselsårgangene fra 1931 og frem til 1950 i fem års intervaller. Når der er taget statistisk højde for død og tab af erhvervsevne, er der ikke større frafald blandt sygeplejersker over 45 år end for den kvindelige befolkning generelt.

Seniorpolitik i Århus

Frafald i sygeplejerskerækkerne oplever i hvert fald Århus Kommunehospital. Personalestatistikken viser generelt en lav andel af sygeplejersker over 45 år, og de, der er, kan primært træffes i undersøgelses- og behandlingsafdelingerne.

Århus Kommunehospital er en af de arbejdspladser, der har konstateret, at flere og flere midaldrende sygeplejersker siger farvel og tak, og hospitalet vil derfor nu udvikle en seniorpolitik. Sygehuset har i den anledning fået en lille kvart million kroner af Socialministeriet til et projekt, hvis forarbejde netop er gået i gang. Hospitalet har netop ansat en konsulent, der skal gennemføre en spørgeskemaundersøgelse blandt de af sygehusets sygeplejersker over 40 år, der enten forlader arbejdspladsen eller går ned i tid. Hensigten er at kortlægge sygeplejerskernes behov og ønsker vedrørende seniorpolitik. De vil blandt andet blive spurgt, hvorfor de forlader Århus Kommunehospital, hvor de eventuelt rejser hen, og hvad der ville have kunnet få dem til at blive på arbejdspladsen.

''Vi skal kunne fastholde de ældre sygeplejersker. Både for deres skyld, for patienternes skyld og for livet ude i afdelingerne. Det er uacceptabelt, at arbejdsbetingelserne er så hårde, at man ikke kan holde ud at være ansat på et hospital, fordi man er fyldt fyrre,'' siger fællestillidsrepræsentant på Århus Kommunehospital, Hannah Højgaard.

Uden at foregribe undersøgelsens resultater, mener Hannah Højgaard godt at kunne pejle sig ind på det grundlæggende problem:

''Vi tror, at det er den store vagtbelastning og det generelle arbejdsmiljø, der får sygeplejerskerne til at søge væk. Det er ekstremt hårdt at være i sygehusvæsenet som sygeplejerske. Man skal være på toppen altid. Med skyhøj belægningsprocent og aktivitet er der aldrig ro, så der er sjældent tid til at reflektere over, hvad man egentlig laver. Vi har effektiviseret og tilrettelagt patientforløbene optimalt og koncentreret, men ressourcerne er ikke fulgt med. Man bliver simpelthen træt og udkørt,'' konstaterer Hannah Højgaard.

Århus-projektet skal munde ud i et seminar for ledere, tillidsrepræsentanter og menige medarbejdere, der på baggrund af undersøgelsen skal diskutere konkrete initiativer, der kan skabe bedre arbejdsvilkår for ældre medarbejdere generelt – ikke bare for sygeplejersker.

''Men jeg håber så sandelig, at undersøgelsen ikke bare skal ligge og samle støv, efter den er blevet debatteret. Hvis undersøgelsen understøtter vores hypoteser om, at det er arbejdsvilkårene, det er galt med, håber jeg på politisk vilje til at handle på problemerne. Også hvis det betyder, at der skal følge kroner med,'' mener fællestillidsrepræsentanten på Århus Kommunehospital.

Resultatet af undersøgelsen ventes at foreligge i maj eller juni 1997.

Ned i tid og løn

Hele Århus Amt har ellers forsøgt at fastholde seniorer på arbejdspladsen ved at tilbyde medarbejdere mellem 55 og 67 år, der har arbejdet i amtets tjeneste gennem de seneste ti år, nedsat tid med pensionskompensation. Det betyder, at medarbejderen går ned i løn, men sparer pension op i forhold til den oprindelige ansættelsesbrøk. Den ansatte skal mindst gå syv timer ned i ugentlig arbejdstid.

Seniorordningen i Århus Amt er en udløber af overenskomstforhandlingerne i 1995, hvor arbejdsgiverne og KTO (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte), som Dansk Sygeplejeråd er en del af, indgik en rammeaftale om seniorpolitik.

Ordningen i Århus er ikke blevet den store succes, om end netop sygeplejerskerne er den faggruppe, der har gjort mest brug af muligheden: I løbet af det halve år, tilbuddet foreløbig har stået ved magt, har 12 medarbejdere på amtsplan sagt ja tak til tilbuddet – heraf er de seks sygeplejersker.

Amtskredsformanden i Århus, Lisbeth Uhd, tilskriver lønnedgangen ordningens manglende popularitet:

''Folk har vel ikke råd til at gå ned i løn. Men det er kommet bag på os, at så få ønsker at benytte sig af muligheden. Enten har vi fejlvurderet behovet, eller også har vi ikke været gode nok til at videreformidle budskabet. Vi har ellers skrevet om senior-ordningen i vores lokale medlemsblad,'' fortæller Lisbeth Uhd.

Århus er foreløbig det eneste amt, der har indgået en konkret aftale i forbindelse med rammeaftalen mellem arbejdsgiverne og KTO angående nedsat arbejdstid, viser en rundringning til Dansk Sygeplejeråds amtskredse. Der er afsat 80 millioner centrale forhandlingskroner til at give seniorpolitikken indhold – vel at mærke til alle KTOs medlemsorganisationer. Men da pengene ikke ligger i en bestemt pulje, der er til at få øje på, holder arbejdsgiverne sig til, at de ikke får særlige midler til formålet, og at seniorpolitiske tiltag derfor skal holdes inden for de eksisterende budgetter, oplyser Dansk Sygeplejeråds amtskredse.

Intense plejeforløb

Der har aldrig været flere sygeplejersker på de danske sygehuse, end der er i dag. Konsulterer man endnu en gang statistikkerne, får man syn for sagn. Fra 1986 og frem til 1994 er der på landsplan blevet flere sygeplejersker og færre sygehjælpere, men antallet af heltidsbeskæftigede plejepersonale ved sygehusene har ligget konstant på ca. 39.000 i hele perioden.

Men over en femten års periode er liggetiden samtidig blevet reduceret med en tredjedel. I 1980 tilbragte en patient gennemsnitligt 9,4 dage under en indlæggelse. Fem år senere lå en gennemsnitspatient 8,1 dag i en hospitalsseng og i 1994 opholdt patienten sig i gennemsnit 6,1 dag, før han blev udskrevet igen. En naturlig følge af udviklingen er, at patientforløbene er blevet mere intense, og at plejetyngden er øget.

''I gamle dage blev en patient med brok først udskrevet, når han havde fået fjernet stingene. Det gav nogle nemme stuer, hvor man som sygeplejerske kunne 'trække vejret'. I dag er patienten ude af hospitalet, så snart han er syet sammen, og han får stingene fjernet af sin praktiserende læge. Der ligger kun problempatienter tilbage i sengene,'' eksemplificerer Myrna Sandberg, der er fra den tid, hvor afdelingerne var inddelt efter køn.

Hun afsluttede sin elevtid i 1959, og var i de første fem år på en kirurgisk mandsafdeling på Frederiksberg Hospital. Efter otte år som hjemmegående husmor, begyndte hun i 1972 på øjenafdelingen på Københavns Amtssygehus i Gentofte, hvor hun tilbragte fem år. Fra 1977 fik hun samme sted en vagtfri stilling på et ambulatorium, der betjente både gastroenterologiske og hæmatologiske patienter. I 1992 blev strukturen omlagt, og den hæmatologiske del af ambulatoriet flyttet til amtssygehuset i Herlev, hvormed en stor del af sygeplejebehovet forsvandt.

Da Myrna Sandberg godt kunne lide arbejdspladsen i Gentofte, startede hun i stedet på Gentoftes gastroenterologiske afdeling, og fik det behørige varsel om, at der ville ske ændringer i hendes arbejdstid efter seks måneder. Men med udsigten til igen at skulle deltage i aften- og nattevagter, besluttede hun sig for at søge væk, og fik i 1993 job på plejehjemmet Ordruplund i København, og har siden da skiftet arbejdsplads til de beskyttede boliger på Sølund.

''Da jeg holdt op, fortalte min afdelingssygeplejerske mig, at jeg lærte de unge sygeplejersker en hel masse og beklagede, at min erfaring forsvandt fra afdelingen. Men jeg syntes, jeg havde taget min tørn i forbindelse med vagter. Jeg kunne ikke klare flere. Men på den anden side er det klart, at man på en afdeling ikke kan have en sygeplejerske, der ikke går i vagter. Det er jeg fuldstændig på det rene med. Det vil give sure miner og dårlig stemning,'' erkender Myrna Sandberg.

Færre faste vagter

For vagter er der rigeligt af i forvejen. På de mindst tyngede afdelinger kan man nøjes med at byde de ansatte 3-4 vagter pr. måned, mens sygeplejersker på de mest belastede afdelinger må tilbringe op til 12 aftenstunder eller nætter hos patienterne.

Antallet af besatte stillinger som fast aften- og nattevagt på sygehusene er faldet i de senere år. Og behovet for sygeplejersketimer i de 16 timer af døgnet, der ligger uden for almindelig arbejdstid, er ikke blevet mindre, eftersom sengene er fyldt op med dårligere og dårligere patienter. Så alt i alt er vagtbyrden i sekundær sektor steget, fordi der er det samme antal personer til at tage vagterne.

I 1984 var der på Amtsrådsforeningens område, som dækker hele landet, på nær København og Frederiksberg Kommuner, 1921 fuldtidsstillinger som aften- eller natsygeplejerske – eller årsværk, som er den størrelse, man opererer med statistisk. I 1993 var der 1656 årsværk tilbage. Det svarer til en samlet reduktion på 14 procent.

Det er der to forklaringer på. Dels foretrækker mange afdelinger generelt at dække tjenesten ved treskiftet vagt for kontinuiteten i plejens skyld. Dels er det svært at rekruttere til de faste nattevagtsstillinger, der slås op – muligvis på grund af den sparsomme ekstra honorering, natarbejde udløser.

Men der er nogle, der helt frivilligt vælger at arbejde permanent i aften eller nattetimerne. Enten fordi det passer med forholdene på hjemmefronten, eller fordi man finder arbejdsrytmen og opgaverne i den del af døgnet attraktive – eller begge dele.

Det gælder også ældre sygeplejersker. Faktisk arbejder knap hver femte erhvervsaktive sygeplejerske over 60 år fast om aftenen eller natten.

Vagtfri seniorstilling

Men flertallet ønsker at arbejde i døgnets lyse timer. Dansk Sygeplejeråd gennemførte i 1994 en seniorpolitisk undersøgelse blandt 500 medlemmer mellem 55 og 59 år. 39 procent af de adspurgte havde job i sygehusvæsenet, 26 procent arbejdede i den primære sundhedstjeneste, 27 procent på plejehjem og de sidste otte procent havde andre stillinger. Ud af samtlige 500 sygeplejersker svarede halvdelen (51 procent), at de fandt vagtbelastningen for voldsom.

Nu kan man jo indvende, at hvis man vælger at uddanne sig til sygeplejerske, må man være indstillet på, at arbejdspladsen skal være bemandet 24 timer i døgnet, 365 dage om året. Myrna Sandberg mener nu alligevel, at man godt kunne tage hensyn til den del af sygehusenes arbejdsstyrke, der allerede har tilbragt tusindvis af de mørke timer med at passe patienter. Hun er en af de sygeplejersker, der ville have forblevet på sin afdeling, hvis hun kunne have sluppet for at deltage i vagtdækningen – om end hun dog havde været villig til at arbejde hver fjerde weekend.

''Jeg synes, man burde indføre vagtfri seniorstillinger rundt omkring på sygehusene – måske bare en enkelt på afdelingen. Det ville dels sikre, at der på alle hverdage i dagtimerne var mindst én sygeplejerske med mangeårig erfaring. Og det ville dels være godt for os, som gerne vil blive i sygehusvæsenet, men som ikke kan holde til roterende vagter længere,'' foreslår Myrna Sandberg, der forlod hospitalsverdenen som 56-årig.

Tanken er tænkt før: I Dansk Sygeplejeråds strategioplæg for seniorpolitik fra 1992, hedder det:

''Dansk Sygeplejeråd anbefaler, at man, især på større institutioner, drøfter mulighederne for at tilrettelægge arbejdet med henblik på at friholde enkelte stillinger fra vagtbelastning til besættelse med ældre sygeplejersker efter lokal forhandling.''

En anbefaling, som man ikke har taget til sig rundt omkring i landet. Vagtfri seniorstillinger er i princippet en god idé, men umulig at materialisere inden for de eksisterende rammer, lyder meldingen blandt Dansk Sygeplejeråds amtskredsformænd. For hvad med den unge mor, der har 2-3 børn? Og alle de andre, der også har brug for en fritid, der kan hænge bare en lille smule sammen? Det er jo stadig det samme antal vagter, der skal dækkes, og bliver de ældre medarbejdere skånet, skal de yngre trække et endnu større læs. Og det vil resultere i et endnu mere forsuret arbejdsmiljø, der vil give svare rekrutteringsproblemer.

Overordnet set handler det om skabe et arbejdsmiljø, der er til at leve med og en sober personalepolitik for alle. Så man kan holde til sit arbejde, hvad enten man er 35, 45, 55 eller 65. Så for amtskredsformændene drejer sagen sig i bund og grund om en bedre normeret hospitalsverden.

Esther Olesen, der er amtskredsformand i Vejle, ræsonnerer:

''Vagtfri seniorstillinger ville være et godt tilbud og ville kunne holde på de voksne sygeplejersker, som især de store almene medicinske og kirurgiske afdelinger har brug for. Men den bestående normering kan ikke bære den slags tiltag, for det vil betyde endnu større vagtbelastning for de yngre sygeplejersker.

Men det er en skam, at der fra arbejdsgiverside ikke er lydhørhed. Når den meget erfarne sygeplejerske forlader en afdeling, bærer hun en værdifuld vidensmasse bygget op gennem mange år med sig ud. De mange komplekse plejeforløb kræver sygeplejersker, der kan sit håndværk, er i stand til at overskue situationen, foretage de væsentlige observationer og skønne kvalificeret.''

Udskrivninger trækker ud

At man ikke får helt det samme ud af et udelukkende ungt personale, som man kan få af en stab med en varieret alderssammensætning, kan Trine Bøje bekræfte. Hun er 40 år og oversygeplejerske på medicinsk afdeling V på Århus Kommunehospital, der modtager patienter med gastroenterologiske og hepatologiske lidelser. Ud af afdelingens 30 sygeplejersker er det kun et fåtal, der er mere end 30 år. Vagtbyrden bliver fordelt ligeligt mellem hele sygeplejerskegrupper og kan holdes på cirka fem nattevagter på en arbejdsplan, plus hver anden weekend, fordi der er faste aftenvagter på afdelingen.

''Vores gennemsnitlige liggetid på afdelingen er fem dage, og her ville det være en kæmpe fordel at have det erfarne menneske. Med et så kort plejeforløb er man nødt til at være handlingsorienteret hver dag, så patienten ikke oplever spildtid. Der skal være en behandlingsplan, som skal gennemføres i kontinuerlig rækkefølge. Det er desværre ikke altid tilfældet.

Det kræver for eksempel, at sygeplejersken kender hospitalssystemet for at kunne sætte sig igennem, når hun andetsteds i huset får at vide, at hendes patient først kan komme til en given undersøgelse om tre dage. Derfor skal hun kunne argumentere fagligt for, at patienten skal have en tidligere tid, så patientforløbet bliver hensigtsmæssigt.

Udskrivningerne kan også trække ud. De nye i faget har sværere ved at planlægge dem, fordi de har for lidt erfaring med hjemmeplejen, den praktiserende læge, familien, og hvem der ellers måtte være involveret,'' siger Trine Bøje. Hun mener, at hendes afdeling formentlig ville kunne tiltrække drevne sygeplejersker, hvis hun havde en mulighed for at tilbyde dem en stilling med få vagter.

Alderspræsident på 35

Ønsket om flere ældre sygeplejersker på afdelingen deles af menige sygeplejersker. Dorte Mørkeberg er en af dem. Hun arbejder på organkirurgisk afdeling A 26 på Vejle Sygehus, der har plastikkirurgiske patienter i halvdelen af de 31 senge. Med sine 35 år og 11 års erfaring som sygeplejerske, heraf de otte tilbragt på hendes nuværende arbejdssted, er hun nærmest alderspræsident på afdelingen.

Ud af afdelingens 20 sygeplejersker er det kun en håndfuld, der har mere end 4-5 års erfaring i klinikken. Afdelingen har været præget af stor personaleudskiftning, som Dorte Mørkeberg ikke helt forstår, for specialerne er spændende, synes hun. Hun er ved at være træt af at være gammel på afdelingen, som hun formulerer det. For med så få, der er godt inde i sygeplejen og i specialerne, kommer de yngre kolleger altid og spørger hende til råds.

''Jeg føler mig efterhånden lidt brugt. Der er oplæring og introduktion til de nyansatte konstant, og dertil kommer vejledningen til alle de studerende og eleverne. Det ville være en lettelse at have nogle flere kollegaer, der vidste præcist, hvad sygeplejen her drejer sig om.

Med så mange unge bliver konsekvensen, at sygeplejen kører på lidt lavt blus, synes jeg. Når der kun er én sygeplejerske i gruppen, der besidder overblikket over, hvem, hvor og hvor mange der har dræn, drop eller sår, der skal tjekkes og skiftes, temperaturforhøjelser, hvor der skal sengebades eller barberes, hvor mange pårørendesamtaler der skal foretages i løbet af dagen. Og er i stand til at vurdere, hvad der er vigtigst.

Det gør, at opgaverne ikke bliver udført helt så effektivt. For ganske vist kan en ung og nyuddannet sygeplejerske nå at tage flere skridt på en arbejdsdag end en på 55 år. Men hun får også god brug for dem, for hun må ofte ind på stuen igen for at udføre en sygeplejehandling, hun havde glemt: ''Nåh-ja, han skulle jo også barberes'' osv. Ikke fordi den unge er dårlig til sit arbejde, men hun bliver nødt til at koncentrere sig om én ting ad gangen, fordi hun mangler erfaring og overblik,'' mener Dorte Mørkeberg.

Exit på efterløn

''Med de normeringer, der er i dag, er det ganske enkelt umuligt at skabe lempeligere arbejdsvilkår for de ældste ved at gøre deres stillinger vagtfrie, selv om vi har god brug for at fastholde deres ekspertise ude i afdelingerne. Men tænk, hvor kunne det være gavnligt at have ældre sygeplejersker gående eksempelvis som praktikvejledere i dagtimerne. Men det kræver ekstra normering, og det mener arbejdsgiverne er utopi,'' siger amtskredsformanden for de vestsjællandske sygeplejersker, Grete Christensen.

Hun finder det paradoksalt, at man på den ene side har hårdt brug for de erfarne, men på den anden side ikke gør nogen som helst tiltag for at bevare den ældste del af sygeplejerskerne på arbejdsmarkedet.

For sygeplejersken er den, der er gået, når hun fylder 60 år. 68,2 procent af sygeplejerådets 60-66-årige medlemmer har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Sammenlignet med andre faggrupper med en tilsvarende, mellemlang uddannelse, hører sygeplejerskerne til blandt de flittigste brugere af efterlønsordningen. Fx ligger procentsatsen for 60-66-årige folkeskolelærere og socialpædagoger på henholdsvis 62,2 og 62,7.

Kun hver femte sygeplejerske på efterløn bruger sin mulighed for at tjene lidt ekstra for at supplere efterlønnen.

''Jeg er overbevist om, at det ud fra en samfundsøkonomisk betragtning ville kunne betale sig at satse på de ældste i sidste ende. I dag uddanner og uddanner vi, men får samtidig slidt så mange sygeplejersker ned, der skynder sig på efterløn, så snart det er dem muligt. Når vi opfordrer dem til at gøre brug af deres mulighed for at arbejde de 200 timer, som de må, griner de og siger nej tak, det orker jeg ikke,'' konstaterer Grete Christensen.•

Nøgleord: Arbejdsmiljø, arbejdsvilkår, personalepolitik, seniorpolitik, vagtbelastning.

Tallene i denne artikel er hentet i Dansk Sygeplejeråds medlemsstatistik fra juli 1996, i Danske Sygeplejerskers Arbejdsløshedskasse, i 'Redegørelse fra udvalget vedrørende analyse af sygeplejerskeområdet' fra september 1995 samt Dansk Sygeplejeråds politisk-økonomiske sekretariat.