Hjertelinjen

En stor del af de informationer, der bliver givet patienten under indlæggelsen, bliver ikke forstået. De samme spørgsmål dukker op, når patienten atter er hjemme i sit eget miljø.Oversigten bygger på de problemer, som folk spørger om, når de ringer op. Når sammentællingen viser mere end 100 pct., skyldes det, at nogle henvendte sig med spørgsmål om mere end ét emne. Illustration

I Danmark findes der ca. 250.000 mennesker med hjertekarsygdomme. Indtil 1993, hvor Hjerteforeningen oprettede Hjertelinien, rejste mange ofte langt for at komme til Hjerteforeningens fem rådgivningscentre.

Nu er det muligt for alle, der er i nærheden af en telefon, at ringe op inden for de timer, der er åbent på linien. Alligevel er 1392 opkald i løbet af 1995 ikke særlig mange set i forhold til antal patienter med disse sygdomme.

Vi ved, at der er mange, som ikke kender Hjertelinien. Da dette er et nemt tilgængeligt og professionelt tilbud blandt andet vedrørende rehabilitering af hjerte-patienter, er det uhyre vigtigt at udbrede kendskabet til denne mulighed for telefonrådgivning.

Der er tale om en gratis telefonlinie, som er åben tolv timer om ugen. En sygeplejerske fra en thoraxkirurgisk eller kardiologisk afdeling sidder klar ved telefonen og kan ved behov henvise til psykolog, klinisk diætist, socialrådgiver eller andre hjertepatienter. Der er

Side 39

først og fremmest tale om en rådgivningssamtale, som er individuel, anonym og uden udgifter for den rådsøgende. Formålet er i en enkelt eller nogle få samtaler at yde konkret information samt personlig rådgivning og støtte til at komme videre i en vanskelig livssituation.

Udgangspunktet for rådgivningen er kvalitet, tid, respekt og engagement.

Hjertelinien er et supplement til det etablerede sundhedssystem og på ingen måde konkurrent. Altså er rådgiverens rolle at være katalysator og igangsætter for den rådsøgendes egen problemløsning.

Vi ved fra arbejdet i vore afdelinger, hvor tempoet er højt, at det kan være svært at finde tid til den enkelte patient. Det er også karakteristisk, at problemer og spørgsmål ofte først for alvor melder sig efter udskrivelsen (fig. 1).

Patienten og de pårørende er ofte først på et senere tidspunkt klar til at tale om angst og nervøsitet i forbindelse med sygdommen. Men mange er tilbageholdende med at søge læge for at tale om spekulationer og mørke tanker, da man jo synes, der skal være noget konkret i vejen, hvis man skal tage lægens tid. Andre vil ikke belemre familie og venner med de problemer, der opstår, eller de finder ikke her den rette forståelse.

Også mennesker med en nylig diagnosticeret hjertesygdom har meget ofte brug for at få svar på spørgsmål i det tempo, de dukker op og på det tidspunkt, de er klar til at høre svaret. Og det er sjældent sammenfaldende med et planlagt lægebesøg.

Når man ringer op til Hjertelinien, bliver opkald vest for Storebælt automatisk dirigeret til en sygeplejerske i Aarhus, og opkald fra resten af landet går til kontoret i København, hvor der sidder en kollega. Det er meget afgørende for samtalen, at for eksempel en vestjyde taler med en, der kan forstå dialekten og måden at omtale et problem på.

Af fig. 1 fremgår det, at en lille tredjedel henvender sig på grund af angst og nervøsitet. En anden tredjedel henvender sig med konkrete spørgsmål om medicin og behandling. 75 pct. af opkaldene er fra patienter, mens ca. 20 pct. er pårørende. Der er flest kvinder, der henvender sig, og det er primært folk over 40 år, der ringer. 

 Kilde: Hjerteforeningen.

Svigerdatter ringer

Det følgende er eksempler fra mine vagter på Hjertelinien i Aarhus:

En svigerdatter ringer om svigerfar på 65 år, der fjorten dage tidligere er udskrevet efter en blodprop. Hun mener, han er bange for at dø. Han har intet overskud til at se sine børn og børnebørn, tror, det er slut med sex og er bange for at røre sig. Hun vil også høre, om det vil være en god ide, at svigerfaderens veninde lærer førstehjælp.

I løbet af samtalen får jeg det indtryk, at familien bombarderer denne mand med krav om at tage sig sammen. Dette er et meget typisk træk, som ofte ses, når en patient er udskrevet fra sygehuset efter en blodprop. Det er lige så typisk, at man i perioden efter endt hospitalsophold og en oplevet livstruende tilstand trækker sig ind i sig selv, tænker en del over forløbet og endnu ikke magter at sætte ord på.

I denne fase er det af stor betydning, at omgivelserne giver patienten lov til at være ked af det og give plads til at tale om angsten for at dø. Samtidig skal patienten mærke, at de pårørende oprigtigt ønsker at forstå disse reaktioner. Det er vigtigt, at de pårørende giver patienten lejlighed til at tale om tankerne, når de presser sig på.

Disse forhold taler vi længe om, og samtalen ender med, at jeg opfordrer svigerdatteren til at videregive nummeret på Hjertelinien til patienten og samtidig fortælle ham, at det er muligt at få kontakt med en tidligere hjertepatient, som nu er så langt på afstand af en lignende situation, at han kan være en støtte for andre.

Patienten fra før ringer op få minutter senere. Det er tydeligt, at han har været på vej til at ringe op før, men har ikke været i stand til at gennemføre det. Han er ret irriteret over, at alle i familien har så travlt med, hvad han skal gøre. Han synes selv, at han laver det, han kan klare, og han går nu og venter på flere undersøgelser.

Vi taler om de reaktioner, der ofte kommer efter en blodprop, og jeg kan oplyse ham om, at hans reaktion både er naturlig og forståelig, samt at forudsætningen for, at han kommer videre i tilværelsen, er, at han vedkender sig sine tanker og følelser og har nogle at tale med om dette. Han vil meget gerne kontaktes af den føromtalte hjertepatient, der er tilknyttet Hjertelinien, ligesom han selv anmoder om at få tilsendt materiale om at blive medlem af Hjerteforeningen, så han kan følge med i de mange tilbud, der findes og få adgang til øvrige informationer på hjerteområdet.

En uge efter bypass

En 62-årig dame ringer syv dage efter udskrivelsen fra sygehus, hvor hun blev bypassopereret. Hun har brug for at tale hele forløbet igennem.

Hun stiller undervejs en del spørgsmål, som er dukket op igen, selv om hun fik svar på alle disse de sidste dage inden udskrivelsen. Nu er hun meget bedre i stand til at reflektere over de svar og forklaringer, hun fik på sygehuset, og har overskud til selv at stille de spørgsmål, som netop nu er af

Side 40

stor betydning for hende. Hun vil desuden gerne tabe sig, have nogle opskriftsbøger tilsendt og vil gerne meldes ind i Hjerteforeningen.

Tilfældigvis passede jeg damen under indlæggelsen og ved, at hun stillede en del af de samme spørgsmål på sygehuset. Denne case er derfor et godt eksempel på, at en stor del af informationen givet under indlæggelsen ikke er forstået, men at de samme spørgsmål dukker op, når patienten atter er hjemme i sit eget miljø og har fået det hele lidt på afstand.

Øm og forpustet

En 42-årig mand ringer, da han har flere spørgsmål om sin nuværende tilstand, fem uger efter at han har gennemgået en bypassoperation.

Han er stadig noget øm i brystet, især når han vender sig i sengen om natten. Han indtager tablet Panodil og tablet Nobligan. De sidste, som egen læge har foreskrevet, er dog sluppet op. Desuden bliver han ret forpustet efter nogle minutters gang, har ingen lufthunger i hvile, men ligger om natten højt med hovedet. Udfører dagligt de øvelser, som han på sygehuset fik anbefalet af fysioterapeuten.

Han vil høre, om det er normalt stadig at være så øm ved brystbenet, hvor længe endnu han skal regne med at blive forpustet ved fysisk aktivitet. Desuden er han nervøs for, om han bliver i stand til at genoptage sit arbejde som lastbilchauffør. Desuden skal en svoger nu have fjernet ståltråde efter en tidligere bypassoperation – er det normalt?

Her er der tale om meget hyppigt forekommende spørgsmål efter en sådan hjerteoperation. Normalt er tablet Panodil tilstrækkeligt til, at man er minimalt besværet af smerter ved brystbenet så lang tid efter operationen.

Jeg råder ham derfor til at gå til læge, og hvis alt er normalt, da tale med lægen om endnu en recept på Nobligan-tabletter, da det er vigtigt for genoptræningen, at han kan bevæge sig frit uden generende smerter, også ved bevægelser i sengen om natten.

Vi taler om det naturlige i, at han så hurtigt bliver forpustet under aktivitet, men også om, at det gerne skulle aftage gradvist over de næste uger. I modsat fald opfordres han til at lade sig undersøge af egen læge, da det kan være tegn på, at der har samlet sig vand omkring hjerte og lunger.

Med hensyn til genoptagelsen af arbejdet forsikrer jeg ham om, at det er ganske naturligt og forståeligt, at han bekymrer sig derom nu, hvor han knap kan klare at gå en tur. Fortæller, at normalt indtræder der betydelig fremgang nogle måneder efter operationen, og først tre måneder efter operationen skal han sammen med egen læge drøfte, om han er klar til at genoptage arbejdet. Oplyser ham om, at selv folk, der på grund af komplikationer har fået fjernet selve brystbenet, har kunnet genoptage arbejdet som landmand, lastbilchauffør og lignende. Denne oplysning bliver den rådsøgende meget lettet over at få.

Tre uger efter har jeg igen et opkald fra samme person. Han gik efter vores sidste samtale til læge, der sendte ham til røntgen af brystkassen, hvorefter han fik tappet to liter væske ud af den ene lungehule. Nu er han dog nærmest blevet endnu mere træt end før.

Derfor spekulerer han meget på, om det bliver nødvendigt at søge pension. Han har netop fået et brev om, at udbetaling af sygedagpenge stopper om en måned.

Jeg følger først op på sidste samtale, og da jeg klart fornemmer, at det er de sociale spørgsmål, der nu presser sig på, tilbyder jeg, at vores socialrådgiver kan ringe ham op og give ham oplysning om de paragraffer i lovgivningen, som er aktuelle at kende til i hans situation. Det vil han gerne, og jeg sørger så for at formidle denne kontakt.

Tre uger uden appetit

En 73-årig dame ringer tre uger efter, at hun har fået indsat en kunstig hjerteklap på grund af betændelse.

Hun har de sidste tre måneder op til operationen tabt sig meget, og hun er kun i stand til at indtage meget begrænset mængde føde. Har dog selv købt protein-drikke på apoteket. Føler, hun befinder sig i et sort hul, kan ikke holde til noget som helst bortset fra en lille gåtur i husets længde. Hun ønsker indimellem, at hun var død, da hun føler, at hun ligger ven og børn til byrde og ikke er til nogen gavn. Når børnene ringer, forsøger hun at lyde glad.

Vi taler om hendes tanker om at ønske sig død, om ikke at være til gavn og om at føle sig helt afkræftet. At alt dette skal betragtes som naturlige reaktioner på et langt sygdomsforløb, hvor hun flere gange efter eget udsagn har været nær ved at dø. Om hvor vigtigt det er, at hun er ærlig over for sin ven og sine børn om sin psykiske tilstand, da det er en forudsætning for at komme videre, og da det kan åbne op for støtte og opmuntring fra hendes nærmeste.

Roser hende for initiativet med protein-drikkene. Vi taler en del videre om ernæring og væskebehov i hendes aktuelle situation. Jeg tilbyder hende en samtale med vores kliniske diætist, og dette er hun meget interesseret i. Desuden opmuntrer jeg hende til fortsat at gå små ture indendørs, men pointerer vigtigheden af frisk luft, når hun får kræfter dertil.

I ovenstående samtale er jeg et led i den sorgbearbejdelse, der er nødvendig, for at den rådsøgende kommer videre i livet efter en lang og alvorlig sygdomsperiode.

Den rådsøgende giver klart udtryk for ikke at være ærlig over for sine nærmeste med hensyn til sin sindstilstand. Dette gør det nærmest umuligt for hendes ven og børn at hjælpe hende med de triste tanker. Derfor er det vigtigt, at jeg i løbet af samtalen får gjort det klart, at hun kommer længst med at være ærlig, når de pårørende spørger til hende.

Inden vi slutter samtalen, opfordrer jeg hende til at ringe igen, hvis hun har lyst. Derved viser jeg hende, at jeg tager hendes problemer alvorligt, og åbner op for endnu en kontakt, hvis behovet er til stede.

Åben telefon

De omtalte cases skulle gerne give læseren et indtryk af, at spørgsmål til Hjertelinien kan være mangeartede. Mit håb er, at sygeplejersker, der privat eller via arbejde kommer i kontakt med hjertepatienter eller disses pårørende, henviser til muligheden for at kunne ringe gratis og uforpligtende til Hjertelinien.

Hjertelinien har tlf. 80 20 33 66, og er åben mandage og fredage kl. 10-14 samt onsdage kl. 16-20.•

Jytte Halborg er ansat på Thoraxkirurgisk afdeling T2, Skejby Sygehus. 

Nøgleord: Telefonrådgivning, hjerte-karsygdomme.