De svageste skal sikres

Villy Søvndal: ''Svage gamle er fuldstændig i kommunernes vold. Det er fint, hvis kommunen er god. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune.'' Foto: Kirstine Theilgaard.

Som socialpolitisk ordfører for SF har Villy Søvndal ansvaret for, at de demente kom med i aftalerne om finansloven for 1997.

Dog kun med en hensigtserklæring om at styrke indsatsen for demente yderligere i de kommende år. Der blev ikke aftalt noget beløb. Står det til Villy Søvndal, skal hensigtserklæringen føre til noget meget mere konkret her i løbet af foråret.

''Vi har en aftale om, at aftaleparterne skal gå tilbage og drøfte, hvilke konkrete initiativer der skal iværksættes,'' siger han.

''En lejlighed kunne være de forhandlinger om kommunernes økonomi, som vi skal i gang med nu. I den sammenhæng bør de senildementes forhold højt på den politiske dagsorden.''

Det er de årlige forhandlinger mellem kommunerne og regeringen, Villy Søvndal har i tankerne. De forhandlinger, der sætter rammerne for kommunernes aktivitet i det kommende år – hvor evt. skatteforøgelser, ændringer i bloktilskuddene osv. bliver aftalt.

''Dels skal der indgås en generel aftale. Men derudover kunne det være en god ide at navngive nogle områder, hvor indsatsen skal forøges. Her vil det ældrepolitiske område høre til vores højt prioriterede, specielt spørgsmålet om bedre genoptræning af ældre efter udskrivning og de senildemente.''

Flere hænder koster

Villy Søvndal, der er formand for Folketingets socialudvalg, tog de dementes vilkår op allerede i november, da 'Sygeplejersken' bragte en artikelserie om emnet.

På baggrund af de problemer, artiklerne beskrev, stillede han en række spørgsmål til social- og sundhedsministeren, som han fik svar på i slutningen af januar (se boks). Spørger man, om han er tilfreds med sundhedsministerens svar, siger han:

''Både og. Det er vigtigt, at regeringen anerkender, at der er uløste problemer. Det næste er så at løse dem, og det vil koste penge. For det koster penge at ansætte folk og bygge om. Derfor ønsker vi, at der bliver afsat en pulje på en halv milliard til forbedringer af normeringerne på ældreområdet. Hvor demens er et af punkterne.''

- Nogle mener, at man kan gøre meget for de demente uden flere ressourcer, hvis man til gengæld gør de rigtige ting. Er du sikker på, at det er flere penge, der skal til?

''Ja, man må bare ikke standse der. Vi har også brug for kvalitetsudvikling, erfaringsudveksling og forskning. Og vi har brug for gedigen sygeshusviden for at kunne diagnosticere rigtigt. Men hvis jeg må henvise til mine erfaringer som socialudvalgsformand i Kolding Kommune, så koster det at skabe gode forhold for de senildemente.

Når senildemente var meget rodløse og derfor havde en konfliktfyldt hverdag, oplevede vi, at antallet af konflikter faldt helt dramatisk, når vi satte personale nok på – medicinforbruget i øvrigt også. Det koster i hænder, der er tæt på og hjælper, og det koster i aktiviteter.''

Budgetterne overhalet

Kommunernes ældrepleje er et område, hvor pengene ikke er fulgt med udviklingen, siger Villy Søvndal: ''For et par år siden udarbejdede Finansministeriet en rapport om ressourceforbruget på ældreområdet sammen med en række andre ministerier og Kommunernes Landsforening.

Den viste, at ressourceforbruget var steget over et tiår. Men samtidig må man huske, hvad det er for en udvikling, der er sket i samme periode. Arbejdstiden er blevet nedsat.

Og vi har taget en række nye grupper ind i kommunernes hjemmepleje, som før var andre steder. Vi har afinstitutionaliseret for sindslidende, psykisk udviklingshæmmmede og senildemente. De bor i egen bolig i dag og efterspørger også hjemmeplejens arbejdskraft.

De to ting er man nødt til at korrigere for, ligesom man må korrigere for udviklingen i antallet af ældre over 80 og 85. Samtidig er der sket en ændring af sygehusenes udskrivningspraksis. Derfor kan finansministeren godt tegne en stigende ressourcekurve samtidig med, at befolkningen oplever, at hjælpen er formindsket. Det sidste er også, hvad vi hører fra personalet.''

- Hvis der skal sendes flere penge ud i kommunerne, hvordan skal det så foregå? Man hører jo ofte fra personalet, at de aldrig ser pengene, når der bliver sat millioner af til det ene eller det andet?

''Pengene skal ud som et generelt tilskud til kommunerne. Men hvis SF skal være med til at sikre et generelt tilskud, så bliver det med den klare besked, at vi vil bede dem melde tilbage, at de også bruger pengene til det, vi har bedt dem om.

Jeg vil ikke bruge megen tid herinde i Folketinget på at slås for flere penge til de følsomme områder – for derefter at se kommunerne lave store prestigeprojekter eller sætte skatten ned.''

En vigtig pointe for Villy Søvndal er imidlertid, at det ikke er alle steder, der er brug for en større udbygning af demensplejen.

Nogle fagfolk er begyndt at advare mod en favorisering af de demente på andre svage gruppers bekostning. Men det er kun i en del af kommunerne, man er så opmærksom på de dementes behov. Andre steder er indsatsen stadig begrænset til det mest nødtørftige.

''Og det er i sig selv et kolossalt problem, at uensartetheden er så stor,'' siger Villy Søvndal. ''Men det er også meget svært for Folketinget at beskrive præcis, hvad indsatsen skal være. Vi kan åbne for et katalog af valgmuligheder, men hvordan man præcis skal tilrettelægge og spille sammen med den lokale ældrestruktur – det er faktisk meget svært.

Min kongstanke er, at vi både skal sende nogle penge af sted til det brede løft på ældreområdet, og samtidig skal have et ankesystem for de svageste ældre, inklusive de demente. Vi møder for mange eksempler på svage ældre, sindslidende, handicappede og misbrugere, der ikke får den behandling, jeg synes, de rettelig har krav på.

De er fuldstændig i kommunernes vold. Det er også fint, hvis man har ladet sig føde i en god kommune. Men spørgsmålet er, hvordan vi sikrer de senildemente og andre svage grupper i den knap så gode kommune eller den dårlige kommune.

Det kunne man gøre ved at udstyre ældre med en retssikkerhed, der bestod i retten til at anke et tilbud eller et manglende tilbud til et uvildigt system. Fx en embedslæge, som så kunne vurdere, om dette omsorgstilbud var rimeligt i forhold til vedkommendes funktionsnedsættelse, og som kunne påbyde kommunen at komme med et ordentligt tilbud.

Så vil nogle sige, at det er et indgreb i kommunernes selvstyre, og det er rigtigt. Jeg går ikke ind for stram statsstyring med bestemmelser, der siger, at hvis man er så og så senildement og og bor på anden sal og har 700 meter til købmanden, så skal man have så og så megen hjælp.

Jeg er tilhænger af decentralisering. Men med en udbredt grad af retsbeskyttelse for de svageste.''

Arbejdsmiljø og moral

Villy Søvndal gør opmærksom på to forhold, der vidner om et alvorligt efterslæb i den kommunale hjemmepleje: Arbejdsmiljøproblemer og stigende moralske problemer. ''Arbejdsforholdene på ældreområdet er blevet ganske hårde i takt med, at ressourcerne ikke er fulgt med udviklingen.

Det er i sig selv fuldstændig uholdbart, at den offentlige social- og sundhedssektor er storproducent af arbejdsskader. Men jeg er også bekymret ud fra det perspektiv, at vi er nødt til at sikre attraktive arbejdsforhold i social- og sundhedssektoren i en situation med små ungdomsårgange og stigende efterspørgsel på arbejdskraft.

Her tænker jeg på arbejdsmiljøet, men også på, hvad man kan kalde tilfredsstillelse i arbejdet. Følelsen af at gå hjem fra et arbejde, hvor man har gjort noget, man kan være bekendt.

Jeg så for et par år siden en fjernsynsudsendelse, hvor man fulgte fem hjemmehjælpere på arbejde, og når jeg taler om moralske problemer, tænker jeg på det spørgsmål, som sådan en udsendelse efterlader: Hvad sker der bag den lukkede dør hos den gamle alkoholiker eller den unge sindslidende eller den svært senildemente, inden den dør bliver lukket op igen om to dage?

Man må betegne det som et moralsk problem, når man i et rigt samfund som vores accepterer ensomhed i så stort et omfang. Det er et moralsk problem, når 3.500 senildemente bor alene under ubetryggende forhold, sådan som I beskrev i jeres artikler. Det er en ganske massiv opgave, der skal samles op, og det klarer man ikke uden hænder.''

Systemets store masker

Mens arbejdsmiljøproblemerne klart hænger sammen med de stramme normeringer, er det moralske problem ikke kun et spørgsmål om ressourcer.

''Det er også en diskussion om, hvorvidt vi har lavet det fornuftige snit mellem eget hjem og institutionen,'' siger Villy Søvndal. ''Det synes jeg ikke vi har.

Jeg spurgte for et par år siden boligministeren, hvordan situationen så ud, hvis vi skulle have samme plejehjemsdækning som midt i 80'erne. Svaret var, at så manglede der 13.000 plejeboliger, og det synes jeg er et forskrækkende billede.

Der er ingen grund til at romantisere billedet af 70'ernes plejehjem. Hvis man husker fortiden som smuk og gylden, så tror jeg i nogen grad, det skyldes dårlig hukommelse. Vi har aldrig haft en bred ældrebefolkning, der målt i økonomi, sundhed og sociale kontakter har haft et bedre liv end nu. Det svarer til velfærdsudviklingen i den øvrige del af samfundet, og det er dem vel undt.

Men tilbage er en lille gruppe ældre, hvor man har drevet parolen om længst muligt i eget hjem hinsides al fornuft. Vi er nødt til at revurdere udviklingen og opbygge nogle fællesskaber for de svage grupper, hvor der konstant er hjælp i nærheden.

Vi har bygget nogle meget store systemer op, som er gode til at sørge for folk, der kan kommunikere med de store systemer. Hvis folk ikke selv er i stand til det, ser man for mange eksempler på, at de falder igennem, uden at det opdages.

Vi må have et tæt og omsorgsfuldt system, der fanger de svage ældre op, så de ikke falder igennem fx ved udskrivning og sociale begivenheder.''

Bedre forhold for demente betyder ikke bare flere hænder og bedre boligforhold. Det betyder også bedre støtte til de pårørende, siger Villy Søvndal.

''I det offentlige system trækker vi jo kolossalt store veksler på de pårørende. Det kan være en god ide, men vi skal passe på ikke at drive rovdrift på dem. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at aflaste, både af menneskelige grunde, men også fordi vi har en interesse i, at de pårørende ikke knækker. For så står vi tilbage med hele indsatsen som en offentlig opgave.

Og det er der hverken megen menneskelighed eller nationaløkonomi i.''

Tvang mod demente

- Vi taler om flere ressourcer, men samtidig har Socialministeriet nedsat en arbejdsgruppe, der skal diskutere spørgsmålet om tvang mod demente?

''Ja, og jeg vil gerne advare mod, at vi indfører langt mere vidtgående adgang til tvang i form af fastspænding, i form af at låse nogen inde og nægte nogen adgang til at bevæge sig.

Det vil være dybt ulykkeligt at gå den vej i stedet for at udvide bemandingen, så de senildemente får hjælp i konfliktsituationerne og tilbud om aktiviteter, som gør, at de bliver naturligt trætte.

Så vil jeg ikke udelukke, at man kan stå tilbage med nogle få, hvor det ikke er et spørgsmål om aktivitet og bemanding, og hvor vi vil have behov for nogle bestemmelser om anvendelse af tvang. Det vil være romantik at tegne et billede af, at enhver situation kan klares med bemanding og bygningsmæssige forbedringer.

Men man kunne lave en lovbestemmelse, der siger, at alle sociale muligheder, alle tilbudsmuligheder skal være udtømt, inden man griber til tvang. Først når en institution udefra, fx embedslægeinstitutionen, har vurderet, at alle relevante muligheder er udtømte, kan man gøre det.

At fratage et menneske retten til at bevæge sig, hvor man vil, er et af de dybeste retssikkerhedsmæssige indgreb overhovedet. I et retssamfund gør man ikke bare den slags ud fra en eller andens fornemmelser af, at det er det rigtige.'' 

Nøgleord: Demens, hjemmepleje, interview, Villy Søvndal, ældrepolitik.