Praktisk problemløser

Min umiddelbare tanke er, at hvis den nyuddannede har kunnet opfylde målene for 3. uddannelsesafsnit, er det fint – men er det nu også det?

Hun skal kunne arbejde problemløsende, analyserende, tænke selvstændigt og begrunde sine handlinger.

Ligger i dette mål også at kunne reflektere over praksis i forhold til teorien? Ræssonere sig frem til praktiske handlinger i forhold til teorien fx i forhold til kommunikationsteorien, anatomien/fysiologien, den medicinske og kirurgiske sygeplejeteori og farmakologien.

Kan de nyuddannede det, er de og afdelingen godt hjulpne.

I denne artikel opremses en masse praktiske/instrumentelle sygeplejeopgaver.

Et eksempel kunne være at observere en patient efter leverbiopsi. Dette anser jeg for en speciel opgave, som den nyuddannede efter mit skøn ikke nødvendigvis skal have erfaring med, men som hun må kunne ræssonere sig frem til ved hjælp af sin teori. Hvad sker der, når der stikkes en nål i leveren, og hvilke observationer skal der således gøres før og efter indgrebet?

En af de grundlæggende opgaver på en kirurgisk afdeling er BT-måling. Dette skal den nyuddannede have erfaring med og også kende anatomien/fysiologien, farmakologien, den medicinske og kirurgiske sygeplejeteori for at kunne handle konkret på et unormalt BT.

Følgende eksempler kan overføres til langt de fleste almene instrumentelle sygeplejeopgaver på en kirurgisk afdeling:

• give medicin
• fjerne suturer
• sårpleje
• fjerne dræn
• observere patienter. Eksempelvis nyopererede, febrile, inficerede, bevidstløse
• observere drop
• lægge blærekateter.

Til gavn og hjælp

Hvis ikke den nyuddannede kan udføre disse praktiske opgaver, bliver oplæringsperioden ofte lang og sej for såvel den nyuddannede som afdelingens personale.

Jeg forventer, at den grundlæggende sygepleje ligger i rygraden, ligeså de hygiejniske, sterile-aseptiske principper, men samtidig også, at den nyuddannede kan bruge sin kommunikationsteori og inddrage psykologien i dialogen med patienten.

Det ville efter min mening give den nyuddannede en stor sikkerhed og være patienten og afdelingen til stor gavn og hjælp, hvis der i uddannelsen fx lå en færdighedsliste, der skulle krydses af igennem uddannelsen, når den studerende havde prøvet de enkelte sygeplejeopgaver.

Ikke at man kan det, fordi det er prøvet en gang, men man har haft det i hænderne. Det synes måske at henligge før 1957-uddannelsen – og hvad så?

Jeg mener ikke, at det handler om et enten/eller, teori eller praktik, men et både/og.

Der må ikke slækkes på den nuværende teoretiske del af uddannelsen; der burde lægges nogle flere praktiske, instrumentelle opgaver ind i praktikken.

Det burde være muligt, når man ser EUs minimumsordninger med hensyn til, hvor den studerende skal i praktik igennem uddannelsen.

Didde Hornshøj er afdelingssygeplejerske på den kirurgiske sengeafdeling på Amtssygehuset i Stege. 

Nøgleord: Sygepleje, sygeplejerskeuddannelsen, uddannelse.