Sygeplejersken
Når du kommer tilbage er jeg nok død
Jeg har mest lyst til at sige, at hun kan leve mange år endnu, og at hun hellere må finde sig noget mere livskvalitet. Men det ville være det samme som ikke at respektere hendes virkelighed.
Sygeplejersken 1997 nr. 19, s. 24-25
Af:
Lene Maria Sørensen, hjemmesygeplejerske og psykoterapeut
Illustration: Birgitte Ahlmann
Side 25
"Når du kommer tilbage, er jeg nok død."
Første gang jeg fik denne besked fra frk. Jansen, blev jeg temmelig mundlam. Netop en besked var det. Sagt da jeg var på vej ud ad døren. Samtidig kiggede hun undersøgende på mig, som ville hun registrere hver eneste følelse bag min reaktion. Jeg svarede ikke rigtigt på det. Et eller andet sted vidste jeg jo godt, at hun meget vel kunne have ret. Frk. Jansen kunne være død, når jeg senere på aftenen kiggede ud til hende.
Frk. Jansen er 92 år, en smuk gammel kvinde med al sin værdighed i behold. Trods grøn stær og svigtende syn følger hun med i, hvad der sker omkring hende, ofte med en hel del skepsis. Hun fortæller tit, at hendes lange liv har lært hende, at man ikke kan stole på nogen.
Hun har været en dygtig og effektiv erhvervskvinde. En sjælden ting i hendes alder. Nu hvor hun ikke længere kan fungere som fuldstændig uafhængigt menneske, dårligt kan se og ikke har ret meget kontakt med sin sparsomme familie, siger hun ofte, at hun ikke ønsker at leve mere. Hun ønsker dybt i sin sjæl snart at dø.
Samtalen foregik i mit arbejde som hjemmesygeplejerske. Jeg kommer for at dryppe frk. Jansens øjne på grund af hendes grøn stær.
Da hun har meget dårligt syn, ikke ønsker at komme nogen steder og som nævnt ikke har meget kontakt med familie og venner, er hun meget alene og vil gerne snakke. Jeg bruger ofte lang tid på at tale med hende og især at lytte til hende. I starten, jeg kom hos hende, handlede det meget om, hvad hun havde foretaget sig erhvervsmæssigt. Vi havde mange spændende samtaler.
Efterhånden kredsede frk. Jansen mere og mere om, hvordan forskellige mennesker, hun havde kendt, var døde. Det skete mange gange, at hun fortalte mig, hvordan hendes mor var død, ligeledes om en god ven, hendes søster osv. Jeg tænkte ved mig selv, at det handlede om hendes egen død. Så en dag, hvor hun endnu engang kredsede om samme emne, spurgte jeg hende, hvad hun mente, der skete efter døden.
Min tanke var, at det var dette, hun måske var bange for. Det udviklede sig til en spændende samtale om Gud og mulighederne af et evt. liv efter døden. Jeg håbede, at jeg nu var nået til sagens kerne, og at denne samtale kunne give hende lidt mere afklaring og dermed ro.
Med disse forudgående samtaler med frk. Jansen i mine tanker, kører jeg hjemmeplejebilen ud til hende.
Hvad skal jeg sige, hvis hun igen siger, at når jeg kommer tilbage i aften, er hun nok død? Det føles ubehageligt. Jeg er ikke utryg ved at skulle finde hende død. Jeg har været med til rigtig mange dødsfald. Det vil også føles rigtigt, at en så gammel kvinde får fred. Hvad er det, der ikke lykkes for mig? Det er, ligesom om jeg ikke møder hende. Jeg har jo mest lyst til at sige til hende, at hun er stærk og kan leve mange år endnu, og at hun hellere må finde sig noget mere livskvalitet. Prøve at få hende til at forstå, at nu hun er her, kan hun lige så godt få det bedste og mest meningsfulde liv ud af det. Men det ville være det samme som ikke at respektere hendes virkelighed. At tage hendes virkelighed væk vil være en dårlig trøst.
Alt dette tænkte jeg, mens jeg endnu engang nærmede mig frk. Jansens hjem. Jeg håbede i mit stille sind, at løsningen ville dukke op spontant.
Frk. Jansen og jeg sidder igen ved hendes køkkenbord. Hun fortæller mig, for jeg ved ikke hvilken gang, at der intet er at leve for, nu hun ikke kan se. Jeg lytter og siger, at det må være svært for hende at have sådan et dårligt syn. Vi snakker lidt videre om vejret.
Da jeg rejser mig for at gå, spørger jeg hende som sædvanligt, om jeg skal kigge forbi senere. Hun smiler lidt og nikker forsigtigt. Det er svært for hende at tage imod min omsorg. Så siger hun pludselig: ''Jeg er nok død, når du kommer tilbage.''
Så gjorde hun det igen. Tiden står et øjeblik stille. Frk. Jansen siddende i stolen, kiggende op på mig, der står med jakken halvt på, på vej ud ad døren. Jeg sætter mig ned på hug i øjenhøjde. Kigger frk. Jansen roligt i øjnene. Tager hendes hånd.
Pludselig kommer ordene helt af sig selv: ''Så beder jeg en bøn for dig,'' siger jeg. Der bliver helt stille. Et kort nu mødes vi. Frk. Jansen har tårer i øjnene. Hun siger stille: ''Tak skal du have.''
Jeg kører videre og føler mig varm og glad indeni. Nu ramte jeg plet. Det var alligevel ikke så svært. Hvor kom det fra? Hvor vidste jeg det fra? Hvorfor fandt jeg ikke på det noget før? Det er ikke noget, jeg har lært på sygeplejeskolen eller af min mor.
Det er nok noget, livet har lært mig. At acceptere, at det er lige der, frk. Jansen er. Give hende rum og accept af, at det jo godt kan være, at hun meget snart dør.
For det var det, jeg gjorde. Jeg stod ved, at gamle mennesker snart skal dø.
At døden er eksisterende, selv om den er meget tabubelagt i vores vestlige kultur. Det er ikke den del af livet, som vi tager helt naturligt. Når jeg er sammen med et døende menneske, bliver jeg konfronteret med, at jeg selv skal dø. Ikke nu, regner jeg med. Men på et tidspunkt, og for at kunne være helt til stede hos et døende menneske skal jeg kunne rumme denne viden om min egen afslutning på dette liv.
Desuden stod jeg ved, at jeg rent faktisk ofte beder en bøn for de mennesker, der netop er døde. Det var dejligt at opleve, at dette varmede og trøstede frk. Jansen.