En lidelse skabt af sundhedsvæsenet

Illustration: Anne-Li Engström

KILEN, der har til huse i et smukt gammelt byhus i Stockholm, er mødested, aktivitets- og videncenter, for både medicinmisbrugere og personale. I 1995 lykkedes det for næsten alle klienter i KILEN helt at ophøre eller reducere deres forbrug af nerve- og sovemedicin væsentligt.Sygeplejerske Lena Westin er en af ildsjælene bag KILEN. Hun oplevede tidligt i sin sygeplejerskekarriere, at den behandling, sundhedsvæsenet giver, kan skabe store problemer for patienterne.

I et smukt gammelt fireetages byhus i et af de nydeligste kvarterer i Stockholm ligger KILEN, Institut for Läkemedelsberoende (Institut for Lægemiddelafhængighed). Huset er indrettet som mødested og aktivitets- og videncenter både for mennesker, der selv er ude i et overforbrug af medicin, og for sundhedspersonale og behandlere, der interesserer sig professionelt for afhængighedsproblematikken.

KILEN tager imod mennesker, der henvender sig med tabletproblemer, og tilbyder personlig rådgivning og gruppesamtaler til dem, der overvejer at gå i gang med en nedtrapning. Instituttet arrangerer debataftener og seminarer i huset på Valhallavägen og gør et stort stykke arbejde for at udbrede viden om afhængighedsskabende lægemidler i – og efterhånden også uden for – Sverige. KILEN har tre år i træk været arrangør af et nordisk seminar om lægemiddelafhængighed. Det seneste foregik i Mogenstrup i Danmark i slutningen af april måned.

En af hovedpersonerne bag KILENs aktiviteter er sygeplejerske Lena Westin. Hun har arbejdet med lægemiddelafhængighed gennem 20 år. Hun begyndte inden for græsrodsorganisationen RFHL (Riksförbundet för Hjälp åt Läkemedelsmisbrukere), og for fem år siden var hun med til at starte KILEN.

Lena Westin forsøger sammen med KILENs øvrige fem faste medarbejdere at udbrede budskabet om, at lægeordineret medicin for mange mennesker bliver en lidelse i sig selv. Det kan ske med lægemidler som benzodiazepiner, mange smertestillende præparater og efter KILENs erfaringer også med de nyere benzodiazepinlignende sovetabletter zopiclone og zolpidem, samt med antidepressiv medicin, især de nye SSRI- præparater, og i nogle tilfælde med neuroleptika.

Når behandlingen med den afhængighedsskabende medicin har stået på i et stykke tid og måske egentlig burde sluttes, sker der det, at patienten er nødt til at blive ved med at tage medicinen for at undgå abstinenssymptomer. Efterhånden er årsagen til behandlingen måske forsvundet, men patienten udvikler til gengæld andre symptomer, der er direkte fremkaldt af lægemidlet.

Lena Westin oplevede tidligt i sin sygeplejerskekarriere et klart eksempel på den situation:

''Kort efter at jeg var færdiguddannet som sygeplejerske, var jeg ansat på en socialmedicinsk klinik, hvor jeg kom i kontakt med en kvinde, der var i behandling med beroligende tabletter. Hun blev efterhånden dårligere og dårligere og fik symptomer, som jeg ikke kunne forstå. Hun tabte balancen, havde svært ved at gå, blev bange for at gå ud, og kunne til sidst ikke komme i modtagelsen. Som den gode sygeplejerske, jeg var, tog jeg ud til hende, talte med hende og gav hende hendes tabletter. Hun var angst og turde for eksempel ikke gå i nærheden af sin altan, da hun var bange for at falde ud.''

''Vi begyndte at få mistanke til tabletterne, og patienten og jeg blev enige om at forsøge at trappe dosis ned. Hun fik det hurtigt bedre. De værste af symptomerne forsvandt næsten med det samme. Det tog lang tid, inden hun kom rigtigt på benene igen, men det var fantastisk at se, hvordan hun blomstrede op, og det gik op for mig, at det havde været muligt at gøre noget ved hendes sitution, bare ved at trappe ned på tabletterne,'' fortæller Lena Westin.

''Det var også ubehageligt for mig, for jeg havde jo selv været med til at bringe hende i den situation ved at give hende medicin. Uden at vide det, havde jeg skadet hende i stedet for at hjælpe hende,'' siger Lena Westin.

Sygeplejerske Lena Westin er en af ildsjælene bag KILEN. Hun oplevede tidligt i sin sygeplejerskekarriere, at den behandling, sundhedsvæsenet giver, kan skabe store problemer for patienterne.

Undgår ordet misbrug

Grundlæggende for KILENs arbejde er en meget stor respekt for de mennesker, der henvender sig på grund af lægemiddelafhængighed. KILENs personale forsøger at undgå ordet ''misbrug'', da det antyder, at der er tale om et bevidst valg, og at den, der tager medicinen, selv er skyld i sin situation. I stedet taler man på KILEN om ''afhængighed'' (på svensk ''beroende'') og ''skadeligt brug'' af medicin.

Lena Westin lægger vægt på, at lægemiddelafhængighed er noget fundamentalt andet end alkoholisme og narkomisbrug.

''Selvfølgelig er der grupper, som misbruger tabletter, men det er ikke det problem, vi taler om. Det her er et problem, der er skabt af sundhedsvæsenet. Det er selve den ordinerede behandling, der bliver problemet. Den afhængighedsskabende effekt er en bivirkning ved lægemidlet.''

''Her har vi nogle risikolægemidler, og det skal ikke blandes sammen med misbrugsproblematikken,'' siger Lena Westin.

Størstedelen af de mennesker, der udvikler lægemiddelafhængighed, har ingen anelse om, hvorfor de får problemer. En dag går det op for dem, at det måske har med tabletterne at gøre.

''Og selv om det er patienten, der tager tabletterne, er det jo lægerne og sygeplejerskerne, der står inde for, at det her er en god behandling, der efterhånden skal give patienten et bedre liv,'' siger Lena Westin:

''Jeg tror, at alle, der arbejder i sundhedsvæsenet, grundlæggende vil deres patienter det godt. Men sommetider bliver det dårligt. Risikoen er så, at man nægter at se, at man har gjort det forkert, at man tager skyklapper på og fortsætter, som man plejer.''

''Jeg havde selv svært ved at tage den nye viden til mig. Det, jeg lærte gennem arbejdet med patienterne, stemte ikke overens med det, jeg havde lært på sygeplejerskeuddannelsen. Det var et stort personligt arbejde for mig at nå til erkendelsen, at den behandling, vi giver, kan skabe så store problemer for patienterne.''

''Jeg kan kende modstanden, når jeg møder den hos professionelle grupper,'' siger hun.

Rådgivende samtaler

Mennesker med lægemiddelafhængighed kan komme direkte ind fra gaden og få hjælp, også anonymt. KILEN tilbyder rådgivende samtaler eller gruppesamtaler med andre i samme situation. Man er velkommen, selv om man ikke har besluttet sig for et nedtrapningsforsøg. Nogle mennesker kommer bare for at få information og får derefter et bedre grundlag for at tage stilling til en eventuel nedtrapning af medicinen.

Når først beslutningen er truffet, støtter KILEN klienten under hele nedtrapningsforløbet. Der er mulighed for individuelle samtaler med KILENs behandlere. Der er mulighed for at deltage i forskellige gruppesamtaler og sociale arrangementer. Desuden er der fri adgang til huset, hvor cafeen er åben hver dag fra 9 til 17. Alle tilbud er gratis for klienterne.

Klienterne kan også ringe til KILEN i dagtiden, og når der i øvrigt er mennesker i huset.

Men instituttet har ikke noget at gøre med medicinordination. Klienterne må stadig gå til deres egen læge for at få recept i aftrapningsforløbet.

Aftrapningen af medicin strækker sig – hvis der er tale om afhængighed af et benzodiazepinpræparat – ofte over et år eller mere. Det er ikke alle klienter, der ønsker at trappe helt ud af medicinen. Nogle er tilfredse med, at medicindosis reduceres til et lavere niveau. Det er helt op til klienten selv.

I 1996 ydede KILEN 153 rådgivende samtaler til 150 personer og 1708 individuelle samtaler til 132 personer, der var i længere samtaleforløb. 73 pct. af de klienter, der modtog samtaler, var kvinder, og gennemsnitsalderen var 47,5 år med en variation mellem 22 år og 82 år.

KILENs åbne rådgivningsgruppe havde i 1996 i alt 43 gruppemøder à en time og fik 301 besøg. En aftengruppe, der har forskellige temaer til diskussion, havde 48 møder à tre timer og fik 716 besøg.

Hver uge har KILEN desuden mellem 150 og 235 telefonsamtaler med klienter.

Derudover har KILEN forskellige grupper, som opstår periodevis og nedlægges, når behovet ikke længere er til stede. Der har fx været en billed- og dramagruppe, en kvindegruppe, en bevægelsesgruppe og en sorggruppe.

Husets øverste etage er indrettet til gæstehjem med fire værelser. Her kan klienter og andre besøgende overnatte ved behov. Der er dog ikke personale på gæstehjemmet i aften- og nattetimerne. Så det kræver, at klienterne kan klare sig selv.

En evaluering af KILENs arbejde viste i 1995, at det lykkes for næsten alle klienterne at ophøre med – eller væsentligt reducere - deres forbrug af nerve- og sovemedicin.

KILENs erfaringer viser, at mange af de benzodiazepinafhængige klienter har problemer i en lang periode, efter at de er blevet medicinfri. Abstinenssymtomerne kan komme igen, både måneder og år efter at klienten har taget den sidste tablet. For nogle enkelte synes abstinenssymptomerne at være vedvarende, og man kan måske nærmere tale om en kronisk skade som følge af det tidligere lægemiddelforbrug.

Typisk i efterforløbet er også den sene krise, der kommer et par år efter, at aftrapningen er afsluttet. Den skyldes, at den tidligere lægemiddelafhængige har vanskeligt ved at finde sin identitet efter at have defineret sig selv som medicinmisbruger gennem måske mange år. Klienterne har mulighed for at få hjælp hos KILEN også i efterforløbet.

Samfundsproblem

KILEN er udsprunget af arbejdet i Riksförbundet för Hjälp åt Läkemedelsmisbrukere, RFHL, hvor Lena Westin blev ansat i midten af 1970'erne. Her begyndte hun at arbejde sammen med Jan Albinson, der er uddannet terapeut og en anden af hovedfigurerne i KILEN.

RFHL var etableret i midten af 1960'erne, da Sverige ligesom andre vestlige lande fik problemer med narkomisbrug. Forbundet blev startet af en gruppe jurister, læger og socialarbejdere, der mente, at narkoproblemet var et samfundsproblem og ikke bare en sygdom hos de enkeltindivider, der blev narkomaner.

RFHL forsøgte at skaffe behandlingsressourcer til narkomanerne, der dengang hovedsagelig var unge mennesker med misbrug af amfetamin og opiater. Men snart begyndte også en anden gruppe at henvende sig til organisationen. Det var mennesker, især kvinder – og mange af dem midaldrende – der havde problemer med lægeordineret beroligende og angstdæmpende medicin. I starten afviste RFHL den nye patientgruppe og rådede dem til at snakke med deres læge om problemet. Men efterhånden blev det ubehageligt at skulle afvise så mange, og RFHL oprettede inden for organisationen en lille afdeling, der begyndte at interessere sig for lægemiddelafhængighed. Socialstyrelsen (svarer til Sundhedsstyrelsen i Danmark) bevilligede penge til det første lægemiddelprojekt i RFHL, der strakte sig fra 1975 til 1977. Siden da har RFHL arbejdet med problematikken og gør det stadig.

''I begyndelsen vidste vi ikke, hvordan vi skulle behandle mennesker med lægemiddelafhængighed. Vi forsøgte at gøre på samme måde, som man gjorde med narkomanerne, at tage stoffet væk fra den ene dag til den anden. Men det gik ikke. Så småt fandt vi ud af, at aftrapningen måtte ske langsomt,'' fortæller Lena Westin.

I RFHL arbejder man dels direkte med den udsatte gruppe, altså narkomanerne og de lægemiddelafhængige, men en lige så vigtig del af virksomheden er information, uddannelse og opinionsdannelse. At forsøge at påvirke samfundet og forandre noget. Den viden, man får af narkomanerne og de lægemiddelafhængige, bliver hele tiden brugt udadtil. Formålet er ikke bare at udvikle en behandlingsmetode, men også at forsøge at undgå, at flere mennesker bliver afhængige.

Et af resultaterne af RFHLs udadvendte arbejde var, at det etablerede behandlingssystem i Sverige efterhånden begyndte at interessere sig for behandling af lægemiddelafhængighed. I begyndelsen af 1980'erne startede TUB-projektet på Sankt Görans sygehus i Stockholm, og efterhånden er der opbygget forskellige virksomheder rundt omkring i landet.

Synligt bevis

''Men det offentlige sundhedsvæsen har sine begrænsninger. Nogle mennesker har behov for at få hjælp uden for systemet. Vores virksomhed blev ikke mindre, fordi de andre kom til, tværtimod,'' siger Lena Westin.

I slutningen af 1980'erne blev det klart, at arbejdet med lægemiddelafhængighed ikke længere kunne rummes inden for RFHL i Stockholm.

''Vi behøvede en egen platform, og havde brug for et synligt bevis på denne her problematik, som så mange forsøger at feje ind under gulvtæppet. Derfor ville vi gerne flytte ind i et hus, der ikke var så let at overse,'' siger Lena Westin.

Socialstyrelsen gav udviklingsstøtte, og i 1992 kunne KILEN slå dørene op.

Instituttets arbejde finansieres næsten udelukkende af offentlige midler, men fra flere forskellige kilder. Instituttet må løbende søge økonomisk støtte og får i øjeblikket penge fra Socialstyrelsen, amtet, sygesikringen og Stockholms kommune.

''Inden vi startede, tog vi rundt til de forskellige og spurgte, om de ville hjælpe os økonomisk. Alle udtrykte sympati for ideen, men var tilbageholdende med at love penge og henviste hver for sig til de øvrige. Det endte med, at vi inviterede dem alle til en samtale rundt om det samme bord, og så endelig lykkedes det,'' fortæller Lena Westin.

''Da vi begyndte at arbejde her, blev opmærksomheden om os større, og vi fik mulighed for at hjælpe endnu flere. Ideen med huset er, at her skal både de lægemiddelafhængige og dem, der interesserer sig professionelt for problemet, mødes under samme tag,'' siger hun.

Kombinationen mellem den direkte behandling af lægemiddelafhængige og det mere forebyggende oplysningsarbejde har Lena Westin og hendes kolleger taget med fra RFHL til KILEN. De mennesker, der er blevet lægemiddelafhængige, skal selvfølgelig have hjælp, men ca. halvdelen af KILENs ressourcer er sat af til forebyggende og sundhedsfremmende arbejde:

''Vi kan ikke behandle problemet bort, vi må også opbygge viden og bruge den til at forandre samfundet. Vi må forebygge, at flere bliver afhængige af medicin ved at informere om problemet, og vi må starte en bredere diskussion om, hvilke alternativer der er til tabletter, når mennesker kommer i krise,'' siger Lena Westin. 

Nøgleord: Aftrapning, benzodiazepiner, KILEN, lægemiddelafhængighed, Sverige.