Afdelingsledelsen: Samarbejdet sikrer mod fejlbehandling

		​
​Oversygeplejerske Lisbeth Bliksted: ''De egentlige fejl er meget få. Problemet er, at vi ikke kan dokumentere, hvad vi gør.''	​	​Administrerende overlæge Søren Falstie-Jensen: ''Lægefagligt er der tale om insufficiente ordinationer, og derfor skal der strammes op.''

Umiddelbart lyder det overvældende, at der blev fundet 236 tilfælde af uklarhed eller egentlige fejl i 22 patienters journal, kardex og medicinkort.

Det var tilfældet, da afprøvningen af et nyt medicineringssystem i et ortopædkirurgisk sengeafsnit blev indledt med en kortlægning af problemerne i de traditionelle medicineringsrutiner. (Se den foregående artikel, side 20)

Men i langt de fleste tilfælde er der tale om formelle fejl, som ikke har fået negative konsekvenser for patienterne, siger oversygeplejerske Lisbeth Bliksted og administrerende overlæge Søren Falstie-Jensen.

''Lægefagligt er der tale om insufficiente ordinationer,'' siger Søren Falstie-Jensen. ''Der mangler fx dispenseringsmåde, maksimaldosering og lignende oplysninger, som helt principielt skal være der. Og det har givet anledning til, at der skal strammes op.

Side 34

Men ingen patienter er blevet fejlbehandlet, forstået på den måde, at de har fået forkert medicin. I dagligdagen og i praksis har systemet fungeret.''

''Da vi så opgørelsen med alle fejlene, syntes jeg nok, det var chokerende,'' siger Lisbeth Bliksted. ''Derfor besluttede vi at finde ud af, hvad der lå bag.

En stor del af fejlene hænger sammen med, at vi accepterer mundtlige ordinationer i det daglige. Men så var der også enkelte fejl af en slags, som vi ikke kan leve med. Hvor der var ordineret noget i journalen, men ikke stod noget på bundkortet.

Måske har man dagen efter fundet ud af, at patienten ikke har fået den Diclocil, der var ordineret, og sat det i værk. Men i første omgang har patienten ikke fået den medicin, der var ordineret, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende.

Hvis der omvendt har stået noget på bundkortet, som ikke er ordineret i journalen, så er jeg helt overbevist om, at der er lavet en mundtlig aftale om, hvad patienten skal have, som bare ikke er blevet journalført.

På den måde må man skelne mellem mere og mindre alvorlige fejl. De mere alvorlige er der heldigvis meget få af.''

Systemet må forenkles

I opgørelsen blev der fundet 96 uklarheder og fejl i journalerne, 113 i kardex og 27 i de medicinkort, der ligger i bunden af medicinbakken.

Lisbeth Bliksted er meget tilfreds med, at der er færrest fejl i bundkortene, som medicinen bliver hældt op efter. Hun har ikke gjort op, hvor stor en andel af de konstaterede fejl og mangler hun vil betegne som regulære fejl.

''Det er ikke det, der er budskabet. Det handler om, at der er ting i vores daglige praksis, vi skal blive mere bevidste om.''

Afdelingsledelsen har bl.a. besluttet at se nærmere på de systemer, der bruges i det daglige arbejde med ordinationerne.

''Man kunne fx indføre et fælles oversigtsark, som er overskueligt for både læger og plejepersonale. Dvs. at sekretæren skriver ordinationerne i journalen og samtidig skriver dem på oversigtsarket.

Men der vil selvfølgelig stadig være tale om en afskrivning og dermed en fejlkilde,'' siger Lisbeth Bliksted.

''I et nystartet sengeafsnit arbejder vi konkret med et nyt kardexsystem, hvor man skriver direkte fra journalen over i det materiale, som man hælder op efter. På den måde afkorter man vejen fra ordinationen, til patienten får medicinen.''

Muligheder i edb

Søren Falstie-Jensen og Lisbeth Bliksted vil gerne have edb-ordination og éndosis-medicin, men om det skal være lige det system, der blev afprøvet i afdelingen, er de mere usikre på.

''Det må bero på de udviklingsmuligheder, der er i systemet,'' siger Søren Falstie-Jensen.

''Med edb er der jo mulighed for at lave det, man kalder validering – dvs. maskinelt indlægge nogle blokeringer, som forhindrer fejl.

Hvis man fx ordinerer Diclocil, så spørger systemet: tabletter eller injektion? Man kan formentlig også indrette det sådan, at det giver en advarsel, hvis man overskrider maksimaldosis, og spørger, om man virkelig mener det.

Det vil være en vej at gå, hvis vi skal bruge den model.

Problemet i den model, vi har afprøvet, er, at det flytter nogle arbejdsprocesser fra plejepersonalet til apoteket, når man modtager medicinen i færdigpakkede doseringsæsker.

Det kræver, at plejepersonalet er mere aktivt opsøgende i kontrollen af, at patienterne får, hvad de skal have.

Den kontrol får de forærende i dag i og med, at de hælder op og deler ud.''

''Men sådan behøver det jo heller ikke at foregå,'' siger Lisbeth Bliksted. ''Man kan flytte fyldningen af doseringsæskerne fra apoteket til afdelingen.

Det er derfor, jeg siger, at vi gerne vil være med til at udvikle systemet. For mig er det vigtigste, at der ikke bliver tale om selvmedicinering. Patienten skal stadig have kontakt med en sygeplejerske om medicinen.

At doseringsæsken står inde hos patienterne hele dagen, er jo ikke ensbetydende med, at patienterne også får pillerne. Og i det hele taget er jeg betænkelig ved at have doseringsæsker liggende fremme på stuerne, bl.a. på grund af de mange senile patienter, vi har.''

Side 35

Stadig forsvarligt

Søren Falstie-Jensen og Lisbeth Bliksted understreger, at de finder de eksisterende medicineringsrutiner fuldt forsvarlige.

''At en sygeplejerske modtager en ordination og på en eller anden måde får den overført til sit arbejdsmateriale, hælder medicinen op og giver den til patienten, er et fuldt forsvarligt system,'' siger Lisbeth Bliksted.

''Systemerne lever nok ikke op til en farmaceuts stringente krav. Men til gengæld ligger der en faglig viden bag hele arbejdsprocessen, som sikrer, at der ikke nødvendigvis sker fejl, selv om muligheden er der.

Vi har en hverdag, der skal fungere, og hvis man fx forlanger, at der skal være en ordination i journalen, hver gang vi giver pn-medicin, så vil det gå ud over mange patienter.

Vi har mundtlige aftaler om, hvad der må gives, og så må vi acceptere, at ordinationen først bliver ført i journalen næste dag.

I det hele taget ligger der en sikring i den dialog, der foregår på stuegang, så snart det ikke drejer sig om bagatelordinationer. Et edb-system kan give en validering. Men sådan en validering sker jo også, når sygeplejersken stiller spørgsmål til lægens ordination.

På samme måde forholder hun sig fagligt, når hun hælder medicinen op.

Der er mange tjekpunkter i det system, vi har i dag, også at patienten kan spørge, hvad det var, der blev snakket om til stuegang. Om der ikke var noget med, at han skulle starte på det og det.

Problemet er, at vi ikke kan dokumentere, hvad vi gør. Men det kan vi også komme videre med i det nye kardexsystem, hvor der er plads til, at man kan dokumentere med sine initialer, når man har givet medicinen.''