Afdelingssygeplejersken: Ønsker et bedre system

Inger Skaaning var glad for det system med edb-ordination og éndosis-medicin, der blev afprøvet i hendes afdeling på Herning Centralsygehus.

Da afprøvningen blev gennemført, arbejdede hun som sygeplejerske i ortopædkirurgisk afsnit T1, hvor hun siden er blevet afdelingssygeplejerske. Hun arbejder for øjeblikket på en forbedring af afsnittets medicineringsrutiner, men allerhelst vil hun have éndosis-systemet indført fast.

''Den tid, vi plejede at bruge til ophældning ved medicinskabet, kunne vi i stedet bruge hos patienterne.

Medicinen blev givet på en bedre måde, for når vi stod og hjalp patienterne med at tage tabletterne ud af poserne, fik vi samtidig en snak om medicinen.

Patienterne var selv meget opmærksomme på, hvordan tabletterne så ud, og når de fik en ny tablet, kunne de med det samme identificere den som den medicin, de skulle have for dét.

Nogle patienter syntes, at poserne var svære at lukke op. Tabletterne kunne godt smutte ud og falde ned i sengen. Men de fleste var meget glade for systemet. De syntes, de bedre vidste, hvad de fik.

Vi oplevede også, at de patienter, der fik smertestillende medicin efter deres operation, blev mere aktive i udtrapningen.

De styrede det selv på den måde, at de kunne sige: Dén kodein vil jeg prøve at gemme. Den kan blive liggende i æsken, og går det ikke, kan jeg bare tage den. Men oftest blev den i æsken.''

Ikke sikkert nok

Efter projektperioden vendte afsnittet tilbage til det gamle system, som man nu diskuterer, om man kan forbedre. For selv om de gamle rutiner er de samme, som man kan finde overalt på danske sygehuse, synes

Side 36

Inger Skaaning ikke, de er gode nok.

''Det synes jeg ikke, man kan sige, når det viste sig, at der var så mange huller i det.

Den usikkerhed har der nok altid været, men vi har ikke været opmærksomme på den, og det kom faktisk bag på os, at der var så mange fejl. Der var jo fejl i både journal og kardex og bundkort.''

Da Inger Skaaning gennemgik de fejl, der var registreret, kunne hun se, at der var nogle bestemte typer, der gik igen.

''Nogle af de fejl, der blev påvist i bundkortene, bestod i, at der var slået ekstra streger, fordi patienten fik mere end de fem præparater, der var plads til. Men det betyder jo ikke, at patienten ikke har fået den rigtige medicin.

Så er der en del laksantia, som patienterne har fået, men som ikke har været ordineret i journalen.

Det er en af de kutymer, man har i huset, at sygeplejerskerne står for at holde maven i gang med laksantia, når der gives morfika som smertestillende medicin.

Men juridisk er det ikke i orden, så det er noget, vi skal have lavet aftaler med vores overlæger om, hvordan vi styrer. For vi kan heller ikke ringe til vagthavende, hver gang en patient skal have laksantia.

Så er der fejl af den type, at der fx er ordineret Brufen, men givet Ibuprofen – det er det synonympræparat, der bruges i sygehuset, så den fejl får ingen betydning for patienten.

En fejl kan også være, at medicin er seponeret i journal og seponeret på bundkortet, men ikke i kardex. Den fejl har heller ingen konsekvenser for patienten.''

Dårlig dokumentation

I det hele taget kan Inger Skaaning konstatere, at mens forholdsvis mange ordinationer er forkert skrevet over i kardex, står det bedre til med bundkortene i medicinbakken.

''Der er heldigvis færrest fejl i bundkortene, som medicinen hældes op efter.

Problemet er, at vi ikke kan dokumentere noget med bundkortet, for det bliver visket ud, og der bliver skrevet nyt, efterhånden som medicinen bliver ændret.

Kardex er det eneste sted, hvor vi har stående, hvad vi har givet af medicin. Men hvad kan vi bruge det til, når det er så fuldt af fejl? Det har vi da diskuteret i afdelingen.''

Sygeplejerskerne i T1 vil helst have éndosis-systemet igen, men indtil da har de nogle forslag til, hvordan det gamle system kan forbedres. Ideen er at fjerne en af de afskrivninger, som rummer mulighed for fejl.

''Vi vil gerne have et resumeark, hvor man kan se hele medicineringen samlet på et sted i stedet for som nu, hvor den står mange forskellige steder i journalen.

Vi forestiller os et fælles medicinark, som kan befinde sig i journalen og være et fælles arbejdspapir for læger og sygeplejersker, så vi kan springe et led over.

En anden mulighed er et medicinkardex, vi kan hælde medicin op efter, og hvor vi kan dokumentere med vores initialer, når vi har givet medicinen.''

Bedre ordinationer

Forenklinger af denne type kan gøre processen sikrere, mener Inger Skaaning, men allervigtigst er det måske at starte med selve ordinationen.

''Man må starte med, at der bliver skrevet det rigtige i journalen. Det ville også være godt, hvis lægerne lærte at ordinere ud fra standardsortimentet.

Der er kommet rigtig mange synonympræparater i de seneste år, og vi oplever tit, at lægerne ordinerer én ting, hvorefter man ringer fra apoteket og spørger, om vi kan bruge noget andet – noget, der indgår i standardsortimentet.

Det bruger vi megen tid på – både henvendelsen fra apoteket, men også at vi skal huske at samle det op med lægen.

Efter projektperioden oplevede vi, at ordinationerne blev bedre med hensyn til pn-medicin, men også på den måde, at lægerne ikke bare ordinerede 'medicin som vanlig' eller 'medicin som hjemme'.

Men så kommer der nye læger, og så skrider det lidt. Så vi må blive ved med at tage det op, til det lykkes.''·

Nøgleord: Dokument, Herning Centralsygehus, kvalitetssikring, medicinering.