Faglig kommentar: Administration af medicin er ikke sygepleje

 Hvis jeg går til min praktiserende læge og får ordineret noget medicin, drager jeg af sted med en seddel med nogle kruseduller på, som jeg måske, måske ikke kan læse. Herefter går jeg på apoteket og får udleveret medicinen, som jeg så kan tage efter de anvisninger, apoteket har påført emballagen. Der står oven i købet, hvad medicinen skal gøre godt for, selv om det er en meget kortfattet oplysning.

Jeg kan så indtage min medicin efter forskrifterne, eller jeg kan lade være, men princippet i medicineringen er, at det er en sag mellem min læge, apoteket og mig. Der er ingen sygeplejerske indblandet, så derfor er sygeplejersken som fejlkilde elimineret. Der er ofte en sekretær indblandet. Det afsløres, hvis recepten er læselig. Sekretæren kan høre og/eller skrive forkert, men den faktor kan også elimineres, hvis lægen skriver sin ordination direkte på computeren, som er forbundet med apotekets computer.

Hvis lægen sender en utilstrækkelig ordination online til apoteket, kan der i systemet være indbygget en kvalitetskontrol, der gør lægen opmærksom på, at der mangler oplysning om, hvor længe medicinen skal tages, og hvordan og hvad der i øvrigt bør være af oplysninger i en korrekt ordination. Man kunne også have indlagt en advarsel, hvis der var interaktion mellem den nye medicin og noget, patienten i forvejen indtager. Der kunne også dukke oplysning op om billigere synonympræparater.

Med denne direkte kommunikation ville sikkerhedskontrollerne ligge godt på apoteket, som også kunne spytte en ajourført medicinliste ud til patienten, gerne fulgt af en standardoplysningsseddel om medicinens virkning, sideeffekter, hvad der skal observeres osv.

Samme system kunne indføres på sygehuse fx i kombination med det endosissystem, der beskrives andetsteds i dette nummer af 'Sygeplejersken'.

Exit sygeplejersken. Eller er der stadig brug for sygeplejersker i forbindelse med medicingivning?

Information og observation

Patienten skal have information. Det er den ordinerende læges ansvar, og hun eller han må ikke fralægge sig ansvaret, heller ikke selv om der udleveres en oplysningsseddel i forbindelse med medicinudleveringen. Til gengæld kan der være brug for opfølgende eller supplerende information, når patienten ikke mere er i direkte kontakt med lægen. Måske fordi patienten er hjemme, måske fordi forudsætningerne for ordinationen har ændret sig. Information og vejledning kan fortsat være en væsentlig sygeplejeopgave i forbindelse med medicingivning, selv om det meste medicin formentlig ordineres i almindelig lægepraksis, hvor sygeplejersker kun i mindre grad er involveret.

Det samme kunne siges om observation. Nogle gange observerer den ordinerende læge selv patienten. Andre gange er patienten fuldt ud selv i stand til det, og nogle gange er der behov for en sygeplejerskes observation.

Så kan der være problemer forbundet med at indtage medicinen. Patienten kan måske ikke selv dryppe sine øjne, give sig selv en indsprøjtning eller sluge tabletten, fordi den er for stor eller smager grimt. Andre har problemer med at huske at tage medicinen som foreskrevet. Det er en type tekniske problemer, som langtfra altid kræver sygeplejefaglig indsats. Problemerne skal muligvis vurderes af en sygeplejerske, som derefter lægger en plan for, hvordan de skal løses, men når det først er gjort, kan andre faggrupper overtage øjendrypningen, indsprøjtningen, pilleknusningen eller reminderen.

Administration af p.n.-medicin er et område, som nok i mange tilfælde fortsat vil forudsætte en sygeplejefaglig vurdering. Stadig undtaget p.n.-medicin, som den praktiserende læge ordinerer en ellers nogenlunde selvhjulpen person.

Modtagelse af telefonordinationer med de fejlmuligheder, det indebærer, kan man ikke komme uden om, men kiks må kunne holdes på et minimum, hvis man har nogle fornuftige retningslinier for, hvordan de skal håndteres og registreres.

Koncentrationen svækkes

Færdigpakket medicin leveret fra apoteket – så behøver hjemmesygeplejersker aldrig mere at få ondt i tommelen af at trykke blisterpakninger ud og fylde doseringsæsker op. Opfyldning af doseringsæsker er et arbejde behæftet med stor risiko for fejlmedicinering. Enten må hjemmesygeplejersken bede patienten om at tie stille, mens hun tæller, eller også må hun lytte, småsnakke og være social under pillearbejdet med det resultat, at koncentrationen svækkes.

Endosispakninger fra sygehusapoteket: Det trælse rutinearbejde ved medicinskabet kan minimeres. Færre medicinfejl og flere frigjorte sygeplejerskeressourcer.

Medicinering er behandling og ikke sygepleje. Hvorfor bliver sygeplejersker ved med at holde fast i at administrere og udføre lægeordinationer? Lad lægerne tage sig af behandlingen, så kan vi tage os af sygeplejen.

Jo, der er stadig områder i relation til medicingivning, der, som ovenfor nævnt, behøver sygeplejefaglig ekspertise.

Jeg synes, det er ved at være på tide, at sygeplejerskerne for alvor gør op med gamle traditioner i forbindelse med medicingivning. I første omgang ved at kortlægge og drøfte, hvilke opgaver der er helt relevante. I anden omgang ved at få frasorteret opgaver, der kan udføres lige så godt eller bedre og mere sikkert af andre faggrupper – eller maskiner.