Synspunkt: Udlicitering forringer kvaliteten

Udlicitering af offentlige serviceydelser er atter op til kommunalvalget på dagsordenen hos Venstre og de Konservative. I flere kommuner er Socialdemokraterne også hoppet med på vognen. Jeg er ikke principielt mod udlicitering. På mere teknisk betonede områder som for eksempel affaldsbehandling kunne det være en udmærket idé. Mit fokus her er planerne om at opsplitte og udlicitere den service, samfundets ældre modtager i form af hjemmehjælp, sygepleje i hjemmene.

Argumentationen mod udlicitering på dette område har været begrænset. Den har haft et ideologisk præg og manglet faglige argumenter og præcision.

Argumenterne for udlicitering er effektivitet og besparelser. Det hævdes, at de ældre kan få samme serviceydelse for færre penge. Skal udgifterne til dette serviceområde undgå at vokse eksplosivt med det voksende antal af borgere i denne målgruppe, må udgifterne i forhold til den enkelte begrænses. Måske husker også andre, hvordan mange kommuner i firserne tilsluttede sig og fortolkede egenomsorgstanken. Det var en smuk tanke om selvbestemmelse og respekt. Og hvad blev der ud af det? Pas-dig-selv-tanken og besparelser.

Man må huske, at tanken om at de ældre skal være længst muligt i eget hjem har medført, at gruppen omfatter mange endog meget svage mennesker med stort behov for hjælp og tryghed. På trods af dette er hjælpen på nuværende tidspunkt skåret ned til et minimum. Eksempelvis er det ikke ualmindeligt, at hjemmehjælp ydes som to timer hver 14. dag.

Det, man har overset, er, at disse serviceydelser omfatter langt mere, end hvad der kan gøres op i et brusebad, en indkøbspose hentet i brugsen, et støvsuget gulv eller en termokasse med mad. Det drejer sig om fortrolighed og kontinuitet i kontakten. Medarbejdere inden for dette område ved, hvad det betyder for de ældre, at den samme hjemmehjælper – og i det hele taget så få personer som muligt – dækker den samlede indsats og kontakt hos den ældre. Det medfører næsten altid beklagelser, når der på grund af sygdom, ferier eller omlægninger i arbejdsgangen sker skift i personkredsen omkring den ældre.

Kvaliteten i omsorgen er i høj grad afhængig af, at det er den samme person, som kontinuerligt tilbyder den samlede hjemmehjælpsydelse. Tænker man sig om, er det noget alle er klar over fra hverdagen. Bankerne reklamerer med personlige rådgivere. De fleste foretrækker at komme hos samme mekaniker eller frisør. Inden for sygehussektoren har det været et stort problem med skiftende læger. Man arbejder nu med tanken om at samme læge skal følge patienterne gennem hele indlæggelsen.

Kontinuiteten tabes

Ved udlicitering og opsplitning af hjemmehjælpen i eksempelvis rengøring, indkøb og personlig hygiejne risikerer man, at den ældres fortrolighed og tryghed i forhold til hjælperen går tabt. Hvis der i stedet for en generalist (hjemmehjælperen) kommer tre specialister i henholdsvis rengøring, personlig pleje og indkøb, forsvinder det nære kendskab og overblikket. Vil rengøringsspecialisten bemærke, at den ældre kludrer i det med medicinen, eller at han får for lidt væske?

Ud fra en professionel betragtning udtyndes muligheden for at følge ændringer i klientens tilstand. Væsentlige detaljer observeres ikke, fordi kendskabet hos den enkelte er for ringe på grund af den korte tid, vedkommende er i hjemmet. Oversete behov meddeles ikke fra den ældre, fordi fortroligheden er gået tabt i effektivitetens navn. Som distriktssygeplejerske er jeg gennem flere år kommet i hjemmet hos patienterne.

Fra mit arbejde ved jeg noget om, hvad kontinuitet og fortrolighed betyder for mennesker, som tilbringer en stor del af deres hverdag alene i lejligheden. I mit arbejde er jeg meget afhængig af at kunne få del i det kendskab, hjemmehjælperen har til klienterne. Det er blandt andet derfor, jeg er bekymret for, at udliciteringen og opsplitningen af forskellige ydelser inden for ældreomsorgen vil betyde en væsentlig forringelse af klienternes oplevelse af kvaliteten. Vores mulighed for at følge dem, og tilpasse indsatsen i takt med at behovet opstår, forringes.

Kort sagt: Hvad bliver der af kontakten, overblikket og muligheden for at koordinere indsatsen, når opgaverne splittes yderligere op og oven i købet ud over flere sektorer.

Jeg tror ikke på, at udliciteringen på dette felt er et egnet redskab til at forbedre kvaliteten. Desuden kunne det meget vel tænkes, at besparelser og forringelse af omsorgsniveauer nu og her på sigt medfører øgede udgifter i form af sygehusophold eller andre dyrere ydelser.

Asger Bjerre Hansen er distriktssygeplejerske på Psykiatrisk Hospital i Århus.