En ukuelig evne til at overleve

Mange russere har skabene fulde af saltagurker og henkogte grønsager fra køkkenhaven. Foto: Søren Svendsen.

Sådan bærer vi os ad med at overleve, selv om vi ikke får løn,'' siger Ljudmila Jakovlevna Popkova med et smil og åbner døren til det indbyggede klædeskab i soveværelset i den toværelses lejlighed. Fra gulv til loft er hylderne stablet med store sylteglas, der er fyldt med saltagurker og henkogte grønsagsblandinger. I et hjørne af stuen er et stykke klæde bredt ud på gulvet og ovenpå ligger tomater til modning og velvoksne squash- og månefrugter. En enorm kummefryser i entreen foruden et stort kølefryseskab i køkkenet er proppet med bær og grøntsager.

Det er september, den tid på året, hvor russerne slæber høsten fra deres jordlodder i hus. Efter arbejde på sundhedscentret i Sortavala er Ljudmila kun lige hjemme og vende, inden hun skal ud og hjælpe sin mand med at hive kartofler op af det stykke jord, hvor svigermoderen har et lille hus uden for byen.

Uden vand i 11 år

Ljudmila bor i en gammel finsk ejendom, der ligger på byens hovedgade og engang har været en fornem ejendom. Nu er væggene i opgangen fulde af dybe kratere efter hærværk, og det ser ikke ud, som om opgangen er blevet vedligeholdt, siden russerne overtog byen efter 2. Verdenskrig. Husets facade er dog for nylig blevet malet. Indenfor er lejligheden hyggelig og pænt møbleret, og køkkenet ser moderne ud. At der både er toilet, badeværelse og køkken i lejligheden hjælper dog ikke meget, når vandforsyningen ikke har fungeret i de sidste 11 år. Dengang gik det finske vandfordelingssystem i stykker, og de russiske håndværkere kunne ikke finde ud af at reparere det fremmede system. I de sidste 11 år har Ljudmila og hendes mand derfor skullet hente vand i gården til vask og rengøring.

Ljudmila er en energisk kvinde på 51 år med et godt humør. Hun farer fra det ene rum til det andet og fremviser lejligheden og viser eksempler på broderier, som hun sælger gennem en butik i byen, mens hun med selvironi fortæller om, hvordan alle russere er nødt til at have flere job for at klare sig.

''Nogle sælger tøj og smykker for postordrefirmaer, nogle behandler patienter privat, og andre sælger deres grønsager på torvet.

Situationen har aldrig været værre end i år, hvor mange mennesker stadig ikke har fået deres løn siden februar, heriblandt min mand, der arbejder på en varmecentral. I juli fik jeg udbetalt min løn fra februar til juni, men jeg fik først pengene i august efter ferien. Vores løn er ikke stor, men hvis bare vi fik den til tiden, skulle det nok gå,'' siger Ljudmila. Hun forklarer, at det aldrig er sket, at folk har skullet undvære lønninger i så lange perioder, selvom lønningerne også andre år har været ustabile. For at klare sig har Ljudmila og hendes mand lånt penge, men deres situation er svær, blandt andet fordi Ljudmilas svigermor har haft en hjerneblødning og har brug for kostbar medicin, som patienten er nødt til at købe selv.

Side 32

Jordlodderne er russernes livsforsikring. I baggrunden har det nye hospital i Sortavala stået tomt i 12 år, der mangler penge til færdiggørelsen.

"I går købte jeg medicin til min svigermor, som er 30 ampuller med intravenøs medicin, som lægen har ordineret. Medicinen kostede 200.000 rubler, og den strækker kun til to dage. I dag skal jeg købe en ny forsyning,'' siger Ljudmila, og sukker dybt, når hun taler om de personlige problemer, der får hende til at føle sig stresset.

En kæmpefest

Med sine 51 år har Ljudmila allerede passeret pensionsalderen, som er 50 år, når man bor i den nordlige region Karelen, der har et koldt klima. I Sankt Petersborg er pensionsalderen 55 år. I Rusland kan man fortsætte med at arbejde efter pensionsalderen og både få løn og pension. Ljudmilas pension er på 382.000 rubler om måneden, og lønnen er på 400.000 rubler, i alt en indtægt på 782.000 rubler. Huslejen på lejligheden er 200.000 rubler med varme og telefon, og lejen er meget almindelig for en toværelses lejlighed.

''Da vi flyttede ind i lejligheden for over 30 år siden, var vi lige blevet gift og ventede vores datter. Dengang fik jeg 165 rubler i månedsløn, og det var nok til, at vi kunne lægge lidt til side, så vi efter et år kunne købe de møbler, vi har i dag. Indtil 1985, hvor Gorbatjov kom til, havde vi råd til at spare op, så vi i hvert fald hvert andet år kunne holde ferie sydpå,'' fortæller Ljudmila.

Hun blev uddannet sygeplejerske som 18-årig og har arbejdet som proceduresygeplejerske i forbindingslokale lige siden. De første år som nattevagt på et hospital, men siden hun fik sin datter for 31 år siden, har hun arbejdet i sundhedscentret, der kun har åbent i dagtiden.

''Jeg elsker mit arbejde. Jeg kan lide at gøre noget for patienterne, og jeg lever hele mit liv på sundhedscentret. Sidste år da jeg fyldte 50 år, holdt jeg en kæmpefest med 70 gæster, hvor alle mine kolleger var med. Festen kostede tre millioner rubler (ca. 3.500 kroner), og den gæld betaler jeg stadig af på,'' siger Ljudmila og afslører lidt af den ukuelige overlevelsesevne, der siges at være kendetegnende for russerne.

Nøgleord: Karelen, Rusland, tema.