Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Fast forward

God sygepleje er ikke mere den enkelte sygeplejerskes suveræne ansvar, for et af hendes vigtigste redskaber er taget fra hende: Tiden.

Sygeplejersken 1997 nr. 42, s. 43

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

En klodset gæst på McDonald's (eller var det Burger King?) et sted i USA har fået tilkendt en millionerstatning, fordi klumrianen spildte varm kaffe ned ad sig og brændte sig på den. For at forebygge flere erstatningssager skal kaffebægrene fremover være påtrykt en advarsel om, at kaffen er varm.¨

Historien har givet mig associationer til den almindelige effektivisering i samfundet og i sygeplejen i særdeleshed, hvor standardiseringstendensen også breder sig.

Standarder som hjælpemiddel, kan være udmærket, hvis man vil sætte nogle minimumskrav til kvaliteten af det, man laver. En interviewguide og en tjekliste kan også være gode redskaber, hvis man vil sikre sig mod at glemme noget vigtigt.

Men det står galt til, hvis standarder, tjeklister, skemaer til indlæggelsessamtaler mv. bliver brugt til at styre sygeplejen og opfyldelsen af dem bliver et mål. Hvis den forjagede sygeplejerske stiller sig tilfreds med at have været alle punkter igennem, så hun ikke kan klandres for forsømmelighed. Engagementet erstattes med en standard og en tjekliste.

Den omsiggribende standardiseringstendens kan også ses som en følge af, at vilkårene for sygeplejen er strammet til i en sådan grad, at god sygepleje ikke mere er den enkelte sygeplejerskes suveræne ansvar.

Hun er blevet en lille brik i et system med vokseværk og magtkoncentration, og et af sygeplejerskens vigtigste redskaber er blevet taget fra hende: Tiden.

Effektivitet som moderne begreb handler om at nå mest muligt med færrest mulige omkostninger, og arbejdstiden er den største post.

Tid er af fundamental betydning for at kunne udføre sygepleje, der er andet og mere end summen af en række instrumentelle informationer og opgaver.

Meget kan gøres billigere og bedre i sundhedsvæsenet. Men der er stadig ting, som ikke blot tager tid, men som skal have tid.

Dokumentation som helgardering

Når mennesker skal tænke, overveje, komme til en erkendelse, eller omstille sig, skal der tid til. Man kan ikke bare spole båndet frem på 'Fast forward' og tro, at denne proces kan forkortes. I en samtale er pauser og omveje ikke bare uudfyldte huller i talestrømmen. Tid er en meningsfuld faktor i kommunikation. Nogle samtaler skal foregå i små bidder, måske med dage imellem hver bid af samtalen. Det gælder både, når vi informerer, men sandelig også, når vi skal lytte os til informationer.

Tid er en væsentlig faktor, når et tillidsforhold skal opbygges. Tillid opstår i samvær med andre, Også det forudsætter tid.

Der er ubestridelige fordele ved at skære ned på længden af sygehusophold. Men det har også en pris, selv om denne ikke umiddelbart kan dokumenteres.

Når en patient møder fastende få timer inden en operation, får præmedicin næsten inden man har sagt goddag, sover bedøvelsen ud i følgende døgn og er ude af døren, næsten før sårskorpen er dannet – kender vi så stort set andet til disse patienter end navn og blodtryk, når de forlader sygehuset, og er det ikke realiteterne i ganske mange plejeforløb?

Det kan også være godt nok. For de stærke og relativt selvhjulpne patienter.

Det går bare ikke hele tiden. For der findes stadig patienter, som har brug for forebyggende og sundhedsfremmende sygepleje, som består af mere end advarsler om, at kaffen kan skolde.

Når en kommune mener at kunne vurdere behovet for sygepleje og hjælp til gamle hjemmeboende ved at tælle krydser i et skema, som kan udfyldes på et kvarters tid, så er der noget galt. Så handler det ikke mere om sygepleje, men om at nogle ønsker at gardere sig ved at kunne dokumentere, at de har været der. Der behøver ikke at være noget i vejen med standardiserede hjælpemidler. De skal bare ikke uden videre accepteres som en erstatning for tid og sygeplejefagligt ansvar.