Finske og russiske sygeplejersker krydser grænser

Det var et chok for den russiske sygeplejerske Meeri Ditjatieva, da hun første gang besøgte Finland i slutningen af 80'erne og opdagede, at udstillingsvinduerne i butikkerne ikke bare var pyntet med et rigt udbud af varer for pyntens skyld. Almindelige mennesker kunne rent faktisk gå ind i butikkerne og købe varerne. Chokket var ikke mindre, da hun på et af de efterfølgende besøg i Finland havde lejlighed til at besøge hospitaler og en sygeplejeskole.

''Efter mit første besøg i Finland græd jeg i 14 dage, fordi jeg følte mig så snydt. Det er svært at sætte sig ind i for udenforstående, men i Sovjetunionen havde vi et éntydigt billede af, hvordan folk levede i vesten. Gennem medierne og gennem undervisning fik vi at vide, at vist var udstillingsvinduerne i vesten flotte, men det var tomme kulisser, og almindelige mennesker havde det slet ikke så godt som i Sovjetunionen.

Hvad angik sundhedsvæsenet, havde vi en tro på, at vi havde verdens bedste system. Derfor var det et enormt chok at opdage, at det slet ikke forholdt sig sådan,'' fortæller Meeri Ditjatieva, der er 49 år og ansat som oversygeplejerske på sundhedscentret i Sortavala i det nordlige Rusland, der grænser op til Finland.

Det var især de tekniske faciliteter og udstyret i Finland, der faldt i øjnene, men det var også tydeligt, at de finske sygeplejersker arbejder på en helt anden måde.

''De finske sygeplejersker er meget selvstændige, og de siger, hvad de mener. I Rusland er sygeplejerskerne uden rettigheder. Vi har godt nok en uddannelse, men de fleste af de sygeplejersker, der er ansat på vores hospital, er ikke engang uddannet på en skole, de er kommet ind fra gaden og er blevet lært op af læger.''

Ny viden fra Finland

I 1992 tog en gruppe sygeplejersker fra Sortavala initiativ til at invitere en gruppe finske sygeplejersker på studiebesøg, og siden inviterede de finske sygeplejersker de russiske kolleger på genvisit på regionssygehuset og på sygeplejeskolen i den finske by Joensuu. Samarbejdet har i dag udmøntet sig i, at alle oversygeplejersker på provinshospitalet i Sortavala er blevet tilbudt at komme på to ugers kursus, hvor de bliver undervist på sygeplejeskolen og på regionssygehuset. Emnerne vælger de russiske sygeplejersker selv. Indtil videre har der blandt andet været afholdt kurser i pleje til cancerpatienter, pleje og behandling af folk med diabetes, førstehjælp ved hjerte-kar-sygdomme, førstehjælp i forbindelse med børn og alkoholafvænning.

''Vi har haft stor gavn af det, vi har lært i Finland. For eksempel kunne vi se, at vores diabetespatienter bliver plejet for dårligt, og som resultat deraf får mange foretaget amputationer. Tidligere havde vi ikke gjort meget ud af at fortælle de syge, hvordan de skulle passe og pleje deres ben og holde øje med negle og fødder, og hvilken kost de skulle spise, det har vi blandt andet lært af vores finske kolleger. Det er dog ikke i alle situationer, vi bare kan tage en model fra Finland og bruge den hos os. Vi har ingen diabetespatienter, der selv kan tage deres medicin hjemme, fordi vi ikke har nogen

Side 30

diabetespenne. I Finland kan diabetikerne tage deres insulin regelmæssigt, fordi de får den samme insulin hver dag. Vi får en ny sending insulin hver måned, og det er tilfældigt, om den er produceret i Finland, Tyskland eller Indien. Tidligere blev insulinen produceret i Sovjetunionen, blandt andet i Estland og Georgien, men de lande ligger jo i udlandet i dag.

Det, jeg personligt har lært af de finske sygeplejersker, er den måde, de taler med patienterne på. I Rusland er vi sygeplejersker meget præget af lægernes isolerede fokusering på selve sygdommen, mens de finske sygeplejersker for eksempel også taler med patienten om relationer til familie og venner og om bolig og religion,'' siger Meeri Ditjatieva.

Da sygeplejerskerne i Sortavala havde været på studiebesøg og uddannelse i Finland, ønskede de at få større indflydelse på plejen og omorganisere deres arbejde. Her stødte de imidlertid på forhindringer fra lægerne.

''I mange situationer har vi forsøgt at sige, at vi har set, at man gør sådan og sådan i Finland, men lægerne har ikke ønsket at ændre på noget. Vi har lige fået en ny overlæge på sygehuset, og vi håber, at vi kan komme igennem med nogle ideer over for ham. Vi håber også, at lægerne selv får øjnene op for fordelene ved, at sygeplejerskerne kan arbejde mere selvstændigt, når de selv tager på studiebesøg i Finland. Sortavala er i øvrigt med i et EU-udviklingsprojekt, der går ud på at højne sundheden i hele Karelen, og projektet indebærer, at alle chefer på alle niveauer i blandt andet sundhedssektoren, skal undervises i administration i Finland. Det kan måske være med til at ændre nogle systemer,'' siger Meeri Ditjatieva.

''Jeg har ofte oplevet, at jeg mente, jeg havde en bedre løsning på en situation, end den behandling lægen ordinerede, men jeg er ikke kommet frem med min mening, fordi det er lægens arbejde,'' siger oversygeplejerske Meeri Ditjatieva, her stående foran sundhedscentret i Sortavala. 

På ICN-kongres i Canada

Sygeplejerskerne i Sortavala kæmper en hård kamp for at styrke deres fag. I juni var Meeri Ditjatieva på ICN-kongres i Canada, hvor hun sammen med den finske sygeplejerske Riitta Hassinen fra regionssygehuset i Joensuu præsenterede deres samarbejde på en poster.

Men Meeri Ditjatievas vanskeligheder med at skaffe penge til turen illustrerer, hvor svært det er for de russiske sygeplejersker at få internationale kontakter.

''ICN-kongressen var målet for en drøm, jeg ikke troede kunne gå i opfyldelse. Jeg havde regnet ud, at det ville koste mig 15 millioner rubler (ca. 17.000 kroner) at tage til Canada, og sådan et beløb er den rene umulighed at skaffe for en almindelig russisk sygeplejerske. Alene prisen for at blive registreret som deltager på ICN-kongressen på 58 dollars (ca. 400 kroner) udgør en månedsløn. Jeg henvendte mig til bystyret i Sortavala og sundhedsmyndighederne i Karelen, foruden at jeg skrev brev til 14 forskellige virksomheder i byen, men jeg fik afslag alle steder. Overlægen på sygehuset i Sortavala forsøgte også at hjælpe mig med at samle ind, og det lykkedes ham at få et medicinalfirma til at bevilge otte millioner rubler i støtte. Resten af pengene skaffede jeg ved private bidrag, blandt andet samlede sygeplejerskerne i Finland ind til turen. Men det er nok både første og sidste gang, jeg nogensinde får muligheden for at rejse,'' siger Meeri Ditjatieva.

Alene det at få råd til at rejse de 70 kilometer over grænsen til Finland kan være et problem for en russisk sygeplejerske. Alle russere kan i dag få et pas til at rejse til udlandet, men prisen for pas og visum koster en månedsløn for en sygeplejerske, og det er én af grundene til, at ikke alle oversygeplejersker på sygehuset i Sortavala har kunnet tage imod tilbuddet om efteruddannelse i Finland.

Hænder og hjerter

Samarbejdet mellem sygeplejerskerne fra Sortavala og Joensuu har ikke kun været énsidig undervisning af de russiske sygeplejersker. I samarbejde har sygeplejerskerne også arrangeret fælles seminarer, hvor de blandt andet har diskuteret etik.

''De finske sygeplejersker har givet udtryk for, at de også har fået meget ud af samarbejdet. Det er gået op for dem, hvor afhængige de er blevet af deres tekniske udstyr, og de indrømmer, at hvis de skulle arbejde under russiske forhold, ville de ikke ane, hvad de skulle stille op. Vores vigtigste redskaber i vores arbejde er vores hænder og vores hjerter, for vi har ikke andet,'' siger Meeri Ditjatieva.

Den finske sygeplejersker, der var med på ICN-kongressen i Vancouver, Riitta Hassinen, mener, at de russiske sygeplejersker har stort behov for støtte fra udenlandske kolleger.

''De russiske sygeplejersker har en langt større viden, end de har mulighed for at anvende, fordi de ikke får lov at arbejde selvstændigt, og deres viden om etik er også stor. Sygeplejeskolen i Joensuu har indledt et samarbejde med sygeplejeskolen i det russiske Karelen, hvor lærerne kommer på udvekslingsophold . De russiske lærere er læger, og i Joensuu lærer de om begrebet 'sygepleje', som slet ikke findes i det russiske sprog, fordi sygeplejersker hidtil er blevet betragtet som lægens assistenter. At undervise lægerne er en måde at sikre, at undervisningen kommer til at handle mere om sygepleje, men målet er selvfølgelig, at det skal være sygeplejersker, der underviser de sygeplejestuderende i sygeplejefaget,'' siger Riitta Hassinen, der til daglig arbejder på skadestuen på regionssygehuset i Joensuu.

Hun håber, at også andre lande end Finland vil være interesserede i erfaringsudveksling med de russiske sygeplejersker, men hun advarer mod at gå i gang med projekter, som ikke er gennemtænkt fra starten.

''Russerne har ofte prøvet, at folk udefra har sat projekter i gang, som er blevet droppet igen efter et-to år. Derfor er de fra starten mistroiske over for folk, der ønsker at hjælpe, for russere har en stor stolthed. Vi har været et team af seks russiske og finske sygeplejersker, som i fællesskab har lagt en plan for, hvordan efteruddannelsen af de russiske sygeplejersker skulle foregå. Vi har fået en tæt personlig kontakt, og i dag er mange af os venner privat,'' siger Riitta Hassinen.•

Nøgleord: Karelen, Rusland, tema.