Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Nye sygeplejersker til det nye Rusland

Efter jerntæppets fald gik det op for russiske sygeplejersker og lærere på læreanstalterne, at den russiske sygeplejeuddannelse var håbløst forældet i forhold til internationale normer. Med rekordhast fik russerne med amerikansk hjælp reformeret uddannelsen, og i dag er de første universitetsuddannede russiske sygeplejersker blevet uddannet, og alle sygeplejestuderende får mindst tre års basisuddannelse.

Sygeplejersken 1997 nr. 42, s. 33-35

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

Den typiske russiske sygeplejerske har gennemgået otte-ni års skolegang og to års basisuddannelse, før hun som 18-årig har fået sit eksamensbevis som sygeplejerske. Den to-årige russiske sygeplejeuddannelse findes ikke mere, men det er den uddannelse, de fleste praktiserende sygeplejersker har gennemgået.

Med hjælp fra sygeplejersker fra amerikanske undervisningsinstitutioner gik russiske sygeplejelærere og medarbejdere fra sundhedsministeriet i Moskva i begyndelsen af 90'erne i gang med en reform af uddannelsen, og de kaldte projektet 'Nye sygeplejersker til det nye Rusland', og det mål er allerede nået.

Først og fremmest er optagelseskravet til uddannelsen ændret fra otte års skolegang til 11 år, og der er indført forskellige uddannelsesniveauer. Der er en tre-årig basisuddannelse på en medicinsk læreanstalt, der er en fire-årig højere uddannelse på et medicinsk college for sygeplejersker, der skal udføre administrative funktioner, og der er en fem-seks årig universitetsuddannelse, hvor man kan blive kandidat i sygepleje. En erfaren sygeplejerske med en kort uddannelse kan videreuddanne sig på universitetsniveau på et særligt program, der blandt andet består af fjernundervisning. Uanset hvordan man er uddannet, er der muligheder for at bygge videre på sin uddannelse. Sygeplejersker med den gamle sygeplejeuddannelse har mulighed for at tage det tredje år. Alle nye sygeplejersker bliver uddannet efter de nye undervisningsplaner.

Den nye basisuddannelse for sygeplejersker er især blevet udvidet med fag som psykologi, forebyggelse og genoptræning.

De første universitetsuddannede sygeplejersker er allerede blevet færdige fra universitetet i Moskva, og i alt 17 universiteter over hele landet er i gang med at uddanne flere sygeplejekandidater. Det betyder blandt andet, at der fremover vil komme flere sygeplejelærere på læreanstalterne og collegerne, i dag er det hovedsageligt læger, der står for undervisningen.

Modstand fra lægerne

På den medicinske læreanstalt i Karelens provinshovedstad Petrozavodsk, mener vicerektor og læge Galina Weinblaat, at det vil tage mange år, før de nye sygeplejersker bliver anerkendt af lægerne.

''Det har været svært, selv for mig, at indstille mig på de store forandringer, det medfører at få en helt ny type sygeplejersker,

Side 34

og jeg har endda været beskæftiget med reformarbejdet i flere år. Jeg har haft bøvl med at overbevise de andre lærere på skolen, og det er endnu sværere at få lægerne ude på sygehusene til at forstå det. Deres reaktion er, at de ikke vil høre tale om en ny type sygeplejersker, og de er fuldt ud tilfredse med den måde, arbejdet er fordelt i dag, hvor det er lægerne, der giver ordrer. De lærere og læger, der har været beskæftiget med den nye sygeplejerskeuddannelse, er dog blevet meget entusiastiske og positive over for forandringerne,'' siger Galina Weinblaat.

SY-1997-42-34aEt hold kommende sygeplejersker på sygeplejeskolen i Petrozavodsk bliver undervist i, hvordan man konstaterer, at en patient er død. Foto: Søren Svendsen.

Reformen af sygeplejeuddannelsen er samtidig et brud med opfattelsen af sygeplejersker som lægernes assistenter. De nye uddannelser skal ruste sygeplejerskerne til bedre at kunne tage selvstændige beslutninger og udføre 'før-læge-hjælp'. Der er allerede udarbejdet en liste over handlinger, som en sygeplejerske kan træffe på egen hånd, og listen er kun en begyndelse.

''For eksempel er der åbnet et hospice i Petrozavodsk efter finsk model, som er et 'sygehus med sygepleje', hvor der hovedsagelig er sygeplejersker ansat. Ideen er, at de ældre skal kunne komme på 14 dages ophold og få pleje og behandling. Vores befolkning er aldrende, og vi har kun ét hospice i hele provinsen, mens man i Finland har mange,'' fortæller Galina Weinblaat, der tror, at der fremover bliver stor brug for at uddanne flere sygeplejersker i Rusland til at tage sig af den aldrende befolkning og til at arbejde med forebyggelse og genoptræning, der i dag er forsømte områder i det russiske sundhedsvæsen.

Amerikansk forbillede

I Sankt Petersborg har man åbnet et minihospital efter amerikansk forbillede, som er ledet af sygeplejersker, og hvor der arbejder uddannede sygehjælpere. Normeringen er sat efter plejetyngde, hvilket ikke er almindeligt i Rusland, hvor normeringen normalt er fastsat efter antallet af patienter. Sygeplejerskerne arbejder ud fra sygeplejestandarder, og de fører en sygeplejejournal, hvor de dokumenterer plejen.

Tjatjana Miejeva, der er viceoversygeplejerske på minihospitalet, der hedder 'Hospital 122', mener, at den vigtigste ændring er den psykologiske ændring, der er sket med sygeplejerskerne på minihospitalet.

Side 35

SY-1997-42-34bUng i Rusland i en tid med sociale, økonomiske og moralske forskydninger i samfundet. Mange unge har svært ved at overskue deres og familiens fremtid.

"De har oplevet, hvor vigtigt deres fag er, og at det er en profession. De har ændret sig fra at være robotter, der udelukkende foretog indsprøjtninger og andre konkrete procedurer, til personer, der for eksempel står for en vigtig psykologisk kommunikation med patienten. Vores sygeplejersker deltager nu aktivt i internationale konferencer og som foredragsholdere. Nogle er oven i købet begyndt at beskæftige sig med videnskabeligt arbejde,'' siger Tjatjana Miejeva.

Ifølge læge Irina Bakhtina, der er ansat i sundhedsforvaltningen i Sankt Petersborg og beskæftiger sig med den nye sygeplejeuddannelser, er der kun 1,6 sygeplejerske pr. læge i Rusland, mod 6,5 i USA. Det forhold skyldes til dels, at der et en overproduktion af russiske læger på 50 procent, skønner Verdenssundhedsorganisationen WHO.

''De russiske læger udfører sygeplejearbejde, som for eksempel når de besøger kronisk syge på hjemmebesøg, som ikke har behov for behandling, men for pleje, eller når de tager på rutinemæssige hjemmebesøg for at undersøge raske børn under ét år. Der er langt bedre samfundsøkonomi i at uddanne flere sygeplejersker og bruge lægerne til for eksempel at forske,'' mener Irina Bakhtina.

Nøgleord: Rusland, tema. 

Tema: Rusland

Nabo i nød                 

Rundepleje og sære terapier     

Den syge mand i øst                

Infektionssygdomme i udbrud             

Et sundhedsvæsen fra århundredeskiftet              

Finske og russiske sygeplejersker krydser grænser      

En ukuelig evne til at overleve   

Nye sygeplejersker til det nye Rusland           

Første russiske sygeplejerskeorganisation    

Sygeplejersken nr. 43 1997     

Den gode cirkel       

Eksemplarisk hjemmepleje         

Daglig kamp for at skaffe medicin         

Motivationen har hårde vilkår            

Håb for russisk sundhed