Kunsten at formidle

Ifølge kulturanalyse har sygeplejersker den fagopfattelse, at alle er lige og lige gode. Efter vores opfattelse gælder det ikke, når det drejer sig om projektarbejde. Illustration: Poul Holck.

Sygeplejefaget ændrer sig hurtigt i disse år. En del sygeplejersker har fået en større teoretisk ballast, de udtrykker sig på skrift, og de kaster sig entusiastisk over projektarbejde.

Det er fint. Men det er også svært. I flere projekter er kvaliteten ikke god nok, data er for uoverskuelige, vejledningen er utilstrækkelig, eller de tidligere så gode kollegaer kan ikke blive enige om forfatterrækkefølgen, hvem der skal lave hvad, eller der kan opstå problemer med, at nogen arbejder mere og bedre end resten af gruppen.

Og resultatet er, at projektet ikke bliver færdigt, ender i skrivebordsskuffen eller i værste fald, at ikke dokumenterede resultater publiceres og dermed kan medføre en ændret og forkert praksis.

Som gruppe mangler sygeplejersker retningslinier og traditioner omkring formidling af projektarbejde, og om hvordan resultaterne beskrives på en videnskabeligt saglig måde uden derved at blive kedelig. I denne artikel vil vi derfor stille skarpt på denne problemstilling, diskutere sygeplejefaglige tidsskrifters anvisninger, samt referere til en artikel af Vancouvergruppen (1) om de retningslinier, lægerne følger. Lægerne har mange traditioner på dette felt, de er ikke alle værd at kopiere, men de har erfaringer, og dem mangler sygeplejersker generelt.

Vancouvergruppen er en anerkendt internationalt sammensat gruppe af redaktører for biomedicinske tidsskrifter. Gruppen har udarbejdet retningslinier til forfattere til videnskabelige artikler, der bringes i disse tidsskrifter (1). Mange tidsskrifter, også 'Sygeplejersken' lægger sig op ad disse retningslinier.

Dilemmaer ved artikelskrivning

Forfatterskab og vejledning

Hvis et projekt er udarbejdet af en arbejdsgruppe, er det vigtigt fra starten at aftale, hvorledes arbejdsdeling mv. skal være. Det er vores og mange andre sygeplejerskers erfaring, at gode kollegaer ender med at blive uenige om, hvem der skal være hovedforfatter, hvis der ikke har været klare aftaler om dette.

Det er svært at forstå, at det er nødvendigt, og det hænger nok sammen med, at sygeplejersker ifølge kulturanalyser (2) har den fagopfattelse, at alle er lige, og alle er lige gode. Dette gælder efter vores opfattelse ikke, når det drejer sig om projektarbejde.

Alle yder ikke lige meget. Og det kan være godt nok, hvis blot det er aftalt på forhånd, og at de mest ydende får mest kredit for arbejdet. Dvs. den, der yder mest, skal stå øverst i forfatterrækkefølgen. Betyder det nu noget at stå først? Det gør det faktisk. Inden for den akademiske verden anvendes førsteforfatterskab til at vurdere selvstændigheden af en ansøger ved fx stillingsansøgninger og videreuddannelse.

Desuden er det førsteforfatteren, der almindeligvis har første ret til at præsentere data fra projektet ved konferencer og kongresser. Inden for nogle fag bruger man at udarbejde en skriftlig aftale om forfatterrækkefølge og ansvar for, hvem der skriver hvad i en artikel. Ovenstående betyder samtidig, at den enkelte projektdeltager ikke må bruge data fra projektet uden aftale. Derfor er skriftlige aftaler så gode.

Det var med nogen undren, at vi læste 'Sygeplejersken's manuskriptvejledning (3). Her står, at forfatterrækkefølge sædvanligvis nævnes i alfabetisk rækkefølge. Desuden, at der som hovedprincip højst kan nævnes tre forfattere. Det mener vi er en betænkelig praksis, da der ofte ved større projekter er mere end tre forfattere til en artikel.

Vejlederens rolle

Vejlederen har en vigtig rolle. Men det er en rolle som vejleder og ikke medforfatter. Der er en del vejledere, der fejlagtigt mener, at de automatisk bliver medforfattere på en artikel, fordi de er vejledere.

Ifølge Vancouvergruppens retningslinier skal enhver medforfatter til en artikel have deltaget aktivt, enten ved at udarbejde manuskriptet eller foretaget en kritisk revision. Med en kritisk revision menes der ikke, at der blot er ændret lidt i teksten her og der, men en gennemgående revision af hele teksten.

Der ligger desuden krav om, at medforfattere kan stå inde for den endelige version af artiklen. 'Sygeplejersken' følger dette punkt i retningslinierne. En måde at sikre dette på er, at førsteforfatteren udarbejder en følgeskrivelse, hvor medforfatteren ved sin underskrift angiver at være enig i det, der står. Denne følgeskrivelse sendes så med manuskriptet til redaktionen.

Vancouvergruppen anbefaler, at taksigelser står under et punkt for sig, fx som en fodnote. Her takker forfatterne fx vejledere og projektdeltagere, der ikke gør sig fortjent til at være medforfattere.

'Sygeplejersken' bringer ikke taksigelser uden at begrunde dette. Vi mener, det er god praksis at bringe taksigelser, og det kunne måske være med til at tynde ud i antallet af vejledere, der mener, at de bør være medforfattere.

Side 39

Orginalartikler

Der findes en del forvirring om, hvad originalartikler betyder. Det henviser til, at man ikke må sende sit manuskript til flere forskellige tidsskrifter med henblik på publicering. Man kan kun publicere dobbelt efter skriftlig aftale med redaktøren, og det vil typisk kun kunne lade sig gøre, hvis artiklen er på to forskellige sprog. At undersøgelsen, som artiklen omhandler, skal være original, betyder ikke, at foredrag eller posterudstillinger ikke må foregå i faglige kredse. Det må de gerne, hvilket også er beskrevet af Vancouvergruppen (1).

Artikelopbygning

En artikel om klinisk forskning bør ifølge Vancouvergruppen (1) indeholde: Resume, indledning, metoder, resultat, diskussion, taksigelser og referencer. Vi har taget afsæt i Vancouvergruppens retningslinier i beskrivelsen af, hvorledes en artikel kan opbygges. Under de enkelte punkter holder vi dette op imod andre tidsskrifters, fx 'Sygeplejersken's manuskriptvejledning.

Resume

At starte artiklen med resume er en god idé. Det er det, fordi det giver læseren et kvalificeret overblik over artiklens indhold og nyhedsværdi. Endvidere er det vigtigt med et engelsk summary bagest i artiklen, når projektmagere eller forskere fra andre lande søger i de elektroniske databaser. Artikler fra eksempelvis 'Sygeplejersken' er indekseret med engelske søgeord, men under rubrikken resume (abstract) er der gabende tomt. Dette betyder, at man kun har titlen og søgeordene at gå efter, og artiklerne vil da sandsynligvis kun blive læst af danske sygeplejersker, der jo selv har artiklerne. Og det er træls i en mere og mere international verden. I 'Sygeplejersken's manuskriptvejledning står eksplicit (3), at de ikke ønsker resume. Modsat Vård i Norden, som forlanger et engelsksproget resume (4). Det koster penge at bestille artikler, så de bliver kun bestilt, hvis der er en begrundet formodning om, at artiklen er fagligt interessant.

Indledning

Indledningen til artiklen skal være en appetitvækker, der giver læseren lyst til at læse hele artiklen, men også på kvalificeret vis afspejle indholdet. Den måde, de fleste læser faglige artikler på, er, at de læser indledningen

Side 40

og afslutningen (konklusionen). Er dette interessant, læses hele artiklen. Et eksempel på en misvisende indledning er artiklen: 'Sådan foregår systematisk litteratursøgning (5) og Litteraturstudiet (6)'. I indledningen beskrives, at artiklen omhandler systematisk litteratursøgning og evaluering af en diabetesskole. Det betyder, at sygeplejersker, der interesserer sig for litteratursøgning og evalueringsprojekter, læser artiklen. Men artiklen handler mest om, hvad sygeplejerskerne laver og tænker i løbet af deres dag på diabetesskolen. Det fremgår ikke, hvordan litteraturstudiet er kritisk og systematisk, hvilket er en skam. Hvad der foregår på diabetesskolen vil være interessant for mange, men de vil aldrig læse artiklen grundet den misvisende indledning.

Jette Bagh, der er tidligere sygeplejefaglig medarbejder på 'Sygeplejersken', giver i en artikel (7) nogle eksempler på, hvad der er spændende indledninger, og hvad der ikke er. Hun er faldet over sygeplejerskers tilbøjelighed til at indlede artikler kedeligt. Et eksempel: ''Vi var fire sygeplejersker, som var til temadag om kvalitetssikring. Det blev vi meget inspirerede af...'' (7, s. 35). På nuværende tidspunkt er de fleste vist stået af. Jette Bagh skriver også om sproget, der bliver anvendt i artikler generelt. Sproget bør efter hendes mening være konkret, personligt, sanseligt, billedrigt og følelsesladet dvs. erfaringssprog. Erfaringssproget sættes over for videnssprog, som er abstrakt, upersonligt, logisk, billedfattigt og følelsesrenset. Dette begrundes i, at sproget skal være levende og interessant. Vi mener, at sproget skal være en blanding af erfaringssprog og videnssprog, specielt når det drejer sig om artikler, der omhandler projekter. Argumentet for dette er, at der både skal være plads til at skrive levende, interessant og følelsesladet, når det er på sin plads. Andre gange, kan det være vigtigt at beskrive især et projekt logisk, følelsesrenset og præcist. Et andet argument er, at en blanding af sproget, afspejler sygeplejefagets pluralisme, det er ikke et enten eller, men et både og.

Metode

Metodeafsnittet skal omhandle de metoder, der er anvendt i projektet. Der bør angives referencer til de anvendte metoder. Hvis der indgår patienter eller personale, skal der beskrives alder, køn etc. Hvordan er data analyseret. Der skal være et afsnit, hvor de etiske overvejelser er beskrevet, når der indgår patienter eller personale. Disse overvejelser skal følge Helsinki Deklarationen (8). Hvis der er anvendt statistik, skal det beskrives tilstrækkelig detaljeret, så læseren er i stand til at verificere resultaterne.

Hensynet til patienternes anonymitet skal altid overholdes. Ved billedmateriale giver det sig selv, at patienten skal give sin accept og være i stand til dette. Et andet problem er små kvalitative studier, hvor eksempelvis meget få patienter er interviewet. Andre må ikke kunne genkende det enkelte menneske, som måske har fortalt meget personlige ting.

Resultater

Resultater præsenteres logisk i tekst, tabeller og illustrationer. Der er ingen grund til at gentage alle resultater beskrevet i en tabel i en efterfølgende tekst. Det enkelte tidsskrift har i dets manuskriptvejledning angivelser for, hvorledes tabeller mv. nummereres og refereres.

Referencer

Referencer eller litteratur. Der findes i det enkelte tidsskrift også her regler for, hvorledes litteraturen, der er anvendt i projektet, skal angives. Inden for de fleste sundhedsfaglige tidsskrifter anvendes Vancouversystemet, dvs. der angives fortløbende numre i parentes. Der gives nogle udmærkede eksempler på, hvorledes litteratur angives efter dette system i 'Sygeplejersken's manuskriptvejledning (3).

Nogle tidsskrifter har en begrænsning på antallet af referencer. Dette kan være nødvendigt pga. pladsmangel i tidsskriftet, men det bør så være muligt at rekvirere den fuldstændige litteraturliste hos redaktionen. 'Sygeplejersken' sætter et maksimum på 10 referencer.

Det er for os helt uforståeligt. Der vil fremover være mange artikler, der af denne grund ikke kan publiceres i 'Sygeplejersken'. Det vil ofte være umuligt at skrive en veldokumenteret artikel med så få referencer som maksimum 

Afslutning/diskussion

Afslutning eller diskussionsafsnittet skal forholde sig kritisk til den brugte metode og sammenligne resultaterne med lignende undersøgelser. Det er et vigtigt afsnit. Det giver læseren et indtryk af, om resultatet er grundigt undersøgt og dokumenteret. Hvis sygeplejen til patienten skal ændre sig og plejen blive bedre af kliniske undersøgelser, skal resultatet videregives sagligt og fagligt korrekt. Og det kræver, at forfatteren tør tage de kritiske briller på, når de vurderer deres produkt. Det er meget få projekter, der ikke kan kritiseres. Et rent juhu-resultat er sjældent overbevisende.

Litteratur

1. Uniform Requirements for Manuscripts Submitted to Biomedical Journals. Nordisk Medicin 1997, 2: 55-60.
2. Eriksen, Henrik og Ulrichsen, Helle. Tre kulturer i hospitalssektoren. København: Handelshøjskolens Forlag, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 1991.
3. Manuskriptvejledning for 'Sygeplejersken'. 'Sygeplejersken' 1997, 24: 40-42.
4. Manuskriptveileder for Vård i Norden. Dateret 22.10.1996.
5. Nyland, Anne Holm og Larsen, Anne-Lise Salling. Sådan foregår systematisk litteratursøgning. 'Sygeplejersken' 1997, 18: 17-21.
6. Nyland, Anne Holm og Larsen, Anne-Lise Salling. Litteraturstudiet. 'Sygeplejersken' 1997, 18: 22-25.
7. Bagh, Jette 'Overbudsfloskologi' – anmærkninger til sproget i sygeplejen. Tidsskrift for Sygeplejeforskning 1997, 1: 29-42.
8. Declaration of Helsinki. Medicinsk Etik. Redigeret af Daniel Andersen, Carl Erik Mabeck og Poul Riis. København: FADLs Forlag 1987 s. 582-585.

Ingrid Poulsen er klinisk oversygeplejerske, onkologisk afdeling. Mette Rosendal Darmer er klinisk oversygeplejerske, anæstesiologisk afdeling. Begge på Amtssygehuset i Herlev.

Nøgleord: Formidling, manuskriptvejledning, projektarbejde.