Boganmeldelser

Ingenting at tænke på

Knut Dybwik

Respiratorbehandling – lærebok for sykepleiere

Oslo: Universitetsforlaget 1996

222 sider, kr. 335

Ofte vil kritisk syge patienter være afhængige af en respirator i kortere eller længere tid. Dybwik skriver om fysiske og psykiske aspekter knyttet til respiratorbehandlingen.

I de første kapitler gennemgås normal anatomi og fysiologi ved spontan respiration, forskellige årsager til respirationssvigt, intubering – både oralt og nasalt – og forholdsregler ved trakeostomi.

I det historiske afsnit beskrives udviklingen fra tankrespirator i 1920'rne og frem til vore dages højteknologiske respirator til intensivafdelinger.

Indikationen for respiratorbehandling er fyldestgørende beskrevet, og ligeså er komplikationerne. ARDS (Adult Respiratory Distress Syndrome) stiller en intensiv afdeling over for store udfordringer, og bogen beskriver, hvad der kan forsøges i behandling af disse patienter.

Der er et udmærket kort afsnit om EMCO (Extra Corporal Membrane Oxygenation), som kort forklaret vil sige, at en kunstig ekstrakorporal 'lunge' erstatter patientens syge lunger ved at tilføre ilt og fjerne kuldioksyd.

Afsnittet om respiratorafvænning beskriver, hvor vigtigt det er for sygeplejersken at have tålmodighed i udtrapningen, og at kontinuitet i plejen er vigtig for, at patienten og de pårørende kan føle sig trygge. Kommunikationen bliver bedre, når patient og sygeplejerske kender hinanden godt.

Ved respiratorbehandling skulle der gerne være en balance mellem teknologi, behandling og omsorg. Det, respiratorpatienterne husker som traumatisk, er ikke bare knyttet til fysisk ubehagelige procedurer som intubering og sugning i lungerne. Mange patienter oplever, at de isoleres pga. kommunikationsproblemer, da de ikke er i stand til at tale, mange får ændret tidsoplevelse:

''Det var rart. Jeg var ved bevissthet, da jeg kom til sykehuset, men da jeg våknet op, hadde jeg ikke peiling på, hvor lenge jeg hadde vært borte. Jeg måtte tenke, men da var det helt enkelt ingenting å tenke på.''

Bogen slutter med et kort afsnit om rengøring af respiratorudstyr.

Bogen er skrevet i et let, læsevenligt sprog og kan anbefales som opslagsbog for sygeplejersker og sygeplejestuderende i intensivafdelinger i Danmark.

Indholdet er baseret på erfaringskundskab, som tager udgangspunkt i rutiner og erfaringer fra intensivafdelingen ved Nordland Sentralsykehus i Norge.

Hele den overordnede synsvinkel er præget af en etisk holdning. Jeg kan dog savne et afsnit om hjemmerespiratorbehandling; alligevel vil jeg mene, at det er en spændende og nyskabende bog for intensivsygeplejersker.

Af Grethe Nyholm, afdelingssygeplejerske ved Respirationscenter Øst, Rigshospitalet.

Teoretisk kompetence udvikles i afsondrethed

Redigeret af Emmy Brandt Jørgensen

Sundhedsvidenskabelige praktikker

Et bud på fagindhold for medicinsk humaniora

København: Akademisk Forlag 1996
400 sider, kr. 298

Artiklerne i antologien er redigerede semesteropgaver, udarbejdet af studerende ved kandidatuddannelsen ved Danmarks Sygeplejerskehøjskole i perioden 1993-1994.

Det er altid meget spændende at få kendskab til, hvad studerende beskæftiger sig med og bruger tid på under deres uddannelse. Det siger noget om, hvad der er oppe i tiden, emnerne er nemlig valgt af de studerende selv og ikke af deres undervisere.

Sygeplejerske og adjunkt Emmy Brandt Jørgensen, der har redigeret antologien, nævner i forordet usikkerheden om, hvorledes sygeplejen konstituerer sig som et fag med akademisk kompetence. Der skelnes mellem forskellen på at have tilegnet sig praktisk kompetence under sin uddannelse til sygeplejerske og evt. under diplomstudierne på Danmarks Sygeplejerskehøjskole og at tilegne sig en teoretisk kompetence på kandidatstudiet eller på et andet akademisk studium.

Forfatterne har således forholdt sig til og arbejdet teoretisk med sygeplejen og har typisk taget afsæt i deres egen praksis. Emmy Brandt Jørgensen udtrykker håbet om, at artiklerne læses med den forforståelse, at forfatterne forsøger at blive klogere på deres fag, og at disse teoretiske bud på en tilgang til en sundhedsvidenskabelig praksis ikke bare slutter med det, men at der er rum til kritisk stillingtagen til den praksis, altså sygeplejen, der hvert år også er forbruger af store offentlige summer.

Artiklernes indhold er lige så forskelligt som forfatternes baggrund og holdninger, men hver for sig afspejler alle forfatternes praksisbaggrund, engagement og interesser. Ikke mindre end tre af artiklerne tager på en eller anden måde fat på at analysere sygeplejerskers forhold til læger og lægevidenskaben. Sygeplejens professionalisering og videnskabeliggørelse undersøges i mindst tre af artiklerne. Desuden har videnskabsopfattelse og videnskab en plads i mindst to andre af artiklerne.

Etik, sygeplejediagnoser, værdigrundlag og standarder er emner, som har grebet adskillige af forfatterne. Derudover behandles emner som f.eks. pleje af døende, Merry Scheels forfatterskab, sygeplejefortællinger og hjemmesygeplejerskepraksis, hvor hjemmesygeplejersken bl.a. ses som mægler mellem og medvirker til harmonisering af borgernes og lægevidenskabens opfattelse af sundhed og sygdom.

Når man får en bog som Sundhedsvidenskabelige Praktikker i hånden, ser den uomtvisteligt tung og svær ud, og det er den også. Det er tvivlsomt om mange sygeplejersker får den læst – og nok slet ikke i sin helhed. Jeg kan ikke lade være med at filosofere lidt over, om ikke sygeplejens teoriudvikling, tilegnelsen af det akademiske felt den teoretiske kompetence kommer til at foregå lidt afsondret fra den virkelige praksisverden og fra de sygeplejersker, som udøver den daglige, ugentlige, uophørlige sygepleje hos patienter og borgere.

Jeg er helt med på, at forfatterne undervejs i og efter deres studier er i en praksis, hvor de påvirker sygeplejersker, men var det dog ikke muligt at popularisere stoffet – i ordets bedste betydning – uden at det gik ud over kvaliteten? Det ville klæde de akademiske sygeplejersker og sygeplejeforskerne at gå i brechen for en mere lettilgængelig gengivelse af artikler og resultater til gavn for den brede masse af sygeplejersker og benefice for først og fremmest plejen af patienterne, men også for dialogen mellem de forskellige grupper af sygeplejersker.

Martha Quivey siger bl.a. i en leder i Vård i Norden om forskning og udvikling af nye kundskaber i sygeplejen: ''Likevel har jeg en forstemmende følelse av, at sykepleieforskning utvikler seg i miljøer som den utøvende sykepleier i liten grad identifiserer seg med.''

Det er problemstillinger, vi må tage til os og overveje, hvorledes vi tackler fremover, for at udviklingen af sygeplejen i såvel praktisk som teoretisk sammenhæng kan gå hånd i hånd. 

Af Bodil Ludvigsen, konsulent i Dansk Sygeplejeråds faglig-tjenstlig afdeling, primærkontoret.