Når galskaben kontrolleres

Oversygeplejerske Britta Løvbo, Hvidovre Hospitals psykiatriske afdeling, mener, at forslaget til ny psykiatrilov afspejler en generel tendens i samfundet – nemlig kravet om normalitet.

''Ved gennemlæsningen af regeringens lovforslag får jeg faktisk en fornemmelse af, at vi alle sammen skal passe ind i en vedtagen samfundsmodel. Big Brother is watching you,'' siger hun og sigter til forslagets § 3, stk. 4, 5 og 6. Her handler det om de foreslåede tvunge udskrivningsaftaler og bestemmelsen om, at systemet kan udveksle oplysninger om patienternes rent private forhold, hvis de ikke vil samarbejde.

''Vi taler ikke om flertallet af vores patienter, heller ikke om de patienter, vi må tvangstilbageholde og tvangsbehandle, fordi de er til fare for sig selv og omgivelserne, men om den lille gruppe på måske 1.000 sindslidende, som ikke rigtigt vil vide af os.

Disse mennesker er svært psykotiske og har samtidig masser af sociale problemer. De tager stoffer, de drikker, de er snavsede. Vi kender dem godt. Fra landevejene, S-togene og brokvartererne i København. Det er mennesker, der ikke ønsker at samarbejde med os, og kommer de i behandling, dropper de ud næsten pr. automatik. Det er dem, man nu vil lovgive for.

På et eller andet plan kan jeg sagtens synes, det er fint, man vil tage hånd om dem. Utilpassede mennesker i et velfærdssamfund, det går jo ikke. Men hvad kommer det til at betyde, at man vil lave udskrivningsaftaler og udveksle oplysninger med samarbejdsparterne bag disse menneskers ryg?

For mig at se ligner det en omklamring af dem. En omklamring, der indebærer forbud og restriktioner og ved hjælp af skjult tvang tvinger dem ind i et behandlingsforløb med fx medicin, fast opholdssted osv.,'' siger hun.

Normernes uorden

Britta Løvbo er, som hun siger, gammel psykiatrisk sygeplejerske med mange års erfaring. For hende er noget af det vigtigste i psykiatrisk sygepleje at opnå tillid, samarbejde og kontinuitet.

''Jeg ved godt, det lyder frygtelig banalt,'' siger hun, ''men starter vi ikke dér, kommer vi ingen vegne. Derfor bekymrer det mig, at man nu vil tvinge folk ind i nogle forløb, de ikke ønsker.

Måske skulle vi tvinge os selv til at se på, hvad det er for nogle tilbud, psykiatrien kan tilbyde i dagens Danmark. Hvorfor er der mennesker, der har så svært ved at acceptere, hvad vi står for?

Personligt tror jeg, at vi er blevet alt for borgerlige i psykiatrien. Tag fx bare mit eget kontor og forholdene i øvrigt her i Hvidovre. Pænt og nydeligt, lyse møbler, pastelfarvede vægge. Hvad skal en landevejsridder eller én fra Vesterbro her?''

Britta Løvbo kan ikke andet end fortolke den del af lovforslaget som samfundets og psykiatriens forsøg på at presse nogle normer ned over nogle mennesker, som har taget afstand fra samme normer:

''Derfor virker forslaget på mig, som om man med tvang forsøger at kontrollere en normalisering frem. Det er, som om man ser på sygdommen som en isoleret størrelse i stedet for at se på det psykisk syge menneske og hans behov. Sat på spidsen – så ligner det her et forsøg på at kontrollere galskaben.

Vi kan simpelthen ikke klare, at folk opfører sig mærkeligt,'' siger hun og understreger, at hvis folk er så dårlige, at de er til fare, så er der jo netop lovhjemmel i psykiatriloven til at indlægge og behandle disse mennesker.

''Men tvang for at normalisere en person, så han passer ind i vores vedtagne normsæt, det tror jeg ikke på,'' siger hun. ''For mig er det vigtigt, at vi accepterer disse mennesker og hjælper dem med at klare en hverdag, så de får noget ud af tilværelsen på det plan, de nu kan – og ikke er til gene for andre.''

Britta Løvbo vil dog også gerne

Side 44

fremhæve, at der vitterligt er sket forandringer med hensyn til samfundets opfattelse af de sindslidende: ''Tidligere mente man, at de skizofrene aldrig kunne klare sig selv uden for hospitalet. Men det kan mange skizofrene i dag. Og ikke kun på grund af medicin:

Vi har fundet ud af, at man kan tale med disse mennesker og indgå kontrakter med dem. At man kan lære dem at leve med deres sygdom.''

Overlægens ansvar

Britta Løvbo, der har været med i det forberedende arbejde ved revisionen af psykiatriloven i 1995, er også faldet over det nye lovforslags paragraf 20, stk. 1, der handler om, at indberetningerne om brugen af tvang til de centrale sygehusmyndigheder nu skal indeholde oplysninger om patientens identitet.

''Det er godt og rigtigt, vi skal dokumentere vores anvendelse af tvangsforanstaltninger. Det giver myndighederne mulighed for at se, hvad der sker rundt om på de enkelte sygehuse, så man kan sammenligne, om der eksempelvis bruges mere tvang nogle steder end andre. Men hvorfor skal indberetningerne ske med opgivelse af navn og personnummer? Det kan jeg ikke lide. Det giver mig igen den her følelse af Big Brother is watching you.

Når forslaget er fremsat, hænger det sammen med, at man på de nuværende indberetninger ikke kan se, om de anvendte tvangsforanstaltninger omfatter få eller mange patienter. En enkelt urolig patient kan drive statistikken i vejret, så afdelingen kommer til at fremstå som et sted, hvor man bruger meget tvang. Det er fint nok, at man nu vil have nogle bedre statistikker, men det må kunne gøres på anden vis end ved at ophæve patienternes anonymitet.''

En tredje ting i lovforslaget, Britta Løvbo er faldet over, er paragraf 4 a, der taler om, at en beslutning godt kan træffes af en anden læge i overlægens fravær – også hvis det drejer sig om at tvangsfiksere patienten med hånd- og fodremme.

''At lægge folk i fod- og håndremme er næsten tortur. I hvert fald et dybtgående indgreb over for en patient – langt mere end bæltefiksering. Så det mener jeg kun må kunne ske på overlægeindikation. Fod- og håndremme kan være nødvendigt, men det skal være svært at bruge det.

Jeg ved godt, at en sådan indvending indebærer en dyr vagtordning, men det strider mod min retsbevidsthed, hvis så omfattende et indgreb mod en patient ikke træffes af den behandlingsansvarlige overlæge,'' siger hun.

Britta Løvbo er til gengæld fuldt tilfreds med lovforslagets paragraf 21, der taler om, at det er overlægen, der til stadighed har ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling, tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre omfang end nødvendigt.

Netop dette kan være en god retsgaranti for patienten, fordi der her er en person, man kan holde ansvarlig, mener hun.

Nøgleord: Psykiatri, psykiatrilov, tvang.