Boganmeldelser

SYGEPLEJERSKER I FRONT HOS DE ALLIEREDE

Eric Taylor

Front-Line Nurses
British Nurses in World War II

London: Robert Hale Limited 1997
182 sider, 18.99 britiske pund 

Litteratur om Anden Verdenskrig i form af skønlitterære bøger, erindringer og forskningspublikationer er udkommet i et hidtil uset omfang i forhold til en enkelt historisk begivenhed siden krigens slutning i 1945.

Men i hele denne mængde af udgivelser kan det give anledning til undren, at sygeplejen kun er meget tyndt omtalt. Det gælder ikke kun i Danmark, hvor det måske er forståeligt i kraft af den i denne sammenhæng trods alt nådige form, vi slap igennem krigen på.

Den stigende interesse for historien, som har præget sygeplejen gennem de senere år, er imidlertid nu også nået til dette kapitel i sygeplejens historie på godt og ondt.

Mest velkendt for danske læsere er vel den tyske sygeplejehistoriker Hilde Steppes forskning om tysk sygepleje under nazismen.

Men hvordan var det på den anden side af krigens fronter?

Det er den historie, Front-Line Nurses beskæftiger sig med på 182 sider + noter, billeder med mere.

I 14 kapitler gennemgår forfatteren sygeplejerskernes tilstedeværelse og aktiviteter under krigens gang fra begyndelsen i Frankrig og Norge, tyskernes bombardementer over England, over slagene i Nordafrika, landgangene og slagene i såvel Italien som Normandiet og mødet med koncentrationslejren Bergen-Belsen.

Billedet rundes af med et kapitel om rædslerne i det fjerne Østen.

Forfatteren har baseret sit arbejde på samtaler med en række enkeltpersoner, som var med. Samtidig har han kunnet bygge på sin ganske betragtelige viden, samlet i forbindelse med hans tidligere forfatterskab, herunder også breve og dagbøger fra soldater, der var i berøring med den sundhedstjeneste, der stod til rådighed for de sårede og syge.

Fag og følelser

Der er ingen tvivl om, at forfatteren nærer en dyb respekt for sygeplejerskernes indsats.

Enkeltpersoners uselviske optræden under voldsomme beskydninger, deres mod til at rykke helt frem tæt ved frontlinierne og deres dødsforagt i forbindelse med, at man begynder at flyve de hårdest sårede ud med små skrøbelige propelmaskiner.

Der er heller ingen tvivl om forargelsen over de lemlæstelser og døde, det kostede, at såvel frontlinie-nødstationer, som patienttog og køretøjer, hospitaler og hospitalsskibe alle mærkede med store og tydelige røde kors af tyskerne blev bombet ubarmhjertigt stik imod, hvad efterlevelsen af Genève-konventionerne tilskriver.

De horrible lemlæstelser, de psykiske reaktioner hos frontsoldaterne, epidemiske sygdomme, døden og håbet trods alt træder tydeligt frem, og i glimt kommer sygeplejerskernes tanker og følelser som professionelle og som mennesker frem i forbindelse med disse beskrivelser. Men det er kun i glimt, og det er svagheden ved historien, som den er fortalt.

Meget ofte søges beskrivelsen lettet med fortællinger om, at der midt i dette ragnarok af død og menneskelig lidelse også blev tid til selskabelige besøg hos de militære enheders messer, og om nogle af de romantiske forbindelser, der opstod, og hvoraf mange blev vedvarende.

Det er forståeligt, for dermed har fortællerne utvivlsomt kunnet overvinde noget af erindringens gru og de etiske dilemmaer, der fornemmes hos en profession, der var og er uddannet til at bevare menneskeliv. Men fortællingen bliver nogen steder mere overfladisk, end den fortjener.

Stærkest kommer sygeplejerskernes personlige tanker om bagsiden af de kæmpende politikeres og generalers fortsatte offensive initiativer nok frem i beskrivelsen af de sidste måneder af krigen.

Meningsløsheden i de uhyrlige ofre, som den menige soldat og civilbefolkningen betaler ved disse aktiviteter, berører sygeplejerskerne dybt.

Bogens sidste to kapitler om sygeplejerskernes møde med koncentrationslejrens gru og oplevelserne i det fjerne Østen er de svageste. Man fornemmer, at kapitlerne er med, fordi det er en del af historien, men forfatteren har først og fremmest interesseret sig for sygeplejerskerne i relation til krigen om Europa.

Bør følges op

Historien om de britiske sygeplejerskers virke under Anden Verdenskrig fortjener, at nogle af de engelske sygeplejehistorikere følger den op med arbejder, der tager udgangspunkt i professionelle temaer. Kun derved kan vi komme tættere på den viden og lærdom, professionen kan drage af den krig og de involverede personer.

Men den foreliggende bog er vedkommende, dels fordi den giver et overblik over, hvor sygeplejerskerne var med, dels fordi den afdækker, at sygeplejen under disse krigsforhold er præcis lige så blodig og gruopvækkende som den krig, Florence Nightingale kom ned til.

Vilkårene, hvorunder sygeplejen udøvedes, var på nogle punkter blevet bedre.

Penicillinens opfindelse, organiseringen af felt-sundhedstjenesten med kvalificerede læger, sygeplejersker og andre og ikke mindst muligheden for at flyve patienterne ud åbnede muligheder for at redde flere, foretage færre amputationer, sætte ind med tidligere behandling også over for de psykiske traumer.

Bogens omfattende referenceliste og bibliografi giver grundlag for, at den interesserede kan komme dybere ned i temaer af særlig faglig interesse.

Men det fornemmes klart, at forfatterens intention med at skrive bogen først og fremmest har været et ønske om at udtrykke sin respekt og beundring for sygeplejerskernes rolle og tilstedeværelse på krigens bagside, hvilket følgende citat af en veteran vel beskriver med stor enkelhed: ''They did more for the wounded soldier than all the pain-killers put together.''

Af Kirsten Stallknecht, sygeplejerske, formand for den internationale sygeplejerskeorganisation ICN. 

KOMPETENCE I MENNESKELIG SAMHANDLING

Astrid Bergland, Svein Bøe, Bjørg Christiansen, Gunn Engelsrud, Arild Guldbrandsen, Sigurd Haga, Kristin Heggen, Simon Michelet, Geir Høstmark Nielsen, Gunnar Waldermo, Ingvil Øien

Praksis

Velferdsyrkenes kunnskapsgrunnlag?

Oslo: Tano-Aschehoug 1997
154 sider, kr. 260 

Hvilke kundskaber bruger en pædagog, en psykolog, en fysioterapeut eller en sygeplejerske i sit arbejde med mennesker?

Et velfærdsjob opfattes her som en forkortelse af velfærdsstatens job. Det er et job, som leverer tjenester til befolkningen med henblik på at opfylde det offentliges ansvar for sundhed, velfærd og uddannelse. En af udfordringerne for velfærdsuddannelserne er at kunne sætte ord på praktisk kundskab og at kunne sætte ord på egen fagforståelse.

De ti artikler er skrevet af forfattere, der til daglig arbejder med undervisning og vejledning ved forskellige højskoler og universiteter i Norge. Artiklerne bygger på indlæg fra en uddannelseskonference i 1996. Et fællestræk for de repræsenterede uddannelser er, at praktikkundskaber er nødvendige for den kompetence, der kræves i jobbet. Jobbets udøvelse kræver direkte kontakt med mennesker og betinger kompetence i menneskelig samhandling. De specifikke kundskabskrav i velfærdsuddannelserne er ikke ens. Det betyder, at uddannelserne må baseres på forskellige typer af kundskab. Systematisk videnskabsbaseret kundskab må forenes med personlig kundskab. Modstridende og måske uforenelige værdier som effektivitet, lønsomhed, omsorg og medmenneskelighed skal realiseres samtidigt, hvilket stiller store krav i de forskellige uddannelser.

Velfærdsuddannelserne har i de seneste års kundskabsdebatter peget på, at forholdet mellem kundskabsteorier og person må tænkes tættere, end der tidligere har været tradition for. Det betyder, at der er særlige krav, når praksis er basis for læring. Her må den teoretiske kundskab integreres med praksisfeltets erfaringsverden og tavse kundskab. Artiklerne behandler vigtige temaer og problemstillinger, der viser, hvor mange modsætningsfyldte krav, der stilles til elever og studerende i de forskellige uddannelser. Bidragsyderne giver eksempler fra læreruddannelsen, pædagogikstudiet, sygeplejerskeuddannelsen, psykologi og fysioterapi. Læseren får ikke svar på, hvordan man løser problemerne, men får mulighed for at udvikle en større bevidsthed om kompleksiteten i omsorgsarbejdet. Hvad er det, der er på spil, når man er i uddannelse i dag, når det gælder kompetence i omsorg? Hvad er det for et kundskabsgrundlag, offentlig omsorg og omsorgsarbejde bygger på? Hvilke krav stilles til klinisk vejledning? Hvorfor vægtes teoretiske studier højere end de praktiske? Kan vi forebygge konflikten mellem teori og praksis i velfærdsuddannelserne?

Artiklerne giver et spændende udspil i forhold til, hvad kundskab er, og forholder sig kritisk til traditioner.

I Danmark arbejder vi også med, hvordan kundskabsudvikling finder sted i såvel teori som praksis. Bogen er et vigtigt bidrag til den nødvendige debat om læring i velfærdsuddannelserne og de særlige samfundsvilkår, læringen befinder sig i. Bogens målgruppe er sygeplejersker og studerende, som arbejder med undervisning og vejledning i deres hverdag.

Af Vibeke Frimodt, afdelingslærer, Danmarks Sygeplejerskehøjskole, afdelingen i København.

Mødet med børn ved alvorlige hændelser

Atle Dyregrov, Magne Raundalen og Berit Reppesgård Grung

Barna på intensivavdelingen

Oslo: Forlaget Sykepleien 1996
160 sider, nkr. 160,- 

Hvordan børn skal mødes, som patienter eller som pårørende på intensivafdelinger, er temaet. Erfaringer og viden om børn på intensivafdelinger er her bearbejdet for at udbrede kundskab og fremme holdninger, som kan forebygge psykiske eftervirkninger af traumatisk sygdom og alvorlige livshændelser.

Sygeplejersker og psykologer har indsamlet patienthistorier, som er almindeligt forekommende på intensivafdelinger. Her er historier om spædbørn og teenagere og om børn, der er pårørende til syge eller døde. Her er historien om Håkon på 16 måneder, der er intuberet. Historien om en toårig pige, som er opereret for en svulst i maven. Om familien, som mister sit eneste barn, en dreng på fire år. En seksårig med meningitis. En 14-årig kronisk respiratorpatient. Familie på fem efter en trafikulykke. Moderen, som har forsøgt at suicidere.

De konkrete situationer bliver kommenteret og diskuteret. Hvordan hjælper man en mor med skyldfølelse? Er barnet medgørligt, fordi det er trygt, eller fordi det resignerer? Hvordan informerer man en seksårig og en tolvårig? Hvordan taler men med et døende barn på syv år, som er intuberet?

Der er mange og meget anvendelige forslag til, hvordan man kan møde børnene og få ideer til organisering af omsorgen for børn i egen afdeling.

I stikordsregistret kan man finde de temaer, som er behandlet i de enkelte patienthistorier, så man har et nyttigt arbejdsredskab, når man har at gøre med børn i akutte situationer eller på anden måde er i berøring med børn og deres familie, når en dramatisk hændelse har ført til indlæggelse på sygehus. 

Af Dorthe Buhl, klinisk sygeplejelærer på intensiv afdeling, Amtssygehuset i Gentofte.