Faglig kommentar: Østerskompagniet

De tilhører en generation, der surfer hjemmevant på Internettet, går i plateausko eller med Casper Christensen-briller. De føler sig ikke tiltrukket af sygeplejen.

Faget sælger ikke sig selv længere, så spørgsmålet er, hvordan man får dygtige unge kvinder og mænd til at søge ind på sygeplejestudiet. Med et fald på 20 pct. i den samlede ansøgerskare har sygeplejen på længere sigt et problem.

Den såkaldte taxameterordning er trådt i kraft, pengene følger de studerende, så uden studerende ingen likvide midler. Tidligere blev unge kvinder med trang til at være noget med mennesker ofte sygeplejersker. Det bliver de ikke mere. De vælger at blive pædagoger, fængselsbetjente eller lærere, på trods af at der nogle steder i landet kræves en højere eksamenskvotient på de uddannelser end i sygeplejen.

Der tænkes i pr-baner som aldrig tidligere i sygeplejens historie. Om det skal være nøgleringe, plakater i S-togene eller indslag i lokalradioerne, der skal til, skal jeg ikke udtale mig om, men jeg mener, sygeplejeskolerne bør leve en mindre anonym tilværelse, end de gør nu.

Når jeg fortæller, at jeg er sygeplejelærer, er modspørgsmålet hyppigt: ''På hvilket sygehus er du så?'' Sygeplejeskole er en komplet ukendt betegnelse for de fleste. Antagelsen er, at sygeplejersker nok uddannes i nogle små, lumre lokaler rundt om på landets sygehuse. At der faktisk er tale om institutioner med op til 1000 studerende, ved de færreste.

Man kunne starte med at synliggøre sig udadtil. I Vejle så jeg denne sommer et stort skilt ud mod hovedvejen. 'Vejle Amt, sygeplejeskolen' stod der. Ikke til at tage fejl af. En god ide.

Vis faget frem

Hvis tvivlende unge kvinder eller mænd vælger at besøge en sygeplejeskole, når der inviteres til åbent hus, kan de med rette spørge sig selv, om de er havnet i kantinen på et rådhus i provinsen eller i aulaen på en folkeskole.

Jeg har godt nok kun sat mine ben på syv sygeplejeskoler, men alle steder har der visuelt været tale om en næsten total fornægtelse af, hvad uddannelsen drejer sig om.

Anegalleriet finder man derimod overalt. Nyuddannede, uniformerede sygeplejersker med benene kysk anbragt i samme retning. Sildeben i mere end en forstand. Nutidige billeder af en spraglet og mere afslappet flok.

Og så ellers en mængde forstemmende vægtæpper i brunlige nuancer med frynserne hængende bedrøvet ned ad væggen. Den pæne kunst, reproduktionerne, der er gangbare alle vegne, de fornærmer ingen, men siger intet om sygepleje. Opslagstavler, som ingen rydder op på. Gamle, vinde og skæve opslag om alt fra salg af pusleborde til sommerhusudlejning på Sejerø. Ingen spor af faglighed.

Det emmer ikke af studiemiljø, engagement eller tegn på, hvad faget har at byde på.

Hvorfor ikke erstatte nogle åkander og rapænder med store, sort-hvide billeder af sygeplejersker på arbejde. Illustrere kontakten med gamle, ensomme, opererede og spædbørn. Vise hjemmesygeplejersken, sundhedsplejersken, intensivsygeplejersken, anæstesisygeplejersken og alle de andre i funktion. De billeder vil sætte flere spor end alt det andet, for billeder gør noget ved beskueren.

Jeg husker stadig et billede af en sygeplejerske og et nyfødt barn, som jeg så i London for mere end et år siden. Sygeplejersken holdt barnet op mod sig, og barnets lille, fosterfedtindsmurte fod hvilede på hendes uniformslomme.

Billedet var hverken sentimentalt eller glorificerende, det viste blot, at sygeplejersken kunne lide barnet, kunne lide sit arbejde, og det må være det, der skal formidles. At det er værd at blive sygeplejerske, og at faget er baseret på nogle bestemte værdier og holdninger.

Forudsætningsanalyse

I øjeblikket er jeg i kontakt med en sympatisk og begavet studerende, som helst ville have været kiropraktor. Sygeplejen havde hun som fjerde prioritet. Hun giver sygeplejen en chance, fordi hun er blevet positivt overrasket over det faglige indhold i uddannelsen og fagenes forskellighed. Det er selvfølgelig godt nok, men forudsætningsanalyse, som vi fro og glade underviser i, når det gælder patienterne, bør tages i brug i forhold til sygeplejeskolernes målgruppe. Hvem er det, man ønsker ind i uddannelsen, hvordan kommer man i kontakt med dem, hvilke informationer har de brug for, og hvor skal disse formidles.

Det skulle nødig blive mere end en dårlig vittighed, at sygeplejeskolerne kaldes 'Østerskompagniet'. Hvorfor? Fordi de skraber bunden.

Den historie er fortalt af en kontaktsygeplejerske, jeg mødte i forbindelse med en eksamen for kort tid siden.