For mange kolleger giver stress

I sundhedssektoren vil der automatisk ske det, at opgaverne vokser i takt med antal ansatte og antal personalekategorier, fordi arbejdet i princippet er uendeligt – det er aldrig gjort færdigt og aldrig gjort godt nok, og det er i øvrigt dårligt defineret.

 Foto. Poul Rasmussen.

De ansatte i sundhedssektoren klager over store psykiske belastninger i form af højt tempo, stort arbejdspres, risiko for fejl, høje emotionelle krav og skiftende arbejdstider. I 1990 og igen i 1995 gennemførte Arbejdsmiljøinstituttet en landsdækkende arbejdsmiljøundersøgelse 'Lønmodtagerundersøgelsen', og den viser, at sygeplejersker er den gruppe, der rapporterer om den største stigning i arbejdsmængden fra 1990 til 1995. Samtidigt viser undersøgelsen fra 1995, at sygeplejerskerne scorer højere på en skala for psykiske jobkrav end nogen anden gruppe på arbejdsmarkedet.

Symptomerne på, at jobbet stiller for store psykiske krav, er, at personalet viser tegn på stress, udbrændthed og har mere sygdom. Arbejdspladsen mærker det blandt andet på det øgede sygefravær, stor personaleomsætning og ved, at der sker flere fejl.

''Det optager meget plads i folks hoveder, at der sker nedskæringer i sundhedsvæsenet, og at de skal løbe stærkt – det er den forklaring, sygeplejerskerne almindeligvis giver, når de skal forklare, hvorfor de har stress. Men kigger man på udviklingen i antallet af ansatte i sundhedsvæsenet over en årrække, så har der faktisk været en konstant stigning. Forklaringen på stress skal derfor findes i andre faktorer, for eksempel at opgaverne i sundhedsvæsenet er vokset,'' siger sociolog og dr. med. Tage Søndergård Kristensen, der er ansat som seniorforsker på Arbejdsmiljøinstituttet.

Han henviser til, at der i 1936 var ca. 4.500 sygeplejersker på de somatiske sygehuse, og at der i 1987 var ca. 20.500. Ifølge Sygehuskommissionens rapport fra 1997 steg antallet af sygeplejersker på danske sygehuse fra 19.695 i 1980 til 25.882 i 1994, tallene er omregnet til fuldtidsstillinger. Antallet af patienternes samlede sengedage har været næsten konstant i de sidste 60 år.

Flere kontakter

Imidlertid er der en række andre interessante tendenser i tiden, som Tage Søndergård Kristensen tror har langt større betydning for det psykiske arbejdsmiljø. Der er sket en kraftig stigning i antallet af ambulante besøg, i antal indlæggelser og en stor reduktion i den gennemsnitlige liggetid pr. patient. Samtidig er kravene til information og omsorg til patienter og pårørende vokset.

''Hvad dette betyder for de ansattes psykiske arbejdsmiljø, kan måske bedst illustreres ved at sammenligne en 'gennemsnitlig' afdeling med tyve senge i 1935 og 1995. I 1935 var der ved de somatiske hospitaler ca. 15 ansatte pr. 20 senge, hvoraf de fire-fem var sygeplejersker og én var læge. På en afdeling med 15 ansatte vil der i alt være 105 mulige interpersonelle relationer mellem de ansatte, idet vi forudsætter, at alle 15 kan have relationer til de 14 øvrige. Tager man en gennemsnitsafdeling i 1995 med 20 senge, er der i alt ca. 80 ansatte, hvoraf de 22 er sygeplejersker og de ni læger. Mellem 80 ansatte er der i alt 3160 mulige interpersonelle relationer. Dette er med andre ord 30 gange så mange relationer som i en tilsvarende afdeling fra 1935,'' siger Tage Søndergård Kristensen.

Den gennemsnitlige liggetid i 1935 var ca. en måned, mens den i 1995 var faldet til seks dage. Det betyder, at en sygeplejerske ser fem gange så mange patienter i de samme senge.

''Samtidig gennemføres der langt flere undersøgelser og indgreb pr. patient, så mængden og kompleksiteten af informationer om hver patient er mangedoblet. Hvis vi lavt sat antager, at der er ti gange så mange informationer pr. patient, betyder det, at der er 50 gange så mange nye patientinformationer pr. tidsenhed,'' siger Tage Søndergård Kristensen.

Situationen i 1935 og 1995 er vist i figuren nedenfor.

Flere personalekategorier

Ud over de store ændringer, der har fundet sted på danske hospitaler, hvis man kigger i det historiske perspektiv, så er der i de sidste 20 år kommet langt flere personalekategorier ind på hospitalerne.

''I Sundhedsministeriets redegørelse fra 1995 vedrørende sygeplejerskeområdet nævner man, at der i 1970 var fire personalekategorier mod 13 kategorier i 1995. Mellem fire personalegrupper er der seks faggrænser og dermed seks potentielle grænseproblemer, mens der mellem 13 grupper er 78 faggrænser at holde rede på,'' siger Tage Søndergård Kristensen, og gør opmærksom på, at det tværfaglige samarbejde ikke bliver nemmere af, at hver personalegruppe ud over hvert deres arbejds- og kompetenceområde også har hver deres sygdoms- og patientopfattelse.

''Alt andet lige vil forandringerne på hospitalerne medføre ændringer for det psykiske arbejdsmiljø,'' siger Tage Søndergård Kristensen.

Konsekvenserne af, at sundhedspersonalet har fået flere kolleger, flere faggrupper, hurtigere udskiftning af patienter og mere intensive behandlingsforløb at holde styr på, er blandt andet:

• Voldsomt øget informationsmængde
• Flere kommunikationsbrist (fejl, misforståelser, modstridende budskaber, mangler)
• Flere koordineringsproblemer
• Flere samarbejdsproblemer og konflikter
• Flere ledelsesproblemer
• Mindre tid til patienter
• Mere spild- og ventetid.

At arbejde med mennesker

Hvis man vil forbedre det psykiske arbejdsmiljø, mener Tage Søndergård Kristensen, at det er en fejlagtig tanke at tro, at problemet med den store arbejdsmængde kan løses ved at ansætte ekstra personale.

''Det er en tankegang, der tager udgangspunkt i den industrielle produktion. I skolen har vi lært, at hvis ti mand kan grave en grøft på to uger, så kan 20 mand grave grøften på én uge. Det er en tankegang, der ikke kan overføres til at arbejde med mennesker. I sundhedssektoren vil der automatisk ske det, at opgaven vokser i takt med antal ansatte og antal personalekategorier, fordi arbejdet i princippet er uendeligt – det er aldrig gjort færdigt og aldrig gjort godt nok, og det er i øvrigt dårligt defineret. Arbejdet med koordination og kommunikation med andre ansatte vokser også eksponentielt med antallet af ansatte. Derudover har den intensiverede indsats og den kortere liggetid betydning, når man skal vurdere forholdet mellem antal ansatte og antal patienter,'' siger Tage Søndergård Kristensen.

Han mener dog ikke, at det dårlige psykiske arbejdsmiljø på hospitalerne skal løses ved at skære ned i antallet af ansatte. Derimod foreslår han, at man blandt andet arbejder på at:

• reducere antallet af interpersonelle relationer
• reducere antallet af faggrupper, for eksempel ved at indføre selvstyrende grupper
• reducere antallet af nye patientkontakter, for eksempel ved at indføre kontaktpersoner
• reducere informationsmængden, for eksempel ved at begrænse informationsmængden til den relevante information.

''Det skal være blivende organisationsændringer, som går ud på at skabe færre faggrupper og bredere jobbeskrivelser. For eksempel har man mange steder servicemedarbejdere, som varetager flere funktioner, social- og sundhedsassistenterne er også et eksempel på en faggruppe, som har et bredt arbejdsområde. På en afdeling handler det om at organisere arbejdet i grupper, hvor mængden af patientkontakter og informationsmængden ikke er uoverskuelig. Nogle af de faktorer, der har stor betydning for, at de ansatte i sundhedsvæsenet trives, er, at de oplever overskuelighed og forudsigelighed,'' siger Tage Søndergård Kristensen.

Når det især er sygeplejersker frem for læger, der beklager sig over et dårligt psykisk arbejdsmiljø, mener Tage Søndergård Kristensen, at det er udtryk for en faglig tradition, hvor læger identificerer sig mere med deres speciale og mindre med sygehuset som arbejdsplads.

''At der er en gruppe ansatte, som ikke føler sig fast tilknyttet til arbejdspladsen, er et dårligt udgangspunkt for at skabe et kollegialt netværk. Det er et forhold, hospitalsledelsen kan være med til at ændre, for eksempel ved at lade lægerne tilbringe det meste af deres uddannelsesforløb på ét hospital eller i ét amt, frem for at de hele tiden skifter,'' siger Tage Søndergård Kristensen.

Drukner i udviklingsprojekter

Der er ikke nogen enkel løsning på, hvordan man skaber et godt psykisk arbejdsmiljø, blandt andet fordi det psykiske arbejdsmiljø – ligesom det fysiske – består af en række forskellige elementer. Det psykiske arbejdsmiljø spænder vidt fra mobning fra kolleger, seksuel chikane, vold, manglende social støtte fra kolleger og til arbejdstidens længde, indflydelse, arbejdspres og informationsniveau, for blot at nævne nogle faktorer. Sundhedspersonalet er også under nærmest konstant pres udefra om at udvikle sig, omstrukturere og spare. Der er krav om ny ledelsesstruktur, ændret ansvarsfordeling, sammenlægninger af nogle afdelinger og opdeling af andre. Der er udviklingsprojekter i gang om elektronisk patientjournal, arbejdspladsvurderinger og kvalitetsprojekter.

''Ofte oplever personalet, at kravene kommer udefra, og derfor er der en passiv modstand mod projekterne. Det er måske projekter, man ikke selv har været med til at udvikle, og som i højere grad skal opfylde ledelsens eller amtets behov end éns egne behov.

Hvis ledelsen hele tiden pålægger de ansatte flere opgaver uden samtidig at sige, hvad der til gengæld ikke skal prioriteres, så er det en dårlig ledelse,'' siger Tage Søndergård Kristensen.•

Nøgleord: Arbejdsmiljø, Arbejdsmiljøinstituttet, baggrund, projekt 'En god arbejdsdag', psykisk arbejdsmiljø.