Hun bliver aldrig sig selv igen

Når huden brænder væk, sker der en massiv skrumpning, hvor den normale, uforbrændte hud trækkes ud i ekstremer. Det er bl.a. derfor, halsen er væk og underlæben trukket helt ned mod brystet, forklarer overlæge på Hvidovre Hospital.

Shabana ville aldrig kunne blive den kønne pige, hun var, før hendes mand satte ild til hende – heller ikke selv om hun var blevet behandlet af lægerne på specialafdelingen for brandsår og plastikkirurgi på Hvidovre Hospital.

''Men resultatet ville blive et ganske andet end det forfærdelige, vi nu er vidne til,'' siger overlæge Søren Partoft, der synes, at man næsten ikke kan gøre noget værre mod sine medmennesker end det, der er sket her.

''Og så for ussel mammons skyld,'' siger han og tilføjer:

''Det, der næsten ryster mig mest, er, at konebrænding er et alment kendt fænomen i Indien. At myndighederne bare ser igennem fingrene med disse overlagte mord og mordforsøg.''

Søren Partoft fortæller ud fra billedet af den forbrændte Shabana, at det indiske hospital har ladet en meget dyb andengradsforbrænding hele op uden at operere Shabana. Når huden brænder væk, sker der som her en massiv skrumpning, hvor den normale, uforbrændte hud trækkes ud i ekstremer. Det er bl.a. derfor, at Shabanas hals er væk og hendes underlæbe trukket helt ned mod brystet. Det samme er tilfældet med hendes fingre, der på grund af hudmangel er trukket bagover. Højre underarm og overarm er derimod smeltet sammen, fordi huden her er brændt væk.

Det oplyses (1), at omkring 38 pct. af huden på Shabanas krop er brændt, og ifølge Søren Partoft skal det nok passe:

''Billedet viser ganske vist kun hendes overkrop (så det forbehold må jeg tage), men regner vi med en hel kropsforside, er det 18 pct. Huden på hver arm udgør ni pct. af kroppens hudoverflade, og ud fra billedet at dømme vil jeg mene, at Shabana når op på 15 pct. for sine to arme – hvis ikke mere.''

38 pct. lyder af meget og ser voldsomt ud, men ifølge Søren Partoft kan et menneske overleve med både 90 og 99 pct.-forbrændinger på kroppen:

''Men man skal være ung og rask, for det kræver kolossale ressourcer af kroppen at klare så ekstrem en belastning. Typisk overlever folk med 60 pct.-forbrændinger.''

Ud over at være ung og rask kræver det også tilstrækkelig væskebehandling, hvis man skal overleve forbrændinger som Shabanas. Ifølge Søren Partoft er det sikkert også det eneste, de indiske læger har foretaget sig med Shabana lige efter ulykken. Hun har fået tilført væske nok til at kunne overleve, men ellers er der ikke foretaget de transplantationer, man straks ville være gået i gang med på Hvidovre Hospital.

''Alt i alt er det i vore øjne en helt utilstrækkelig behandling, Shabana har fået af sine brandskader. Og hendes udsigt til nogensinde at blive et normalt menneske igen er lig med nul,'' siger Søren Partoft.

Besværlig rekonstruktion

På Hvidovre Hospital opererer lægerne jævnligt patienter med både 40, 50 og 60 pct. kropsforbrændinger.

''Det er store operationer, også i vores regi,'' siger Søren Partoft og fortæller, at lægerne går i gang hurtigst muligt med at operere, når de får patienten ind:

''Der er ikke noget at hente ved at udskyde operationen. Det eneste, vi venter på, er vores blodprodukter. De skal være i orden, før vi kan gå i gang. Det kræver

Side 17

nemlig mange transfusioner at operere patienter med brandskader. Som tommelfingerregel gælder det, at én pct. forbrænding kræver én portion blod. I Shabanas tilfælde ville det altså dreje sig om ikke mindre end 38 portioner blod.''

Dybe brandsårsskader som Shabanas behandles herhjemme med transplantationer af egen hud og eventuelt også donorhud. Resultatet er naturligvis derefter – både funktionelt og kosmetisk, men Søren Partoft understreger, at selv med den allerbedste og mest moderne behandling kan patienten aldrig blive som før. Det kan man simpelthen ikke med så alvorlige forbrændinger. Men var Shabana havnet på Hvidovre Hospital, var hun aldrig kommet til at se ud som nu.

''Naturligvis kan en plastikkirurg også gøre noget ved Shabanas senskader og give hende bevægelighed igen i hals og arme, men i og med at hendes sår har fået lov til at hele op af sig selv, er der dannet en masse arvæv, som gør rekonstruktionen utrolig svær.

I første omgang skal kirurgen løsne de sammentrækninger, der er sket, og bagefter skal hendes hals og arme rettes ud.

Der skal dog ikke megen fantasi til at forestille sig, at skærer man hende fra øre til øre for at løsne, vil der fremkomme en kæmpe defekt, som vil vise, hvor meget hud der mangler på selve halsen. Jeg tror, der vil blive tale om et areal på omkring 20 gange 30 cm, som skal dækkes med et transplantat.

Og med hensyn til hendes arme og hænder tror jeg også, der bliver problemer. På grund af skrumpningen er fingrene bøjet bagover.

Det er ikke til at vide, hvilken funktion man kan opnå, når senerne har været påvirket så ekstremt som her. I det hele taget viser billedet af Shabana en stort set hjælpeløs person. Hun vil have svært ved overhovedet at kunne klare egenomsorgen,'' siger Søren Partoft.

En stor opgave

– Hvordan er smerterne ved så store brandsårsskader?

''Skrækkelige, når skaden sker, men bagefter er det ikke det værste. Det ved vi fra vores patienter. Ved de dybe anden- og tredjegradsforbrændinger er smerterne ikke større end andre sårsmerter,'' siger Søren Partoft og peger i den forbindelse på, at sygeplejerskerne i sagens natur beskæftiger sig utroligt meget med sårpleje på en brandsårsafdeling:

''I Shabanas tilfælde er kroppen dybest set ét stort sår. Det kræver en omfattende pleje,'' siger han og tilføjer, at Shabana formentlig har sårdannelser i den hud, der nu er helet op, hvilket indebærer, at hun risikerer at få hudkræft. Hertil kommer, at hun også vil være mere modtagelig for smitsomme sygdomme end raske mennesker.

Patienter med store forbrændinger gennemgår et behandlingsforløb på to-tre måneder på Hvidovre Hospital:

''Det er sjældent, patienten er færdigbehandlet efter den første operation. Der skal som regel flere til, hvilket betyder, at man er nødt til at vente på, at patientens hud skal hele op der, hvor der skal lånes hud. Der går mindst 14 dage, før det sker, så med de helt store forbrændinger vil vi ofte operere med sådant et interval.

I Shabanas tilfælde, hvor det oplyses, at 38 pct. af hendes hud er brændt, ville vi med lidt held have kunnet høste tilstrækkeligt med hud på hende til at dække skaderne ved en enkelt transplantation. Men da der uvægerligt kommer nogle huller i den transplanterede hud i ophelingsfasen, bliver det af og til nødvendigt at reoperere. Derfor kræver den slags store forbrændinger som regel tre-fire operationer, før skaderne er lappet tilstrækkeligt.''

Ud over operationer og pleje kræver indlæggelsesforløbet af en brandsårspatient også en lang genoptræningsfase. Patienten har ligget næsten fladt i sengen og har dårligt kunnet røre sig på grund af forbindinger og transplantater.

Nu skal fysio-og ergoterapeuter i gang. Og samtidig skal der tilføres store mængder proteiner og kalorier til at genopbygge kroppen, fordi store brandskader tærer enormt meget på kroppens ressourcer.

''Man kan sige, det er en virkelig stor opgave at få en svært skadet brandsårspatient på fode igen. Det er næsten den maksimale påvirkning, en levende organisme kan tåle. Derfor er det også så horribelt det, der er overgået Shabana,'' siger Søren Partoft og peger også på de psykiske skader, der kan følge i kølvandet:

''Nogle af de patienter, vi har haft på Hvidovre Hospital med lige så store eller endnu større forbrændinger end Shabanas, ender som psykisk stærke. Andre tager sig selv af dage.''

Litteratur

1. Fjeld, Ivar. Naik, Pushkar. Konebrænding: Penge eller Petroleum 'Sygeplejersken' 51/1997.

Nøgleord: Brandsår, Indien, konebrænding.