Penge eller petroleum

Medgiftssystemet i Indien er et mareridt for unge kvinder. Mange vælger at tage deres eget liv. Denne notits, sakset fra avisen Indian Express, er et eksempel på forældre, der blev afkrævet 'one lakh', d.v.s. knap 20.000 kroner.

Da Shabana blev født, græd hendes far sikkert:

''Åh nej, en pige!''

Hvordan i al verden skulle han bære sig ad med at få hende ordentligt gift?

I Indien er det brudens far, som må betale for at få sin datter gift, og ofte er det mere end to hele årslønninger, der går til medgiften. Jo højere uddannelse brudgommen har, jo højere medgift. Det mest enkle ville have været at få Shabana gift med en mand med ringe eller ingen uddannelse og lade hende flytte ind hos brudgommens familie og på den måde blive mandens ejendom.

I indiske familier med dårlig økonomi sker det ofte, at brudens familie ikke kan klare at betale hele medgiften. Og lige så ofte sker det, at svigerfamilien begynder at plage brudens far om at betale. Kravet om penge bliver fremsat under trusler om, at det vil gå ud over hans datter. Hvis pengeafpresningen ikke fører til noget, kan den unge kvinde være i livsfare. I bedste fald bliver hun 'kun' mishandlet og klarer at flygte tilbage til barndomshjemmet. Men ofte indhenter døden hende, før hun kan nå at komme af sted. Mændene i brudgommens familie hælder petroleum over kvinden i køkkenet og antænder hende. 'Dødsfaldet' indberettes sidenhen som en ulykke i hjemmet, hvor de indiske kvinder buger gas eller petroleum som varmekilde. Køkkenet er det ideelle gerningssted.

Hensigten med drabet er at bane vejen for et nyt ægteskab, så famlien kan få nogle nye medgiftskroner i kassen. Traditionen med konebrænding eller brudebrænding, som det også omtales som, er så indlejret i den indiske kultur, at drabsmændene ofte slipper fri for straf. Da et tilfælde med konebrænding forekom i den nærmeste familie til en af de ansatte på den norske ambassade i New Delhi, pressede ambassadøren på for at få sagen for retten. Brudgommen fik efterfølgende ét års fængsel.

Forbudt ved lov

Helt tilbage i 1948 blev det forbudt ved lov at kræve medgift i forbindelse med indgåelse af ægteskab i Indien. Ifølge en rapport fra FNs udviklingskontor The State of World Report 1997 bliver tallet på fatale konebrændinger i Indien sat til omkring 5000. Men avisen The Times of India antyder, at det er slørede tal, at det faktiske tal nærmere er omkring 30.000 tilfælde. Og hvad værre er, antallet af disse forbrydelser er stigende.

De lærde strides om årsagen til denne udvikling. Men en nærligende forklaring er, at det moderne forbrugersamfund lægger et pres på inderne, som kan se vestlige reklamer på op til et dusin tv-kanaler. Mulighederne for at klare sig i det økonomiske hierarki er små i det klasse- og kastedelte Indien. At sætte ild til sin kone er den hurtigste måde at tjene penge på.

Shabana (tv) var engang en flot ung pige. Hendes kæde om halsen, en indisk Mangal Sutra, viser hendes status som gift kone. Billedet nederst er taget to måneder efter ildpåsættelsen. Foto: Pushkar Naik. 

Kvinden Shabana overlevede, men blev vansiret for livet, fordi hendes mand og hans familie ikke var tilfreds med medgiften.

''Manden, Sayad Yusuf, var en succesrig forretningsmand. Han havde sin egen nærbutik og drev også et bageri. Men han var vældig grådig,'' fortæller Shabanas mor, Shenaz Begam. Selv var hun ikke til stede, da datteren blev udsat for det bestialske overgreb, men hun ved det meste om de begivenheder, som førte til den tragiske hændelse.

''For tre år siden kom min svigersøn på besøg. Han ville umiddelbart have 2000 kr. af mig. Jeg havde ikke så mange penge, så jeg afslog kravet. Så truede han mig. Hvis han ikke fik pengene, skulle jeg snart få at se, hvad der kom til at ske med min datter.

Da han kom hjem, hældte han petroleum ud over min datter og satte ild til.''

Tre år med operationer

Da Shabana blev indlagt på et privat sygehus i Aurangabad i den indiske delstat Maharastra, var 38 pct. af hendes krop forbrændt. Hun overlevede de næste ugers infektioner, og to måneder senere

Side 15

tog lægen et billede af hendes vansirede krop og startede samtidig på en række plastikoperationer. Nu, tre år senere, er hun stadig ikke færdig med behandlingerne.

Hendes store fejl her i livet var at blive gift med den forkerte person. Selv havde hun ikke noget valg, men blev gjort til part i et klassisk muslimsk arrangeret ægteskab. Prisen var høj. Den vansirede krop må hun leve med, og skammen må hun bære resten af sit liv.

For Shabana blev overgrebet nemlig en dobbelt ulykke. En muslimsk mand i Indien har sin grundlovssikrede ret til at have fire hustruer. Han stak af med parrets et år gamle søn, giftede sig igen, og blev hurtigt løsladt fra arresten mod kaution.

Chancen for, at han nogensinde kommer for en domstol, der vil dømme efter loven, er lille. I Indien tager både politi, vidner og selv dommere mod bestikkelse. Og hvis sådanne konebrændingssager kommer for retten, er den politimand, der har efterforsket sagen, ofte overflyttet til et nyt distrikt, beviserne smuldret undervejs, eller vidnerne har frafaldet deres tidligere forklaringer. Dommeren har så ikke noget andet 'valg' end at løslade brandstifteren under henvisning til, at ''tvivlen skal komme tiltalte til gode.''

Artiklen er bearbejdet fra norsk af journalist Grethe Kjærgaard.

Nøgleord: Brandsår, brudebrænding, Indien, konebrænding.