Boganmeldelser

TID OG KROP

Lise Hildebrandt-Eriksen

Senhandicappede – et spejlbillede

København: Foreningen af Danske Lægestuderendes Forlag 1997
68 sider, kr. 98 

Antropologen Lise Hildebrandt-Eriksen har ved hjælp af en etnografisk metode undersøgt rygsmarvsskadede livsvilkår. Undersøgelsen er foranlediget af Paraplegikerkredsen, der havde nogle formodninger om, at det offentlige behandlersystems handlinger og syn på paraplegikerne kunne have en afgørende betydning for disse menneskers senere liv efter det mere akutte forløb. Undersøgelsens udgangspunkt er ti interview af sen-handicappede para- og tetraplegikere, og på baggrund heraf udleder forfatteren nogle væsentlige karakteristika vedrørende krop, tid, kommunikation, stigmatisering og livsrum.

Forfatteren har konstrueret tre livshistorier for at præsentere væsentlige data om sen-handicappede livsvilkår. Jeg finder ikke, at denne form for konstruerede livshistorier har nogen synderlig værdi, idet jeg savner den autentiske fortælling, som er springbrættet til en dybere forståelse af det enkelte menneskes livssituation.

Bogen indeholder følgende analysekategorier, der er fremkommet på baggrund af de ti interview: krop, tid, kommunikation, stigmatisering og livsrum. Interviewene er suppleret med udtalelser fra forskellige repræsentanter for personalegruppen på genoptræningshospitalet, herunder også sygeplejersker.

Tid, som et af perspektiverne for den sen-handicappedes oplevelser af behandlingssystemet, er en interessant vinkel. Her ser det ud til, at tiden også får betydning for oplevelsen af autonomi og egen kropsfølelse. Kroppen kan ligefrem opleves opdelt efter tidsintervaller, alt efter de forskellige behandlergruppers arbejdsområde. Bemyndigelse til at råde over tiden bliver også til et spørgsmål om bemyndigelse til at råde over kroppen.

Forfatteren afdækker også det gammelkendte skisma mellem det helhedssyn, behandlergruppen, herunder sygeplejerskerne, anser som udgangspunktet for plejen, og den måde dagligdagen rent faktisk forløber på.

Der indgår nogle refleksioner om sygeplejerskens samarbejde med den sen-handicappede på genoptræningshospitalet, som er betydningsfulde udsagn om os som faggruppe. Spørgsmål rejses om, hvordan sygeplejerskerne kan skrive i kardex om observationer, de ikke selv havde udført, og hvorfor der ikke er mulighed for aktindsigt i disse optegnelser, når det er muligt at læse lægejournalen. Kardex opleves som en magtfaktor i kommunikationen mellem parterne.

Paraplegikerkredsen håber, at bogen vil blive brugt i undervisningen af ansatte inden for sundheds- og socialsystemet, hvilket er et forståeligt ønske, for der er et stort behov for, at vi anvender litteratur, der afspejler patienter/klienters opfattelse af os som faggruppe samt deres oplevelser i forbindelse med at blive alvorligt handicappet senere i livet. En problemstilling, der også kan rumme andre patientgrupper end mennesker med para- og tetraplegi. Publikationen henvender sig dog mest til en mindre læserskare eksempelvis sygeplejersker, der beskæftiger sig med genoptræning efter rygmarvsskade, idet fremstillingen ikke er befordrende for lystlæsning eller som lærebog.

Af Lis Maaløe, sygeplejelærer, Sygeplejeskolen i Københavns Amt, Herlev.

OPPEFRA OG UDEFRA

Steen Hildebrandt, Majken Schultz (red.)

Fokus på sygehusledelse

København: Munksgaard 1997
500 sider, ill. kr. 428 

Det er en fornøjelse at være i selskab med en buket højtuddannede mennesker, der med deres lange erfaring inden for feltet må kaldes eksperter. Det handler om ledelse, set oppefra og udefra. Læseren præsenteres for en række hændelsesforløb bl.a. indførelse af afdelingsledelser og centerdannelse: Hvad skete der? Hvorfor gik det, som det gjorde? Hvilke erfaringer kan vi tage med derfra? Læseren får indblik i personlige erfaringer, der måske kan være til gavn i kommende projekter.

Bogen favner et væld af tidens organisationsteorier. I nogle tilfælde må det betragtes som appetitvækkere, idet præsentationen af komplekse teorier ikke er forenelig med den korte fremstilling. Nogle af teorierne beskrives ud fra den praksis, de er afprøvede i. Andre er bud på, hvad der skal til, fx hvilken organisationsstruktur der er forudsætningen for patientnære team.

Selv fremtidsforskeren får sin plads, hvilket er relevant for at få lagt den rette kurs, når man ved, hvor svært det er at vende den store skude, som sygehusorganisationen er.

De 25 artikler af 32 forfattere peger ikke nødvendigvis i samme retning. De ser ikke det samme, men deres syn supplerer hinanden til et billede, der sikkert ligger meget tæt på det virkelige billede af sygehusledelse 1997. I hvert fald set oppefra og udefra. Hvis afstanden er stor, kan man få en oplevelse af, at fingeren ikke er helt på pulsen, men det behøver ikke at betyde, at visionen er irrelevant. Patienterne og de ikke-ledende medarbejdere kommer ikke selv til orde. De er ikke glemt, og ligger forfatterne meget på sinde. Den enkelte aktør sættes i et større perspektiv, så man ikke kan undgå at forholde sig konstruktivt kritisk til eget ståsted. Dertil kommer en tydeliggørelse af mange vigtige punkter, hvoraf jeg vil nævne nogle få:

Når Majken Schultz ser både muligheder og problemer i den organisation, hun foreslår, ser jeg det som en vigtig erkendelse, der gælder for alle organisationsformer. Med andre ord må vi være indstillede på at være problemløsere og hjælpe os selv ved at fokusere på mulighederne. Majken Schultz påpeger, at det er vigtigt, at evnen til ledelse accepteres som en anerkendt faglighed. Jørgen Grønnegaard Christensen gør opmærksom på, at mode kan være drivkraft til forandring. I så fald vil man, ifølge Majken Schultz, stille sig tilfreds med en nyvunden legitimitet frem for reelle ændringer. Thorbjörn Meyer beskriver mulighederne i at holde beslutningsprocessen åben længst muligt.

Bogen er skrevet i et godt og tilgængeligt sprog og er spændende læsning. Hver artikel kan danne grundlag for debat i og om den organisation, man selv er en del af. I første omgang appellerer den til ledere inden for sygehusvæsenet, men også ikke-ledende medarbejdere kan have udbytte af den.

Af Sanne Angel, H.D.-O., stud.cur., oversygeplejerske på gynækologisk/obstetrisk afdeling, Randers Centralsygehus.