Boganmeldelser

Fællesskabet og den enkelte

Benny Lihme (red.)

Social Kritik – November 1997

Tema
Globalisering-civil samfund-demokrati
Tidsskrift for social analyse og debat nr. 52/53 – november 1997
150 sider, kr. 140 

Temaet i 'Social kritik' november 1997 er det civile samfund og demokrati med udgangspunkt i den enkelte og fællesskabet.

Jens Christian Jacobsens artikel 'Om erfaring og iagttagelse' distancerer sig fra den meget bombastiske tolkning af Thomas Ziehes tanker, som 'Ny ungdom og usædvanlige læreprocesser' har været udsat for. Som om bogen var en opskrift, der skulle sætte læseren i stand til at diagnosticere børn og unge, og at man af Ziehes værker skulle kunne drage didaktiske principper og pædagogiske anvisninger mod de kulturelle skavanker hos ungdommen, en slags udskillelsesdiagnostik. Artiklen understreger, hvordan Ziehe har bevæget sig fra i 70'erne at være optaget af den psykoanalytiske forståelse af ambivalensbegrebet til i 90'erne at være orienteret mod refleksivitet. Ziehes bestik af moderniteten er, at vores evne til refleksion og selvrefleksion er blevet skærpet, hvilket kan føre til erhvervelse af nye kompetencer. Artiklen viser, hvordan Ziehe tilbyder udfordringer i stedet for intimitet. Samtidig viser den en reflekterende teoribearbejdelse og anskueliggør, at der ikke er opskrifter til direkte anvendelse, men tanker og analyse med afsæt i samtid.

Thomas Ziehe er selv forfatter til artiklen 'Individualisering som det kulturelt forandrede selvforhold'. Her argumenterer han for, at individualisering ikke nødvendigvis kan reduceres til indsnævring, kulturtab, uforpligtethed eller egocentrisme, og at det ikke er et modbegreb til værdifællesskaber. Individualisering er en historisk udformet, samfundsmæssig normal forventning, som betyder, at ''jeg må bruge noget tid på at finde ud af det,'' da jeg selv må finde ud af at leve mit liv. Denne tidstypiske jeg-oplevelse er ikke en konkret livsform, men en socialiserende ramme, inden for hvilken jeg må træffe beslutninger i mit liv. Det kan være til et liv i faste grupperinger og ikke kun til et liv i enlighed og ensomhed. Enhver bør respekteres for sin forskellighed, så jeg – sammen med andre – kan adskille mig fra dem, hvilket er en udfordrende dynamik.

Ziehe ser værdier som etiske forestillinger i henseende til egen livsførelse og normer som moralske regler, alle skal forholde sig til. Moralens område er respekten for den andens autonomi og værdighed, og det er her beskyttelsen af forskelle kommer ind. Det moralske er det almene i Ziehes tolkning, og det etiske er det særegne og specifikke. Værdifællesskabet er kulturen med dens identitet og livsformer. Som etiske personer står vi i et forhold til betydningen af egen livsform. Som moralske personer indgår vi i forpligtelser over for andre. Identifikation og afstandtagen er ikke modsætninger, men skiftende perspektiver. Derved skabes to slags frihedsrettigheder, retten til deltagelse og til at binde sig og retten til at holde sig på afstand. Med baggrund i disse overvejelser mener Ziehe, at muligheden for distance er grundbegrebet for solidariteten, som vi oplever i den moderne socialstat. Socialstatens solidaritetsydelser er anonyme ydelser for borgere, som ikke kender hinanden, og som ikke nødvendigvis forstår hinandens livsformer. Samfundet ses således ikke som et fællesskab, men som en forpligtelse til abstrakt solidaritet med den generaliserede anden.

Ziehe flytter perspektivet frem og tilbage mellem samfundet og det indre og ydre hos den enkelte og viser, at åbenheden er afgørende for at undgå forstening. Den enkelte lærer en refleksiv distance, hvor den autonome position er det modsatte af egocentrisme, fordi jeg-idealet er virkeliggørelse, og det kan kun gøres ved gensidig anerkendelse. Individualisering betyder ikke subjektiv, etisk lovløshed, men mulighed for autonomi.

Øjvind Larsen har skrevet artiklen 'Hvor skal normerne komme fra i det moderne velfærdssamfund?'. Larsens hypotese er, at det civile samfund har afgørende betydning for normdannelsen og dermed for solidariteten i det moderne velfærdssamfund. Han viser, at hvor Kant formulerede frihedens princip, så var Hegel optaget af, hvordan princippet kunne virkeliggøres i det borgerlige eller civile samfund. Larsens konklusion er, at det er i diskussionerne i de mange foreninger og grupperinger, der er så karakteristiske for Danmark, grunden til normerne lægges, og deres gyldighed afprøves. I disse fora i det moderne velfærdssamfund debatteres fælles anliggender med udgangspunkt i hver deres særegne livsområde, farvet af det enkelte områdes særlige interesser. Offentlighederne i de forskellige sammenslutninger griber imidlertid ind i hinanden og skaber en større offentlig diskussion om det almene i det demokratiske samfund, og gyldigheden af normerne afprøves. Normerne kommer fra offentligheden, dem kan staten ikke selv skabe, og de skabte normer vil være afgørende for omsorgen for de mennesker, der ikke kan opretholde deres eget liv.

Heri ser jeg en kobling til den danske sygeplejevirkelighed i de sygeplejeetiske retningslinier, der understreger det vigtige i, at sygeplejersker medvirker til at påvirke sundhedspolitikken. Øjvind Larsen understreger nødvendigheden af at give sit besyv med og deltage i den demokratiske debat, der hvor man er. For sygeplejerskers vedkommende er det ofte med en stor erfaring og viden som ballast.

Af Marianne Mahler, afsnitsleder i Valby hjemmepleje. 

I BØRNEHØJDE

Lise Giødesen
Video: Foto og lyd: Jesper Bæk Sørensen og Vibeke Winding

Et sygehus ligner næsten et virkeligt hus

– om børns tanker og oplevelser på sygehus
Hellerup: LG film 1997/Komiteen for Sundhedsoplysning
Varighed: 30 min.

Filmen er optaget på en børneafdeling, hvor børn i alle aldre med egne ord og tegninger fortæller om deres oplevelser og meninger om undersøgelser, blodprøver, faste, operation, mad, medicingivning, forældrenes tilstedeværelse og personalets indsats.

I situationer, hvor en sygeplejerske, læge eller portør er i kontakt med barnet, er der fotograferet fra børnehøjde, hvilket sammen med de udtryksfulde børneansigter, børnestemmerne, tegningerne og de mange lærerige udsagn fra børnene gør filmen meget fængslende.

Der er mange situationer, som giver anledning til refleksion. For eksempel barnet, der har oplevet røntgenpersonalet sige: ''Han er klar, skyd,'' eller laboranten, der siger: ''Jeg tager en blodprøve.'' Børn oplever udsagn som disse helt bogstavelig. ''Bliver jeg skudt nu?'' Eller ''Tager de alt mit blod?''

Børnene fortæller også om deres tegninger af mere eller mindre traumatiske oplevelser. Børnenes oplevelser af virkeligheden anskueliggøres i deres tegninger, der giver dem lejlighed til at sætte ord på tanker og følelser, så oplevelserne kan blive bearbejdet.

Filmen vil med sine fine beskrivelser af børns oplevelser kunne anvendes i undervisning om kommunikation med og omsorg for syge børn, og den kan give indblik i og forståelse for barnets verden, så bevidstheden om børns behov på skadestuer, voksen- og børneafdelinger øges.

Af Ulla Houborg, sygeplejelærer og sundhedsplejerske, Københavns Amts Sygeplejeskole i Herlev.