Boganmeldelser

SYGEPLEJEPRAKSIS PÅ TEORETISK FORMEL

Anne Vesterdal

Sygepleje – teori og metode, bind 2 + 3

Lærebog for sygeplejestuderende
Dansk Sygeplejeråd Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck
Bind 2: 336 sider, 258 kroner
Bind 3: 437 sider, 278 kroner 

Nu foreligger bind to og tre i Anne Vesterdals lærebogs-trilogi 'Sygepleje – teori og metode'. (Bind et er tidligere anmeldt, der henvises til 'Sygeplejersken' nummer 12/13/97.)

Bind to indeholder kapitler om åndedrættet, kredsløbet, væske- og elektrolytbalance, ernæring, udskillelse samt støtte- og bevægeapparatet. Bind tre omhandler søvn og hvile, smerter, påklædning, sikkerhed, kommunikation, åndelige behov, døden og seksualitet.

Anne Vesterdal har, i modsætning til den tidligere udgave, valgt at strukturere områderne i de to bind efter Virginia Hendersons 14 grundlæggende behov for sygepleje.

Gennem dette valg antydes, at dagens sygeplejersker er galt afmarcherede i deres prioritering af arbejdsopgaver – jeg citerer: ''Man kan blive presset til – eller lade sig presse til – at bruge tiden og kræfterne på at få flest mulige patienter behandlet, deltage i projekter, udføre visse former for behandling med videre, mens patienternes grundlæggende behov forsømmes.'' (Bind to, side 10.)

Valget begrundes yderligere, idet Anne Vesterdal fastslår, at Virginia Hendersons beskrivelse af sygeplejen svarer ganske godt overens med den måde, sygeplejersken i dag betragter sit arbejde.

Jeg ser noget selvmodsigende i de to begrundelser og kunne godt ønske en mere nuanceret og mere faglig begrundelse for dette valg, i modsætning til andre valgmuligheder.

En af de ulemper, jeg kan se, der kan være ved at vælge en sådan normativ teori som ramme for en lærebog, er, at det bliver dét udgangspunkt, der så er det rigtigste.

I Bind et er der indgående gjort rede for Virginia Hendersons teori og ligeledes for de metoder, Virginia Henderson foreslår anvendt i sygeplejen. Når nu valget er truffet, kan det ærgre mig, at Anne Vesterdal ikke har taget skridtet fuldt ud og struktureret det faglige indhold, observationer og sygepleje efter de metoder, Virginia Henderson foreslår. Det ville have betydet en større omskrivning og redigering af stoffet, men værket ville fremstå mere fuldendt i forhold til den nye teoretiske referenceramme. Hovedafsnittene i bøgerne refererer til de enkelte behov, suppleret med afsnittene 'Døden' og 'Seksualitet'.

Et af de nye elementer i bøgerne er, at indledningen til hvert afsnit indeholder en beskrivelse af, hvad den grundlæggende sygepleje omfatter i relation til det pågældende område. Det giver mulighed for at danne sig et billede af fagligt niveau og omfang.

I forhold til de områder, der har fået deres plads i bind to, er der ikke de store indholdsmæssige ændringer sammenlignet med tidligere udgave, ud over sproglige justeringer, der tydeliggør det faglige indhold.

De største strukturelle ændringer er at finde i Bind tre, hvor flere områder har fået selvstændige hovedafsnit, som en logisk følge af valget af Virginia Hendersons 14 grundlæggende behov som styringsredskab.

Afsnittet om kommunikation, der tidligere var en del af afsnittet 'Sansning og perception', er et eksempel. Flere områder er omskrevet og omredigeret, så de fremstår logisk struktureret og giver en bredere forståelse af kommunikationsbegrebet. Der er luget ud i redegørelsen for forskellige kommunikationsteorier, og ikke mindst har begrebet 'Den professionelle samtale' erstattet begrebet 'Terapeutisk kommunikation'. En gevinst, fordi det langt bedre relaterer anvendelsen af kommunikationsteori til sygeplejepraksis.

Et andet eksempel er afsnittet 'Personlig hygiejne', et område der i forrige udgave var en del af afsnittet 'Hud og slimhinder'. Den kraftige omredigering, hvor mange overflødige eksemplificeringer er sorteret fra, betyder, at det teoretiske indhold fremstår mere klart end tidligere. Flere områder er uddybet, så den faglige relevans synliggøres bedre.

En af konsekvenserne af den valgte strukturelle ramme er afsnittet 'Åndelige behov', herunder afsnittet 'Adspredelse og leg'. Især det sidste afsnit bærer præg af generelle betragtninger, jeg synes, det er unødvendigt at bruge spalteplads på. I stedet var relevante litteraturhenvisninger at foretrække.

De foretagne ændringer har gjort bøgerne mere læseværdige og mere anvendelige. Dels fordi den faglige relevans er bedre synliggjort, dels fordi opbygningen er mere logisk og stringent end den tidligere udgave.

Men det er et ambitiøst projekt at lave en lærebog i sygepleje, og jeg mener, at det er lærebogstanken, der er bøgernes største minus. Sygeplejen er så omfattende, at skulle den rummes i én lærebog, skulle den være mindst dobbelt så stor for at få den faglige dybde, der kunne gøre den dækkende for hele uddannelsen.

Den ændring, der er sket med uddannelsen, stiller ændrede krav til de studerende om selvstændighed i såvel kritisk forholden som til variation i litteraturvalg. Der er behov for bøger, som kan bibringe de studerende en basisviden, på hvilken de så selvstændigt skal udvikle deres faglighed for at kunne varetage de komplekse sygeplejeopgaver som færdiguddannet sygeplejerske. En sådan funktion synes jeg, Bind to og tre glimrende kunne have.

De vil være anvendelige for nye og uerfarne studerende, fordi de giver en god indføring i sygeplejens grundbegreber og kan medvirke til at skabe en solid faglig basis i den grundlæggende sygepleje. For de ældre og mere erfarne studerende vil bøgerne dog, på samme vis som den tidligere udgave, få karakter af orienterende opslagsbøger og ikke egentlige lærebøger.

Desværre har man bortredigeret det overordnede register for alle tre bind, som gør bøgerne mere anvendelige som opslagsværk.

Det savner jeg!

Af Marie Louise Holstein, sygeplejelærer på Fyns Amts Sygeplejeskole Svendborg

HANDLINGER VI IKKE KAN FORESTILLE OS

Unni Bille-Brahe

Selvmord – blandt børn?

Odense: Center for selvmordsforskning 1997
93 sider

Center for Selvmordsforskning i Odense er blandt de førende, når det gælder forskning i selvmord og selvmordsadfærd, og centret har hidtil kunnet formidle resultaterne til en bred kreds på dygtig og gennemarbejdet måde. Der er derved skabt baggrund for debat om dette meget svære emne i medierne, blandt fagfolk og i befolkningen.

Den aktuelle bog gør det til sit formål at forsøge at udrydde myter på området og samtidig give oversigt over, hvilken viden der på nuværende tidspunkt foreligger om selvmordsadfærd blandt børn.

Første del er en oversigt over registrerede tilfælde af selvmord blandt børn og unge i Danmark og øvrige nordiske lande, og den angiver problemerne ved registreringen af disse. Ifølge forfatteren tager registreringen dels udgangspunkt i et lille talmateriale, dels er registreringsformen problematisk i forhold til, at selvmord ikke altid fremstår som en mulig årsag til et dødsfald i denne aldersgruppe, fordi det forekommer uforståeligt, at selv meget små børn kan foretage sig handlinger af denne karakter. Forfatteren formoder, at for få dødsfald i disse aldersgrupper reelt klassificeres som selvmord, fordi hverken de professionelle eller familierne kan forestille sig, at børn begår selvmord. Dødsulykker blandt ganske små børn har i nogle tilfælde vist sig at være villede ulykker, noget barnet har gjort med vilje.

Der gøres rede for forskellige bud på psykologiske mekanismer blandt børn og unge, når det drejer sig om opfattelsen af døden som et endeligt og forståelsen af konsekvenserne af selvmordsadfærden. Forfatteren understreger, at når der tales om selvmordsadfærd hos børn, kommer man ikke udenom, at børnene og de unge, uanset deres opfattelse af døden, med deres handling har haft til hensigt at slå sig selv ihjel.

På overordnet plan redegøres for undersøgelser af risikofaktorer og risikoadfærd, og det angives, at strategier for forebyggelse af selvmordsadfærd, ud over at rette sig mod børn og unge, også skal rettes imod forældre og andre, der har at gøre med børn og unge i arbejde og hverdag.

Det store problem ved denne bog er desværre præsentationen af talmaterialet. Talmaterialet i teksten forsøges suppleret med adskillige tabeller og figurer, og her opstår problemerne. Basale anbefalinger for præsentation af talmateriale overses. Flere steder optræder forskellige talværdier i tabelmateriale og den kommenterende tekst, hvilket betyder, at man kommer i tvivl om, hvilke talværdier man kan regne med. Det er ikke angivet i alle tabeller og figurer, om værdierne er absolutte eller procentuelle. Enheder for værdierne mangler. Tabeltekst og figurtekst er mangelfulde, og tabeller kan således ikke læses og fortolkes umiddelbart uafhængigt af teksten. I forsøg på at illustrere talmaterialet har man benyttet sig af flerfarvede figurer, men på grund af ovenstående problemer kommer de til at fremstå uforståelige og uoverskuelige.

Bogen kunne have været et godt indlæg i debatten blandt fagfolk og i befolkningen, fordi kompetente mennesker forsøger at formidle viden om et kontroversielt emne, men ovenstående problemer med præsentation af talmaterialet kommer til at overskygge bogens budskab.

Af Lisbeth Bøggild, sygeplejerskevikar. 

DEN KULTURELLE BAGAGE

Marianne Skytte

Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde

København: Hans Reitzels Forlag 1997
220 sider, 250 kroner 

Første del beskæftiger sig med teoretiske forklaringsmodeller, hvor kultur præsenteres på forskellige niveauer og livssynsanskuelser. Det individualistiske livssyn, som indebærer lige forældrekompetence og familiemedlemmernes evne og rettighed til at tage beslutninger om egen tilværelse, sættes op mod det kollektivistiske livssyn, hvor hierarkiet er tydeligt defineret. Typisk vil det her være faderen, der er familiens overhoved, og den ældste dreng, som overtager rollen ved faderens fravær. De forskellige anskuelser og kulturelle strukturer har konsekvenser for socialarbejderen og sundhedspersonalets samarbejde med familierne. Der er mange overvejelser at gøre sig, dels i form af egen kulturel bagage og den indgangsvinkel, det giver for samarbejdet, dels tanker om, hvordan samarbejdet med en familie med en anden kulturel baggrund bedst kan foregå, så der ikke stilles krav til familien ud fra egne normer.

I samarbejdet med flygtninge er det ofte andre problemstillinger, der er fremherskende, fx traumets karakter og usikkerheden med den specielle status som flygtning.

Med udgangspunkt i Kari Killens teori præsenteres en række kriterier eller mål for forældrefunktionen. Disse kriterier er i øvrigt særdeles anvendelige, uanset om der er tale om hjemlige eller fremmede familier.

Der introduceres ganske mange teoretiske synsvinkler på arbejdet med minoritetsgrupper. Nogle er præsenteret kort, andre er gennemgået og uddybet. Det indebærer, at nogle teorier fremstår nøgternt og uimodsagt, på den anden side er det glimrende at få disse mange indgangsvinkler, idet den blandede kontekst, hvori et samarbejde skal foregå, bliver tydelig og antyder både de overvejelser og de vanskeligheder, der kan opstå undervejs.

Anden del tager udgangspunkt i to cases, der begge handler om børn, der tvangsfjernes, og den dramatik og fortvivlelse, der (for alle parter) følger et sådant indgreb. Emnet belyses yderligere ved introduktion til hjælpeforanstaltninger i hjemmet og plejefamilier, herunder metoder i familiearbejde, blandt andet en familiekonferencemodel udviklet på New Zealand. Undervejs argumenteres der for, at minoritetsgrupper er repræsenteret blandt støttepersoner og i socialforvaltninger. Erfaringer fra England viser, at udviklingsplaner eller modeller til udvikling af metoder i familiearbejdet med minoritetsgrupper kræver ansættelse af medarbejdere med anden etnisk baggrund end den lokale.

Sidste del indeholder nyttige aspekter for arbejdet med minoritetsfamilier. Det vil blive interessant at se, hvor stor gennemslagskraft metodeudvikling og uddannelse i det foreslåede koncept vil få i de nærmeste år.

Bogen er velskrevet og veldisponeret, og der er meget at hente for sygeplejersker i berøring med etniske minoriteter.

Af Gete Bjerring, vicechefsygeplejerske, Amtssygehuset Fjorden.

Omsorg forudsætter æstetisk bevidsthed

Ida Berntsen (red.)
En albatross i stuen
Kunst i helse- og sosialfagutdanningene
Oslo: Tano 1997
155 sider, n.kr. 198 

Måske husker du Babettes Gæstebud?

I Karen Blixens novelle gives der en beskrivelse af et måltid så overdådigt smukt og så velsmagende, at det forvandler det lille samfunds asketiske og knarvorne mennesker til en gruppe smilende og ømhjertede personer. Gennem denne fælles smagssansning bliver måltidet til en kunst. Måltidet træffer dem hver og en på det individuelle, æstetiske og sanselige plan. Måltidet bliver det mirakel, som ved sin sanselighed ændrer den enkelte, så livet efter dette ikke mere er, hvad det var.

Forfatterne til 'En albatross i stuen' siger, at det æstetiske måske er den drivkraft, den vitalitet eller den længsel i os, som peger på noget uden for os selv. De spørger: ''Kan kunst være dette noe, som åpner en port inn til det særegne og det vakre i en selv?'' Svaret giver de i bogen. De vil vise os, at udvikling af æstetisk bevidsthed i os selv gør det muligt at forstå betydningen af det særegne hos andre mennesker. Æstetisk bevidsthed ser de som forudsætningen for ægte omsorg.

Bogen indeholder artikler, skrevet af fire sygeplejersker og en mediciner, ud fra deres erfaringer med at anvende kunst i uddannelsen af sygeplejestuderende. De ser kunsten som noget af det, der kan vende op og ned på vores syn på os selv, på andre og på livet, at det kan være lige så mirakuløst, som var der en albatros i stuen. De vil øge opmærksomheden omkring undervisningsmetoder, som benytter sig af kunst, det være sig malerier, skønlitteratur og digte. Bogen giver indsigt i forfatternes overvejelser på et metateoretisk niveau og viser også, hvordan de har gennemført undervisningen i deres pædagogiske praksis. Vi får mange eksempler på malerier og digte, de har anvendt, og vi kommer med på tæt hold i selve klasserummet, hvor de studerende fortæller om deres tanker og følelser ved mødet med kunsten.

Forfatterne peger på, at vores vestlige tankegang er gennemtrængt af den instrumentelle, objektive fornuft. Der findes en risiko ved det, navnlig at den etiske og æstetiske dimension bliver dysset ned. Fantasi, indlevelse, empati og skaberevne bliver fortrængt og kan blive skjult i bevidstheden. Det kan medføre en fremmedgørelse af os selv og dermed en fremmedgørelse i relation til andre. Skaber vi ikke rum for at udvikle denne del af os selv, bliver det vanskeligt at forstå andre i deres livssammenhænge, at turde møde lidelsen og rumme den.

Forfatterne søger at vælge indhold i undervisningen, så de studerende kan dele tanker og følelser med hinanden om det at være sig selv eller være til stede hos sig selv, og hvad det betyder i mødet med andre mennesker. Det har de bl.a. gjort ved at lade de studerende arbejde med dette digt:

Ett er nødvendig – her
i denne vår vanskelige verden
av husville og heimløse:

Å TA BOLIG I SEG SELV.

Gå inn i mørket
og pusse sotet av lampen.
Slik at mennesker på veiene
kan skimte lys
i dine bebodde øyne.

Den erkendelse, som et digt kan føre til, kan som andre kunstneriske oplevelser optræde pludselig og uventet. Det kan optræde som lyn, der pludselig slår ned, som et mirakel, hvor vi ser noget nyt og anderledes, som hjælper os til at se ind i os selv eller ud til andre. Overraskende – overrumplende, som hvis en albatros fløj ind i din stue.

Forfatterne slår altså til lyd for, at hvis vi vil blive bedre til at yde omsorg, da er det ikke kun på det vidensmæssige område, vi skal udvikle os, da er det i høj grad den følelsesmæssige, indsigtsfulde del af os selv, vi skal give lys og energi.

Som underviser finder jeg bogen meget relevant og ser den som en vigtig inspirationskilde. Har man ingen studerende at øve sig sammen med, er jeg sikker på, man kan prøve alene.

Af Karen Skovgaard, sygeplejelærer, sygeplejeskolen Københavns Amt.