Faglig kommentar: Forebyggelse af brand

Når fru Tut skulle have fyr på cerutten, tog hun gastænderen og tændte for gasblusset, bøjede ned i knæene med hovedet på skrå og cerutten i munden og fik ild i cerutten fra gasflammen. Sådan havde hun altid gjort, når hun fik lyst til tobaksrøg, mens hun var i køkkenet. Sådan gjorde fru Tut stadig, da hun blev gammel og skrøbelig, for sådan kunne hun nu lide det.

Fru Tuts døtre himlede op, når de kom på besøg og overværede ritualet. ''Du brænder øjenbryn og hår af en dag. Brug dog en tændstik eller en af dine lightere,'' skændte de. ''Lad være at pylre sådan om mig,'' svarede fru Tut. ''Jeg passer skam på.'' Til sidst lovede hun at lade være, men familien vidste inderst inde godt, at det løfte formentlig kun gjaldt, til de var ude ad døren.

Fru Tut døde ikke omspændt af flammer, men af noget helt andet og med øjenvipper og frisuren i behold. Hun kom ikke til at indgå i den uhyggelige statistik over dødsbrande, som for nylig er blevet offentliggjort i en ph.d.-afhandling af retsmedicineren Peter M. Leth: Omkommet ved brand. Udgivet i 1998 af Retsmedicinsk Institut, Aarhus Universitet.

Når antal omkomne og dødsrate ved bygningsbrandulykker i de to femårsperioder 1953-57 og 1988-92 sammenlignes, kan man konstatere, at antallet af døde er steget fra 136 til 362 i løbet af de 35 år, hvilket er mere end en fordobling af dødsraten, der angiver antal døde per million indbyggere per år. Peter Leth beskæftiger sig kun med dødsfald på grund af brand. Dertil kan man så lægge et ukendt antal brandulykker, hvor offeret overlever med større eller mindre brandsår eller andre skader.

De vigtigste variabler blandt de omkomne ved bygningsbrandene i perioden 1988-92 var, at offeret var alkoholpåvirket, kronisk alkoholist, handicappet eller havde legemlig eller psykisk sygdom, hvilket kan tilskrives et øget forbrug af tobak og alkohol, et øget antal alkoholister og en ændret befolkningssammensætning med et øget antal ældre og dermed flere sygdomssvækkede og handicappede.

Ildebrand opstået ved tobaksrygning, brug af stearinlys og madlavning er tilsammen årsag til to tredjedele af alle dødsbrandene. Over halvdelen af brandene er rygeulykker. Brændbart materiale for tæt ved elektriske pærer og varmeapparater, glemte brødristere og varmepuder og dementes leg med ild har tilsammen ført til omkring ti procent af dødsulykkerne.

Hovedparten af dødsbrandene (75 procent) opstod i almindelige helårsboliger. 13 procent fandt sted i institutioner for ældre og handicappede. Ofrene blev i de fleste tilfælde fundet døde. Knap halvdelen nåede at blive indlagt, men af disse døde over halvdelen inden for det første døgn. Dødsårsagerne er ligeligt fordelt mellem røgforgiftning og forbrænding, for 10 procents vedkommende er dødsårsagen en kombination heraf.

Socialt og medicinsk problem

Når man ser på, hvilke personer der især er udsatte for at omkomme ved brandulykker, og sammenholder det med den umiddelbare årsag til ulykken, er brandulykker i høj grad et socialt og medicinsk problem. Alkoholpåvirkede og sygdomssvækkede personer har svært ved at håndtere tændstikker, cigaretter og anden åben ild, og de har vanskeligt ved at undslippe, når ilden først er antændt. Dømmekraften er ofte nedsat på grund af beruselse eller demens, og mange gamle har nedsat syn og hørelse.

Peter Leth konkluderer, at de fleste af de dødelige brandulykker skyldes menneskelige fejl, og at de let kunne have været undgået ved almindelig sund fornuft, hensigtsmæssig adfærd og simple forholdsregler. Tekniske hjælpemidler som for eksempel røgalarmer er ikke særligt effektive til at forebygge branddødsfald i de nævnte store risikogrupper. Røgalarmers forebyggende virkning forudsætter blandt andet, at batteriet virker, at personerne kan høre signallyden, og at de reagerer hensigtsmæssigt herpå.

Peter Leth foreslår en intensiveret, forebyggende indsats med oplysningskampagner, der dels er rettet mod risikogrupperne, dels mod plejepersonale og pårørende, da mange i risikogrupperne dårligt kan tage vare på sig selv. Mange personer i risikogrupperne vil i forvejen have hjemmehjælp og hjemmesygepleje, og bopæl på plejehjem eller anden institution yder ikke i sig selv sikkerhed mod dødsulykker på grund af brand. En gammel og svækket person, som rækker ind over et stearinlys, så der går ild i tøjet, kan hurtigt blive en levende fakkel, der ikke står til at redde, når plejepersonalet opdager branden.

Men forebyggelse er ikke altid så enkel, som det lyder, selv om de forebyggende handlinger i sig selv er såre simple. Fru Tuts markering af, hvordan hun så på andres gode råd, er næppe enestående.

'Sygeplejersken' ønsker at tage temaet forebyggelse af brandulykker op. Derfor vil vi gerne i kontakt med sygeplejersker, der kan bidrage med gode såvel som dårlige erfaringer med forebyggelse. Vi vil også gerne have kontakt med plejepersonale, der har haft dødsbrande tæt inde på livet. Vi er også interesserede i at få tilsendt pjecer og lokale instrukser om, hvordan brandulykker søges forebygget på institutioner og i private hjem.