Pip på sjette afdeling

Illustration: Birgitte Ahlmann

Lyset var gråt, og vejret var vådt, og føret var kun for vadere, og jeg var så sur, at nu måtte der gøres noget.

Jeg boede på det tidspunkt i en lille 1-værelses lejlighed i Høje Søborg. Hjemmefra havde vi altid haft en kanariefugl, og jeg havde da også en, der lød det flotte navn Frederik, men den var øjensynlig også påvirket af det kedsommelige vintervejr, koldt og klamt. Jeg havde længe tænkt på at forøge bestanden, så jeg havde sat en lille rede op i buret.

På det tidspunkt havde jeg aftenvagt på Kommunehospitalets 6. afdeling – Psykiatrisk Afdeling. På vej ind til mit arbejde købte jeg på Nørrevold en lille yndig æggegul kanariefugl i fuglehandelen. Det var nok selskab, Frederik manglede.

Den lille fugl var kommet i en diminutiv æske, som jeg egentlig ikke var helt glad for, og det var endda længe før burhønsenes tid. 25 kroner havde fuglen kostet – et anseligt beløb ud af en vikarassistents løn, men som sagt måtte der gøres noget ved al den tristesse.

Det var endnu i kafferationeringens tid. Det var yngste sygeplejeelevs arbejde at indsamle to teskeer kaffe fra de kaffetørstige sygeplejersker. Også denne eftermiddag blev der samlet ind. Eleven kom og inkasserede de to teskeer kaffe. Jeg sad ude på gangen og fik rapport med henblik på den forestående aftenvagt – noget særskilt lokale til den slags fandtes ikke.

Eleven spurgte, om hun måtte dykke ned i min mulepose og hente de dyrebare bønner. Jo, jo, men pas lige på, for der er en lille fugl dernede. Eleven rystede lidt på hovedet. Afdelingssygeplejersken løftede øjenbrynene.

Nogle patienter, som må have passeret bordet, mens vi sad der, fangede straks i flugten, at en fugl i en æske skulle sidde der til klokken 24.00. Aldrig i livet. Det måtte der gøres noget ved. Der var ikke langt fra tanke til handling, og nu fik patienterne travlt. En havde en tom skotøjsæske, en anden cellofan, og klisterbånd lånte man af afdelingen i betragtning af det ædle formål. Det varede ikke så længe, så var kanariefuglen Rikke i fine nye omgivelser.

Der gled ligesom et solstrejf over hele afdelingen til trods for, at det så småt var begyndt at sne udenfor. Alle på afdelingen syntes, at det var så festligt med den lille fugl. Jo, der var rart at være. Et lille eksempel: Hvis en elev spurgte til dagens ekstraarbejde – sådan noget fandtes i de tider – så var det rengøring af pinligt rene skabe. Til gengæld var der meget få hospitalsinfektioner. Rengøringen var vel efter vore dages forhold meget overdreven de fleste steder. Svaret lød fra de uforlignelige afdelingssygeplejersker: Tal med patienterne, det er så vigtigt.

Sankelmark – kaffe

Oversygeplejersken havde ikke sans for humor, men hun var flink og omgængelig. Men af og til følte hun vist, at nu gik det for frit og muntert til, og så mente hun, at det var berettiget med et alvorsord.

Kaffedrikningen var ved at tage overhånd, så vi måtte finde på undskyldninger for, at den fandt sted.

Undskyldningerne var mange. Fødselsdage i den nærmeste familie, kobberbryllupper, jubilæer, ja, alt hvad der kunne vrides en anledning ud af.

Men så en dag kneb det. Basserne var købt – hvad var der at fejre?

En af de to friske fandt på råd. Vi slår da op i kalenderen. Som sagt så gjort, og der stod med småt ud for datoen 6.2.: Slaget ved Sankelmark.

I dag er det vist de færreste, som tillægger Sankelmark betydning, selvom det var en af de få gange i 1864, vi havde en lille sejr over Østrigerne. Vi annekterede den straks som en national helligdag.

Oversygeplejersken spurgte lidt spidst, hvad der nu skulle fejres, og snart kom som fra én mund: Slaget ved Sankelmark. Jeg tror faktisk, der gled et lille smil over hendes ansigt.

Afdelingen var ved at tømmes for dagholdet, så roen var ved at sænke sig over afdelingen. Fugleburet var stillet ud i skyllerummet, og der var jeg på vej ud med et bækken. Jeg standsede midt i rengøringen, for hvad så jeg? Buret var ikke så fint længere. Det fine cellofanlåg med de små huller i var nu et stort gabende hul, og et eller andet sted fra lød et ynkeligt 'piip'.

Side 41

Smurt i sæbe

Jeg lukkede i hast vinduet. Hvor var den lille fugl? Jeg ledte oppe og nede og til sidst nede under bordet, hvor der stod de store 50-literbøtter med brun og grøn sæbe. Rengøringen var så absolut i højsædet dengang, og der i den grønne sæbe sad lille Rikke. Hvor så den ud! Den trådte vande og kom kun endnu mere ned i den seje masse. Der lød trin ude på gangen. Det var kandidaten, som kom på aftenstuegang. Da den var slut, klagede jeg min nød til ham. Han kom med ud og så på elendigheden. Han rystede på hovedet og sagde: ''Den bliver vist aldrig til fugl mere.'' Jeg tror, han så, hvor skuffet, jeg så ud, så han fandt et vandfad, puttede vor lille ven derned – og nej, hvor det skummede! Efter badet lignede fjerene sejlgarnsstykker om den lille krop. I et varmelagen kom den i varmeskabet, og aftenen gled over i nat.

Kl. 24.00 kom afløsningen, og hun fik jo også historien om patienternes store indsats med buret. Varsomt kom Rikke over i den lille æske, men da jeg så ud ad gadedøren, var det regulær snestorm. Jeg tog det lille kræ ind på barmen. Kold måtte den under ingen omstændigheder blive. Jeg steg op i linie 16. Vi, der kom på den tid, kendte efterhånden hinanden, og den hyggelige konduktør kom for at se billetten. Jeg bad ham om selv at finde den i min pose, for jeg havde nok at gøre med at holde styr på det lille væsen inden for mit tøj. Konduktøren så lidt undrende på mig – rablede det nu helt? Men da der lød et ynkeligt 'piip' fra mit indre, var han vist beroliget. Han smilede til mig. Jeg havde angiveligt ikke fået en arbejdsskade på afdeling 6.

Ved hjemkomsten til Høje Søborg pakkede jeg fuglen ud og fik den ind i buret til Frederik, som virkede ret uinteresseret.

Næste morgen vågnede jeg ved glade triller fra buret. Nej, men dog. Den lille 'sejlgarnsfugl' sad som en lille guldklump oppe i reden, og der lå et lille lyseblåt æg. Aldrig så jeg så dejligt et æg! Historien gentog sig de næste fire dage, og senere kom der fem dejlige børn ud af det. Kønne var de ikke til at begynde med, men det blev de, selvom de aldrig opnåede mors fjerpragt. Det var ikke vanskeligt at finde navne til dem: Rinso, Persil, Imi osv.

Senere har jeg hørt, at et godt middel til at hjælpe fugle i 'æggenød' er at smøre dem med sæbe, for så passerer ægget lettere. Det tør vist svagt antydes, at det gjorde det for Rikkes vedkommende. Jeg kan varmt anbefale det.•

Inger Nordestgaard er pensioneret sundhedsplejerske.

Nøgleord: Sygeplejefortælling.