Sygeplejersker tæt på tortur

Fængselssygeplejersken får overladt den halvt livløse, lemlæstede, blødende og forbrændte fange. ''Få ham på benene igen,'' siger bødlerne.

Sygeplejersken ved af erfaring, hvad det går ud på. Hun skal gøre fangen rask nok til, at han igen kan blive underkastet tortur, til at han på ny kan føle smerte.

Hendes faglige etik byder hende at hjælpe, lindre og pleje, og dertil kommer, at det er farligt for hende selv at nægte at udføre ordren.

Hvad gør hun?

Sygeplejersken ved den militære forlægning får ordre om at være til stede i forhørslokalet, så hun kan sikre, at fangen ikke dør under torturen. Hun ved, at hun måske kan redde fangens liv ved at være til stede, men på den anden side gør hendes tilstedeværelse hende medskyldig. At nægte at parere ordre er forbundet med livsfare for hende selv og hendes familie, for hun lever i et militærdiktatur.

Hvad gør hun?

En fængselssygeplejerske bliver bedt om at give fangen en beroligende indsprøjtning, før han skal henrettes, så det bliver lettere at håndtere ham. Hun ved, at sprøjten vil dæmpe hans dødsangst, men hun føler også, at hun derved kommer til at deltage i henrettelsesprocessen. Siger hun nej, vil hendes job være i fare.

Hvad gør hun?

De tre dilemmaer er helt typiske for sygeplejersker i de mange lande i verden, hvor tortur formelt eller uformelt er en del af de strafferetslige og militære systemer, og de lande der anvender dødsstraf.

Sygeplejersker kommer ligesom læger og andet sundhedspersonale tæt på tortur – med frivillig eller tvungen, direkte eller indirekte deltagelse i grusomhederne. Og selvom de ikke deltager, fordi torturen foregår hemmeligt og uden statslig accept, vil de tit have viden om, hvad der sker bag forhørslokalernes lukkede døre. Hvad stiller de op med deres viden, når afsløring af bødlerne medfører afskedigelse, repressalier og måske endda personlig fare for dem selv eller deres nærmeste?

FN skal beskytte

Den danske delegation ved FN's menneskerettighedskommissions sessioner i Genève arbejder sammen med den internationale sygeplejeorganisation, ICN, på at få FN til at sikre sygeplejersker mod forfølgelse og straf, når de nægter at medvirke ved tortur eller andre krænkelser af menneskerettighederne.

Den danske delegation har således bedt FN's højkommissær for menneskerettigheder overveje, hvordan lovgivning og administrativ praksis i medlemslandene kan underbygge respekten for de medicin-etiske principper, som FN vedtog i 1982. Disse principper handler om sundhedspersonalets rolle i forbindelse med fangers beskyttelse mod at blive udsat for tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

''Det er udmærkede regler, FN har vedtaget for sundhedspersonale, der beskæftiger sig med frihedsberøvede mennesker. Men der mangler retningslinjer for, hvordan sundhedspersonalet i praksis kan modstå presset fra overordnede og for eksempel sige fra over for fængslernes tæskehold,'' siger professor Erik Holst, der er vicegeneralsekretær i Det Internationale Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre og medlem af den danske delegation ved FN's menneskerettighedskommission.

''I menneskerettighedskommissionens beretning fik vi sidste år indført et par linjer om, at staterne måtte drage omsorg for, at der ikke sker forfølgelse af sundhedspersonale, som nægter at deltage ved tortur eller anden grusom behandling og straf,'' fortæller Erik Holst.

På menneskerettighedskommissionens møde i Genève i april i år gik Erik Holst et skridt videre og foreslog på den danske

Side 19

delegations vegne, at der indføres sanktioner mod personer eller institutioner, som prøver at tvinge sundhedspersonale til at optræde i strid med de etiske principper, som er vedtaget af FN.

''Vi beder ikke om privilegier for sundhedspersonale, men om sikkerhed for, at de kan optræde, så de beskytter frihedsberøvede personers rettigheder,'' sagde Erik Holst, der er læge og veteran i arbejdet for at fremme respekten for den medicinske etik.

Han var således med, da det internationale lægesamfund i 1975 vedtog den såkaldte Tokyo-deklaration mod tortur.

Risikerer selv straf

Også den internationale sygeplejeorganisation, ICN, forlanger, at der skal stå respekt om sygeplejerskers etik, som klart udelukker en hvilken som helst deltagelse i fysisk eller psykisk tortur.

''ICN er bekymret over, at der er et stigende antal lande, hvor sundhedspersonalet selv bliver frihedsberøvet, fængslet eller tortureret for at yde hjælp til dem, der har behov,'' sagde Dr. Tesfamicael Ghebrehiwet fra ICN i sin tale ved FN's menneskerettighedskommission.

Dr. Ghebrehiwet sagde videre i sin tale til menneskerettighedskommissionen, at det internationale værdisæt for sygeplejersker indebærer respekt for liv, værdighed og menneskerettigheder, og at sygeplejersker har fire grundlæggende opgaver: De skal fremme sundhed, forebygge sygdom, genopbygge sundhed og afhjælpe lidelse. Sygeplejerskens vigtigste ansvar gælder det menneske, der har behov for sygepleje, uanset race, farve, tro eller politisk overbevisning.

ICN henstillede derfor, at FN's menneskerettighedskommission fastslog, at sundhedsomsorg er en menneskeret for alle, også fanger og torturofre. Ligeledes må det fordømmes, at mennesker bliver nægtet sundhedsydelser på grund af race, køn, politisk eller religiøs overbevisning.

Endelig bad ICN verdenssamfundet tage vare på, at sygeplejersker bliver beskyttet mod repressalier, når de yder hjælp til forfulgte, til fanger eller torturofre. Sygeplejersker skulle i det hele taget sikres mod at blive udsat for overgreb, trusler eller mistænkeliggørelse i situationer, hvor de henholder sig til deres faglige etik.

Udsatte sygeplejersker

Ligesom det internationale lægesamfund har deres Tokyo-deklaration om læger og tortur, har sygeplejerskerne deres Singapore-deklaration fra 1975 om sygeplejerskers rolle i forbindelse med pleje af fanger, udbygget med et såkaldt

Side 20

'statusdokument' om sygeplejersker og tortur, der blev vedtaget af ICN's repræsentantskab i Seoul i 1989.

Dansk Sygeplejeråd vedtog i 1992 Etiske Retningslinjer for Sygeplejersker, der også beskæftiger sig med tortur-problemerne og lægger sig tæt op af ICN's statusdokument. Det understreges desuden, at tortur-emnet skal ind i undervisningen på sygeplejeskolerne.

Men ét er flotte erklæringer i FN og ved faglige sammenkomster, noget andet den grumsede virkelighed bag fængselsmure og i militære organisationer.

Det er lukkede og stærkt hierarkiske systemer som fængsler og militære organisationer, der skaber det bedste miljø for tortur, hvad enten den har statsaccept eller foregår i det skjulte, viser talrige undersøgelser.

I en sådan organisation vil sygeplejersken ofte stå alene og i øvrigt have organisationen som arbejdsgiver. Manglende samarbejdsvilje kan medføre alt fra afskedigelse til, at sygeplejersken selv bliver underkastet straf og tortur. De etiske dilemmaer kan være voldsomme og den systematiske nedbrydning af almindelige menneskelige normer psykisk ødelæggende for sygeplejersken.

Den internationale sygeplejeorganisation peger i sit statusdokument på, at sådanne sygeplejersker må sikres støtte:

''De nationale sygeplejeorganisationer må sikre, at deres struktur rummer mulighed for, at sygeplejersker kan søge fortrolig rådgivning, støtte og hjælp i sådanne vanskelige situationer,'' hedder det blandt andet i dokumentet.

Det personlige ansvar

Den internationale sygeplejeorganisations statusdokument vedrørende sygeplejersker og tortur fastslår, at sygeplejersken først og fremmest er personligt ansvarlig over for det menneske, som behøver sygepleje:

''Hvis et offer for grusom, hensynsløs, nedværdigende eller anden umenneskelig behandling eller straf efter sygeplejerskens egen opfattelse behøver sygepleje, så bør intet afholde sygeplejersken fra at give sådan pleje af højest mulig kvalitet.''

Til gengæld bør sygeplejersken ikke acceptere, tolerere eller frivilligt deltage i:

''... nogen form for overlagt, systematisk eller hensynsløs påførsel af fysiske og psykiske lidelser eller andre former for grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling, som bliver iværksat af en eller flere personer på eget initiativ eller efter ordre, for at tvinge et andet menneske til at give oplysninger eller tilståelser og heller ikke af andre grunde'' eller ''nogen form for behandling, som frakender en person den respekt, vedkommende har ret til som menneske.''

Fængselssygeplejersker

Det er ikke kun sygeplejersker i systemer, der anvender direkte tortur, som kan komme i loyalitets- eller samvittighedskonflikt. Også sygeplejersker, der er ansat i fængselsvæsnerne i almindelighed, kan blive sat i etiske dilemmaer, fordi straffens formål i sidste ende er at pine psykisk med indespærring, og fordi mange rutiner – af fangerne – bliver opfattet som nedværdigende og ydmygende.

Derfor fastslår den internationale sygeplejeorganisation, at sygeplejersker, der arbejder for fængselsvæsnerne, ikke bør påtage sig bevogtningsopgaver eller deltage ved kropsvisitationer.

Fængselssygeplejerskerne vil let komme i en loyalitetskonflikt mellem deres patienter, fangerne og deres arbejdsgiver, fængselsvæsenet. I nogle lande, blandt andre Frankrig, drøfter man nu en ny model for ansættelse af fængselssygeplejersker, så de ikke får fængselsvæsenet som deres arbejdsgiver.

Sygeplejersker og dødsstraf

Den grusomste af alle former for straf, nemlig dødsstraffen, foregår i stater, der selv betragter sig som højt civiliserede og gerne fordømmer krænkelser af menneskerettigheder i andre lande. I USA stiger således antallet af henrettelser, og den nyeste medicinske teknologi bliver taget i brug.

På dette område er den internationale sygeplejerskeorganisations holdning klar: Det strider mod sygeplejerskers etik at deltage i nogen form for forberedelse til eller udførelse af henrettelser.

Den internationale sygeplejeorganisation har netop udsendt en klar fordømmelse af dødsstraffen:

''ICN anmoder sygeplejersker og andet sundhedspersonale om at arbejde for dødsstraffens afskaffelse og nægte at medvirke i forbindelse med gennemførelse af henrettelserne.''

ICN's formand Kirsten Stallknecht tilføjer: ''Det er uetisk for sygeplejersker eller andet sundhedspersonale at give dødelige injektioner – og ofte mod deres vilje. Sygeplejersker er verden over uddannet til at bevare liv og lindre smerte. Enhver deltagelse i forbindelse med gennemførelse af dødsstraf gør vold på professionens værdier og underminerer befolkningens tillid til sygeplejersker. ICN anmoder alle medlemmer om at beskytte sundhedspersonale, som nægter at deltage ved henrettelser.''

Nøgleord: Dødssstraf, fængsler, sygeplejersker, tortur.