Synspunkt: Fremtidens sygeplejeskole

øjeblikket foregår der en masse aktiviteter, som er rettet mod uddannelsessystemet i almindelighed og sygeplejerskeuddannelsen i særdeleshed. For eksempel lagde den tidligere undervisningsminister for nylig op til nytænkning på hele uddannelsesområdet, og Evalueringsraporten har peget på nødvendigheden af en ny bekendtgørelse om sygeplejerskeuddannelsen.

I februar måned i år var jeg så heldig at være på udveksling som sygeplejelærer gennem Nord Plus-samarbejdet. Nærmere bestemt besøgte jeg en uddannelsesinstitution i Kokkola – Finland, som måske er et eksempel på, hvordan en dansk mellemlang videregående uddannelsesinstitution vil komme til at se ud i fremtiden, hvis ellers den tidligere undervisningsministers ideer om centralisering af forskellige uddannelsesretninger videreføres.

Finland har nogenlunde samme antal indbyggere som Danmark, nærmere bestemt cirka 5,2 millioner, men landet er væsentlig større i areal. De lange afstande betyder, at man har tradition for, at mange væsentlige tilbud inden for for eksempel social- og sundhedssektoren samt undervisningssektoren er stærkt centraliserede.

Landet lider under stor arbejdsløshed – den har været oppe på cirka 20 procent – men er dog nu så småt begyndt at falde. Inden for et fag som sygepleje er det særdeles vanskeligt at få job, så mange nyuddannede sygeplejersker må rejse udenlands, fortrinsvis til Sverige og Norge. Alligevel har landet valgt fortsat at uddanne sygeplejersker i stor stil på trods af et mættet marked, hvilket efter min mening er bemærkelsesværdigt!

At mange må rejse udenlands efter endt uddannelse afspejler sig også på uddannelsesområdet, idet cirka hver femte studerende i Finland tager på udveksling i løbet af deres uddannelsesforløb. Finland er således meget orienteret udad mod verden, og årsagen er ikke kun at finde i den nyvundne frihed efter sovjetrepublikkens fald.

Den skole, som jeg besøgte, hed Central Ostrobothnia Polytechnic, på finsk Keski-Pohjanmaa Ammattikorkeakoulu eller på svensk Mellersta Österbottens Yrkeshögskola. Som det fremgår af navnet, er der tale om en såkaldt polyteknisk læreanstalt, altså et eksempel på tidligere undervisningsminister Ole Vig Jensens tanker om uddannelsesinstitutionernes fremtid i Danmark.

Læreanstalten har 4 underafdelinger, med studium inden for teknik, det sociale område, handel, jordbrug, pelskundskab og sidst men ikke mindst social- og sundhedsvæsen.

Umiddelbart kan man måske trække på smilebåndet, når man forestiller sig pelskundskab eller jordbrug og sundheds- og sygepleje i samme organisation, og det kan være svært at forestille sig, at det rent faktisk kan lade sig gøre. Men når den første reaktion har lagt sig, går det op for en, at der rent faktisk også kan være visse fordele i en polyteknisk læreanstalt.

En af de mest indlysende fordele var for mig at se, at der på denne skole tilsyneladende var et meget rigt og spændende studiemiljø. Dette var jo et område, som ofte diskuteres indgående i sygeplejerskeuddannelsen.

En anden fordel var den gensidige forståelse og respekt, som jeg oplevede, at de studerende havde for hinanden, og de forskellige fagområder. En sådan start på et arbejdsliv må give gode muligheder for et kommende frugtbart samarbejde på tværs af fag og faggrænser.

I denne forbindelse kan det også være værd at nævne, at for eksempel de sygeplejestuderende i visse fastlagte valgfrie perioder har mulighed for at studere fag, som ikke traditionelt har med grunduddannelsen i sygepleje at gøre. Det kan for eksempel være fag som regnskab og budget, marketing, informationsteknologi og så videre.

Dette må således siges at være en særdeles stor pædagogisk udfordring for en lærer, idet man således kan stå med studerende, der har utrolig forskellig baggrund og forudsætninger for at deltage i undervisningen.

Den tredje store fordel ved den polytekniske læreanstalt er set fra et sygeplejerskesynspunkt, at naboskabet med for eksempel det tekniske studium 'smitter af'. den sygeplejeskole, som jeg besøgte, havde på mange områder det sidste nye og mest moderne udstyr. Det skal måske i denne forbindelse lige nævnes, at Kokkola er en by på størrelse med Holbæk, og den ligger fem timer i tog fra Helsinki!

Endelig havde denne skole et særdeles omfangsrigt internationalt samarbejde. Nogle af de mest eksotiske og spændende samarbejdspartnere var Kina, Nepal og Uganda. Når det handler om kontakter og internationale netværk, så er fordelen ved at være en stor uddannelsesinstitution særdeles iøjnefaldende.

På lærersiden betød det naturligvis, at lærerstaben var sammensat af mange faggrupper med mange forskellige interesser. Dette var især tydeligt ved fællesmøder, seminarer og så videre, hvor min umiddelbare oplevelse var, at sygeplejeområdet var meget lidt synligt.

I den forbindelse træder den store ulempe ved den polytekniske læreanstalt frem. Nogle fagområder er bedre til og tilsyneladende også mere vant til at profilere sig.

Hvis den polytekniske model, hvor forskellige uddannelser samles i samme organisation, bliver virkelighed i Danmark, så er det efter min mening behæftet med såvel fordele som ulemper.

Sygeplejefaget bliver styrket af de tværfaglige/tværsektorielle samt internationale relationer, mens sygeplejerskeuddannelsen risikerer at blive svækket, hvis den taber i konkurrencen med andre uddannelser på læreanstalten.

Så når eller hvis den polytekniske læreanstalt bliver en realitet i Danmark, bør vores faggruppe være klædt på til og forberedt på det uddannelsesmæssige samarbejde med alle dets fordele og ulemper.

Gitte Jensen er ansat ved Sygeplejerskeuddannelsen ved Bispebjerg-afdelingen.