Demensdilemma

De kommuner, der har oprettet skærmede enheder eller andre særlige botilbud til demente, oplever i disse år et nyt problem:

Skal man flytte de demente, når de er blevet så dårlige, at de ikke længere har glæde af de særlige aktiviteter og tilbud?

Mange pårørende vil kæmpe for, at de demente får lov at blive i kendte og trygge omgivelser, til de dør. Men kommunerne står og mangler pladserne til andre demente. Problemet blev taget op på Alzheimerforeningens demenshøring i sidste uge af socialdirektør Stig Kuhlmann, Gladsaxe Kommune:

''Med deres særlige indretning og en tredjedel mere personale er de skærmede enheder et knapt gode, som skal udnyttes rigtigt. Vores skærmede enheder er til middelsvært og svært demente, mens de lettere og terminale demente er på de almindelige plejehjem. I langt de fleste tilfælde har de pårørende også forståelse for, at vi må flytte de demente, når de når den terminale fase. For når den demente flytter ind, tager vi en lang snak om de problemer, der kan opstå, og forklarer, hvordan udflytningen kommer til at foregå.

Men hvis de pårørende skifter mening, så har vi det problem, at vi ikke kan tvangsflytte den demente, som er beskyttet af boliglovgivningens bestemmelse. Hvis de pårørende ikke giver deres samtykke, forhindrer det, at en anden svært dement kan få glæde af det tilbud, som beboeren ikke længere kan drage nytte af.

Så er svaret selvfølgelig, at vi må oprette tilstrækkeligt med skærmede enheder. Men i vores kommune vil det betyde, at halvdelen af alle plejehjemspladser skal ligge i skærmede enheder. Og det tillader økonomien ikke.''

Kan ikke tvangsflytte

For Stig Kuhlmann er problemet, at man ikke kan tvangsflytte folk, der er flyttet ind med egen lejekontrakt, sådan som tilfældet er i en moderne plejebolig.

Et led i dansk socialpolitik har nemlig været at afskaffe institutionsbegrebet og give plejeboliger status af egen bolig. Derfor gælder lejelovens bestemmelser om uopsigelighed også her.

Men mange andre kommuner kender problemet som et fagligt og moralsk dilemma: Kan man være bekendt at flytte de demente?

''Det er synd at flytte terminale demente,'' sagde demenskoordinator

Side 17

Kirsten Hilt, Århus Kommune.

''Selv om demente er i terminalstadiet, har de stadig følelser og kan opfatte og genkende stemmer. Og de pårørende ønsker ikke, at de bliver flyttet. De føler også en tryghed ved det personale, de kender.

Vores demente får lov til at dø i de skærmede enheder. Men det er da svært, fordi pladserne ikke slår til, og der kan være andre demente, som kunne have gavn af at være i det skærmede afsnit.''

Synd for de demente

Connie Thyme, som er gift med en dement, var ikke i tvivl:

''Jeg vil kæmpe til det sidste for, at min mand kan få lov til at blive, hvor han er.''

Men Margit Søe, der er sygeplejerske og ægtefælle til en dement, kunne godt støtte, at man flytter de demente – det kan også være en fordel for dem selv.

''Min mand er blevet flyttet én gang, med et godt resultat. Han var i en meget urolig gruppe og kunne ikke tåle støjen, så han blev isoleret på sit eget værelse. Der, hvor han er nu, er de lige dårlige alle sammen.

Det er svært at flytte en dement – men jeg flytter jo med som pårørende. Det er synd, hvis nogle beboere har det godt og er aktive, mens andre må ligge i sengen og ikke kan deltage.

Det er også en dårlig udnyttelse af personalets ressourcer, hvis kun en eller to kan være med. Jeg har oplevet, at personale er rejst fra sådan en enhed, fordi der skete for lidt. Deres kvalifikationer blev ikke brugt.''•

Nøgleord: Alzheimerforeningen, demens.

Demente trives i trygge og overskuelige omgivelser. Derfor opretter mange kommuner skærmede enheder.Arkivfoto