Ingen løfter om demensklinikker

Udredning af demens kræver isenkram og specialviden. Ingen af delene er der nok af i det danske sundhedsvæsen. Og selv om Alzheimerforeningens høring på Christiansborg i sidste uge både viste enighed om behovet og forståelse hos de deltagende politikere, er det meget uvist, hvornår de efterlyste demensklinikker bliver etableret.

Høringen illustrerede nemlig også et af de store problemer i demensbehandlingen – at ansvaret er spredt på mange faggrupper og sektorer.

Det er amterne, der skal investere i scannere og ansætte de specialister, der er nødvendige i udredningen. Det er også amterne, der skal betale for den ny medicin, som kan forsinke udviklingen af Alzheimerdemens.

Men det er kommunerne, der vil få besparelserne, for i dag er det især pleje og omsorg, som koster.

I kø til udredning

En diagnose, og helst så tidligt som muligt, er en helt nødvendig forudsætning for medicinsk behandling og næsten lige så vigtig for planlægning af et sammenhængende pleje- og omsorgsforløb.

Men tidlige diagnoser kan ikke stilles i almen praksis.

Det blev understreget på høringen af professor Per Kragh-Sørensen fra Odense Universitetshospital, et af de tre steder i landet, hvor der i dag findes en demensklinik.

En udbygning er nødvendig, for årligt kommer der 8-10.000 nye tilfælde til, samtidig med at det store flertal af kendte demente aldrig er blevet lægeligt udredt.

''De eksisterende klinikker kan slet ikke følge med,'' sagde Gunhild Waldemar, som er leder af Rigshospitalets demensklinik.

På høringen forsøgte hun og flere andre at få et løfte fra Amtsrådsforeningen om at etablere udredningsmuligheder i alle amter.

Ikke fra den ene dag til den anden, for det tager tid at uddanne specialister. Til gengæld må pengene være der allerede, mente Gunhild Waldemar:

''Vi bruger allerede tid på disse patienter i hospitalsvæsenet. Men typisk på den måde, at de bliver indlagt over hals og hoved, fordi det ikke længere går derhjemme. Så ligger de demente på overfyldte medicinske, psykiatriske eller geriatriske afdelinger, til man finder ud af, om plejehjem er løsningen her og nu.''

Gunhild Waldemar måtte imidlertid forlade høringen uden et tilsagn.

Carsten Koch (S) lovede, at Sundhedsstyrelsen vil bidrage med retningslinjer for demensdiagnostikken, og mere kan en sundhedsminister i Danmark ikke love, for sygehusbudgetterne er som bekendt amternes.

Der kom heller ikke noget tilsagn fra Amtsrådsforeningens repræsentant på høringen.

Formanden for Københavns Amts sygehusudvalg, Leif Flemming Jensen (S), måtte flere gange henvise til, at han ganske vist sidder i Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, men at det i sidste ende er de enkelte amter, der tager beslutningerne:

''Jeg kan kun love noget på egne vegne, og det er let, for mit eget amt har allerede besluttet at sætte tre millioner af.

Men Amtsrådsforeningen er ikke en organisation, der kan give ordrer, den politiske prioritering ligger i det enkelte amt.''

Millioner at spare

For samfundet er der ellers millioner at spare ved en tidlig diagnosticering, sagde Per Kragh-Sørensen.

En undersøgelse, som Center for Demensforskning ved Odense Universitetshospital har foretaget sammen med Center for Helsetjenesteforskning og Socialpolitik ved Odense Universitet, har sat tal på samfundets udgifter til demens.

I 1997 kostede behandling, pleje og sociale foranstaltninger 7,9 milliarder kroner. I år 2040 vil udgifterne være steget til 11-12 milliarder.

''Det er især udgifter til pleje og omsorg, der koster mange penge,'' sagde Per Kragh-Sørensen.

Det er disse udgifter, som kan bringes ned, hvis det lykkes at få diagnosticeret demente så tidligt, at man kan sætte ind med medicinsk behandling.

Den medicin, der for nylig er frigivet

Side 15

til den mest udbredte demenssygdom, Alzheimer, kan udskyde forløbet i et par år.

Men der er medicin på vej, som kan bremse sygdommens udvikling endnu længere. Måske så længe, at en stor del af de demente dør, inden deres tilstand bliver alvorligt forværret.

''Vores håb er, at man kan begynde behandlingen på et tidligt tidspunkt og få en jævn udvikling, så sygdommen bliver ved med at være meget mild eller mild i en periode op til fem år. Så vil antallet af svært demente blive formindsket med 50 procent,'' sagde Per Kragh-Sørensen.

Det er især de fremskredne stadier af sygdommen, som koster.

Mens demens i meget mild grad koster samfundet 49.000 kroner om året, har Odense-forskerne beregnet, at udgifterne stiger til 93.000 kroner for mild demens, 138.000 kroner for moderat demens og 206.000 kroner for svær demens. Brutto.

Herfra skal man trække de 22.000 kroner, som ikke-demente ældre i gennemsnit koster samfundet om året.

En god grund til at satse på tidlig diagnostik er også, at der skal lægges en plan for hjælp og støtte i tide, så problemerne ikke pludselig vokser familien over hovedet.

''Det er utrolig vigtigt at gøre noget for de pårørende, også fordi de betyder så meget for samfundsøkonomien,'' understregede Per Kragh-Sørensen.

Undersøgelsen har vist, at enlige demente i eget hjem eller på plejehjem koster betydelig mere end demente, der bor sammen med en ægtefælle.

''Når en dement lever sammen med en ægtefælle, reduceres udgiften med 34 procent for meget mild demens, 35 procent for mild demens, og 72 procent for moderat og svær demens,'' sagde Per Kragh-Sørensen.

Diagnoser åbner døre

En diagnose er ikke kun til medicinsk brug, understregede flere talere på konferencen.

Blandt andre 24-årige Anne Harbo, hvis mor fik diagnosen Alzheimer som 50-årig efter flere års sygdom:

''Da først diagnosen var stillet, stod de nærmest i kø med psykologbistand og lejlighed og så videre. Indtil da var jeg bare en umulig teenager,'' fortalte hun.

Den undersøgelse, som Center for Forskning og Udvikling på Ældreområdet har gennemført blandt samtlige hjemmeboende ældre i et lokalområde i København, peger i samme retning.

''Selv om de demente ikke havde en diagnose, fik de ganske megen hjælp. Sprøgsmålet er så, om hjælpen er den rette,'' sagde centerleder Kirsten Schulz-Larsen.

I undersøgelsen fik samtlige gamle vurderet deres behov af en sygeplejerske, og hun registrerede, om behovene var dækket.

Hos dem, der blev opfattet som demente i hjemmeplejen, var der stort set kun ét udækket behov, nemlig plads på et daghjem. Hos dem, der først fik konstateret en demens i forbindelse med en undersøgelse, så billedet meget anderledes ud.

''Der var ikke de store forskelle med hensyn til rengøring, tøjvask og lignende. Men 100 procent havde et udækket behov for omsorgsbesøg, og mange havde et udækket behov for instrumentel sygepleje, det vil sige hjælp til personlig pleje og omsorg,'' sagde Kirsten Schulz-Larsen.

''Med en udredning, der når ud til alle på et tidligt stadium, vil det sociale personale have et bedre grundlag at arbejde på. Uden den kan det være ganske svært at komme ned i detaljerne og finde frem til klienternes behov.''•

Nøgleord: Alzheimerforeningen, demens, demensudredning.

Behovet for udredning er uendelig meget større, end de tre eksisterende demensklinikker kan dække.Arkivfoto