Patienter sulter i sygehussenge

Side 20

Billede

Side 21

Ganske almindelige, medicinske patienter kan nå at tabe 12 procent af deres oprindelige kropsvægt under indlæggelse, fordi ingen kærer sig tilstrækkeligt om, at de, der ligger i sengene, får nok at spise.

Med ganske almindelige patienter forstås her mennesker med ikke-livstruende mave-tarmsygdomme, gigt eller neurologiske lidelser, som heller ikke har stofskifteforstyrrelser.

Det er et af de nedslående fakta, man kan læse ud af undersøgelsen ''Outcome From Nutritional Support Using Hospital Food'' (1), der er lavet af lederen på Ernæringsenheden på Rigshospitalet, Jens Kondrup og en række kolleger.

Patienter fra samtlige voksenafdelinger på Rigshospitalet er med i undersøgelsens datamateriale.

Ud af resultaterne kan man udlede to ting:

Målrettet ernæringsterapi hjælper og er ikke mere besværlig, end at den kan bruges i hverdagen (se artiklen Indlagte behøver ikke at tabe sig). Men desværre prioriteres patienternes kost ikke særlig højt i pleje- og behandlingsplanerne, og som følge heraf kommer patienterne sig langsommere over deres sygdom.

Afpillede patienter

Det var netop på de medicinske afdelinger, at Jens Kondrup og kollegerne fandt de allermest afpillede patienter – gennemsnitligt vejede de 48 kilo (se skema 1 på side 24). De var tynde, da de blev indlagt og havde tabt sig endnu mere under indlæggelsen.

De pågældende patienter – 120 i alt – var enten sengeliggende eller sad i kørestol, uden at man kunne tilskrive immobiliseringen selve sygdommen. Eller som afdelingslæge Jens Kondrup lakonisk formulerer det:

''Patienterne var simpelthen så underernærede, at de ikke kunne stå på benene.''

I undersøgelsen medvirkede 733 underernærede patienter, der kan inddeles i fire patientgrupper: De underernærede (medicinske), de kirurgiske, kræft-patienterne og transplantationspatienterne.

For førstnævnte gruppe er problemet, at de er underernærede ved indlæggelsen, at de i reglen kun får sygehusets almindelige kost, og at der i øvrigt ikke er nogen, som observerer, om hr. Jensen nu også spiser op. Og det gør hr. Jensen som oftest ikke, fordi han ikke har nogen nævneværdig appetit.

De samme forhold gælder for de kirurgiske patienter, der yderligere har været udsat for belastende behandling.

Kræft- og transplantationspatienterne er karakteriseret ved at være i rimelig ernæringsmæssig stand, ganske enkelt fordi man ellers ikke kan påbegynde behandling.

Her bliver der altså holdt øje med vægten i begyndelsen af behandlingsforløbet, og en del af patientgruppen får deres energibehov dækket via sonde- eller perenteral ernæring.

Når den seponeres, opstår problemet.

Kiloene rasler af

Overordnet set skønner eksperterne, at den gennemsnitlige patient kun får dækket 60 procent af sit ernæringsbehov under indlæggelsen.

Og hvem har så ansvaret for patienternes dårlige ernæringstilstand?

I praksis er arbejdsdelingen på sygehusene sådan, at det er sygeplejerskegruppen, der som en del af plejen skal tage sig af patienternes ernæringsmæssige behov – i hvert fald i det øjeblik, patienten kan spise selv.

I sammenligning med læger interesserer mange sygeplejersker sig da også for patienternes ernæring, mener lederen af Rigshospitalets Ernæringsenhed, afdelingslæge Jens Kondrup.

Men det er ikke nok:

''Lad os sige, at der er 20-30 sygeplejersker ansat på et afsnit. Et par stykker interesserer sig for smertebehandling, andre har særlig forkærlighed for den psykosociale pleje, og endelig er der måske to eller tre, der går meget op i ernæring.

De får derfor sat noget i værk, når netop deres patienter er ernæringsmæssigt truet. Der bliver lavet kostregistrering, bestilt særlig energirig mad og drikke, og sygeplejersken holder særligt øje med disse patienter.

Når sygeplejersken så går på weekend eller afspadsering, løber ernæringsindsatsen ud i sandet igen, og man kan starte forfra,'' ridser Jens Kondrup op.

Blandt andet derfor går mangen en patient sulten i seng på sygehuset. Kiloene rasler af, uden at det tilsyneladende giver anledning til handling hos sundhedspersonalet – det skønnes, at 30 procent af alle indlagte på landsplan er underernærede.

På Rigshospitalet bliver patienterne henvist til Ernæringsenheden, når en læge eller en sygeplejerske skønner det nødvendigt.

''Der er utrolig stor forskel på, hvor meget en patient ernæringsmæssigt skal have været ned ad slidsken, før afdelingen reagerer,'' konstaterer Jens Kondrup og fortsætter:

''Vi ser tit, at patienten har nået at tabe 10-15 kilo, før det giver anledning til alarm. Kilo, som patienten har smidt enten her på

Side 22

hospitalet eller på det lokale sygehus, som patienten er blevet overført fra. Og jeg taler ikke om patienter, der i udgangspunktet var overvægtige, men om mennesker, der i forvejen har været afmagret på grund af sygdom.''

Nogle gange er underernæringen så grel, at behandlingen simpelthen må udsættes, indtil patienten har fået lidt at stå imod med:

''Det sker af og til, at Rigshospitalet modtager patienter fra andre sygehuse, der skal i kemoterapi eller strålebehandling, men som må ernæres op herinde, før de kan modtage behandlingen. Patienterne er simpelt hen for svækkede til at kunne tåle den.

Med andre ord må mennesker med livstruende sygdom vente på behandling, ikke fordi der er venteliste, men fordi nogle i sundhedssystemet ikke har taget ernæringsbehovet alvorligt.''

Andre gange tager Ernæringsenhedens folk selv initiativ til at få patienter, de tilfældigvis har set sidde og hænge på afdelingerne, sat i ernæringsterapi. Når den er sat i værk, foregår opfølgningen i et samarbejde mellem den kliniske diætist og sygeplejerskerne.

Screener ikke

Der findes metoder til at identificere patienter, der allerede er underernæret som følge af sygdom, eller som vil blive det på grund af den behandling, de skal igennem. Eksempelvis kemo- eller stråleterapi, transplantation eller en større operation. I Levnedsmiddelstyrelsen og Sundhedsministeriets anbefalinger for institutionskost fra 1996 er der et helt afsnit om identifikation af risikopatienter i ernæringsmæssig forstand.

''Jeg ville ønske, at man ville studere og benytte de officielle retningslinjer på området systematisk. Det her handler slet ikke om at skulle kostregistrere hver eneste indlagte patient, men at have et blik for, under hvilke omstændigheder der er grund til at observere kostindtaget og handle derefter. Generelt set har sygeplejersker ikke redskaberne til at vurdere, hvornår en patient er i risikozonen.

Det gælder om at kunne se på hele den kliniske sammenhæng, patienten indgår i. Er der tale om en mindre operation, og patienten forventes udskrevet i løbet af tre dage, er en målrettet indsats ikke nødvendig. Men handler det om et menneske, der skal udsættes eller har været udsat for meget belastende behandling, er der grund til at se på, om en diætist skal tilkaldes, om der skal lægges en sonde, eller om man skal starte en parenteral ernæring,'' siger Jens Kondrup.

Faktisk kan Jens Kondrup kun fremhæve de hæmatologiske og onkologiske afdelinger på Rigshospitalets Finsenscenter, som værende tilstrækkelig gode til at vurdere patienternes ernæringstilstand.

Temadage og løntillæg

Folk kommer beviseligt hurtigere ud af sengen, hvis de får mad nok: Immobiliseringsfrekvensen daler, og det samme gør forekomsten af infektioner – især af sår.

Efter Jens Kondrups mening bør alle involverede – fra sundhedsvæsenets top over afdelingsledelserne til den enkelte sygeplejerske ved sygesengen – derfor fokusere på ernæringens betydning i de kommende år.

Efter hans mening bør alle patienter risikovurderes og vejes ved indlæggelsen. Ernæringen bør blive ordineret og dokumenteret i journalen på lige fod med alle andre led i behandlingen (se boks).

Rigshospitalet tager konkret fat på problemet ved at arrangere temadage i hele efteråret om ernæring og afholde workshopper for personalet for hvert af de syv sengebærende centre. Formålet er at øge bevidstheden og vidensniveauet på området. Blandt andet skal deltagerne forsøge at udføre ernæringsplaner på deres egne afdelinger.

''Lederne burde synliggøre området yderligere, eksempelvis ved at give et skulderklap i form af løntillæg til sygeplejersker, der videreuddanner sig inden for området og beskæftiger sig med ernæring gennem konkrete projekter på afdelingen,'' foreslår Jens Kondrup.

Litteratur

1. Kondrup J, Bak L, Stenbaek Hansen B, Ipsen B, Ronneby H. Outcome From Nutritional Support Using Hospital Food. Nutrition 1998;14(3):319-21.

Nøgleord: Energibehov, ernæring, Rigshospitalet, underernæring.

Leder af Rigshospitalets Ernæringsenhed, Jens Kondrup: ''Der er utrolig stor forskel på, hvor meget patienten skal have nået ned ad slisken, før afdelingen reagerer.''På de medicinske afdelinger vejede de underernærede patienter gennemsnitligt 48 kilo. Dette foto har intet med den konkrete undersøgelse at gøre.Arkivfoto