Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Er Florence helt død?

Fordi det er svært at leve op til særligt fremragende og beundringsværdige personer, behøver man vel ikke at fornægte dem. Sygeplejen trænger måske ligefrem til lidt heltedyrkelse.

Sygeplejersken 1998 nr. 42, s. 25

Af:

Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder

"Florence er død,'' lød et slogan under sygeplejerskernes konflikt i 1995, og det kan jo ikke nægtes. Det er nu mest symbolikken i budskabet, der stadig kan høres, og som jeg vil protestere over.

Hvad er det egentlig, der får sygeplejersker til at tage afstand fra den største skikkelse, vi har haft i sygeplejen? Den første sygeplejerske, som kunne fremvise epokegørende resultater af god sygepleje. Den første sygeplejerske, som førte bevis for betydningen af sygepleje, og som foranstaltede kvalitetsmålinger. En sygeplejerske, som var i stand til at ændre hærens sanitetstjeneste og hospitalsadministrationer. Som banede vej for kvinders frihed til at få uddannelse og ordentligt lønnet arbejde i en tid, hvor kvinder fra fødslen var bestemt til ægteskab, moderskab og ledelse af en husholdning og ingen uddannelsesmuligheder havde.

Florence Nightingale halverede dødeligheden blandt sårede soldater under Krimkrigen, og dødeligheden blandt epidemisk syge faldt endnu mere. Hvilken sygeplejerske i dag når Florence til korsetstiverne?

Florence Nightingale var veluddannet i det, vi i dag kalder almen dannelse. Hun kunne begå sig i det gode selskab. Florence var religiøs. Hun var socialt engageret, følte sig kaldet til at hjælpe fattige og syge. Hun var målrettet, ambitiøs, en strid madamme med neurotiske træk, der tvang sin vilje igennem, hvis det var nødvendigt. Hun erkendte, at dyder som godhed, medlidenhed og tålmodighed var utilstrækkeligt grundlag for at pleje syge. Sygepleje måtte læres.

Er det det, sygeplejersker tager afstand fra ved at sige, at Florence Nightingale er død?

Hendes karriere begyndte på et sygehjem for ældre damer, hvor hun gjorde sine første erfaringer inden for ledelse, teknologi, økonomi og kvalitetsforbedringer.

I Skutari, hvor hun skulle organisere og lede sygeplejen, kæmpede hun mod et ufatteligt stift system, som modarbejdede hende overalt. På grund af bureaukrati kunne hun ikke få udleveret forsyninger, selvom de var fragtet dertil, men hun overvandt bureaukratiet og enkeltpersoner, som modarbejdede hende.

Er det, fordi sygeplejersker i dag ikke kender til Nightingales indsats, de fornægter hende?

Er det, fordi Nightingale var religiøs og følte sig kaldet?

Vorherres opbakning

Florence Nightingale havde måske nok følt et guddommeligt kald. Sådan udtrykte man sig den gang. Man kan også se sådan på det, at hun måske har været nødt til at påkalde sig Vorherres opbakning for at få lov til det, hun havde lyst til, for at overvinde modstanden i familie og omgangskreds. At henvise til et guddommeligt kald har nok været et betydeligt bedre argument, end hvis hun havde sagt: ''Jeg vil gerne kunne forsørge mig selv og have et udviklende arbejde med karrieremuligheder. Jeg er ambitiøs og kan lide at organisere, lede og have magt. Jeg holder ikke ud at skulle leve et liv i underdanighed og afhængighed af magtfulde små og store mænd, som jeg har rigeligt med evner til at konkurrere med. I øvrigt er fattige og syges kår så rystende elendige, at det vil kunne holde mig engageret og oprørt hele mit arbejdsliv.''

Sådan ville en moderne sygeplejerske sige, men Florence var måske endt i dårekisten i Bedlam, hvis hun havde udtrykt sig sådan. At påkalde sig Guds bevågenhed var mere sikkert og respektabelt på den tid.

Hvis vi ser bort fra den guddommelige inspiration, så resterede engagementet i de elendigste skæbner i samfundet. Florence var ikke en passiv tilskuer. Hun brugte sine evner og sin viden til at ændre og gøre oprør mod et umenneskeligt system. For hende var det ikke nok blot at være sød, dygtig og populær sygeplejerske i forhold til de konkrete patienter, hun havde ansvaret for, inden for de givne rammer.

Hvor tit hører man ikke i dag, at dit og dat ikke kan lade sig gøre, selvom vi godt ved,at det ville være til patienternes bedste. Spørgsmålet er, om det ikke tit er os selv, der sætter grænserne af frygt for at udfordre systemerne. Florence sprængte rammer og fandt sig ikke i at blive afvist. Det kan vi lære af Florence i dag.

Forudsætningen for, at Florence kunne råbe offentligheden og magthaverne op, var, at hun havde faglige kvalifikationer og kunne fremvise resultater.

Men måske havde de alligevel ret, de konfliktende sygeplejersker. Florence er død. ''Sygepleje er et fag lige som alle andre,'' siger nogle. Det ligger ikke rigtig i tidsånden at engagere sig for voldsomt. Vi gider ikke for den løn, vi får. Florence som forbillede er måske død, og det er trist.

Vi vrænger ad begrebet kald. Vi vil være almindelige funktionærer med trygge og gode arbejdsforhold. Det er der absolut heller ikke noget galt i, og det er heller ikke i modstrid med Nightingales ideer.

Men fordi vi ikke føler os kaldede i religiøs betydning, og ikke mener at kunne leve op til en så fremragende indsats som Nightingales, er der vel ikke noget i vejen for at bevare hende – eller myten om hende – som et forbillede. Lidt heltedyrkelse var måske ikke af vejen i stedet for at gå i for små sko og fornægte det, vi ikke kan leve op til selv.