Sygeplejersken
Fra last til sygdom
Alkoholafhængighed er en sygdom, og storforbrug er en skadelig vane. I behandlingen skelner man mellem de to grupper af patienter, og ordet alkoholiker er bandlyst.
Sygeplejersken 1998 nr. 42, s. 16-19
Af:
Gretelise Holm, journalist
Ordene alkoholiker og alkoholisme er bandlyst inden for alkoholbehandlingen. I stedet skelner man professionelt mellem alkoholstorforbrug og alkoholafhængighed.
Storforbrug beskriver et drikkemønster, som på længere sigt skader socialt og helbredsmæssigt, mens alkoholafhængighed betragtes som en sygdom, der også har et WHO-diagnosenummer.
Verdenssundhedsorganisationen WHO har opstillet seks kriterier for alkoholafhængighed, og opfylder man bare de tre, lider man af sygdommen:
- Craving (trang til alkohol)
- Tolerans (stigende forbrug)
- Abstinenser (indre uro, hjertebanken, rastløshed, sved med videre)
- Drikker videre, trods viden om de negative konsekvenser
- Mindsket interesse i den sociale omverden på grund af alkohol
- Kontroltab (fortsætter med at drikke, trods beslutning om at stoppe)
Det anslås, at der i Danmark er mellem 40.000 og 50.000 alkoholafhængige.
Storforbrugerne
Der er ikke nogen skarpt defineret grænse for, hvornår man er alkoholstorforbruger, men for de fleste starter problemerne af den ene eller anden slags, når rutinen bliver mindst fem genstande om dagen.
Problemerne er typisk træthed, uoplagthed, manglende energi og overskud til at få arbejdet fra hånden og til at fungere i familien. Irritation, utilpashed og måske dårlig mave er andre plager.
Jesper Weismann, der er ledende oversygeplejerske ved Alkoholenhederne inden for Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), beskriver det således: ''Storforbrugerens dagligdag ændres langsomt, og vedkommende rammes både socialt og helbredsmæssigt. Engagement og initiativ udebliver.
Når det er mandens tur til at lave mad (hvis han er storforbrugeren), så ender det i reglen med, at man i stedet går ud og spiser og får lidt at drikke. Kroppen arbejder på turbo for at få udskilt alkoholen, og det tager energien.
Man er ikke frisk, når man møder på arbejde. Man skubber sagerne lidt til side: Det kan jeg nå i eftermiddag. Det kan jeg nå i morgen... Arbejdsgiveren begynder at blive opmærksom på problemet. Familien har længe kendt det, og familielivet er blevet halvtrist eller konfliktfyldt.''
Samtidig nedbrydes storforbrugerens fysiske helbred langsomt, og der er risiko for, at storforbruget udvikler sig til afhængighed. Det anslås, at der i Danmark er omkring 700.000 storforbrugere af alkohol.
Når storforbrugerne kommer på en af de fem alkoholenheder, er det i reglen for at få en snak om deres forbrug og finde ud af, hvor galt det står til, fortæller Jesper Weismann: ''Vi starter enhver behandling med en generel samtale om livsstilen, herunder også alkoholforbruget.
Man får så at vide, om forbruget skader eller ej, og man får en vejledning, som man selv kan vælge, om man vil følge. Hvis det er nødvendigt, bliver man tilbudt behandling, som man selv er med til at tilrettelægge.''
Behandlingen kan blandt andet være støttesamtaler, psykoterapi og hjælp til løsning af sociale problemer. Pårørende kan deltage i behandlingen, få støttesamtaler
Side 17
Billede
Side 18
eller være med i netværksgrupper.
''Vi lægger kortene på bordet, for eksempel de dårlige levertal. ''Sådan skader alkohol dig, men det er dig, der skal træffe beslutningen...''
Alene de klare informationer gør indtryk, for storforbrugerne er tit folk, der er meget bevidste om, hvad der er sundt, trendy og så videre. De fleste ønsker at kunne drikke kontrolleret og i et så begrænset omfang, at det ikke skader dem helbredsmæssigt eller socialt. Det arbejder vi så med.
Vi går ikke nødvendigvis ind for total afholdenhed, og vi har ingen religion i behandlingen. Vi snakker drikkemønstrene og deres konsekvenser igennem og lægger sammen med patienterne planer. Det kan være noget med, at ''du drikker kun i weekenden, eller du springer de og de drinks over...''
Andre råder vi til at tage en tre måneders pause for at komme ud af vanen. Der er uhyggeligt mange storforbrugere, og dem skal vi have fat i med oplysning og forebyggelse om, at deres forbrug er skadeligt og kan føre til afhængighed.
Storforbrugerne drikker, når de har tid, råd, lyst og lejlighed, og der kan gå lang tid, før konsekvenserne begynder at melde sig i form af helbredsmæssige plager eller sociale problemer.
De afhængige
Storforbrugerne er rimeligt nemme at behandle, og behandlingen er effektiv for så vidt, at de hurtigt får det bedre på alle områder, hvis de lægger deres drikkemønstre om.
Behandlingen vil typisk bestå i konkrete, planlagte samtaler over tre måneders tid, og så er de faktisk rettet op,'' fortæller Jesper Weissman.
De knap 3.000 patienter, der behandles på alkoholenhederne, er for de flestes vedkommende alkoholafhængige. Indledningsvis følges samme behandlingsprocedure som for storforbrugerne med generelle livsstilssamtaler:
''Men samtalerne er mere dybdegående, for de afhængige skal lære at tackle det at få en sygdomsdiagnose – akkurat som hvis de havde fået konstateret diabetes,'' fortæller Jesper Weismann.
''De skal lære nødvendigheden af ikke at drikke. De skal holde helt op – i hvert fald fire-fem år. For man kender ikke årsagen til afhængighed eller baggrunden for, at nogen kan drikke kontrolleret. De afhængige skal holde helt op, og hvis de skal i behandling her, må de følge den behandlingsplan, vi lægger sammen med dem.
Abstinensmedicin i ferien
Det kan godt være, at vi aftaler en pause i forløbet, men den indgår så i behandlingsplanen. Det kan for eksempel være, at de gerne vil drikke på en ferie, hvor vi så giver dem abstinensmedicin med, så de kan afruse sig selv,'' fortæller Jesper Weismann.
De alkoholafhængige får typisk antabus som led i behandlingen. I akutte tilfælde kan alkoholenhederne indlægge patienter til afrusning. De vil så komme på en medicinsk afdeling med en journal fra alkoholenheden, der ordinerer abstinensmedicin og angiver, hvilke parametre der skal måles, og hvad der skal ske ved udskrivelsen.
Mere hyppigt vil man dog foretage en såkaldt ambulant afrusning, hvor patienten får medicin med hjem og besked om mødetidspunkt næste dag.
For hver eneste patient, der kommer på alkoholenhederne, bliver der lagt en behandlingsplan. Patienterne gennemgår også en somatisk undersøgelse, hvor de for eksempel undersøges for forstørret lever.
Mange somatiske lidelser forsvinder helt eller bedres betydeligt, så snart patienterne holder op med at drikke, og det motiverer især storforbrugerne til at ændre livsstil.
De fleste patienter kommer til alkoholenhederne på eget initiativ, men enkelte er påbudt behandling af for eksempel Sundhedsstyrelsen (læger og sygeplejersker) eller af Kriminalforsorgen. Alkoholbehandling kan være en betingelse for at slippe for straf for eksempelvis spirituskørsel.
At så mange kommer frivilligt, tilskriver både læge Finn Hardt og sygeplejerske Jesper Weissman det forhold, at tabu om alkoholafhængighed er blevet nedbrudt, fordi tilstanden i dag er blevet klart defineret som sygdom og behandlingen flyttet ind i hospitalsregi.
Det er lettere at gå på hospitalet og blive behandlet for en sygdom, end det førhen var at gå på et ambulatorium og blive behandlet for noget, som mange betragtede som last og karaktersvaghed.
Glæde og kontrol
''For en menneskealder siden skændtes forskerne endnu bravt om, hvorvidt alkoholafhængighed var en sygdom, men i dag er man enige om sygdomsdefinitionen, der understøttes af hjerneforskningen,'' siger overlæge Finn Hardt.
Han forklarer populært om hjernens glædescenter, hvor alkohol
Side 19
frigiver stoffet Dopamin, der giver glædesfølelse. Heroverfor står hjernens kontrolcenter, der passer på, at man ikke lader trangen til glæde løbe af med sig.
Har man et svagt kontrolcenter, så sker det alligevel.
I alkoholbehandlingen kan kontrolcentret styrkes gennem psykoterapi. Sideløbende eksperimenteres der med, hvordan man måske ad kemisk vej kan ændre hjernens reaktioner og påvirke forholdet mellem trang til glæde og kontrol i hjernen.
Der er rundt omkring i verden gjort forsøg med forskellige stoffer, men resultaterne er endnu ikke entydige. En af hovedtendenserne inden for alkoholforskning er, at man er gået væk fra de sociale forklaringsmodeller og i stedet forklarer alkoholafhængighed med kemi og sygdom.
En hovedlinje inden for behandling er, at man ikke længere fordyber sig så meget i årsagsforklaringer, men i stedet koncentrerer sig om, hvordan man mest effektivt behandler fremadrettet.
Som sygeplejerske Jesper Weismann forklarer det: ''Selvfølgelig tænker vi over, hvorfor Jeppe drikker, men vi tænker meget mere over, hvordan vi bedst hjælper ham.
Vi kan ikke grave den døde oldemor op hver gang, og der er ikke årsagsforklaringer på alting. Som afhængig må du lære at acceptere, at du har en sygdom. Til den sygdom hører, at du ikke kan tåle alkohol. Akkurat som der er noget, diabetes-patienter ikke kan tåle.''
De fem alkoholenheder, som tilsammen kaldes Alkoholenheden i Hovedstadens Sygehusfællesskab (HS), afløste de tidligere offentlige ambulatorier (på Forchhammersvej og Frederiksberg) ud fra den grundopfattelse, at alkoholproblemer er sundhedsproblemer, som skal behandles inden for sundhedsvæsenets rammer.
Enhederne blev ikke etableret samtidig, men har to års fødselsdag i år med nogle måneders mellemrum.
Målt i konsultationer og behandlingsforløb har enhederne været en succes fra starten.
Den 30. juni 1996 havde Østerbroambulatoriet, som Alkoholenheden afløste, 1.223 patienter i behandling. Et halvt år senere havde de fem nye alkoholenheder 2.078 i behandling. I dag har de tilsammen op mod 3.000 i behandling.
Der er alkoholenheder på Hvidovre Hospital, Bispebjerg Hospital, Rigshospitalet, Frederiksberg Hospital og Amager Hospital.
De har fælles ledelse med overlæge, dr.med. Finn Hardt som administrativ leder og sygeplejerske Jesper Weissmann som sygeplejefaglig leder.
Ved at få alkoholenheder på de fem hospitaler sikres det, at der i hele hovedstadsområdet er relativt kort til et behandlingssted.
Og ved at have fælles ledelse sikrer man ensartet behandling og personalemæssig fleksibilitet.
De ansatte på de forskellige afdelinger kan vikariere for hinanden.
Den tværfaglige stab består af socialrådgivere, medicinere, psykiatere, psykologer og i alt 15 sygeplejersker – tre på hvert hospital.
Stereotypen om den alkoholafhængige som en bums med guldbajer i den ene hånd og en rottweiler i den anden holder ikke mere. I dag kommer misbrugere fra alle sociale lag, og du kan ikke nødvendigvis se det på dem.
Nøgleord: Afhængighed, alkohol, behandling, storforbrug.