Synspunkt: Dage på plejehjem

Min mor kom som 93-årig på plejehjem. Her boede hun, indtil hun døde 95 år gammel. Inden da havde jeg mødt plejehjemmets leder ved et par tilsynsbesøg.

Plejehjemslederens formål med det ene besøg var at fratage min mor et kig ind ved 21-tiden for at se, om hun kunne klare at få sit tøj af og komme i seng, samt et kig ved tre-tiden om natten.

Min mor led af svimmelhed og gik med gangstativ, var bange for at falde og at få sit kaldeapparat med fra det ene rum til det andet.

Det var trygt at vide, at der kom en person på de to tidspunkter. Men nej, når min mor havde et kaldeapparat, skulle det benyttes, hvortil mor svarede, at hun var ked af at være til ulejlighed. Lederens svar var, at hun var til ulejlighed nu.

Herefter begyndte plejehjemslederen at rode efter kommunikationsbogen i en skuffe i mors dækketøjsskab uden at indhente tilladelse til at gå i hendes gemmer.

Urin og gammel afføring

Aflastningsstuen på plejehjemmet, som min mor først boede på, var på mellem otte og ti kvadratmeter. Der var et tagvindue, så mor kunne kigge op i skyerne.

Rummet blev brugt som soveværelse, spisestue, opholdsstue og som toilet, da personalet kun sjældent førte mor ud til det toilet, hun skulle dele med en anden beboer. Lænestolen var skjoldet og lugtede af urin. Madrassen var plettet af indtørret afføring fra tidligere beboere.

Da jeg spurgte lederen, om hun havde kendskab hertil, svarede hun, at hun var blevet skidt tilpas, da hun havde set det, men ellers intet havde gjort. Jeg insisterede dog på, at mor fik en anden madras.

Der var ingen håndvask på stuen, så personalet måtte åbne flere døre, før de kunne få klaret deres håndhygiejne. Mor fik en salmonellainfektion med mavesmerter og diaré, og det kunne knibe at nå på toilettet.

Der kunne gå op til ni dage, uden at der blev gjort rent på stuen, og en henvendelse til lederen resulterede i et arrogant svar om, at det ikke var hende, der skulle gøre rent. Jeg måtte overtage rengøringen på mors stue.

Jeg har fundet mor grædende på toilettet med slim løbende fra næse og mund. Alene og uden klokkesnor, uden bukser og i våd undertrøje, mens hun forsøgte at vaske sig, inden der skulle komme læge på grund af voldsom hoste.

En morgen kom jeg på besøg klokken seks. Mor skulle på toilettet, og jeg ringede efter hjælp. Tre gange blev klokken slået fra. Ingen havde forventet mit besøg så tidligt.

Blå plet på armen

En dag fik jeg at vide, at mor havde fået en blå plet på armen. Da jeg spurgte, om hun havde slået sig, flakkede hjælperens øjne, da hun svarede: ''Din mor var så gal som en arrig hankat.'' Samme hjælper hørte jeg en dag råbe til min mor, da jeg var på vej op ad trappen: ''Kan du så opføre dig ordentligt!''

Gentagne gange fik min mor høj feber på grund af cystitis. På trods af, at jeg havde sagt, at jeg ville kontaktes uanset tidspunkt, hvis mor blev sløj, havde mor en gang ligget i fire timer med høj feber uden at kunne kontaktes, da jeg ankom.

Jeg måtte tilkalde sygeplejersken og bede hende kontakte lægen, hvorefter mor blev indlagt på sygehuset til behandling med væske og antibiotika. En anden gang lå mor i et halvt døgn uden at kunne kontaktes, inden der kom læge og indlagde hende.

Mor led af hudløshed ved mavefolden. Sygeplejersken havde per telefon fået lægen til at ordinere steroidcreme til eksem.

Da jeg spurgte, hvordan hun havde beskrevet hudløsheden for lægen, indrømmede hun, at hun ikke havde set efter, fordi min mor havde tøj på. Hudløsheden skyldtes svamp og svandt med et svampemiddel.

Ikke styr på medicin

Når mor havde det dårligt, kunne hun ikke selv spise og drikke. Familien fandt hende ofte siddende med maden urørt foran sig og kaffe spildt ned ad tøjet.

Så græd hun over sin hjælpeløshed.

På sygehuset havde man ordineret mindst to liter væske om dagen. Det er svært, når lysten er lille, men jeg fik at vide, at personalet ikke havde tid til at hjælpe, og at det ikke var nødvendigt at føre væskeskema, blot der hele tiden var væske i nærheden.

Morgenvask og tandbørstning foregik på toiletstol, og medicinen iblandet yoghurt blev også givet, mens mor sad på bækkenstol.

En søndag havde mor haft diaré. Om eftermiddagen sad der stadig afføring på hendes hænder, da hun sad og spiste småkager.

Medicinen var ofte i ukyndige hænder. Tabletter, som ikke måtte knuses, blev knust. Smertestillende medicin, som skulle gives tre gange i døgnet, kunne jeg finde i mors lomme om eftermiddagen, eller hjælperen ringede ind og sagde, at hun desværre havde fået tabletterne med hjem i sin egen lomme.

Ringeagt for de ældre

''Go daw, do'' tiltalte man min mor. Eller mere smart: ''Gi daw do.''

Mange af hjælperne åbnede for radioens popmusik for fuld udblæsning, når de kom ind. Ingen spurgte, om min mor ville høre det.

Mor, der altid havde levet intenst med sine værdinormer, følte ofte, der blev handlet og talt hen over hovedet på hende. Hun græd tit. Personalet har travlt, og man bestemmer ingenting, sagde hun ofte.

Kun om aftenen blev min mor behandlet med værdighed, og det var jo kun en kort tid af døgnet.

Når jeg har klaget over disse hændelser, har jeg ikke mødt forståelse, blot fået at vide, at hvis jeg var utilfreds med plejen, kunne min mor flytte til en anden kommune.

Når det gælder børn og dyr, forventes det, at omgivelserne griber ind, hvis de observerer noget forkert. Det gælder åbenbart ikke på plejehjem. Beboerne har mistet retten til indflydelse på egen livsførelse.

Det er ringeagtende og nedbrydende for de ældres selvtillid. Her skal man lukke øjnene og lade stå til.

Som sygeplejerske i 40 år, heraf de 30 som leder, har jeg aldrig oplevet noget lignende eller forestillet mig, at min mor skulle opleve det. Man kan være passiv tilskuer og miste sin selvrespekt, eller man kan gøre modstand og blive betragtet som en besværlig pårørende.

Jeg vil ikke som sygeplejerske gå på kompromis med min samvittighed.

Forfatteren er efterlønsmodtager i Ringkøbing Amt.