Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Faglig kommentar: Skrigeunger

Sygeplejersker taler ikke meget om forebyggelse længere. I hvert fald synes begrebet at være begrænset til primærsektoren eller til at anbringe skummadrasser hos tryksårstruede patienter. Men forebyggelse kan gradueres, og der er mange uudnyttede forebyggelsesmuligheder i den sekundære sundhedssektor.

Sygeplejersken 1998 nr. 45, s. 35

Af:

Jette Bagh, cand.cur., fagredaktør

Hun var næsten færdig som sygeplejerske og fortalte, at hendes afsluttende opgave skulle handle om skrigeunger. Jeg måtte så spørge hende, hvad en skrigeunge var.

En skrigeunge er et slangudtryk for et barn under et år, der ikke fejler noget, i hvert fald ikke i medicinsk forstand. Alligevel bliver barnet indlagt, dels fordi det er uroligt og grædende, dels fordi forældrene ikke ved, hvad de skal stille op, de er utroligt bekymrede og udmattede af mangel på søvn. Diagnosen kan lyde på manglende trivsel, ammeproblemer eller obstipation, men trods forskelligheden i ordlyd er billedet det samme. Forældrene ved ikke, hvad de skal stille op med det urolige og utilfredse barn. De har behov for akut hjælp blandt andet fra sygeplejersker.

I sundhedssektoren er der tilsyneladende ikke den store interesse for disse børn, og indsatsen bliver derefter. Det er svært at se målbare resultater på forebyggende samtaler, og sygeplejen kræver andre redskaber og talenter end dem, der knytter an til naturvidenskaben.

Børnene kommer ikke nødvendigvis fra socialt belastede miljøer, men der er dog en overvægt af familier, som fra barnets fødsel har kunnet defineres som udsatte.

Hvad stiller sygeplejersker så op, når de møder skrigeungerne og deres familier? Det er tilsyneladende op til den enkelte sygeplejerske.

Nogle sygeplejersker mener, at indlæggelse på en børneafdeling kun er berettiget, hvis barnet har skæve blodprøver, respirationsbesvær eller feber. Derfor bliver kontakten til familien kort, og der løses ikke op for den svære situation, forældrene er havnet i.

Andre sygeplejersker synes, forebyggelse er en vigtig del af sygeplejen. Derfor kan de gennem en målrettet indsats styrke familien og i bedste fald forebygge omsorgssvigt og mishandling. Det kræver, at familien får tildelt en kontaktsygeplejerske, som kan finde ud af, hvad forældrene egentlig ved om deres spædbarn, og kan danne sig et indtryk af, hvor gode de er til at tolke barnets forskellige signaler. Hvis forældrene ikke ved, at spædbørn ret hurtigt får behov for andet end at sove, er det der, sygeplejersken må tage fat og helt konkret hjælpe forældrene til at forstå, at deres barn ønsker kontakt.

Mange bekymrede mødre magter ikke at give fædrene ansvar for barnet, selv ikke i korte perioder. Det må kontaktsygeplejersken tage op med familien. Faderen får bedre kontakt med sit barn ved at passe det fra fødslen, og en mor må lære at acceptere, at faderens måde at håndtere barnet på kan virke klodset eller bagvendt, uden at det får betydning for barnets trivsel. De fleste fædre udvikler fine omsorgsevner, hvis de vel at mærke får chancen.

Måske kunne familier med urolige spædbørn også have gavn af at møde hinanden i en eller anden form for mødregruppe, for hvem siger, at mødregrupper i primærsektoren fanger og støtter disse vanskeligt stillede familier nok?

Kontaktsygeplejersken må sørge for, at der findes tilgængeligt og overskueligt materiale om det lille barns udvikling, som forældrene kan læse og diskutere med sygeplejersken. En mulighed er også at få familien til at tage kontakt til egen sundhedsplejerske allerede under indlæggelsen, så hun hurtigt kan rykke ud, når familien er hjemme igen.

Hvis barnet er utrøsteligt i en periode, er det vigtigt at tale med forældrene om, at afmagtsfølelsen får nogle udtryk, der ikke skader barnet. Man kan gå ind i en anden stue og høre en cd i fem minutter, inden temperamentet løber af med én, eller sætte sig på trappen og trække vejret dybt.

Mange forældre har ikke tænkt på, at spædbørn kan være besværlige, og de forventer ikke, at der er forskel på blereklamernes tilfredse og lystigt kravlende yngling og det længe ventede barn, der nu blot ligger og skriger hæmningsløst i vuggen.

Hvorfor søger disse forældre så ikke hjælp hos sundhedsplejerske eller egen læge? Det gør de måske også, men det er et faktum, at de familier, der har det sværest, samtidig er de familier, der er vanskeligst at nå. De henvender sig ikke i samme grad til sundhedsplejerskerne som de velfungerende familier, og de læser ikke bøger og pjecer om, hvad det spæde barn har behov for.

Når man ved, at cirka 3.000 børn hvert år mishandles, og at en femtedel af danske børn næsten er definere som tabere fra fødslen, må sygeplejersker tage alvorligt fat på forebyggelse. Også i den sekundære sundhedssektor.

Når skrigeungerne berettiget eller uberettiget er blevet indlagt, må der gøres en indsats, som ikke er afhængig af den enkelte sygeplejerskes private holdning. Dertil er situationen for alvorlig for det enkelte barn. Det er en rigtig fornem opgave at udvikle systemer og metoder, der kan gøre sygeplejen til udsatte børn professionel, og det er vigtigt, at sygeplejersker viser, at viljen til handling er til stede.