Far rører mig i numsen

Far rører mig i numsen. Mig ikke sige.''

''Hvordan?''

''Sådan her... Først gør det meget ondt, så gør det ikke så ondt. Mig ikke sige.''

''Hvad rører han dig med?''

''Med den her finger...''

Det er en junidag i 1995. Jane er mor til Kirsten på tre år. Hun er på toilettet med datteren, da pigen uden omsvøb fortæller det, som moren to gange tidligere har haft en mistanke om. Men som hun hver gang har slået hen. Jane går ind til sin mand, Frede, og konfronterer ham med det, datteren fortæller.

Han bliver rasende og benægter alt.

''Vi må tale med nogle professionelle om det her,'' siger Jane.

''Jeg skal give dig professionelle. De kan ikke andet end komplicere ens tilværelse. Du skulle hellere være en ordentlig mor for dine børn og ikke høre efter sådan noget vrøvl.''

Jane går ikke videre med sagen, men håber, at hendes mand nu holder sig i skindet.

Men hun fortæller sin pige, at hun skal sige det til hende, hvis far gør det igen.

Derefter går hverdagen videre i familien, der foruden den lille pige også tæller to halvvoksne drenge. Det er en pæn og respektabel familie. Moren er sygeplejerske, men hjemmegående, faren er læge.

Familien bor i udlandet, men faren tager til Danmark, hvor han arbejder som læge. Nogle ugers arbejde i Danmark, og så nogle ugers fri hos familien i udlandet.

Efter den forårsdag i 1995 oplever Jane, at Frede bliver meget sød og opmærksom over for familien.

Jane er lettet. Hun tror, at den hellige grav er velforvaret.

Indtil den 27. februar 1997:

''Mor, vil du se min numse?''

''Næh.''

''Det vil far gerne.''

''Hvornår ville han det?''

''Da du var til sprog...''

Og så nævner Kirsten en række episoder:

''Dér da du var ovre med storebror og ringe (...) dér da mormor var død.''

Janes verden vælter.

Hun bliver bange og handlingslammet. Det er bare en uge siden, at hendes mand ifølge pigen sidste gang ''pillede hende i numsen... dér da du var til sprog.'' Det var aftenen før, Frede skulle rejse til Fjernøsten for at arbejde en periode.

Jane husker, at da hun kom hjem fra sprogskolen, lå datteren med bukserne nede om knæene på sengen oppe på værelset, hvor faren pakkede. På gulvet ved siden af stod en dåse vaseline.

Hvor naiv har man lov at være, bebrejder Jane sig selv.

''Vi må sige til far, at han ikke må gøre det mere. Det gør ondt, jeg kan ikke lide det... Det gør ondt, også når jeg laver puh-bad.''

Nu kan Jane ikke længere lukke øjnene for det. Og aftenen efter ved middagsbordet sørger hendes lille datter for, at brødrene også får det at vide.

''Far piller mig i numsen,'' siger hun hemmlighedsfuldt til sine brødre.

''Hvad?'' spørger hendes 21-årige storebror, Per.

''Scch, det skal vi ikke tale om nu. Det taler vi om senere.''

Jane griber ind og stopper datteren.

Per glemmer ikke den aften ved spisebordet.

''I første omgang gik det ikke helt op for mig, hvad det handlede om. Først da min bror og søster var lagt i seng, fik jeg snakket med mor. Lige først havde jeg det sådan, at det kunne umuligt være rigtigt.

Lad mig være i fred. Men alvoren gik op for mig næste morgen, da mor lidt desperat spurgte mig, hvad vi skulle gøre? Det var dér, jeg indså, at noget måtte gøres.

Senere fortæller min lillesøster mig så selv, at far putter fingeren op i numsen på hende. Nu var al tvivl borte. Jeg snakkede med mor om, at vi måtte have nogle professionelle til at finde ud af det,'' siger pigens storebror, Per, til Sygeplejersken.

Side 20

Tag til Danmark

Moren ringer til en veninde, der er børnelæge.

I det land, familien bor i, har incest været tabu. Men nye tider er på vej. Børnelægen har netop fået en brochure fra den første klinik, der tager sig af at undersøge børn, som har været udsat for seksuelle overgreb.

Jane ringer til klinikken og får en aftale med klinikkens chef, doktor Pou.

Onsdag den 5. marts 1997 er Jane med sin datter hos doktor Pou. Pigen gentager sin forklaring over for doktor Pou og en psykolog, og de foretager en somatisk undersøgelse af pigen.

I deres efterfølgende erklæring er konklusionen klar:

''Misbruget har fundet sted, men vi har ikke objektive data til at værdisætte dette.''

Da datteren er dansk statsborger, råder doktor Pou dem til at tage til Danmark.

''Her er det meget nyt, dit barn skal afhøres i retten, hvor hun bliver konfronteret med faren, og hans advokat vil forsøge at knække hende. Få det gjort i Danmark, de er mere vant til den slags,'' lyder doktor Pous råd til moren.

Jane beder ham om ikke at foretage sig noget.

''Det kan jeg ikke lade være med. Ifølge vores lovgivning skal jeg politianmelde faren,'' siger doktor Pou.

Han gør moren opmærksom på, at der er behov for en gynækologisk undersøgelse af pigen. Men hvis hun tager til Danmark, er der ingen grund til at udsætte pigen for to af den slags undersøgelser.

Over for Sygeplejersken bekræfter doktor Pou i dag forløbet af Janes og Kirstens besøg. Hans konklusion:

''Vi har fire kategorier. Fra 1, hvor der ikke har været tale om overgreb, til kategori 4, hvor der uden tvivl er tale om overgreb. Jeg placerede pigen i kategori 3, der hedder, at seksuelt misbrug er meget sandsynligt, men ikke beviseligt.

Det vil sige, at vi ved den umiddelbare somatiske undersøgelse ikke fandt nogle fysiske tegn på misbrug, hvad man i øvrigt ikke finder i 85 procent af tilfældene.''

Kan et barn ikke blive induceret af en voksen til at fortælle om den slags oplevelser – uden at de reelt har fundet sted?

''Jo, selvfølgelig kan børn under fem år blive påvirket til noget sådan af en voksen. Men så kan du høre det på den måde, de fortæller om oplevelserne.

Hvis de er inducerede, bruger de nemlig nogle andre ord, end hvis de fortæller om noget, de har oplevet.

På den måde pigen fortalte, er jeg ikke i tvivl om, at hun talte sandt.''

En simpel inspektion

Jane får sine store drenge placeret hos gode venner og tager så til Danmark.

Faren har på det tidspunkt forældreorlov fra sin stilling på et dansk sygehus. Han arbejder nu i Fjernøsten og ved endnu ikke, hvad der er under opsejling. Aftalen med familien er, at de skal komme ud til ham, to uger efter han er rejst.

Lørdag den 15. marts 1997 henvender moren sig på børneafdeling L51 på Amtssygehuset i Glostrup efter forudgående telefonisk aftale med overlæge Karsten Kaas Ibsen.

Glostrup er lokalsygehus for familiens adresse i Danmark. Faren har selv tidligere været ansat på sygehuset.

På indlæggelsesdagen foretager forvagten, hvad hun senere i en erklæring til embedslægen kalder for en 'simpel inspektion' af pigen.

Ifølge moren består det i, at lægen hiver ud i underbukserne på pigen og kigger. Desuden lytter hun barnet på brystet.

I pigens journal skriver forvagten blandt andet: ''Gen. ext. intet abnormt ved inspektion, ikke undersøgt nærmere, da seneste forulempelse var for snart en måned siden, og pigen siden da er undersøgt af pædiater på mistanke om incest. (...) /incest obs. pro/ Der er oprettet 'SORT SKÆRM'.''

Forløbet på selve indlæggelsesdagen følger stort set børneafdelingens egen instruks ved 'Seksuelle overgreb mod børn'.

Ifølge den kan man i ''ikke akutte sager (...) begrænse den almene somatiske undersøgelse ved indlæggelsen og vente med en grundig undersøgelse til gennemgangen næste hverdag, hvor man samtidig vil kunne bede en erfaren gynækolog om at være til stede.''

Men på et andet felt bliver samme instruks ikke fulgt på indlæggelsesdagen.

I instruksen står der:

''I alle tilfælde (instruksens fremhævelser, redaktionen), hvor et barn undersøges på mistanke om at have været udsat for fysisk vold eller seksuelt overgreb, kontaktes socialforvaltningen straks i barnets hjemkommune (...) Udenfor kontortid kontaktes kommunens vagthavende efter telefonlisten.''

Ifølge overlæge Karsten Kaas Ibsens redegørelse til embedslægen om sagen bliver kommunen først kontaktet to dage efter indlæggelsen, altså mandag den 17. marts 1997.

Dette fremgår også af journalen.

Her behandler vi alle ens

Mor og datter er indlagt, men kan tage hjem resten af weekenden og komme igen mandag den 17. om morgenen.

Mandag formiddag venter Jane med sin datter i L51's legerum i to og en halv time. Så kommer socialrådgiver Karin Larsen og afdelingslæge Susanne Lanng.

Jane fortæller hele historien igen.

Side 21

Billede

side 22

I sin journal skriver socialrådgiveren bagefter:

''...moderen er ret meget i krise. Det er ikke indtrykket, at hun helt har gjort op med sig selv, hvad der egentlig skal ske. Jeg har fortalt hende, at vi vil kontakte kommunen, idet det er kommunen, som skal støtte op om hende. Det sidste tilfælde af overgreb på Kirsten er sket den 19.2., og det er fra afd.'s side besluttet, at der ikke skal foretages somatiske undersøgelser i den anledning.''

Inden Jane tager hjem mandag den 17. marts, beroliger afdelingslægen hende. Hun kan tage det roligt. Med den meget klare og præcise måde, pigen beskriver det, der er sket, er der ingen grund til bekymring.

Ifølge moren tilføjer Susanne Lanng:

''Også selv om faren er læge. Her behandler vi alle ens.''

Efter mødet kontakter sygehusets socialrådgiver socialforvaltningen i Høje-Taastrup Kommune, og de aftaler, at sagsbehandler Flemming Thorninger næste dag skal deltage i et møde med moren ude på L51.

Det er en lettet mor, der mandag tager hjem med sin datter.

Hun føler, at sagen nu er i gode hænder, og så i morgen bliver datteren sikkert også undersøgt, ligesom doktor Pou havde sagt.

Hvad Jane ikke ved, den mandag hun tager hjem, er, at Susanne Lanng og afdelingens læger har besluttet ikke at undersøge pigen.

Selvom det er i strid med afdelingens instruks, der for 'Ikke-akutte sager' under afsnittet om 'Somatisk/Gynækologisk undersøgelse' taler om, at man kan ''vente med en grundig undersøgelse til gennemgangen næste hverdag, hvor man samtidig vil kunne bede en erfaren gynækolog om at være til stede.''

Men Kirsten bliver ikke undersøgt hverken somatisk eller gynækologisk mandag den 17. marts – og heller ikke tirsdag den 18. marts eller nogle af de følgende dage.

I sin efterfølgende redegørelse til embedslægen forklarer overlæge Karsten Kaas Ibsen den manglende gynækologiske undersøgelse på følgende måde:

''Som det fremgår af afdelingens instruks under ikke akutte sager, er det ''lidet sandsynligt, at en somatisk undersøgelse kan bidrage til evt. bevisførelse,'' hvis overgrebet ikke er sket indenfor det sidste døgn (...) Man har ikke skønnet, at man ville udsætte barnet for en ubehagelig gynækologisk undersøgelse. Barnet er på det tidspunkt allerede undersøgt af specialist Dr. Pou, hvoraf det af den danske oversættelse fremgår, at der ikke ved almindelig undersøgelse og undersøgelse på analt niveau er observeret objektive data til at bekræfte en mistanke om incest. Det er således usandsynligt, at en gynækologisk undersøgelse kunne have bidraget yderligere til udredningen, og hensigten med indlæggelsen var primært en observation af barnet.''

Problemet er bare, at da børneafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup beslutter sig for ikke at foretage en gynækologisk undersøgelse af pigen, kender man ikke indholdet af doktor Pous erklæring.

Den erklæring bliver kun sendt til myndighederne i det pågældende land og til familiens adresse dér, så moren ser den først lang tid efter pigens indlæggelse.

Derfor ved Glostrup-lægerne under indlæggelsen intet om, hvad og hvor meget den udenlandske læge har undersøgt. Og ifølge doktor Pou har Glostrup Sygehus ''på intet tidspunkt'' kontaktet ham for at få hans redegørelse.

''Jeg har på intet tidspunkt fået nogen henvendelse fra danske myndigheder overhovedet,'' siger han til Sygeplejersken.

Undrer det dig?

''Nej. Jeg regnede med, at sagen ville køre sin normale gang i Danmark. Jeg regnede med, at de ville foretage de undersøgelser, der var brug for i Danmark, så derfor forventede jeg heller ingen henvendelser.

I den slags situationer er det vigtigt at få alle informationer på første hånd selv.

Jeg kan godt forstå, at danske læger selv vil foretage deres egne undersøgelser og selv danne sig deres eget indtryk. I den slags sager her kan man ikke bruge andenhåndsforklaringer og -undersøgelser,'' fastslår doktor Pou.

Så da lægerne på Glostrup Amtssygehus beslutter sig for, at de ikke vil undersøge pigen, har de kun et tredjehåndsudsagn fra moren om, at doktor Pou har set pigen, og at han på en skala fra et til fire har placeret pigen i grad 3, der betyder, at det er meget sandsynligt, at incesten har fundet sted, men at han ikke har fundet objektive beviser.

En fax til faren

Tilbage til den 18. marts 1997. Sagsbehandler Flemming Thorninger fra Høje-Taastrup Kommune deltager i et møde på børneafdelingen med moren. Han kommer ind på, at der skal ske politianmeldelse af faren.

Dette er Jane ikke meget for.

Hun kender sin mand og ved, at jo mere pres han bliver udsat for, desto værre. Men Flemming Thorninger fastholder, at en politianmeldelse er nødvendig.

Desuden er der brug for et akut børnepsykiatrisk tilsyn af pigen. Dette bliver aftalt med psykiaterne på Nordvang til fredag den 21. marts.

I sin journal skriver socialrådgiver Karin Larsen:

''Jeg har på fornemmelsen, at moderen gerne ville have, at faderen fik at vide, at han aldrig måtte røre barnet mere og at tingene så ellers kunne fortsætte, men det kan også være svært at få tæppet revet væk under hele tilværelsen.''

I lægejournalen gennemgår afdelingslæge Susanne Lanng familiens situation.

Blandt andet noterer hun fejlagtigt, at faren ''arbejder

Side 23

som afdelingslæge på KAS Glostrup (Amtssygehuset i Glostrup, redaktionen), har i øjeblikket forældreorlov og arbejder i Østen.''

Det rigtige er, at han har været ansat på Amtssygehu-set i Glostrup, men at han nu har forældreorlov fra et andet dansk sygehus.

Fredag den 21. marts er Kirsten til børnepsykiatrisk tilsyn.

I sin journal skriver den psykiatriske overlæge, at det er en ''pige, der tidligere har været velfungerende, tæt knyttet til sin mor, og som aktuelt frembyder moderate emotionelle symptomer med ængstelse og generthed og adskillelsesangst i relation til moderen.''

Kirsten bliver udskrevet fra Amtssygehuset i Glostrup, så den 22. marts sender Janes ældste søn en fax ud til faren i Fjernøsten. Brevet er et fællesbrev fra moren og de to store drenge, hvor de fortæller faren, hvad der er sket.

I brevet opfordrer de ham til at erkende, hvad han har gjort – og så vil de alle hjælpe ham, og deres familie kan fortsætte.

Hvis ikke, vil de ikke se ham mere.

Kort efter har mor og søn på skift faren i røret. Han afviser alle beskyldninger og retter i stedet skytset mod dem:

''Jeres mor er halvskør... det må være nogle andre, der har gjort det, nogle fra skolen... hvordan kan jeg vide, at det ikke er jer drenge?''

''Jeg var chokeret over hans reaktion.

Han kan blive meget hidsig, men jeg var alligevel helt sikker på, at han her ville erkende, hvad han havde gjort. Men han gjorde det modsatte.

Jeg bad ham blive derude, det kunne blive hans redning. For når det blev kendt, ville han nok ikke kunne få arbejde i hverken Danmark eller her,'' fortæller den ældste søn, Per.

Faren siger, han straks vil rejse til Danmark og rense sig.

Forinden ringer han til Amtssygehuset i Glostrup og får dér navnet på sagsbehandler Flemming Thorninger.

Den 26. marts har Thorninger faren i røret.

Sagsbehandleren giver faren besked på, at han ikke må opsøge konen og datteren på deres bopæl, og derefter ringer han til Jane og foreslår, at de tager hen på et krisecenter og bor.

Dagen forinden har Thorninger kontaktet Amtssygehuset i Glostrup og rykket for børneafdelingens erklæring.

Selvom L51 havde haft den afsluttende fælles konference om pigen, er ingen gået i gang med den erklæring, som kommunen skal bruge til politianmeldelsen.

Sygehusets partshøring

Jane tilbringer påsken og ugerne derefter på krisecenter sammen med datteren.

Tirsdagen efter påske, den 1. april, opgiver Flemming Thorninger at vente på erklæringen fra Amtssygehuset i Glostrup.

Han skriver politianmeldelsen og sender den samme dag.

I anmeldelsen skriver han om sygehusets resultater, ud fra hvad han fik at vide på mødet den 18. marts og ved den telefoniske rykker den 25. marts:

''Kirsten blev indlagt på KAS Glostrup til undersøgelse. Somatisk kunne der ikke bekræftes overgreb. En børnepsykiater har forsøgt at tale med Kirsten en enkelt gang, men da havde Kirsten ikke lyst til at tale om det. På baggrund af moderens forklaringer, vurderer man fra hospitalet og fra børnepsykiatrisk afdeling, at det er sandsynligt, at Kirsten har været udsat for overgreb.''

Dagen efter, at Høje-Taastrup Kommune har sendt politianmeldelsen, skriver afdelingslæge Susanne Lanng den erklæring, kommunen skulle have brugt ved anmeldelsen. Men hun sender den ikke.

I den senere redegørelse til embedslægen forklarer Susanne Lanng hvorfor:

''Grunden til, at erklæringen ikke bliver afsendt straks derefter til Høje-Taastrup Kommune er, at adm. overlæge Karsten Kaas Ibsen er blevet kontaktet af faren, som vil komme til Danmark hurtigst muligt. Da faren på det tidspunkt er gift med moren, og derfor har forældremyndighed over barnet, mener vi, at det korrekte må være, at høre farens udlægning af sagen inden erklæringen fremsendes til kommunen.''

Side 24

Dette argument strider umiddelbart mod overlæge Karsten Kaas Ibsens argument for indlæggelsen af pigen.

I sin redegørelse til embedslægen skriver overlægen:

''Hensigten med indlæggelsen var primært en observation af barnet.''

På Amtssygehuset i Roskilde kender man ikke til den form for partshøring, som Amtssygehuset i Glostrup har praktiseret i denne sag:

''Vi laver ingen individuel kontakt med den mistænkte i en sag. Den slags overlader vi til politiet,'' siger psykolog Kirsten Moesgaard fra børneafdelingen i Roskilde.

På Hvidovre Hospital siger afdelingssygeplejerske Anette Østerkjerhuus:

''Hvis faren henvendte sig, ville vi nok tale med ham. Men vi ville sende papirerne med det samme til kommunen, uanset hans henvendelse.''

Advokaten der manglede

Den 3. april dukker Kirstens far op på familiens bopæl i Danmark.

Mor og datter er på krisecenter, så kun Fredes gamle svigerfar er til stede i huset. Han er bange for sin svigersøn og tør ikke smide ham ud. I stedet overhører han svigersønnens telefonsamtale med overlæge Karsten Kaas Ibsen.

Det er den samtale (se artiklen 'Visse hensyn', side 16), overlægen refererer til i journalen:

''Jeg har aftalt at der fremsendes kopi af jrn. til faderen herfra i dag (...) Har bedt om at erklæring til kommunen ikke fremsendes før vi har hørt hans version af sagen, hvilket er rimeligt.''

Mens faren slår sig ned på bopælen, er pigen med moren til videoafhøring på Glostrup Politigaard.

En tillidsvækkende kvindelig betjent får pigen til at fortælle.

Afhøringen overværes i et monitorrum af en beskikket forsvarer for faren, desuden er der anklageren, Jørgen Panum, moren og en familiemedarbejder, Stinna Mortensen, fra Frederiksværk Krisecenter.

Men én person mangler, og inden afhøringen spørger moren anklageren efter vedkommende:

''Jeg har hørt fra min advokat, at der også skal være en advokat for Kirsten til stede?''

Anklager Jørgen Panum:

''Nej, det er ikke nødvendigt på nuværende tidspunkt, det er nok, jeg er her.''

Moren: ''Jamen, jeg har hørt, at det er vigtigt.''

Jørgen Panum: ''Det er kun i særlige sager, hvor der kan blive tale om erstatningskrav.''

Moren: ''Min advokat har sagt, at der skal være en advokat for Kirsten, og hun vil vide, hvad vedkommende hedder.''

Moren når ikke længere, og afhøringen sættes i gang.

Ordvekslingen er efterfølgende skriftligt bevidnet af familiemedarbejder Stinna Mortensen, der overværede forløbet.

Pigens senere advokat, Lene Østerberg, siger til Sygeplejersken, at politiet brød retsplejelovens regler om videoafhøring af incestofre.

I kaptiel 66a, paragraf 741 B, står der:

''Politiet vejleder den forurettede om adgangen til at begære en advokat beskikket. Vejledningen skal gives inden den forurettede afhøres første gang. Det skal af politirapporten fremgå, at den forurettede har modtaget vejledning.

Ønsker den forurettede ikke at udtale sig uden advokatens tilstedeværelse, kan politiet tilkalde en beskikket advokat til at varetage hvervet som advokat for den forurettede.''

Lene Østerberg:

''Jeg har ikke gjort mere ud af politiets forkerte vejledning af moren, fordi den måde, pigen i øvrigt blev afhørt på, var god og nænsom.

Den beskikkede advokats opgave er netop at sørge for at sige stop, hvis politiet går for langt i afhøringen. Så når der ingen skade er sket, vil jeg ikke gå videre med det.

Der er masser af andet at gå videre med i den her sag.''

Faren i grundlovsforhør

Dagen efter er faren til afhøring hos politiet.

Han nægter sig skyldig, men bliver samme dag fremstillet i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Kendelsen fra dommeren lyder på, at der er en bestyrket mistanke om, at han er skyldig.

Ifølge retsplejeloven skal mindst et af tre punkter være opfyldt, for at en person kan varetægtsfængsles:

At personen 1) kan fortsætte forbrydelsen, 2) kan flygte eller 3) kan hindre opklaringen.

Men når moren er på krisecenter med barnet, kan faren ikke fortsætte forbrydelsen, og hvis han tager til det land, hvor familien bor, så har de en udleveringsaftale med Danmark. Og endelig mener dommeren heller ikke, at han kan hindre opklaringen.

Derfor afviser dommeren at varetægtsfængsle faren. Løsladelsen bliver stadfæstet i landsretten, samme dag som faren er til møde på Amtssygehuset i Glostrup med overlæge Karsten Kaas Ibsen, afdelingslæge Susanne Lanng og socialrådgiver Karin Larsen.

Det bemærkelsesværdige ved det møde er, at Kaas Ibsen deltager.

Han har ellers på intet tidspunkt deltaget i nogle møder eller samtaler i sagen.

Dette strider også mod afdelingens instruks:

''Lad den samme læge og sygeplejerske eller sygehjælper samt socialrådgiver følge familien under indlæggelsen.''

''Der må være noget 'rivende galt i hovedet på konen',

Side 25

når hun er kommet med den slags beskyldninger,'' forklarer faren blandt andet ifølge referatet fra mødet i pigens journal.

Overlæge Karsten Kaas Ibsen, der har skrevet dette afsnit i journalen, vurderer, at ''Faderen virker under samtalen meget oprigtig, men kendeligt rystet over de anklager, der er rejst mod ham.''

Mens faren kan bevæge sig frit, føler moren sig mere og mere indespærret på krisecentret.

Hendes datter får det dårligere og dårligere.

Hun har mareridt om natten, drømmer om store løver, der kommer og tager hende. Og efter en nat, hvor det har været særlig slemt, ringer Jane til den psykiatriske overlæge på Nordvang, Anne Mette Skovgaard.

Ifølge moren giver overlægen udtryk for, at det ikke af etiske grunde vil være rigtigt at have pigen i behandling i hospitalsregi.

Her hentyder overlægen øjensynligt til det, at faren er læge, da hun ifølge moren tilføjer, at ''det ikke ville være etisk korrekt over for faren, da han også skal have et liv efter dette.''

I stedet anbefaler hun en privatpraktiserende psykolog.

Over seks gange bliver Kirsten i april og maj 1997 undersøgt hos psykolog Anna Lisa Hyltén-Cavallius.

I sin rapport til Høje-Taastrup Kommune skriver psykologen:

''Kirsten kan direkte med ord fortælle, at hendes far har 'været grim' ved hende, og hun udpeger på en tegning af et menneske, at han har rørt hende på 'numsen og den rigtige numse'. Hun udpeger her genital- og analregionen.''

Cavallius skriver videre om Kirsten:

''Ud fra den samlede undersøgelse, som viser normal begavelse, god hukommelse, alderssvarende sproglig begrebsdækning samt relevant skelnen mellem fantasi og virkelighed, finder jeg ikke anledning til at betvivle Kirstens udtalelser.''

Omtrent samme konklusion når Amtssygehuset i Glostrup frem til i deres erklæring, der den 11. april endelig når frem til kommunen:

''Kirsten fortæller utrolig præcist, hvad der er foregået og på hvilke tidspunkter, hvilket gør, at man må mistænke, at de beskrevne overgreb fra faderens side mod datteren har fundet sted.''

Modsatrettede meldinger

På krisecentret i Frederiksværk sker der i forårsmånederne 1997 en forvandling af moren.

Den rådvilde og fortvivlede mor, der i dyb krise henvendte sig til Amtssygehuset i Glostrup, er af begivenhedernes gang ved at blive forvandlet til en stædig og stejlende kvinde.

Det underlige indlæggelsesforløb på Glostrup, dét at faren går fri, mens hun sidder 'indespærret' med

Side 26

datteren, og så en række modsatrettede meldinger fra politiet får langsomt moren på barrikaderne.

Hun tager sagen i egne hænder, begærer aktindsigt, sætter sig ind i paragrafferne og klager til Patientklagenævnet over Amtssygehuset i Glostrup.

Sommeren over bliver hun til 'en dame med en sag'.

Hos politiet kommer der i løbet af de samme måneder slingrende meldinger.

Den 24. april fortæller anklageren, Jørgen Panum, til Kirstens beskikkede advokat, Lene Østerberg, at sagen kommer for retten inden for en måned. Den vil blive behandlet som en hastesag.

En uge efter rejser Panum til en stilling hos statsadvokaten.

Men inden han rejser, skriver han i en besked til sin efterfølger, Kjeld Johansen, at sagen ''sandsynligvis sluttes.''

Kjeld Johansen forlanger imidlertid en fornyet videoafhøring af pigen, da Kirsten i mellemtiden har fortalt om andre episoder, hvor faren har begået overgreb mod hende.

Men inden den når at blive foretaget, er også Kjeld Johansen rejst.

I midten af juni 1997 hedder den nye anklager Susanne Kjølhede.

Sommeren over rykker advokat Lene Østerberg én gang om måneden for den nye videoafhøring.

Men farens advokat, Manfred Petersen, protesterer hver gang mod en fornyet afhøring. Ved den tredje rykker i starten af september sender Lene Østerberg en formel klage, men får aldrig noget svar.

Den 10. september har moren Susanne Kjølhede i røret:

''Der skal foretages en gynækologisk undersøgelse af Kirsten,'' siger Susanne Kjølhede ifølge moren.

''Nu,'' spørger en målløs mor.

''Du får brev om det,'' siger Susanne Kjølhede.

Men det brev, Jane modtager fra Glostrup Politi en lille måned senere, handler ikke om nogen gynækologisk undersøgelse:

''Efter en nøje revurdering af sagen har jeg ikke fundet anledning til – mod forsvarerens protest – at søge en fornyet videoafhøring af Kirsten gennemført. Jeg har i den forbindelse lagt vægt på, at de nye oplysninger først fremkom ca. 3 måneder efter den første videoafhøring af Kirsten, at det ikke kan udelukkes, at Kirsten i forbindelse med sagen har været udsat for en vis påvirkning, og at en fornyet afhøring derfor efter min opfattelse rent bevismæssigt ikke vil kunne styrke sagen.''

Ifølge pigens advokat, Lene Østerberg, passer anklagemyndighedens tidsskema ikke.

''Nummer to anklager, Kjeld Johansen, krævede nemlig allerede i maj, altså en måned efter første videoafhøring, en fornyet videoafhøring, fordi pigen allerede dér var kommet med nye oplysninger.

Side 27

Men da den sidste anklager, Susanne Kjølhede, kom til, gik der tre måneder, hvor hun gang på gang udsatte en fornyet videoafhøring. Og så er det jo klart, at det bliver forældet,'' siger Lene Østerberg.

Men i samme brev fra anklagemyndigheden følger endnu en besked, der chokerer moren:

''Efter en samlet vurdering af det foreliggende materiale har jeg i dag besluttet at opgive påtale mod Frede. (...)

Det er min vurdering, at hans og Kirstens forklaringer ville blive tillagt samme vægt i forbindelse med bevisvurderingen i en eventuel straffesag. I relation til Kirsten skal dog bemærkes, at hendes forklaring til politiet i et vist omfang synes at bære præg af, at der er forløbet relativt lang tid i forhold til de angivne gerningstidspunkter.

I denne situation må en tiltalerejsning forventes at ville føre til frifindelse, medmindre der foreligger andre forhold, som i særlig grad bestyrker Kirstens forklaring frem for Fredes forklaring.

Efter min vurdering foreligger der ikke i sagen sådanne omstændigheder.''

Henlagt – ikke frifundet

'Sådanne omstændigheder', som anklageren henviser til, er for eksempel tekniske beviser fra en gynækologisk og somatisk undersøgelse af pigen.

Og selvom det er sjældent, at man finder noget ved disse undersøgelser, var det sådan en undersøgelse, Amtssygehuset i Glostrup forsømte at foretage.

En af landets førende incestforskere, Beth Grothe Nielsen fra Aarhus Universitet, er ikke overrasket over anklagemyndighedens henlæggelse af sagen.

''Det kan lyde, som om der er både etiske og juridiske problemer i den måde, sagen er blevet behandlet på på sygehuset. Det er jo en underlig situation, at faren har set sygehusets papirer, da politiet ikke har set dem.

Men bortset fra det er sagen ret typisk.

Det vil sige, at det store problem i den her slags sager er, at vi kun har farens påstand mod pigens påstand. Og da vi lever i en retsstat, hvor der er krav om beviser – og hvor vi ikke dømmer uskyldige – så betyder det også, at der løber nogle skyldige fri i farten.

Jeg tror, at omkring halvdelen af de anmeldte sager bliver henlagt af politiet på grund af bevisets stilling. Når du snakker med politifolk, så siger de, vi tror på barnets forklaring, men vi kan bare ikke stille noget op.

Det, man så skal huske, er, at en henlæggelse af sagen ikke er en frifindelse.

Og det er jo i virkeligheden et problem for den pågældende far.

Men det, man samlet kan sige, er, at i retssalen kommer tvivlen faren til gode, mens når statsamtet efterfølgende skal tage stilling til samvær, så bør tvivlen komme barnet til gode,'' siger Beth Grothe Nielsen.

Heller ikke psykolog Kirsten Moesgaard fra børneafdelingen på Amtssygehuset i Roskilde er overrasket over politiets henlæggelse af denne sag.

''Vores lovgivning er jo sådan, at vi hellere lader ti skyldige gå fri end dømmer én uskyldig.

Men i de her sager med børn tror jeg, at retssystemet har et forkert udgangspunkt. Man ligger under for fordommene om, at børn har en stor fantasi og lyver mere.

Det er noget vrøvl.

Et barn lyver ikke om et seksuelt overgreb. For at et barn skal kunne lyve, så skal det kende sandheden.

Jo mindre børn er, desto mere retsløse er de.

Efterhånden er kravene til børns vidneudsagn så høje, at det er fuldstændigt urimeligt. Og nok så mange psykolograpporter hjælper lige fedt, når det er op til dommeren at vurdere, om barnet taler sandt.

Men det har en dommer ingen evne til at vurdere,'' siger Kirsten Moesgaard.

En mystisk undersøgelse

Om faren er skyldig eller ej, bliver aldrig afgjort ved en dansk domstol.

Til gengæld har pigen netop afgivet vidneforklaring over for en undersøgelsesdommer i familiens andet hjemland, der nu skal tage stilling til, om der dér skal rejses tiltale mod faren.

Den retspsykolog, som har talt med pigen, skriver i sin indstilling til undersøgelsesdommeren:

''Kirsten fortæller, på trods af sin unge alder, meningsfyldt, konsistent og uden selvmodsigelser om de anmeldte hændelser, som hun har været udsat for. Man vurderer, at forklaringen af hændelserne er troværdig.''

Under hele sagsforløbet i Danmark, mens faren var sigtet, har han passet sit job på det danske sygehus, som han vendte tilbage til efter forældreorloven.

Forældrene er i mellemtiden blevet skilt, og moren har fået forældremyndigheden.

Men efter ønske fra faren er statsamtet ved at tage stilling til, om faren kan få samvær med pigen.

Det er børnepsykiater og overlæge fra Amtssygehuset i Gentofte, Karl Johan Rump, der tager sig af sagen.

Efter et møde med forældrene, hvor pigen ikke er med, og efter yderligere et separat møde med faren skriver Rump en anbefaling:

''Vedrørende Kirsten, barn af Jane og Frede.

Undertegnede har som børnesagkyndig konsulent foretaget en undersøgelse af ovennævnte samt en vurdering af sagsakter til brug for Statsamtets afgørelse af samvær.''

Hvordan man undersøger et barn, man aldrig har set, vil Karl Johan Rump ikke forklare over for Sygeplejersken.

Han henviser til sin tavshedspligt.

Side 28

Senere i sin erklæring skriver Rump, at der ikke har været 'rejst sigtelse mod faren'.

Det er forkert.

Faren var sigtet i sagen fra april til oktober 1997. Og en tilsvarende sag mod ham efterforskes stadig i familiens andet hjemland.

Videre skriver Karl Johan Rump:

''Sammenfattende drejer sagen sig om beskyldninger fra moderens side om seksuelle overgreb...''

Det er også forkert.

Pigen har selv ved videoafhøringen forklaret politiet i Danmark om overgrebene. Men denne videoafhøring har Karl Johan Rump ikke ønsket at se.

Ifølge pigens advokat, Lene Østerberg, er det ellers en normal fremgangsmåde i den slags sager, at statsamtets sagkyndige ser videoafhøringen af barnet.

Sammenfattende skriver Karl Johan Rump i sin erklæring:

''...Selv om der skulle foreligge overgreb, synes karakteren af disse ikke af en sådan art, at de nødvendigvis udelukker, at det kunne være af værdi for Kirsten at have et overvåget samvær med sin far.''

Overlæge Karl Johan Rumps skriftlige erklæring bliver brugt af faren til at forsøge at undgå en retssag i familiens andet hjemland.

I Rumps erklæring står jo, at faren aldrig har været sigtet i Danmark, at der er tale om beskyldninger rejst af moren, og at overgrebene ikke har været mere alvorlige, end at pigen godt kunne se faren igen.

På baggrund af overlæge Rumps erklæring har statsamtet udsendt en resolution om et overvåget samvær mellem far og datter.

Det har moren og pigens advokat modsat sig.

I et halvt år har de forsøgt at få Karl Joahn Rump til at rette de objektive fejl i hans erklæring.

Det lykkedes først for nylig, da statsamtets ankeinstans, Civilretsdirektoratet, gik ind og suspenderede samværet mellem far og datter.

I sin afgørelse gengiver Civilretsdirektoratet den udenlandske retspsykologs klare konklusion om, at pigens forklaringer er 'troværdige'.

Direktoratet skriver derefter:

''Vi finder på baggrund heraf, at det ikke på nuværende tidspunkt kan afvises, at det er bedst for Kirsten, at samværet ikke gennemføres, hvorfor vi suspenderer samværet.

Vi skal understrege, at spørgsmålet om, hvorvidt Frede har begået seksuelle krænkelser af Kirsten, fortsat er et moment i samværssagen, der bør undersøges, selvom der i Danmark ikke er rejst straffesag mod ham. Dette skyldes bl.a. de meget strenge beviskrav i straffesager.''

Civilretsdirektoratet beder i sin afgørelse også statsamtet tage stilling til, om overlæge Karl Johan Rump er inhabil i sagen. Altså om en læge kan tage stilling til samvær i en sag, hvor den ene part også er læge.

Samtidig er Glostrup Politi og anklager Susanne Kjølhede ved at undersøge, om overlæge Karsten Kaas Ibsen fra Amtssygehuset i Glostrup har gjort sig skyldig i at forhindre opklaringen af den sag, anklageren selv har henlagt.•

De involverede ansatte på Amtssygehuset i Glostrup, sygehusets ledelse, Københavns Amts sygehusforvaltning og Glostrup Politi har ikke ønsket at udtale sig i sagen.

Navnene på familien er redaktionen bekendt, men er ændret i artiklen.

Nøgleord: Glostrup Amtssygehus, incestsag, seksuelle overgreb.