Sygeplejersken
Faglig kommentar: Ro før fjernsynstid
Man kan nogle gange få den mistanke, at ansættende myndigheder foretrækker så billig en løsning som muligt frem for den fagligt mest forsvarlige.
Sygeplejersken 1998 nr. 5, s. 21
Af:
Anne Vesterdal, sygeplejefaglig medarbejder
I efteråret fik jeg brev fra en nylig pensioneret sygeplejerske, der kommenterede en kommentar, jeg havde skrevet om, at sygeplejersker ikke kan fralægge sig deres faglige ansvar, selv om arbejdsvilkårene er dårlige. Sygeplejersken gav mig ret, men skrev også, at det ikke altid er lige så nemt, som det er sagt. Herefter fortalte hun om nogle episoder fra sin tid som aftensygeplejerske på et plejehjem, der førte til, at hun for at kunne leve op til sit ansvar måtte sige op og få nyt arbejde, hvilket medførte en mærkbar lønnedgang.
På et plejehjem var sygehjælpergruppen dominerende ikke blot i antal, men også i fastlæggelse af stedets rutiner. Det var fx ofte sygehjælperne, der skiftede blærekateter på beboerne, og da beboerne havde ualmindeligt mange hæmoragiske urinvejsinfektioner, fik sygeplejersken ændret på denne praksis, hvilket hun ikke blev populær af. Sygehjælperne ville også gerne give medicinen, hvilket kom til at indebære, at sovemedicinen blev uddelt klokken 19, så der kunne være ro til fjernsynstid. Bleregimerne stod sygehjælperne også for.
Aftensygeplejersken kæmpede stædigt imod den dårlige sygepleje og endte med at blive anklaget for såvel medicinmisbrug, som tyveri som for at tilkalde lægevagt for tit. Det førte til, at aftensygeplejersken fik forbud mod at komme på afdelingerne, at beboernes urin blev undersøgt, hver gang sygeplejersken havde lagt kateter op, og at der blev talt piller, så sukkerovertrækket næsten gik af. Alt sammen i håb om at finde noget, aftensygeplejersken kunne anklages for. Det endte med møde hos bestyrelsen, der bakkede aftensygeplejersken op. De virkelige medicinmisbrugere blev senere afsløret.
Aftensygeplejersken måtte alligevel forlade stedet, da hun ved senere lejlighed havde klaget over en plejehjemsassistent til lægen og ikke ville undskylde det.
Det nye plejehjem havde et bedre arbejdsklima, men det gjaldt ikke for alle. Nogle plejehjemsassistenter ville fx ikke se forstanderinden på deres afdeling, og forstanderinden meldte sig somme tider syg, når presset fra plejehjemsassistenterne var for stort.
Svage ledelser
Det er klart, at den sygeplejerske, der skrev brevet, har skrevet, som hun har oplevet forholdene, og vi får aldrig at høre, hvad det øvrige plejepersonale har oplevet. Ikke desto mindre beskriver hun nogle forhold, jeg har hørt om både før og siden, men som sjældent eller aldrig beskrives i offentlighed. Det er yderst ømtåleligt at fortælle om, hvordan faggrupper med kortere uddannelser næsten kan sætte den faglige ledelse ud af spillet på en afdeling. Ømtåleligt, fordi det handler om svag ledelse, og det er jo ikke så rart at indrømme for lederne selv. Ømtåleligt, fordi det både kan udlægges som og blandes sammen med fagpolitik. Så hellere lade som om fænomenet ikke eksisterer. Man skulle jo også nødigt miste arbejdskraft.
For nylig fik en velkvalificeret ledende sygeplejerske afslag på en ansøgning til en forstanderstilling på et plejehjem, fordi hun meget klart havde givet udtryk for, at hun mente, plejehjem skulle ledes af sygeplejersker for at sikre en tilstrækkelig høj kvalitet. Det brød de ansættende myndigheder sig ikke om at høre.
En anden sygeplejerske, der vikarierer på flere plejehjem, fortæller, hvordan hun oplever, at hygiejnen skrider, hvor det ikke er en sygeplejerske, som har det faglige ansvar. Hun har fx oplevet at blive tilkaldt, fordi alle beboere havde tynd mave og havde i sin søgen efter en årsagsforklaring fundet sære rutiner, som at mad og bækkener blev uddelt samtidig, eller at personalet ventede med at vaske hænder, indtil de kom ud i skyllerummet, hvor der i øvrigt hang fælleshåndklæder. Her handlede det hverken om uvilje eller dårligt arbejdsklima, men om utilstrækkelig viden om, hvordan smitteveje afbrydes.
Meget godt kan siges om, at plejehjemsbeboere betragtes som beboere i eget hjem og med tilsvarende rettigheder. Men det er i nogle henseender mere et ideal end en realitet. En af realiteterne er bl.a., at hvor mange mennesker har fælles faciliteter og lokaler, er hygiejne ikke kun et individuelt anliggende. Der skal faktisk omfattende viden om bl.a. hygiejne til for at forebygge forskellige former for institutionssyge.
Først forsvandt den faste læge fra plejehjemmene. Så forsvinder stadig flere sygeplejersker, og disse reduceres til konsulenter.
Ikke et ondt ord om de nye uddannelser. Vi er alle uddannet til at være de bedste på det niveau, vi uddannes til. Men nogle gange kunne man få den tanke, at ansættende myndigheder foretrækker så billig en løsning som muligt frem for så god en løsning. Gad vide, hvornår der bliver foretaget større uvildige undersøgelser af, hvilke sammenhænge der er mellem plejens kvalitet og plejepersonalets sammensætning og ledelse.